Mads skal spille for Danmark ved EM i Tyskland

16-årige Mads Viemose Larsen, dobbelt klubmester fra Roskilde, kan godt begynde at pakke kufferten. Han er nemlig ikke længere “bare” med i landsholdstruppen, men decideret udtaget til Danmarks hold, der 5.-7. juli skal dyste om Europamesterskabet for drengehold på banen GC St. Leon Rot i Tyskland.

Det er både stort – og flot – at Roskilde på den måde bliver repræsenteret i landsholdsgolf.

Der er fire danske hold, der skal afsted:

  • Drenge
  • Piger
  • Herrer
  • Damer

De spiller fire forskellige steder i Europa de samme dage – udover drengene i Tyskland er det pigerne i Island, herrerne i England og damerne i Wales.

Her er den fulde trup på drengeholdet:

  • Adam Søndergaard Pedersen, Ikast Golf Club
  • Bertil Johan Lykkeberg, Dragør Golfklub
  • Emil Elkjær Petersen, Odder Golf Klub
  • Mads Larsen, Roskilde Golfklub
  • Magnus Becker Frederiksen, Københavns Golf Klub
  • Malte Plauborg Skaaning, Holstebro Golfklub
  • Træner: Martin Raal Kold
  • Kaptajn: Esben Sonne Engsted

På Golf.dk kan du se trupperne til de tre øvrige hold.

Mads fylder i øvrigt 17 år 4. juli, så vi håber, at han får et godt resultat med hjem til Danmark i fødselsdagsgave.

På billedet står Mads sammen med Claus Hede Barrett fra bestyrelsen, da han fik overrakt præmien som vinder af klubmesterskabet i hulspil i september 2021.

Læs mere:

 

Banner, flag og opgravning af greens – 5. juli i sigte

Det ligner en golfbane og nu er der ingen vej tilbage. De gamle greens på par 3 banen er i gang med at blive fjernet. Helt brutalt kører Jeppe fra entreprenørfirmaet Hovholm en tonstung gravko hen over greenen på hul 8 – allerede dér er det slut, men et par minutter senere er det endnu værre, for da tager gravkoen og fjerner det øverste lag og så er minderne om tusindvis af 2- og 3-put fra tusindvis af par 3 medlemmer pludselig væk. Heldigvis erstattet af en ny og bedre green, der ligger 20 meter væk og som snart er klar til at modtage alle, der skal spille Skjoldungen i fremtiden.

Et andet sted på banen – ved indgangen til hul 1 – er melankolien imidlertid erstattet af brede smil. Her er vicevært Ulrik Wesselhof og den frivillige greenkeeperhjælper Bent Jacobsen i gang med at sætte både flag og banner op, der skal være med til, at vi alle kommer til at glæde os til tirsdag den 5. juli, hvor den nye bane åbner.

Et par dage forinden var der bestyrelsesmøde og inden selve mødet tog chefgreenkeeper Nick Bosholdt hele bestyrelsen med på tur rundt på den nye bane. Med en putter i hånden var der flere, der prøvede at slå til bolden på de nye greens – dog uden huller. Hastigheden er endnu ikke helt som på Store Skjold, men Skjoldungen skal nok komme efter det.

Skjoldungen ligner nu det, den er – en golfbane med gode og flotte teesteder, tydelige og brede fairways og flotte greens, der får de gamle greens på par 3 banen til at blegne.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra 20. til 23. juni 2022:

Se kort over Skjoldungen og hvor mange slag, du har

Her kan du se oversigtskortet over Skjoldungen – Roskilde Golf Klubs nye 9-huls bane, som åbner tirsdag den 5. juli 2022. Længere nede kan du også få et overblik over de enkelte huller med afstandsmarkeringer.

Der er også lavet tabeller for både herrer og damer, så alle kan se, hvor mange ekstra slag, man har på banen i forhold til sit handicap. Er du en af elitespillerne, så vil du opdage, at du skal spille flere af hullerne under par for at spille op til dit handicap. Men for alle os andre er der ekstra slag. Se link til tabellerne længere nede på siden.
Først lidt om banen, så du er godt forberedt, når banen åbner.

Der bliver to udslagssteder (teesteder) på otte ud af ni huller. Kun på hul 3 er der ét fælles teested. Teestederne er lagt, så det ene giver en lidt længere og flere steder en lidt sværere adgang mod greenen.

De to teesteder får navnene 25 og 30. De er navngivet på samme måde som teestederne på Store Skjold, hvor tallene svarer til den samlede længde på banen divideret med 100. Tee 50, 53 og 58 svarer altså til en længde på 5000, 5300 og 5800 meter for 18 huller.

Tee 25 og 30 svarer til 2500 og 3000 meter – i forhold til 18 huller, altså to runder. En 9-hullers runde svarer derfor til ca. 1250 og 1500 meter fra de to teesteder.

Banen er rated efter, hvor svær banen er at spille. Der er lavet en prioritering af de enkelte huller på samme måde som på 18-huls banen. Det sværeste hul er hul 5 – et par 4 hul længst væk på det nye areal.

Også ratingen er lavet ud fra, at man spiller banen som en 18-huls bane – altså to runder. Det sværeste hul har derfor både handicapnøgle 1 og 2 – også kaldet index – mens det næstesværeste har 3 og 4 helt frem til det letteste, som har 17 og 18.

”I hverdagen behøver du som spiller ikke tænke på den slags, for når du skriver et scorekort ud på printeren i klubhuset, så har GolfBox-systemet automatisk sørget for at notere på hvilke huller, du har ekstra slag og hvor mange, det drejer sig om,” fortæller Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Her finder du tabellerne med tildelte ekstra slag i forhold til dit handicap:

Bemærk, at antal tildelte slag i skemaerne passer til, hvis man spiller 18 huller, altså to runder. Langt de fleste spiller kun en runde, og derfor har du kun halvdelen af de tildelte slag, der står i skemaet. Er tallet ulige, runder du op, når du har divideret med to. Men som nævnt – alt dette foregår automatisk, når du udskriver scorekort.

Kortet over banen bliver trykt på scorekortet, mens detailkortene på de enkelte huller kommer til at fremgå af teestedsskilte, der bliver placeret på alle huller – på samme måde som på Store Skjold.

Læs mere:

Spændt venten på ny 9-huls bane – referat af infomøde

Bliver der problemer med at få tider? Hvilke teesteder skal damer og herrer spille fra? Bliver det muligt at spille 18-huller?

Spørgsmålene var mange, da bestyrelsen med formand Kim Møller Behrend og Annette Carlsson samt Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet holdt informationsmøde for alle fleks- og par 3 medlemmer søndag den 19. juni 2022.

Anledningen var primært den nye 9-huls bane, Skjoldungen, som åbner tirsdag den 5. juli og som medfører en række ændringer for de medlemsgrupper, der indtil nu har været de primære brugere af par 3 banen.
Samtidig var der orientering om de nye fleksmedlemskaber, der for længst er trådt i kraft, men hvor de synlige ændringer først kommer til udtryk nu.

Lige inden, vi går over til de nye ting, så vær lige opmærksom på:

  • Par 3 banen er nu lukket (fra mandag den 20. juni til og med mandag den 4. juli 2022)
  • Skjoldungen – den nye 9-huls bane – åbner tirsdag den 5. juli 2022

Her kommer et overblik over de mest markante ændringer.

  • Banen er ikke længere en pay&play bane
  • Man skal have DGU-kort for at spille på banen – det gælder for greenfeegæster og for medlemmer (med enkelte undtagelser)
  • Der er lavet en særlig ordning for prøvemedlemmer, der endnu ikke har bestået prøven, og for rehab-golfere, der ikke fysisk er i stand til at bestå prøven til DGU-kortet
  • Der er lavet en overgangsordning for par 3 medlemmer, der ikke har et DGU-kort. De har til udgangen af 2023, inden kortet skal være taget (der bliver lavet gratis undervisning for disse medlemmer i efteråret 2022)
  • Alle skal bestille tid på forhånd på Skjoldungen via GolfBox – som på Store Skjold (18-huls banen)
  • Alle skal bekræfte deres tid på dagen i klubhuset eller på GolfBox app’en – som på Store Skjold
  • På Skjoldungen er det muligt at spille sig ned (og op) i handicap. Det er en stor fordel for en selv, hvis man indtaster sin score i GolfBox, når man har været ude og spille (uanset om det er godt eller skidt). På den måde får man det mest retvisende handicap
  • Indberetning af score foregår også i GolfBox – du skal markere, hvem der har været med på runden som markør og GolfBox sørger så for at sende en besked til vedkommende, som så selv skal logge ind på GolfBox og godkende scoren
  • Adgangen til GolfBox foregår via den grønne boks øverst på hjemmesiden. Dit medlemsnummer er 38 efterfulgt af en bindestreg og dit medlemsnummer, fx 38-1234. Koden er sandsynligvis din fødselsdato med fire eller seks cifre – du kan selv logge ind og ændre denne kode

Der bliver 10 minutter mellem udslagstiderne – forhåbentlig nok til, at alle kommer rundt uden for meget kø.

Formand Kim Møller Behrend fortalte på mødet lidt om den lange proces omkring den nye bane, som nu endelig har ført til et konkret resultat. Han fortalte også noget om indholdet af de nye medlemskaber, der er trådt i kraft i år, men som først nu med den nye bane slår endeligt igennem.

Her er, hvad senior fleksmedlemskabet indeholder:

  • Frit spil på Skjoldungen (9 hullers banen)
  • Benytte træningsfaciliteter og gratis bolde på drivingrange
  • Halv greenfee pris for spil på Store Skjold (18 hullers banen)
  • Deltage i aktiviteter på Skjoldungen
  • Deltage i alle sociale aktiviteter i klubben – dog ikke matcher på Store Skjold
  • Stemmeret på generalforsamlingen
  • Mulighed for greenfee-spil på andre baner, der tillader adgang for DGU fleksmedlemmer

Begrænsningerne er, at man som fleksmedlem ikke har frit spil på 18-huls banen og heller ikke kan deltage i matcher og klub-i-klubben aktiviteter på Store Skjold. Det er heller ikke muligt at være med i SGO-ordningen (samarbejde om fritspil mellem seks naboklubber).

På mødet blev der fortalt om, hvordan kaninmatcherne i fremtiden kommer til at foregå på Skjoldungen.

Planen er følgende:

  • 20. og 27. juni + 4. juli: Kaninmatcher for alle på Store Skjold som normalt
  • Fra mandag den 11. juli til og med 19. september – Kaninmatcher på Skjoldungen
  • 29. august: Fælles match for alle på Store Skjold – med afsluttende fællesspisning

Når kaninmatcherne fra 11. juli flytter over på Skjoldungen, så bliver det med to mødetider – en tidlig kl. 14 for dem, der kan nå det og en senere kl. 17. Begge har start en halv time senere.

”Vi håber meget, at vi kan etablere flere aktiviteter på Skjoldungen, så fleksmedlemmer får flere aktiviteter at melde sig til og på den måde kommer til at lære flere at kende. Vores klub er jo kendetegnet ved et stort socialt fællesskab og det vil vi også gerne have på tværs af de to baner. I sekretariatet modtager vi gerne input fra medlemmer, der har ideer til arrangementer og som gerne selv vil være med til at føre dem ud i livet. Det kan være faste arrangementer, men det kan også være fx en lørdagsmatch en gang om måneden med et bestemt tema eller for en bestemt målgruppe. Via kaninmatcherne kan vi se, at det er meget populært med arrangementer med tilmelding fra gang til gang, hvor man spiller med forskellige og hvor kvinder og mænd er blandede,” fortalte Henrik Overgaard Pedersen fra sekretariatet.

Han fortalte også om, hvilke klubber i klubben, der allerede har planlagt faste arrangementer på banen. Det er Formiddagsgolferne, der spiller mandag og tirsdag formiddag, det er ”Den ultraseje Torsdagshyggeklub”, der spiller torsdag aften, det er Præsidenterne, der spiller torsdag formiddag og rehab-golfspillerne, der er på banen fredag formiddag.

Det førte til spørgsmål om og en bekymring for, om Skjoldungen ikke risikerer at blive så belastet, at det vil være svært at få tider.

”Det er da bestemt en udfordring, vi skal følge med i. I starten vil der helt sikkert være mange, også fuldtidsmedlemmer, der skal op og prøve at spille banen. Men der er masser af tider tilbage og så skal man huske på to ting. Den ene er, at klubberne i klubben gerne tager imod flere, der vil være med og den anden er, at et af de store formål med 9-huls banen også er at skaffe mere plads på 18-huls banen,” sagde Henrik.

Har du ideer og lyst til at være med til at lave arrangementer på Skjoldungen eller har spørgsmål i øvrigt er du velkommen til at henvende dig til sekretariatet.

Læs mere:

Seniorer på svensk udflugt med indlagte konkurrencer

I år gik senior klubbens tur til Arasløv Golf Resort i Sverige.

Deltagerantallet var 25 seniorer, der så frem til nogle gode golfrunder 13.-15. juni 2022 og hyggeligt samvær.

Mandag mødtes nogle af deltagerne kl. 12, hvor der var løbende start på Sødrabanens hul 1. Holdene blev sendt afsted, efterhånden som der var fire spillere.

Tirsdag var der start kl. 10.20 på Norra bane. I matchen var der indlagt en konkurrence med færrest put på green.

Onsdag var det så Sødra banens tur til igen at græsset blev slidt. Dagens konkurrence var på hul 5, hvor det var længste drive, der var i spil.

Mandag og tirsdag var der fælles spisning, hvor vi havde fået eget lokale, hvor vi kunne hygge og med en tre retters fantastisk menu, som faldt i god smag hos alle deltagerne.

Efter middagen var der socialt samvær i ”Fællesrummet”.

Efter matchen onsdag var der præmie overrækkelse hvor vinderne blev.

Damer:

  1. Dorte Jepsen = 82 Stableford
  2. Jette Ludvigsen = 72 Stableford
  3. Kirsten M Hansen = 63 Stableford

Herrer

  1. Finn Tvede = 73 Stableford
  2. Flemming Hansen = 67 Stableford
  3. Henning Jensen = 65 Stableford

Længste drive damer: Jette Ludvigsen

Længste drive herrer: Flemming Hansen

Færrest put: Henning Jensen

Vinderne fik overrakt flotte præmier doneret af Restaurant Birdie og Proshoppen.

Hans Kristian Olesen

Damer fra Roskilde elsker golf på Rømø med spil og dans

32 medlemmer af damedagen var igen på Rømø i dagene fra 11. juni til 13. juni 2022 og deltog i turneringen “Den med fart på”, som makkerparret bag “Vi elsker golf”, nemlig Andreas Hartø og Brian Vester, havde arrangeret på Rømø Golf Klub og Enjoy Resorts.

Vi boede i de flotte huse og spillede golf alle tre dage i sol, masser af blæst og en enkelt byge.

Vi spillede prøverunde lørdag, hvor vi afholdt en intern stableford turnering, som Susanne Romme vandt med 37 points. Tutter Blume og Anne Vinter scorede begge 36 points og fik henholdsvis 2. og 3. pladsen.

Søndag gik det løs med holdturnering, hvor vi igen igen gjorde det godt. 1. pladsen gik nemlig til holdet med Christina Lerke Møller, Inge Nicolaisen, Lene Reuter og Lene Luplau. Vi tog os også af 3. pladsen med holdet med Charlotte Nimand, Alice Wind, Merete Koefoed og Anne Birgitte Hørsmann. Vi havde seks hold blandt de 10 bedste om lørdagen, og det er virkelig sejt.

Mandag spillede vi greensome med 7/8 hcp og her gjorde vi det også fantastisk godt. Vinderne blev holdet med Anne Danborg og Tina Donstrup med 42 points. Dorthe Larsen og Birte Helbæk snuppede 4. pladsen med 38 points og Lene Reuter og Inge Nicolaisen tog 7. pladsen med 37 points.

Ulla Ayotte løb med præmien i lodtrækningen og vandt et værdibevis på 1.000 kr. til deltagelse i et “Vi elsker golf” arrangement.

Lørdag aften var der live musik, så der var gang i den på dansegulvet, og vi havde en fest.

Søndag gav Anders Blichfeldt den gas med sin guitar, hyggelige historier og gode numre, som vi skrålede med på. Vi sang bl.a. med på Handymand, Bonsoir Madame og Tik tok.

Andreas Hartø gav opvisning i bunker spil, indspil og chipning for os damer, og det var et rent show – det ser så nemt ud, når han gør det.

Tak til Brian og Andreas for et super godt arrangement og til de frivillige i Rømø Golfklub, der sørgede for varm kaffe, hindbærsnitter og kransekage efter ni huller søndag og mandag.

Tak til alle deltagere for nogle dejlige dage med højt humør, hygge og god golf.

Mange hilsener
Damedagen

Sponsormatch med indlagt Emil-elite-bank

2022 udgaven af vores traditionsrige indbyrdes kamp om ”The Claret Jug” – og prestigen ikke at for glemme – blev afviklet fredag den 10. juni ved sponsorernes match.

Der var i år 21 deltagende hold, og det er det højeste deltagerantal vi haft – dejligt😊 – det er vi glade for.

Sponsorernes match er en holdmatch, hvor de tre bedste scorer efter stableford tæller i holdscoren pr hul, og der blev virkelig gået til den.

Vinderholdet bestod af to mand fra Eriksson Stilladser og to mand fra Gadstrup Malerforretning:

  • Johnni Nielsen
  • Jesper Bomholt
  • Jacob Höyer Larsen
  • David Sørensen

I alt scorede de 134 point, hvilket svarer til 7,5 point pr hul. Rigtig godt.

Der var et vinsmagningsarrangement til vinderne, sponsoreret af Suenson Vinhandel i Ringstedgade. Derudover var der gavekort til Proshoppen.

På andenpladsen kom Leons Murerforretning med 129 point. Ud over Leon Sørensen bestod holdet af Lars Bang, Steen Almsgaard og Nicolai Karhof (Vores nye sponsorudvalgsformand😊). Der faldt også præmier af til dem i form af vin og bolde.

Nummer 3 blev sidste års nummer to, Alteq, som altid er med fremme. Ud over Henrik ”Alteq” Ahrens, så deltog Jan Birger Nielsen, Menno Maat og René Hungerbühler på holdet, som også blev belønnet med vin og bolde for præstationen.

Ud over ovenstående vindere var der lidt andre præmierede præstationer:

  • 1 præmie efter HCP individuelt. Jacob Höyer Larsen
  • 2 præmie efter HCP individuelt. Peter Søbæk Christiansen
  • 3 præmie efter HCP individuelt. Steen Almsgaard
  • Længste drive, damer. Bodil Hviid
  • Længste drive herrer. Benjamin Mortensen
  • Tættest på pinden, hul 5. Ole Daugaard
  • Tættest på pinden, hul 13. Henrik Ahrens

De mange vindere skyldes ikke mindst præmiesponsoreringen fra Suenson. Bl. a. var der Birdie gin. Det hedder den rent faktisk😊.

Som et nyt indslag i årets match, så stillede to af vore elitespillere op og tilbød et lille væddemål til deltagerne.

På henholdsvis hul 7 og 17 tilbød de en indsats på kr. 50 kr. fem gange igen til den spiller, der kunne slå dem på hullet.

Formålet var selvfølgelig at skaffe lidt midler til træningslejr mv. og stort set alle tog udfordringen op.

Efter matchen kunne Mads Emil Boas og Oskar Emil Nielsen, også kaldet Emilerne, konstatere, at de tilsammen var blevet slået af 15 spillere!!!

Når man spiller hullet 21 gange, så vil der selvfølgelig være et par bogeys imellem, men desværre for Mads Emil, så var en af hans ganske få bogeys mod Alteq, som kvitterede med at slå Mads Emil – alle 4 mand.

Indslaget var populært, og vi finder på noget lignende fremover.

Der blev sluttet af med frokost, og under frokosten satte Jørgit Wesselhoff et billede på auktion, hvor overskuddet gik til ungdomsafdelingen. Desværre var dette lidt sent i det samlede arrangement, og en del deltagere var på vej hjem. Det har vi så lært lidt af med hensyn til timingen til en anden god gang.

Leon endte med at købe billedet.

Der skal lyde en tak til deltagerne her fra klubben, og vi ser allerede nu frem til Sponsorernes match i 2023 udgaven. Det bliver jo så klubbens 50 års jubilæumsår, og mon ikke vi finder på lidt ekstra i den anledning.

Anders Schnack, daglig leder

Herunder kan du se en række fotos fra dagen:

Par 3 banen lukker 20. juni og 14 dage frem

Roskilde Golf Klubs par 3 bane holder lukket fra mandag den 20. juni til og med mandag den 4. juli 2022. Herefter åbner banen i en helt ny skikkelse i form af den nye Skjoldunge-bane.

Det er nødvendigt at lukke par 3 banen, fordi den nye bane skal gøres endelig klar til brug. Den skal klippes til, der skal fyldes sand i bunkers og nogle af de gamle greens og bunkers skal nedlægges. Det gælder ikke mindst på hul 9, hvor den gamle green ligger lige foran den nye.

Her vil der være et afspærret areal under reparation, når den nye bane åbner, for med kun 14 dage er det ikke muligt at få nyt græs til at vokse op og blive robust. Det samme kan blive tilfældet andre steder, men det er ikke sikkert, at alle gamle greens bliver fjernet nu – dem, der ikke ligger i vejen, bliver måske først nedlagt til efteråret.

Alle arrangementer på par 3 banen er derfor aflyst fra 20. juni og frem til og med 4. juli. 5. juli er der så åbningsarrangement og herefter bliver der åbnet for almindelig booking med 10 minutter mellem starttiderne.

Lukningen af banen kommer til at ramme de aktiviteter, der normalt foregår på par 3 banen. Det gælder Formiddagsgolferne, rehab-golferne og også forårets prøvemedlemmer og den prøvemedlemsmatch, der ellers skulle være afholdt. Den match er nu flyttet til lørdag den 6. august – og samtidig er prøveperioden for alle prøvemedlemmer forlænget til samme dato. Mens par 3 banen er lukket, kan prøvemedlemmer og alle andre benytte indspilsområdet, drivingrange og putinggreen – og så glæder vi os til åbningen af den nye bane.

Læs mere:

Skjoldungen åbner 5. juli 2022 kl. 10 – kom og vær med

Så er der sat dato på åbningen af Roskilde Golf Klubs nye 9-huls bane, Skjoldungen. Det bliver tirsdag den 5. juli, hvor der bliver festivitas og åbningsceremoni om formiddagen og spil med efterfølgende let grillservering for alle spillere resten af dagen.

Programmet for dagen ser således ud:

  • Kl. 9: Særligt inviterede gæster fra kommunen, Dansk Golf Union og andre interne og eksterne samarbejdspartnere, der har været involveret i projektet, møder op og får en rundvisning på banen
  • Kl. 10: Den officielle åbning, hvor alle medlemmer er velkomne – det kommer til at foregå ved hul 2
  • Kl. 10.25: Repræsentanter fra forskellige grupperinger i klubben spiller som de første på banen – det bliver sandsynligvis fire 4-bolde, som så får følgeskab af de fremmødte medlemmer. De udvalgte spillere bliver en blanding af unge og gamle, motionister og elitespillere
  • Kl. 11.20: Første almindelige udslag på hul 1 – formiddagsgolferne, der normalt spiller mandag og tirsdag formiddag, har de første ca. to timer. Resten af dagen kan alle øvrige medlemmer booke. Fleks- og par 3 medlemmer har fortrinsret til booking indtil fredag den 1. juli – herefter kan alle fuldtidsmedlemmer også booke

Hele dagen igennem er der servering af en grillpølse og en øl/vand fra terrassen ved klubhuset.

”Vi har glædet os til denne åbningsdag i flere år, så det er en stor glæde, at det nu er lykkedes. Forberedelserne har taget mange år, og er blevet forsinket i nogle omgange, men selve anlægsarbejdet er gået efter planen og det ser rigtig godt ud. Jeg glæder mig til, at vi alle sammen begynder at bruge banen,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

Han håber, at banen bliver et kæmpe aktiv – ikke ”kun” for fleksmedlemmer, men for alle medlemskategorier.

”Vi vil gerne være en klub med to baner – ét anlæg, som gavner os alle sammen. Skjoldungen skal være en bane, som fleksmedlemmer og klubbens begyndere har stor fornøjelse at spille på, men også en bane, som kan bruges af alle andre. Den er konstrueret, så den tager kortere tid at spille, men med fantastiske teesteder, fairways og greens – og det vil sikkert appellere til de mange medlemmer, der enten ikke har så meget tid, eller vil bruge banen som et alternativ til Store Skjold,” siger Kim Møller Behrend.

Formanden håber, at mange har mulighed for at være med til åbningen.

”Åbningsceremonien kl. 10 er det naturligvis ikke alle, der kan være med til, men der bliver åbent for spil resten af dagen, hvor klubben er vært ved en grillpølse og lidt at drikke bagefter, så sørg endelig for at booke tid og kom ud og spille.”

Når Skjoldungen åbner, skal alle bestille tid via GolfBox og alle bekræfte deres tid i klubhuset eller på GolfBox app’en på spilledagen. Der vil blive mulighed for at udskrive scorekort til Skjoldungen – inklusive antal slag i forhold til ens handicap. Det betyder, at det bliver muligt at skrive sig op og ned i handicap ved spil på Skjoldungen.

Bemærk, at der søndag den 19. juni bliver holdt et møde for alle fleks- og par 3 medlemmer i klubhuset. Her bliver der også mulighed for at stille spørgsmål.

Læs mere:

Stillingsopslag – vil du med på boldsamlerholdet?

Boldsamlerudvalget har fra juli 2022 hårdt brug for to personer / medlemmer af golfklubben, der et par gange om måneden kl. 8–10 vil samle bolde på drivingrange. Opgaver er ikke fysisk krævende, men du skal kunne betjene både traktoren / boldsamlermaskinen og vaskeanlægget. En af greenkeeperne vil give en grundig instruktion, inden du bliver ”sluppet løs” på drivingrange. Der samles bolde til og med november (afhængig af vejret) og igen fra april.

Jeg håber, at DU har tid og lyst til denne opgave til gavn for øvrige golfere i Roskilde Golf Klub. Meld dig i sekretariatet med navn, medlemsnummer, tlf. og e-mailadresse.

Frank B. Gravesen, koordinator / formand for udvalget, tlf. 2178 4794.

Herunder finder du link til siden, hvor det fremgår, hvem der i dag er med i boldsamlerudvalget.

På billedet øverst er det Erik Magtengaard.

Opdatering 15. juni 2022: Der har meldt sig flere interesserede efter annonceringen på hjemmesiden, så lige nu er boldsamlerudvalget fuldt besat igen.