Hvordan fungerer alting i Roskilde Golf Klub? Hvordan kommer jeg i gang – og hvad er der af tilbud, som passer til mig?
Uanset om du har spillet før eller er helt ny, så har du sikkert en masse spørgsmål. Herunder har vi samlet nogle af informationerne. Du finder mere på resten af hjemmesiden – og så er du i øvrigt altid velkommen til at spørge i vores sekretariat eller hos de medlemmer, du møder i klubben.
Som prøvemedlem låner du udstyr, når du går til træning. Hvis du ønsker at låne udstyr til selv-træning, så kan du lave en aftale med golfbutikken.
Når du anskaffer dit første golfsæt, så kan du enten købe et sæt i golfbutikken, der sørger for at finde udstyr, der passer præcist til dig. Men du kan også købe et brugt sæt. Der er ingen grund til at investere i et dyrt sæt fra starten.
Ender du med at blive bidt at klubben og sporten, så kan du overveje at få et lille rum til dit udstyr. Vi har en bygning med en masse små rum med lås på. Så slipper du for at slæbe dit udstyr frem og tilbage.
Som medlem og prøvemedlem er der gratis træningsbolde på drivingrange. Disse bolde trækker du i en boldautomat. Alle andre steder skal du bruge dine egne bolde – og start endelig med at købe forholdsvis billige bolde. Skriv dine initialer eller et bestemt mærke på boldene, så du kan kende dem igen, når du spiller med andre.
Endelig skal du bruge nogle små tee’s til at lægge bolden på, når du slår ud på hullerne på par 3 banen.
Er du ny golfspiller, så kan du både få træning, øve dig på vores træningsanlæg og spille på vores lille bane. Den er på ni huller og velegnet til begyndere. Du behøver ikke booke tid på forhånd til par 3 banen. Man starter på hul 1 i den rækkefølge, man er ankommet. Der plejer dog ikke at være kø.
Er du med i et prøveforløb, så er træning inkluderet, men du kan altid købe ekstra lektioner hos trænerne.
Du kan træne tre forskellige steder:
- På driving range, hvor du kan øve det rigtige sving – og i at slå lige og langt med alle typer jern og køller.
- På træningsområdet, hvor du kan øve indspil til små greens samt halvlange slag. Her er græs i forskellige højder og også sandbunkers. Selv om alle gerne vil slå så langt som muligt, så kan der spares rigtig mange slag, hvis du er dygtig til spillet tæt på green.
- På puttinggreen lige bag ved klubhuset, hvor du kan træne i at få bolden i hul. Der er også mulighed for at træne små indspil.
Som nævnt kan du spille på 9-hullers banen allerede fra start. Du bliver klar til 18 hullers banen, når du har fået lidt rutine og kender noget til regler og ved, hvordan du skal spille på banen. Det får du hjælp til som ny. Formelt skal du have bestået “golfkørekortet”, som er et bevis på, at du har lært noget om regler, har været ude og spille med en mentor og kan de mest basale slag.
Du behøver ikke nogen speciel beklædning som ny spiller. Brug et par sko med kraftige/riflede såler, så du kan få et godt fodfæste overalt og tag tøj på, som du kan røre dig i. Ha’ altid en vindjakke klar, hvis du kommer til at træne eller spille i blæst eller regn. Hvis du holder bedre på golfkøllerne med en handske, så kan du købe en i golfbutikken.
Efterhånden som du får interesse for golf, kan du overveje specielle golfsko og tøj, så du får endnu større fornøjelse af at gå ude på banen, men det er ikke noget krav.
Du kan sagtens gå rundt alene og spille golf, men langt de fleste synes, at det sociale og konkurrencemomentet også tæller. Så vær åben og tag kontakt med andre. Jo flere, du lærer at kende, jo større muligheder.
Klubben har på forhånd nogle aktiviteter, som du kan melde dig til uden at kende nogen på forhånd:
- Kaninaften: Hver mandag fra kl. 16.30 fra april til september er der spil på den store bane for nye medlemmer, der har bestået golfkørekortet. I spiller ni huller på 18 hullers banen – sammen med nogle af klubbens rutinerede medlemmer, der kan guide lidt undervejs, både med hensyn til regler, udfyldelse af scorekort, kutymer og lignende. Der er normalt rigtig mange med – og du er også meget velkommen. Starten på banen går kl. 17, spillet varer 2-3 timer med efterfølgende hygge i klubhuset.
- Par 3 matcher: Der bliver af og til holdt særlige matcher for begyndere på par 3 banen. Hold øje med hjemmesiden, hvor information og tilmelding bliver slået op.
Jo, golf er også for spillere med et eller andet form for handicap. Vi har faktisk et udvalg, der laver aktiviteter for handicappede medlemmer.
Men i golf har vi alle et handicap – og det er noget andet. Vi har et tal for vores handicap – jo lavere, jo bedre spillere. Som ny starter du med handicap 54 og så går det ellers ned mod 0 eller minustal derunder. Det er imidlertid kun de allerbedste, der kommer så langt ned. Målet er i første omgang at komme under handicap 36.
Jo højere handicap, så flere ekstra slag har du på hullerne. Det varierer fra bane til bane, hvor mange ekstra slag du har. Jo sværere bane, jo flere ekstra slag. Hver bane har en tabel, hvor man kan se antallet af ekstra slag.
Er du ny i klubben, men ikke ny som golfspiller, så har du måske brug for at få lidt at vide om, hvad der er af tilbud til dig – og hvordan du i øvrigt kommer godt ind i klubben.
I Roskilde Golf Klub har vi henover året en række turneringer, hvor du som medlem frit kan melde dig. Disse turneringer bliver opslået her på hjemmesiden – nogle også på opslagstavlen i klubhuset. Tilmelding foregår ofte via Golfbox, men det fremgår ved hvert enkelt arrangement.
Vi har også en række “Klubber i klubben” – hver med deres målgruppe og formål. Og her på hjemmesiden kan du læse om dem alle sammen – og det fremgår under hver enkelt, hvordan du kan blive medlem.
Vi vil opfordre dig til at være udadvendt. Deltag, hils og spørg – så kommer det til at gå hurtigere med at lære andre at kende, som du kan spille med.
Er du gået i stå, så kontakt sekretariatet, der måske kan give et tip eller to.