Author Archives:

Pedro får ny midlertidig bolig hos seniorernes Kurt

Seniorklubben afholdt 30. juni 2022 kvartalsafslutning med 58 deltagere, der spillede Mexican Scramble og spiste dejlig menu i Restaurant Birdie, overrakte kvartalspræmier og præmier for dagens match, sang og orienterede om aktuelle forhold for seniorerne.

Derudover blev PEDRO videregivet fra Grethe Risegaard til Kurt Hollmann.

Kvartalets vindere damer 1) Inger Margrethe Nissen 2) Kirsten Østergaard 3) Dorte Rye Jensen

Kvartalets vindere herrer 1) Hans Kristian Olesen 2) Jan Hoffmeyer 3) Philip Evans

Dagens vindere

  1. Arne Beyer, Anne Grethe Clausen, Kirsten Østergaard Nielsen og Eva Iversen
  2. Lars Carlsen, Bjarne Dalgaard, Grethe Risegaard, Ole Steen Olsen
  3. (samme resultat) Ejvind N. Jensen, Palle Petersen og Dorte Rye Jensen

Seniorklubben bliver repræsenteret af Arne Hansen ved matchen ved åbningen af Skjoldungen 5. juli.

Seniorklubben spiller uændret hver torsdag morgen hele sommeren og afholder næste kvartalsafslutning torsdag 29. september 2022.

Bedste sommerhilsner
Ejvind Jensen, formand for seniorgolf

Her kan du se seniorklubbens side, hvis du har lyst til at være med til at spille.

Herunder kan du se billeder fra arrangementet:

Tilbud til nye i efteråret 2022: Prøv golf i otte uger for 995 kr.

I Roskilde Golf Klub har vi et rigtig godt tilbud til jer, som ønsker at få en introduktion til golfspillet.

Det er et prøvemedlemskab, som varer otte uger. Vi har afprøvet dette tilbud i 7-8 år, og har modtaget stor anerkendelse for det program, som du skal prøve kræfter med.

Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.

Prøvemedlemskabet koster 995 kr. For de penge får du bl.a. undervisning, både på hold og individuelt, du kan frit træne på vores træningsområder samt spille på vores nye 9-huls bane, Skjoldungen. Ydermere kan du gratis låne golfudstyr til de forskellige aktiviteter, og du får mulighed for mentorvejledning.

Vi starter hold 8. august 2022.

Her kan du tilmelde dig prøvemedlemskabet 2022, Her finder du også mere information og vores velkomstfolder.

Venlig hilsen

Udvalg for prøvemedlemmer i Roskilde Golf Klub

Skjoldungen er nu åben for bestilling af tider

Så er det muligt at bestille tider på Roskilde Golf Klubs nye 9-huls bane, Skjoldungen. Banen er åben for spil fra tirsdag den 5. juli 2022 kl. 11.40.

Bemærk, at der er en åbningshøjtidelighed kl. 10 ved hul 2 på Skjoldungen, hvor alle medlemmer er velkomne.

På åbningsdagen har par 3, senior- og greenfee fleksmedlemmer fortrinsret til at booke tiderne – indtil 72 timer før (det er i løbet af lørdagen).

”Vi har valgt at lade disse tre medlemsgrupper få fortrinsret til tiderne på åbningsdagen. Det skyldes, at de nu i 14 dage ikke har haft en bane at spille på, så de er nok de mest trængende 😊,” siger Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Han pointerer dog, at alle fra i løbet af lørdagen kan booke tid på tirsdag – og at alle allerede fra nu kan booke tider fra onsdag den 6. juli og frem – dog undtagen de tidspunkter, hvor der er fortrinsretter og blokeringer. Se længere nede.

“Vi ved ikke, hvor stor interessen for den nye bane bliver, men bliver der godt fyldt, så vil jeg opfordre til, at man melder sig på tider, hvor der ikke er fyldt op til fire. Så kommer du også til at gå med andre, du kan lære at kende. Har du booket en tid, hvor der så kommer andre på, så tag endelig godt imod dem. I starten er det en overvindelse at melde sig på andres tider,” siger Henrik.

 

Herunder får du en masse praktisk information, så alle medlemmer kan se, hvordan spil og bestilling af tider kommer til at foregå. Vi går lidt i detaljer, da bestilling og bekræftelse af tider ikke har været normalt for dem, der indtil nu har spillet par 3 banen.

 

Sådan bestiller du tid – og bekræfter din tid på spilledagen

Først og fremmest skal du bestille tid via GolfBox – login med dit medlemsnummer og din kode via forsiden på www.roskildegolfklub.dk. Dit medlemsnummer starter med 38, en bindestreg og et medlemsnummer (fx 38-1234) og din kode er typisk de fire eller seks første cifre i din fødselsdag, fx 2811 eller 281165.
Du kan bestille op til tre uger i forvejen – greenfeegæster kan bestille 14 dage i forvejen.

 

Brug skærmen til højre

Når du skal spille den tid, du har bestilt, så skal du på dagen bekræfte, at du er kommet. Det gør du på skærmen i klubhuset, hvor du også kan få udskrevet scorekort. Bemærk, at du skal bruge den skærm, der står til højre ud for skranken ind til sekretariatet. Denne skærm har forbindelse til printeren, hvor der ligger scorekort til både 9-huls og 18-huls banen.

Skærmen til venstre for døren ind til mødelokalet har kun scorekort til 18-huls banen og kan i øvrigt heller ikke modtage betaling og ændre priser, så venstre skærm skal kun bruges af fuldtidsmedlemmer, mens højre skærm skal bruges alle øvrige (senior fleks- og greenfee fleksmedlemmer, par 3 bane medlemmer, prøvemedlemmer og greenfeegæster).

Hen over året er der på forhånd fastlagt nogle arrangementer på Skjoldungen. Disse tider er reserveret på to måder:

  1. En blokering, så ingen andre kan booke tiderne
  2. Fortrinsretter beregnet på målgruppen for aktiviteten – disse fortrinsretter udløber 96 timer før (fire dage), hvorefter alle andre kan booke de tider, der ikke er blevet brugt

Her er eksempler på tider, der er forhåndsreserveret:

  • Mandag og tirsdag formiddag: Formiddagsgolferne (og Damedag/Optimister)
  • Torsdag kl. 10-10.50: Præsidenterne
  • Torsdag kl. 17.30-18.30: Den ultraseje Torsdagshyggeklub

Her er eksempler på blokerede tider:

  • Mandag kl. 14-20: Kaninmatcher
  • Fredag kl. 10-13: Rehabgolf

Herudover kommer er reserveringer til forskellige enkeltarrangementer.

 

Kaninmatcher om mandagen

Som tidligere beskrevet flytter kaninmatcherne fra Store Skjold til Skjoldungen med virkning fra mandag den 11. juli. Bemærk, at der nu er tilmelding til kaninmatcher på to forskellige tidspunkter om mandagen – henholdsvis kl. 14 og 17 – med spilletid en halv time senere.

Du tilmelder dig i GolfBox som normalt – altså under ”Klubturneringer” nederst i menuen i venstre side.

Bemærk, at vi stadig mangler frivillige til at afvikle kaninmatcherne den første runde om mandagen. Har du lyst til at medvirke til dette, så kontakt meget gerne sekretariatet.

Og så over til nogle andre praktiske ting.

 

Par 3 medlemmer uden DGU-kort

Sekretariatet har bestilt DGU-kort til jer alle sammen. I får en mail fra sekretariatet, når kortet er kommet og er klar til afhentning. I kan scanne kortet ved skærmene i klubhuset, når I skal bekræfte tider. Men er kortet ikke kommet, så kan I bare logge på med jeres medlemsnummer og kode. Det fungerer fint.

 

Baneguide på banen og telefonen

Vi får ikke nogen trykt baneguide til Skjoldungen. Det har vi heller ikke på Store Skjold. Til gengæld er der flere andre muligheder.

Først og fremmest kan man ved hvert huls teested se et kort over hullet med afstand til green og bunkers.

Den anden mulighed er at downloade app’en GLFR. Her er begge klubbens baner lagt ind og her er det muligt at se alle huller med alle forhindringer. På app’en er det muligt undervejs på runden muligt online at følge med i, hvor langt der er til green, bunkers og lignende lige fra der, hvor du skal til at slå. Du kan også bruge GLFR-app’en til at indtaste din score og efterfølgende sende dem direkte videre til GolfBox.

Læs mere:

 

Garmin-ure virker ikke på Skjoldungen

Og så burde der være et tredje hjælpemiddel, nemlig til jer der går rundt med Garmin-golfure, men desværre:
”I sekretariatet har vi haft kontakt til Garmin for at fortælle, at vi har en ny bane, der afløser par 3 banen. De henviste til, at vi skulle udfylde en formular og at vi så ville blive kontaktet af dem, der i firmaet (sandsynligvis fra England), der opdaterer banerne. Vi har imidlertid ikke hørt noget endnu og under alle omstændigheder har vi fået besked på, at det tager mellem et halvt og trekvart år at få en ny bane igennem deres system,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet, der tilføjer:

”Både vi i sekretariatet, bestyrelsen og vores greenkeepere håber, at alle vil nyde turen på den nye bane. Vi har gjort, hvad vi kunne for at gøre alt klart – både fysisk ude på banen, men også elektronisk i GolfBox og på skærmene i klubhuset, men der kan naturligvis være ting, vi har overset. Oplever du noget, der ikke er hensigtsmæssigt, så må du gerne tage kontakt til sekretariatet.”

Nyt fra bestyrelsen – læs referaterne for foråret 2022

Nu kan du læse, hvad der er sket på seneste bestyrelsesmøde – og det er også muligt at læse, hvad der er sket på de seneste måneders bestyrelsesmøder.

”På grund af sygdom og ekstraordinær travlhed i sekretariatet har vi været bagud med offentliggørelsen af referaterne, men nu er der samlet op på det, så det er muligt at læse referaterne fra de seneste måneder, inklusiv det seneste møde, der fandt sted mandag den 20. juni 2022,” fortæller webmaster Henrik Overgaard Pedersen.

Der har været mange emner oppe at vende på bestyrelsesmøderne – ikke mindst status på forberedelsen af den nye 9-huls bane, men også en lang række andre emner.

 

Simulatorgolf aflyst

På seneste bestyrelsesmøde den 20. juni 2022 blev der også drøftet den store jubilæumsfest i 2023 og status på klubhusbyggeriet, der starter til efteråret. Bestyrelsen fik desuden forelagt et tilbud om en ændret økonomi omkring opsætning af et hus med simulatorgolf, da firmaet bag det oprindelige tilbud er gået konkurs. Det tilbud fandt bestyrelsen imidlertid ikke attraktivt og projektet er derfor skrinlagt.

Bestyrelsen besluttede også at fastholde, at 9-huls bane aktiviteter i fremtiden skal foregå på Skjoldungen. Der har været nogle henvendelser fra klubber i klubben, som gerne vil beholde deres 9-huls aktiviteter på Store Skjold.

”Men vi er nødt til at fastholde formålet med Skjoldungen – og et af dem er at frigive plads på den store bane, netop ved at flytte 9-huls aktiviteter. Det kan selvfølgelig ske, at nogle ting kommer til at foregå uhensigtsmæssigt og derfor evaluerer vi også ordningen efter 2023-sæsonen,” siger formand Kim Møller Behrend på bestyrelsens vegne.

 

Der skal ryddes op på terrassen ved lukketid

På mødet blev der også drøftet ordens- og etiketteregler efter nogle klager/henvendelser fra medlemmer i forbindelse med nogle konkrete episoder på banen og ved klubhuset.

De konkrete episoder bliver klaret via en snak med de berørte medlemmer om de ting, som klagerne handler om. En enkelt sag er sendt videre til klubbens ordens- og amatørudvalg.

Samtidig vedtog bestyrelsen tre ting, dels at der fremover skal ryddes op på terrassen, når restauranten lukker, dels at det ikke er tilladt at blive og nyde varer fra restauranten efter lukketid og endelig, at restauranten ikke kører ud på banen med bestilt alkohol.

Samtidig vedtog bestyrelsen at opdatere ordens- og etikettereglerne med terrassebeslutningen samt ajourføre nogle forældede oplysninger.

”Nogle dage er spillere om morgenen blevet mødt af en terrasse, hvor borde og stole inklusiv service og flasker ikke er ryddet op, og det ønsker vi at gøre op med. Vi ønsker, at det ser rent og pænt ud omkring klubhuset,” lyder det fra formanden.

Andre emner fra de seneste måneder bestyrelsesmøder:

  • Handicapgrænse på 42 for nye medlemmer på 18-hullers banen fra 2023
  • Dræning af drivingrange til efteråret – med to ugers lukning

Læs mere:

Ændrede åbningstider i proshoppen i uge 26 + 7. juli

Proshoppen har lidt ændrede åbningstider på vej, nemlig i uge 26.

Fra 27. juni til 3. juli er der følgende åbningstider:

  • Mandag-onsdag er som altid 10-18
  • Torsdag og fredag er der lukket
  • Lørdag åben fra 9-12
  • Søndag 9-16

Udover ovennævnte vil vi også lukke tidligere torsdag den 7. juli, nemlig kl. 14.

Optimistisk tidlig gunstart med fuglekvidren

19 friske Optimister mødte op i golfklubben tirsdag morgen den 21. juni 2022 kl. 06.40 til gunstart, godt vejr og fuglekvidren.

Vi spillede Mexican schramble som holdmatch.

Efter matchen hyggede vi med Restaurant Birdies brunchplatte.

Førstepladsen gik til Gerd, Elly, Merete og Marianne.

Andenpladsen til Birgit, Laila og Eli.

Her kan du se Optimisternes side – blandt andet med billeder fra mange af de øvrige arrangementer.

Lisbeth Lyder Jacobsen

 

Mads skal spille for Danmark ved EM i Tyskland

16-årige Mads Viemose Larsen, dobbelt klubmester fra Roskilde, kan godt begynde at pakke kufferten. Han er nemlig ikke længere “bare” med i landsholdstruppen, men decideret udtaget til Danmarks hold, der 5.-7. juli skal dyste om Europamesterskabet for drengehold på banen GC St. Leon Rot i Tyskland.

Det er både stort – og flot – at Roskilde på den måde bliver repræsenteret i landsholdsgolf.

Der er fire danske hold, der skal afsted:

  • Drenge
  • Piger
  • Herrer
  • Damer

De spiller fire forskellige steder i Europa de samme dage – udover drengene i Tyskland er det pigerne i Island, herrerne i England og damerne i Wales.

Her er den fulde trup på drengeholdet:

  • Adam Søndergaard Pedersen, Ikast Golf Club
  • Bertil Johan Lykkeberg, Dragør Golfklub
  • Emil Elkjær Petersen, Odder Golf Klub
  • Mads Larsen, Roskilde Golfklub
  • Magnus Becker Frederiksen, Københavns Golf Klub
  • Malte Plauborg Skaaning, Holstebro Golfklub
  • Træner: Martin Raal Kold
  • Kaptajn: Esben Sonne Engsted

På Golf.dk kan du se trupperne til de tre øvrige hold.

Mads fylder i øvrigt 17 år 4. juli, så vi håber, at han får et godt resultat med hjem til Danmark i fødselsdagsgave.

På billedet står Mads sammen med Claus Hede Barrett fra bestyrelsen, da han fik overrakt præmien som vinder af klubmesterskabet i hulspil i september 2021.

Læs mere:

 

Banner, flag og opgravning af greens – 5. juli i sigte

Det ligner en golfbane og nu er der ingen vej tilbage. De gamle greens på par 3 banen er i gang med at blive fjernet. Helt brutalt kører Jeppe fra entreprenørfirmaet Hovholm en tonstung gravko hen over greenen på hul 8 – allerede dér er det slut, men et par minutter senere er det endnu værre, for da tager gravkoen og fjerner det øverste lag og så er minderne om tusindvis af 2- og 3-put fra tusindvis af par 3 medlemmer pludselig væk. Heldigvis erstattet af en ny og bedre green, der ligger 20 meter væk og som snart er klar til at modtage alle, der skal spille Skjoldungen i fremtiden.

Et andet sted på banen – ved indgangen til hul 1 – er melankolien imidlertid erstattet af brede smil. Her er vicevært Ulrik Wesselhof og den frivillige greenkeeperhjælper Bent Jacobsen i gang med at sætte både flag og banner op, der skal være med til, at vi alle kommer til at glæde os til tirsdag den 5. juli, hvor den nye bane åbner.

Et par dage forinden var der bestyrelsesmøde og inden selve mødet tog chefgreenkeeper Nick Bosholdt hele bestyrelsen med på tur rundt på den nye bane. Med en putter i hånden var der flere, der prøvede at slå til bolden på de nye greens – dog uden huller. Hastigheden er endnu ikke helt som på Store Skjold, men Skjoldungen skal nok komme efter det.

Skjoldungen ligner nu det, den er – en golfbane med gode og flotte teesteder, tydelige og brede fairways og flotte greens, der får de gamle greens på par 3 banen til at blegne.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra 20. til 23. juni 2022:

Se kort over Skjoldungen og hvor mange slag, du har

Her kan du se oversigtskortet over Skjoldungen – Roskilde Golf Klubs nye 9-huls bane, som åbner tirsdag den 5. juli 2022. Længere nede kan du også få et overblik over de enkelte huller med afstandsmarkeringer.

Der er også lavet tabeller for både herrer og damer, så alle kan se, hvor mange ekstra slag, man har på banen i forhold til sit handicap. Er du en af elitespillerne, så vil du opdage, at du skal spille flere af hullerne under par for at spille op til dit handicap. Men for alle os andre er der ekstra slag. Se link til tabellerne længere nede på siden.
Først lidt om banen, så du er godt forberedt, når banen åbner.

Der bliver to udslagssteder (teesteder) på otte ud af ni huller. Kun på hul 3 er der ét fælles teested. Teestederne er lagt, så det ene giver en lidt længere og flere steder en lidt sværere adgang mod greenen.

De to teesteder får navnene 25 og 30. De er navngivet på samme måde som teestederne på Store Skjold, hvor tallene svarer til den samlede længde på banen divideret med 100. Tee 50, 53 og 58 svarer altså til en længde på 5000, 5300 og 5800 meter for 18 huller.

Tee 25 og 30 svarer til 2500 og 3000 meter – i forhold til 18 huller, altså to runder. En 9-hullers runde svarer derfor til ca. 1250 og 1500 meter fra de to teesteder.

Banen er rated efter, hvor svær banen er at spille. Der er lavet en prioritering af de enkelte huller på samme måde som på 18-huls banen. Det sværeste hul er hul 5 – et par 4 hul længst væk på det nye areal.

Også ratingen er lavet ud fra, at man spiller banen som en 18-huls bane – altså to runder. Det sværeste hul har derfor både handicapnøgle 1 og 2 – også kaldet index – mens det næstesværeste har 3 og 4 helt frem til det letteste, som har 17 og 18.

”I hverdagen behøver du som spiller ikke tænke på den slags, for når du skriver et scorekort ud på printeren i klubhuset, så har GolfBox-systemet automatisk sørget for at notere på hvilke huller, du har ekstra slag og hvor mange, det drejer sig om,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Her finder du tabellerne med tildelte ekstra slag i forhold til dit handicap:

Bemærk, at antal tildelte slag i skemaerne passer til, hvis man spiller 18 huller, altså to runder. Langt de fleste spiller kun en runde, og derfor har du kun halvdelen af de tildelte slag, der står i skemaet. Er tallet ulige, runder du op, når du har divideret med to. Men som nævnt – alt dette foregår automatisk, når du udskriver scorekort.

Kortet over banen bliver trykt på scorekortet, mens detailkortene på de enkelte huller kommer til at fremgå af teestedsskilte, der bliver placeret på alle huller – på samme måde som på Store Skjold.

Læs mere:

Spændt venten på ny 9-huls bane – referat af infomøde

Bliver der problemer med at få tider? Hvilke teesteder skal damer og herrer spille fra? Bliver det muligt at spille 18-huller?

Spørgsmålene var mange, da bestyrelsen med formand Kim Møller Behrend og Annette Carlsson samt Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet holdt informationsmøde for alle fleks- og par 3 medlemmer søndag den 19. juni 2022.

Anledningen var primært den nye 9-huls bane, Skjoldungen, som åbner tirsdag den 5. juli og som medfører en række ændringer for de medlemsgrupper, der indtil nu har været de primære brugere af par 3 banen.
Samtidig var der orientering om de nye fleksmedlemskaber, der for længst er trådt i kraft, men hvor de synlige ændringer først kommer til udtryk nu.

Lige inden, vi går over til de nye ting, så vær lige opmærksom på:

  • Par 3 banen er nu lukket (fra mandag den 20. juni til og med mandag den 4. juli 2022)
  • Skjoldungen – den nye 9-huls bane – åbner tirsdag den 5. juli 2022

Her kommer et overblik over de mest markante ændringer.

  • Banen er ikke længere en pay&play bane
  • Man skal have DGU-kort for at spille på banen – det gælder for greenfeegæster og for medlemmer (med enkelte undtagelser)
  • Der er lavet en særlig ordning for prøvemedlemmer, der endnu ikke har bestået prøven, og for rehab-golfere, der ikke fysisk er i stand til at bestå prøven til DGU-kortet
  • Der er lavet en overgangsordning for par 3 medlemmer, der ikke har et DGU-kort. De har til udgangen af 2023, inden kortet skal være taget (der bliver lavet gratis undervisning for disse medlemmer i efteråret 2022)
  • Alle skal bestille tid på forhånd på Skjoldungen via GolfBox – som på Store Skjold (18-huls banen)
  • Alle skal bekræfte deres tid på dagen i klubhuset eller på GolfBox app’en – som på Store Skjold
  • På Skjoldungen er det muligt at spille sig ned (og op) i handicap. Det er en stor fordel for en selv, hvis man indtaster sin score i GolfBox, når man har været ude og spille (uanset om det er godt eller skidt). På den måde får man det mest retvisende handicap
  • Indberetning af score foregår også i GolfBox – du skal markere, hvem der har været med på runden som markør og GolfBox sørger så for at sende en besked til vedkommende, som så selv skal logge ind på GolfBox og godkende scoren
  • Adgangen til GolfBox foregår via den grønne boks øverst på hjemmesiden. Dit medlemsnummer er 38 efterfulgt af en bindestreg og dit medlemsnummer, fx 38-1234. Koden er sandsynligvis din fødselsdato med fire eller seks cifre – du kan selv logge ind og ændre denne kode

Der bliver 10 minutter mellem udslagstiderne – forhåbentlig nok til, at alle kommer rundt uden for meget kø.

Formand Kim Møller Behrend fortalte på mødet lidt om den lange proces omkring den nye bane, som nu endelig har ført til et konkret resultat. Han fortalte også noget om indholdet af de nye medlemskaber, der er trådt i kraft i år, men som først nu med den nye bane slår endeligt igennem.

Her er, hvad senior fleksmedlemskabet indeholder:

  • Frit spil på Skjoldungen (9 hullers banen)
  • Benytte træningsfaciliteter og gratis bolde på drivingrange
  • Halv greenfee pris for spil på Store Skjold (18 hullers banen)
  • Deltage i aktiviteter på Skjoldungen
  • Deltage i alle sociale aktiviteter i klubben – dog ikke matcher på Store Skjold
  • Stemmeret på generalforsamlingen
  • Mulighed for greenfee-spil på andre baner, der tillader adgang for DGU fleksmedlemmer

Begrænsningerne er, at man som fleksmedlem ikke har frit spil på 18-huls banen og heller ikke kan deltage i matcher og klub-i-klubben aktiviteter på Store Skjold. Det er heller ikke muligt at være med i SGO-ordningen (samarbejde om fritspil mellem seks naboklubber).

På mødet blev der fortalt om, hvordan kaninmatcherne i fremtiden kommer til at foregå på Skjoldungen.

Planen er følgende:

  • 20. og 27. juni + 4. juli: Kaninmatcher for alle på Store Skjold som normalt
  • Fra mandag den 11. juli til og med 19. september – Kaninmatcher på Skjoldungen
  • 29. august: Fælles match for alle på Store Skjold – med afsluttende fællesspisning

Når kaninmatcherne fra 11. juli flytter over på Skjoldungen, så bliver det med to mødetider – en tidlig kl. 14 for dem, der kan nå det og en senere kl. 17. Begge har start en halv time senere.

”Vi håber meget, at vi kan etablere flere aktiviteter på Skjoldungen, så fleksmedlemmer får flere aktiviteter at melde sig til og på den måde kommer til at lære flere at kende. Vores klub er jo kendetegnet ved et stort socialt fællesskab og det vil vi også gerne have på tværs af de to baner. I sekretariatet modtager vi gerne input fra medlemmer, der har ideer til arrangementer og som gerne selv vil være med til at føre dem ud i livet. Det kan være faste arrangementer, men det kan også være fx en lørdagsmatch en gang om måneden med et bestemt tema eller for en bestemt målgruppe. Via kaninmatcherne kan vi se, at det er meget populært med arrangementer med tilmelding fra gang til gang, hvor man spiller med forskellige og hvor kvinder og mænd er blandede,” fortalte Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Han fortalte også om, hvilke klubber i klubben, der allerede har planlagt faste arrangementer på banen. Det er Formiddagsgolferne, der spiller mandag og tirsdag formiddag, det er ”Den ultraseje Torsdagshyggeklub”, der spiller torsdag aften, det er Præsidenterne, der spiller torsdag formiddag og rehab-golfspillerne, der er på banen fredag formiddag.

Det førte til spørgsmål om og en bekymring for, om Skjoldungen ikke risikerer at blive så belastet, at det vil være svært at få tider.

”Det er da bestemt en udfordring, vi skal følge med i. I starten vil der helt sikkert være mange, også fuldtidsmedlemmer, der skal op og prøve at spille banen. Men der er masser af tider tilbage og så skal man huske på to ting. Den ene er, at klubberne i klubben gerne tager imod flere, der vil være med og den anden er, at et af de store formål med 9-huls banen også er at skaffe mere plads på 18-huls banen,” sagde Henrik.

Har du ideer og lyst til at være med til at lave arrangementer på Skjoldungen eller har spørgsmål i øvrigt er du velkommen til at henvende dig til sekretariatet.

Læs mere: