Spændt venten på ny 9-huls bane – referat af infomøde

Bliver der problemer med at få tider? Hvilke teesteder skal damer og herrer spille fra? Bliver det muligt at spille 18-huller?

Spørgsmålene var mange, da bestyrelsen med formand Kim Møller Behrend og Annette Carlsson samt Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet holdt informationsmøde for alle fleks- og par 3 medlemmer søndag den 19. juni 2022.

Anledningen var primært den nye 9-huls bane, Skjoldungen, som åbner tirsdag den 5. juli og som medfører en række ændringer for de medlemsgrupper, der indtil nu har været de primære brugere af par 3 banen.
Samtidig var der orientering om de nye fleksmedlemskaber, der for længst er trådt i kraft, men hvor de synlige ændringer først kommer til udtryk nu.

Lige inden, vi går over til de nye ting, så vær lige opmærksom på:

  • Par 3 banen er nu lukket (fra mandag den 20. juni til og med mandag den 4. juli 2022)
  • Skjoldungen – den nye 9-huls bane – åbner tirsdag den 5. juli 2022

Her kommer et overblik over de mest markante ændringer.

  • Banen er ikke længere en pay&play bane
  • Man skal have DGU-kort for at spille på banen – det gælder for greenfeegæster og for medlemmer (med enkelte undtagelser)
  • Der er lavet en særlig ordning for prøvemedlemmer, der endnu ikke har bestået prøven, og for rehab-golfere, der ikke fysisk er i stand til at bestå prøven til DGU-kortet
  • Der er lavet en overgangsordning for par 3 medlemmer, der ikke har et DGU-kort. De har til udgangen af 2023, inden kortet skal være taget (der bliver lavet gratis undervisning for disse medlemmer i efteråret 2022)
  • Alle skal bestille tid på forhånd på Skjoldungen via GolfBox – som på Store Skjold (18-huls banen)
  • Alle skal bekræfte deres tid på dagen i klubhuset eller på GolfBox app’en – som på Store Skjold
  • På Skjoldungen er det muligt at spille sig ned (og op) i handicap. Det er en stor fordel for en selv, hvis man indtaster sin score i GolfBox, når man har været ude og spille (uanset om det er godt eller skidt). På den måde får man det mest retvisende handicap
  • Indberetning af score foregår også i GolfBox – du skal markere, hvem der har været med på runden som markør og GolfBox sørger så for at sende en besked til vedkommende, som så selv skal logge ind på GolfBox og godkende scoren
  • Adgangen til GolfBox foregår via den grønne boks øverst på hjemmesiden. Dit medlemsnummer er 38 efterfulgt af en bindestreg og dit medlemsnummer, fx 38-1234. Koden er sandsynligvis din fødselsdato med fire eller seks cifre – du kan selv logge ind og ændre denne kode

Der bliver 10 minutter mellem udslagstiderne – forhåbentlig nok til, at alle kommer rundt uden for meget kø.

Formand Kim Møller Behrend fortalte på mødet lidt om den lange proces omkring den nye bane, som nu endelig har ført til et konkret resultat. Han fortalte også noget om indholdet af de nye medlemskaber, der er trådt i kraft i år, men som først nu med den nye bane slår endeligt igennem.

Her er, hvad senior fleksmedlemskabet indeholder:

  • Frit spil på Skjoldungen (9 hullers banen)
  • Benytte træningsfaciliteter og gratis bolde på drivingrange
  • Halv greenfee pris for spil på Store Skjold (18 hullers banen)
  • Deltage i aktiviteter på Skjoldungen
  • Deltage i alle sociale aktiviteter i klubben – dog ikke matcher på Store Skjold
  • Stemmeret på generalforsamlingen
  • Mulighed for greenfee-spil på andre baner, der tillader adgang for DGU fleksmedlemmer

Begrænsningerne er, at man som fleksmedlem ikke har frit spil på 18-huls banen og heller ikke kan deltage i matcher og klub-i-klubben aktiviteter på Store Skjold. Det er heller ikke muligt at være med i SGO-ordningen (samarbejde om fritspil mellem seks naboklubber).

På mødet blev der fortalt om, hvordan kaninmatcherne i fremtiden kommer til at foregå på Skjoldungen.

Planen er følgende:

  • 20. og 27. juni + 4. juli: Kaninmatcher for alle på Store Skjold som normalt
  • Fra mandag den 11. juli til og med 19. september – Kaninmatcher på Skjoldungen
  • 29. august: Fælles match for alle på Store Skjold – med afsluttende fællesspisning

Når kaninmatcherne fra 11. juli flytter over på Skjoldungen, så bliver det med to mødetider – en tidlig kl. 14 for dem, der kan nå det og en senere kl. 17. Begge har start en halv time senere.

”Vi håber meget, at vi kan etablere flere aktiviteter på Skjoldungen, så fleksmedlemmer får flere aktiviteter at melde sig til og på den måde kommer til at lære flere at kende. Vores klub er jo kendetegnet ved et stort socialt fællesskab og det vil vi også gerne have på tværs af de to baner. I sekretariatet modtager vi gerne input fra medlemmer, der har ideer til arrangementer og som gerne selv vil være med til at føre dem ud i livet. Det kan være faste arrangementer, men det kan også være fx en lørdagsmatch en gang om måneden med et bestemt tema eller for en bestemt målgruppe. Via kaninmatcherne kan vi se, at det er meget populært med arrangementer med tilmelding fra gang til gang, hvor man spiller med forskellige og hvor kvinder og mænd er blandede,” fortalte Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Han fortalte også om, hvilke klubber i klubben, der allerede har planlagt faste arrangementer på banen. Det er Formiddagsgolferne, der spiller mandag og tirsdag formiddag, det er ”Den ultraseje Torsdagshyggeklub”, der spiller torsdag aften, det er Præsidenterne, der spiller torsdag formiddag og rehab-golfspillerne, der er på banen fredag formiddag.

Det førte til spørgsmål om og en bekymring for, om Skjoldungen ikke risikerer at blive så belastet, at det vil være svært at få tider.

”Det er da bestemt en udfordring, vi skal følge med i. I starten vil der helt sikkert være mange, også fuldtidsmedlemmer, der skal op og prøve at spille banen. Men der er masser af tider tilbage og så skal man huske på to ting. Den ene er, at klubberne i klubben gerne tager imod flere, der vil være med og den anden er, at et af de store formål med 9-huls banen også er at skaffe mere plads på 18-huls banen,” sagde Henrik.

Har du ideer og lyst til at være med til at lave arrangementer på Skjoldungen eller har spørgsmål i øvrigt er du velkommen til at henvende dig til sekretariatet.

Læs mere: