Mads Viemose Larsen er med i landsholdstruppen

Succes’en fortsætter for Roskilde Golf Klubs 16-årige Mads Viemose Larsen, der både bliver bedre og bedre og som nu også er udtaget til drengelandsholdet sammen med ni andre fra ni forskellige klubber.

Det betyder, at Mads nu både har udsigt til bedre træning men også er inde i kampen om at kunne repræsentere Danmark ved både Europa- og Verdensmesterskaberne.

Mads har kendt til udtagelsen i et lille stykke tid, men har haft mundkurv på, indtil Dansk Golf Union offentliggjorde alle udtagne til både, dame-, herre-, pige- og drengetrupperne.

Nu må han imidlertid godt åbne munden og udtrykke sin begejstring:

“Det er en kæmpe credit og jeg er meget glad for at få chancen for at komme til at træne sammen med andre, som vil golf lige så meget, som jeg selv vil. Nu kommer jeg ind i et træningsmiljø, hvor der nok er mere struktur end jeg er vant til og hvor jeg sikkert kan lære en hel masse. Og så får jeg også muligheden for at kvalificere mig til fx EM. Her bliver der udvalgt seks ud af de 10 i truppen, og det kunne jo være megafedt at være med til,” fortæller Mads.

Danmark har taget medalje hjem ved mindst et hold-EM hvert eneste år siden 2015, og det er også golfunionens målsætning for 2022.

På billedet er det Mads til venstre – sammen med William Bredtved Hansen fra klubmesterskaberne 2021. Her vandt Mads både slagspil og hulspil.

Læs mere: