Ny 5-årig aftale med Peter og co. i Restaurant Birdie

Roskilde Golf Klub og Peter Lassen fra Restaurant Birdie har nu indgået en ny aftale, der rækker fem år frem i tiden. Repræsentanter fra bestyrelsen og Peter har kigget hinanden i øjnene, snakket om de gode ting, der skal fortsætte og mulighederne for forbedringer – og resultatet er altså blevet en ny aftale, der gælder fra årsskiftet 2021 til og med 2025.

Det blev fejret i køkkenet i klubben, hvor det faste personale i Restaurant Birdie skålede med Roskilde Golf Klubs formand, Kim Møller Behrend, og kasserer Stig Nelkop. Det bliver den sidste måned med disse omgivelser, da køkkenet i januar og februar får en ordentlig overhaling i form af en ombygning, der skal være færdig til marts 2021.

Køkkenombygningen har dog ikke en direkte sammenhæng med kontraktforlængelsen. Men selvfølgelig glæder Peter og personale sig til bedre arbejdsforhold.

 

God mad, god pris – god service

”Jeg har været glad for at være i klubben lige fra dag 1. Som ny restauratør i en golfklub var der selvfølgelig en masse, jeg skal skulle vænne mig til, og der har da også været nogle bump på vejen. Det har ikke været lutter lagkage – det kan vi lige så godt sige, som det er. Men der har været en god dialog med bestyrelse og medlemmer og vi har hele tiden gjort en indsats for at gøre tingene bedre, og sådan skal det også være i fremtiden. Maden skal smage godt, prisen skal være god – og det samme skal servicen,” lyder det fra en glad Peter Lassen, der i sin tid var meget i tvivl, da han hørte om den ledige plads i Roskilde Golf Klubs restaurant:

”9 ud af 10, jeg talte med, advarede mod at være restauratør i en golfklub. ”Golfspillere er alt for besværlige”, lød kritikken, men heldigvis lyttede jeg til de sidste 1 ud af 10 og det har jeg ikke fortrudt. Her er god stemning og rigtig mange rare mennesker og derfor nyder jeg at være her.”

 

Bruger medlemsundersøgelse aktivt

Også formand Kim Møller Behrend er glad og tilfreds:

”Når vi indgår en forpagtningsaftale, så går vi selvfølgelig efter at sikre medlemmerne, at restauranten er et sted, hvor vi kan få god mad til rimelige priser og hvor vi har lyst til at være. Vi er ikke interesseret i en restaurant med kuvertpriser på 300 kr. eller mere. Men samtidig skal vi også sørge for, at vores restauratør kan få økonomien til at løbe rundt. Så rammerne skal være i orden både for os og for restauratøren. Det mener vi, de er nu – så vi glæder os til et fortsat godt samarbejde med Peter og hans personale,” siger Kim Møller Behrend og fortsætter:

”Det er jo sådan med mad, at restauranten bliver målt og vejet af hver eneste gæst, så selvfølgelig vil der nogle gange være nogen, der ikke er helt tilfredse. Vi bruger den årlige spørgeskemaundersøgelse ”Golfspilleren i centrum” som en slags målestok for, hvordan det går på mange områder i klubber, herunder restauranten, og her kan vi heldigvis se, at det går fremad på restaurantens område.”

Er der behov for kritik, så vil Peter Lassen meget gerne have, at kritikken bliver sagt med det samme.

”Vi har svært ved at agere, hvis vi først får det at vide senere, så kom til os straks, hvis der er noget, der kunne være bedre,” siger Peter.

 

Synergi med cafeen i Hedeland Golfklub

Restaurant Birdie har lukket nu – det er dog alene på grund af corona-restriktionerne. Planen er, at restauranten fortsat skal være åben hele året, og hvis klubhuset åbner igen i januar, så vil det også være muligt at komme ud og få både smørrebrød og drikkevarer, mens køkkenet bliver ombygget.

Den mulighed er opstået, fordi Peter Lassen samtidig er blevet forpagter af caféen i Hedeland Golfklub. I første omgang startede Peter i Hedeland på en midlertidig aftale, da klubben derude pludselig stod og manglede en restauratør, men det er gået så godt, at der er mulighed for forlængelse. Det bliver i så fald en aftale, som begge klubbers bestyrelse har været inde over og har godkendt.

”Vi har før prøvet, at restauratøren i Roskilde Golf Klub også har haft andre forpagteraftaler at passe, bl.a. i forhold til Hedeland, og det har der været nogle udfordringer med. Derfor har vi som klub og Peter som restauratør valgt at gøre tingene på en anderledes måde denne gang. Der er selvfølgelig nogle stordriftsfordele og synergier ved at have to spisesteder – og det ser vi blandt andet under køkkenombygningen, hvor Peter kan levere smørrebrød produceret i Hedeland. Men i vores kontrakt med Peter står det klart, at han først og fremmest bruger sin tid i Roskilde Golf Klub, og i stedet har han ansat en fast daglig leder i Hedeland,”siger kasserer Stig Nelkop.

Den daglige leder i Hedeland, Christina Noer, er gift med vores tjener Anton – så familien har nu rigeligt at se til med at gøre golfmedlemmer i Roskilde-området glade…

”Christina er blevet rigtig godt modtaget i Hedeland, og vores arbejdsfordeling er, at hun har ansvaret for mad og arrangementer i Hedeland, mens jeg har i Roskilde. Samtidig har jeg ansat en mand, Yakup, til at hjælpe mig med bilag og bogholderi, så det gør, at jeg får frigjort noget tid. Vi vil selvfølgelig hjælpe hinanden, når der er travlt og hvis der er sygdom, men som udgangspunkt har jeg ingen vagter i Hedeland, kun i Roskilde. Vi går efter, at både medlemmerne i Hedeland og her i Roskilde fortsætter med at være glade og tilfredse,” fortæller Peter.
Corona har sat stopper for mange planlagte aktiviteter i klubben hen over året – det gælder også i restauranten, men Peter forventer, at 2021 bliver rigtig godt og glæder sig til at genoptage fiske- og skaldyrsaften, påskefrokost, stegt flæsk om torsdagen i vinterperioden samt forskellige nye ting.

Her i julemåneden er der take away mad, også julefrokostmenuer – og der er mulighed for at bestille maden til jule- og nytårsaften. Endelig er der i de lyse timer tirsdage og onsdage åbent i kiosken ved hul 12.

 

Læs mere:

 

På billedet er det Restaurant Birdies internationale stab med rødder fra bl.a. Norge, Cuba og Holland, der skåler med formand og kasserer fra Roskilde Golf Klub. Fra venstre er det Yakup Aydin, Stig Nelkop, Ariel Toledo, Peter Lassen, Lene Svendsby, Kim Møller Behrend og Anton Noer.

Truede dyrearter får en ny chance på golfbanen

I ca. et halvt år har Roskilde Golf Klub været centrum for en særlig indsats for truede dyrearter. Det har nemlig været fokus for Marie Bøge, der til sommer bliver færdig som ingeniør inden for bæredygtigt design på Aalborg Universitet i København. Hun har brugt Roskilde Golf Klub som eksempel på, hvordan man kan øge biodiversiteten i danske golfklubber.

I Roskilde har der først og fremmest været fokus på to truede dyrearter, og vi kan godt afsløre, at det ikke er de store dyr, der er tale om.

Det er nemlig biller – og så en grøn mosaikguldsmed, der er ved at uddø som art.

Billerne er vant til at bo i udhulede, forfaldne, gamle egetræer, men da egetræer i dag bliver fældet, når de bliver for store, så kniber det med bosteder til billerne. Løsningen har derfor været at fabrikere nye, menneskeskabte bosteder til billerne.

Læs mere:

Det andet truede dyr, der nu får nyt liv, er den grønne mosaikguldsmed, som i fremtiden skal udklække sine æg i søen på hul 1. Her har Marie og Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget netop placeret nogle nye vandplanter, kaldet ”krebseklo”, som er den eneste plante, mosaikguldsmeden lægger sine æg i. I alt fire planter er blevet sat ud i søen.

”Jeg må indrømme, at jeg på forhånd var lidt skeptisk i forhold til golfbaner og natur. Som mange andre troede jeg, at golfmedlemmer kun var interesseret i grønt græs og ikke ret meget i natur, men efter jeg har været i gang med dette projekt, så har jeg fået et helt andet indtryk. Og jeg kan se, at golf og natur sagtens kan kombineres. Vild natur skal naturligvis ikke placeres midt på fairway, men der er masser af andre områder på golfbanen, der kan bruges til plante- og dyreliv – og som samtidig kan medvirke til, at give golfspillerne en anderledes oplevelse,” fortæller Marie Bøge, der har lavet en spørgeskemaundersøgelse, der underbygger hendes egen oplevelse.

Speciel natur-interesse i Roskilde

Det viser sig nemlig, at mange golfmedlemmer i Roskilde sætter stor pris på naturoplevelsen. Et af spørgsmålene handlede om fordelene ved at spille golf i Roskilde, og her kom klubbens miljøtiltag ind på en tredjeplads efter ”Afstanden til mit hjem” og ”Sociale fordele”.

”Der var 65, der svarede – og de har nok på forhånd haft en positiv holdning til natur på banen, men jeg synes alligevel, det er overraskende flot, at natur betyder så meget. Sådan er det ikke nødvendigvis i andre klubber. I er lidt specielle – ikke mindst fordi, at jeres naturarbejde er baseret på frivillige og et meget aktivt natur- og miljøudvalg og ikke ”bare” på greenkeepere, der i forvejen har meget andet at se til,” siger Marie.

Marie lægger ikke skjul på, at hun har været heldig med valget af Roskilde Golf Klub, fordi klubben i forvejen har gang i mange naturprojekter og at hun i Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget har haft en meget aktiv sparringspartner.

”Det har været heldigt for mig at have Henning med. Han og udvalget brænder jo både for natur og bæredygtighed – og vi har været sammen om at lave de to projekter for billerne og mosaikguldsmeden. Det bliver også til en lille film og en ”step by step” guide til, hvordan man selv laver billeboer. Forhåbentlig kan andre golfklubber så kopiere og bruge konceptet.”

Nu slutter hun sit praktikforløb og skal derefter aflevere to rapporter, henholdsvis en videnskabelig artikel og en om selve praktikforløbet – og fra juni bliver hun så færdig som ingeniør i bæredygtigt design.

Det betyder, at hun arbejder med bæredygtighed på tre niveauer, socialt, økonomisk, miljømæssigt.

”Der er nogle, der kun arbejder med de gode ideer ud fra et miljømæssigt synspunkt, men vi har det sociale og det økonomiske med. Det gør, at vores projekter har større mulighed for at blive en succes. For hvis de både bliver opfattet som gode sociale tiltag, der økonomisk kan betale sig og også er bæredygtige, så er der langt større chancer for, at projekterne bliver gennemført,” siger Marie.

Marie fik sat gang i bille-planerne

Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget har haft et tæt samarbejde med Marie de seneste måneder – og han er meget begejstret over, at Marie og Roskilde Golf Klub fandt sammen.

”Marie vidste i forvejen ikke noget om hverken golf eller biodiversitet – men hun kunne nogle andre ting, og sammen har vi fået sat liv i vores billeprojekt, som vi godt nok havde på tegnebrættet, men som vi aldrig var kommet så langt med uden Maries indsats. Nu er hun ovenikøbet med til at brede ideen ud til andre golfklubber.”

”Marie hoppede på ideen med billeboerne – til gengæld har vi fået en øjenåbner i forhold til den grønne mosaikguldsmed og planten krebseklo, som jeg ikke vidste noget om på forhånd. Nu glæder vi os til at se planten sprede sig i søen ved hul 1 og forhåbentlig tiltrække de grønne mosaikguldsmede, som kun yngler på krebseklo-planten,” fortæller Henning Nordstrøm og tilføjer en bemærkning til de kommende klubmestre:

”Planten formerer sig kraftigt – og den har kun en ulempe: Den stikker – bare så I ved det, når klubmesteren om efteråret bliver smidt i søen efter præmieoverrækkelsen… ”

På billederne er det Henning og Marie i sving med både billeboer og udsætning af planter i søen på hul 1. Planten krebseklo blev hentet i et andet vandhul i Himmelev og sat i vores golf-sø efter aftale med Roskilde Kommune. Da planterne blev skyllet inden udsættelse i søen, fandt Henning og Marie en guldsmedelarve. Det er dog ikke sikkert, det er en mosaik-guldsmedelarve, men det kunne det være. Fra ægget bliver lagt, går der 2-3 år, inden de bliver udklækket og larven bliver til en voksen guldsmed.

Her er et lille udpluk af medlems-kommentarer fra Marie Bøges spørgeskemaundersøgelse:

  • Det giver en god følelse når man ved at der bliver gjort noget godt for naturen
  • Når jeg går en golfrunde, finder jeg stor glæde ved at kunne færdes i samt iagttage og følge med i de skiftende årstiders forandringer i floraen og dyrelivet
  • Jeg synes det er flot og godt med de frivillige der gør noget godt for miljøet.
  • Blomsterne er smukke, glæder mig over fuglelivet, og venter spændt på at frøerne kommer i gang. Det er vigtigt at golfklubben ikke er en grøn ørken, men at netop vores bane har en miljømæssig sund profil
  • Vi skal passe på miljøet og samtidig sørge for at banen er smuk og indbydende
  • Meget positivt. Det er skønt at se hvorledes klubben tager hensyn til insekters overlevelse og padders udbredelse
  • Glæde over naturen og glæde og tilfredshed med at være med i en klub, der ønsker at “være med” i arbejdet for natur og miljø
  • Positiv påvirkning. Jeg arbejder med og viser kommende golfere rundt. Alle er meget overraskede over antallet af fuglekasser osv.
  • Det er i 11. time, hvis vi skal redde insekter og sommerfugle fra at uddø, så jo flere tiltag jo bedre
  • Vigtigt, at nogen gør en indsats, selv om vi er andre, der ikke er så aktive for det i det daglige.
  • Det kan være en god måde at udnytte klubbens område til andet end golf, så længe den gode golfoplevelse bliver holdt i fokus
  • Min holdning er positiv og det er en medvirkende årsag til, at jeg trives i klubmiljøet, at jeg kan mærke engagement og vilje til at udvikle på miljøet
  • Naturen har første ret, så må vi tilpasse vores spil
  • Meget positiv, så længe det ikke medfører, at “græsset ikke må klippes”
  • Naturen er der, så lad os bruge den og gøre golfbanen til mere end en golfbane. Så lad os få masser af tiltag

Læs mere:

Seniorgolf med corona-venlig Texas-afslutning

Det er ikke mange klubaktiviteter, der kan blive gennemført med et lukket klubhus og corona-restriktioner med maksimum 10 personer samlet.

Men det lykkedes alligevel seniorgolf at gennemføre en sæsonafslutning fredag den 11. december 2020. Normalt har seniorgolf gunstart med efterfølgende spisning i Restaurant Birdie inklusiv udlevering præmier, en lille sang og overrækkelse af æresprisen “Pedro”.

Imidlertid kunne dette jo ikke lade sig gøre på grund af de nye corona-restriktioner, men seniorgolf sadlede om og afviklede en alternativ dag.

I stedet for gunstart startede alle hold på hul 1 i et tidsskema, der gjorde, at spillerne alene var sammen på de hold af fire personer, som de havde fået at vide på mail på forhånd. Så blev der spillet Texas Scramble – en spilform, hvor holdet hele tiden spiller fra det sted, hvor holdets bedste bold er landet. Dog skal holdet bruge mindst fire udslag fra alle på holdet. Denne spilform gør både, at spillet går hurtigere, at man spiller sammen og at holdene som regel kommer ind med nogle ganske flotte scores. Det gjaldt også denne gang, hvor bedste score blev 69 – fire over vinterbanens par på 65.

Netop fordi holdene hele tiden spiller fra det sted, hvor holdets bedste bold er landet, så blev det ikke nødvendigt for seniorgolfens formand, Ejvind Jensen, at slå til den bold, som ellers ville have været noget af en udfordring (se billedet øverst). Vidnerne til det spektakulære slag var Finn Tvede, Gunnar Larsen og Inger Margrethe Nissen.

I stedet for en middag i restauranten fik alle deltagere et par stykker smørrebrød og en kage med hjem – desuden blev der udleveret vinpræmier for de bedste og mest heldige i efterårets løbende turnering.

Dagens Texas Scramble vindere blev:

1) Hold 5 med 69 point: Thorkild Rasmussen, Christian Kubel, Ellen Skarsholm og Lisbeth Møller

2 og 3) Hold 12 og 3 med 70 point: Peter Frimann, Poul Sarfelt,  Anne Grethe Clausen og Susanne Jensen + Henrik Overgaard, Per Vransø, Elsebeth Braagaard og Tove Duus

Vinderholdene får deres præmier på et senere tidspunkt.

 

Vinterbane og proshop er åben – klubhuset er lukket

Her får du et overblik over situationen i Roskilde Golf Klub – hvad der er lukket og hvad der er åbent.

Lukning af klubhus og restaurant gælder til og med 3. januar 2021. Regering og sundhedsmyndigheder melder senere ud, om restriktionerne bliver forlænget.

Til og med februar gælder også forsamlingsforbuddet på mere end 10 personer – dette gælder også på banen og parkeringspladsen.

Her finder du mere information om vinterbanen – herunder mulighed for at printe scorekort, se oversigtskortet og se, hvor mange slag du har på vinterbanen i forhold til dit handicap.

Proshoppen er åben – men ingen indgang til klubhuset

Proshoppen i Roskilde Golf Klub holder fortsat åben, selv om resten af klubhuset og restauranten er lukket. Det skyldes, at proshoppen er en butik og derfor omfattet af de samme regler som resten af detailhandelen. Der er derfor begrænsninger på, hvor mange der kan være i butikken ad gangen, men åben er der altså – dog på bestemte tider.

I resten af december 2020 er det:

  • 9. dec 11-14
  • 12. dec 11-14
  • 15. dec 11-14
  • 16. dec 11-14
  • 19. dec 11-14
  • 20. dec 11-14
  • 22. dec 11-14
  • 23. dec 11-14

Emil fra shoppen fortæller, at “som altid kommer vi gerne ud i klubben uden for disse tider, hvis du ønsker dette – ring blot på 28 40 03 05 og lav en personlig aftale.”

Normalt er det muligt at komme ind i klubhuset via proshoppen, men det er ikke muligt i december, da resten af klubhuset er lukket på grund af corona-restriktioner.

Her kan du se siden med proshop og træning.

 

Baghal og toilet på hul 12 får lov at holde åben – klubhus lukker

Det vil stadig være muligt at spille golf på banen – og også at komme ind i baghallen for at hente sit udstyr her under den ekstraordinære corona-nedlukning fra 9. december til og med 3. januar.

Sekretariatet har nu fået opklaret, at det er ok for os medlemmer at have adgang til baghallen – husk dog mundbind.

Husk, at porten skal åbnes med en kode, der er sendt ud på mail fra sekretariatet 1/5 2020 til alle med bagskabe. Koden er en række tal efterfulgt af #, som skal indtastes på displayet ved porten.

Det er også afklaret, at toilettet på hul 12 kommer til at være åbent med ekstra rengøring hver dag.

Klubhuset bliver lukket fra onsdag den 9. december 2020 kl. 12 – der er ikke mulighed for at komme ind og gå på toilettet. Der er bemanding i Restaurant Birdie, som sælger take away med udlevering fra bagindgangen.

 

Restaurant Birdie sætter ind med take away og åbent i hul 12 kiosk

Forpagter Peter Lassen og hans personale i golfklubbens restaurant har reageret lynsnart oven på regeringens lukning af alle restauranter i 38 kommuner i Danmark, herunder Roskilde.

Klubhuset kommer til at være lukket, men fra bagdøren bliver der mulighed for udlevering af take away – og der bliver faktisk også flere tirsdage og onsdage, hvor “kiosken” ved hul 12 bliver bemandet med salg af hotdogs, øl og vand.

“Jeg har også kontaktet de forskellige, der havde booker arrangementer og take away på forhånd og heldigvis holder de fleste fast i deres bestillinger, selv om serveringen ikke kan foregå i klubhuset,” fortæller Peter Lassen.

Der bliver følgende muligheder for at få mad fra Restaurant Birdie:

Take away

Der er følgende tilbud:

  • Tre forskellige take away hverdagsretter til 79 kr.
  • En juleplatte til 119 kr.
  • Den lille julefrokost-buffet til 169 kr.
  • Den store julefrokost-buffet til 239 kr.
  • Juleand, rødkål og andeskysovs til juleaften
  • Tre-retters menu til nytårsaften

Restaurant Birdie er i færd med at opdatere indholdet af menuerne.

Hotdogs i kiosken

Vi kan jo stadig spille golf, så Restaurant Birdie prøver også at holde åbent i “kiosken” ved toilettet ved hul 12. Her bliver det muligt at købe øl, vand og en hotdog. Dette gælder dog i første omgang kun tirsdage og onsdage – de traditionelt store dage for damedag og herredag.

Som det ser ud lige nu vil der være åbent ca. kl. 10-14

  • Onsdag den 9. december
  • Tirsdag den 15. december
  • Onsdag den 16. december
  • Tirsdag den 22. december
  • Onsdag den 23. december

Her finder du Restaurant Birdies side – med kontaktoplysninger.

 

Vinterbane fra torsdag – corona lukker klubhuset

Roskilde er en af de i alt 38 kommuner, som regering og sundhedsmyndigheder har indført skærpede corona-restriktioner i fra og med onsdag den 9. december 2020.

Restriktionerne berører alle indendørs idrætsaktiviteter – det betyder, at vi fortsat kan spille golf, men at klubhuset skal holde lukket. Vi må fortsat ikke samles mere end 10 personer.

Sekretariatet er i gang med at finde løsninger på de mange praktiske udfordringer, der skal være styr på.

Opdateret 7/12 kl. 17.40: Toilettet ved hul 12 forbliver åbent – og det vil fortsat også være muligt at komme ind i baghallen.

Fakta lige nu er dog følgende:

  • Klubhuset skal holde lukket fra onsdag kl. 12
  • Restaurant Birdie planlægger mulighed for take away i stor stil – og fastholder også mulighed for bestilling af mad til jule- og nytårsaften
  • Vi skifter til vinterbane fra torsdag morgen
  • Par 3 banen lukkes fra og med torsdag (fordi nogle af hullerne på par 3 banen indgår i vinterbanen)
  • Par 3 og flexmedlemmer kan også spille på vinterbanen

I GolfBox er det 18-hullers banen, der fra torsdag morgen er vinterbanen. Der skal ændres nogle rettigheder for alle flex- og par 3 medlemmer for at de også kan booke 18-hullers banen i GolfBox – derfor kan de først begynde at booke fra torsdag.

Alle fuldtidsmedlemmer kan imidlertid booke som de plejer.

Greenkeeperne har de seneste uger vedligeholdt arealerne omkring vinterbanens teesteder og greens, så de er klar til skiftet. Vinterbanen får samme udseende og hulforløb som sidste år.

Her finder du mere information om vinterbanen – herunder mulighed for at printe scorekort, se oversigtskortet og se, hvor mange slag du har på vinterbanen i forhold til dit handicap.

 

Som nævnt kommer der mere praktisk nyt i løbet af tirsdagen, herunder mere specifik information om restaurantens tilbud og mulighed for bestilling af take away.

På billedet er det statsminister Mette Frederiksen fra dagens pressemøde om corona.

Så er livet begyndt i klækkehuset

Her kommer et nyhedsbrev fra Roskilde og Omegns Lystfiskerforening målrettet medlemmerne i Roskilde Golf Klub. ROLK har nemlig deres klækkehus ved siden af toilettet tæt på hul 4 og i Gedebækrenden, der løber igennem golfklubben er der også ørreder:

Vores opfiskning af moderfisk (havørreder mellem 3-5 kg) er begyndt i fisketrappen ved Kattinge sø. Når vi fanger dem, køres de op til klækkehuset mellem hul 3 og 4 Her opbevarer vi dem i ca. 3-4 uger, hvorefter de stryges for rogn og sæd. I klækkehuset har vi en klækkebakke, som er et kunstigt å-løb, og her kan vi opbevare ca. 3-4 liter æg som svarer til 30.000-40.000 æg. Når de har fået “øjenæg” efter ca. et par måneder, flytter vi dem over i et af vores store kar.

Omkring april kan vi så sætte dem ud i vores vandløb i Roskilde og Lejre. De små havørreder tilpasser sig hurtigt i vandløbet og her kan vi få en overlevelse på ca. 45%. Efter et år i vandløbet trækker de ud i fjorden og kommer som regel tilbage for at gyde efter ca. 1-3 år. Havørrederne svømmer op i vandløbet og gyder inden for ca. 10 meter, det samme sted de blev sat ud. Det er helt unikt.

Som golfspiller i Roskilde Golf Klub kan du selv opleve dette fænomen. I november/december/januar kan man hvert år observere havørreder, der trækker op i Gedebækrenden langs golfklubben. Hvis du nærmer dig forsigtigt åløbet, når vinden er i vest/nord og gerne efter regnvejr og i skumringen, kan du her opleve 2-3 fisk, som typisk er en hun og et par hanner, som kæmper om at befrugte hundens æg.

Her er en film med havørreder i Gedebækrenden hos golfklubben:

Roskilde og Omegns Lystfiskerklub – ROLK og ”Foreningen til Ophjælpning af Fiskeriet i Roskilde Fjord” samarbejder med hele denne udvikling i klækkehuset. Vores samarbejde med golfklubben er helt enestående og nok det eneste i Danmark, hvor en golfklub har et åløb med en ørredbestand. At der er gydende havørreder i golfklubbens vandløb er også en historie om en klub, der miljømæssigt er utroligt bevidst i deres arbejde med naturen.

I gennem de sidste fire år har vi samarbejdet med DTU AQUA, hvor vi har indopereret en chip i ca. 300 af vores moderfisk. Formålet er at finde ud af havørredernes vandring i fjorden. Ude i Roskilde Fjord er der specielle bøjer, der opfanger signaler fra de svømmende ørreder. Denne forskning har ført til helt nye opdagelser, hvor vi troede at ørreden svømmede langt ud i Kattegat, for derefter at komme tilbage og gyde efter flere år. Men vores vildstamme af ørreder forbliver i stort antal i fjorden. Dette skyldes de store fødeemner som sildebestand og ålekvabber, der bl.a. findes i de dybe huller i fjorden. Ved Herslev strand 30 meter. I Kattinge Vig 16 meter og ved Jyllinge også 16 meter. Her er der fødeemner hele året:

Se her en video om dette forskningsprojekt

Når du/I går forbi klækkehuset og vi er derinde, er I altid velkomne til at kigge ind. Vi vil også gennemføre nogle åbent hus arrangementer i løbet af foråret.

Uffe Clemmensen

Formand for Roskilde og Omegns Lystfiskerforening

Medlemsundersøgelse sætter fokus på plads og flow på banen

Den nye 9-hullers bane, der bliver bygget i 2021, er ventet blandt mange medlemmer – og den kan forhåbentlig også være med til at lette presset på 18-hullers banen og dermed gøre noget ved de udfordringer, som oftest bliver påtalt af medlemmerne.

Det viser det seneste års medlemsundersøgelse, Golfspilleren i centrum, som netop er blevet opgjort. Antallet af besvarelser passer nogenlunde med de seneste år og derfor er det muligt at sammenligne og finde ud af, hvor det går bedre og hvor der er forbedringspotentiale.

Overordnet er der fire punkter, der ifølge medlemsundersøgelsen er særlige opmærksomhedspunkter og hvor der også er kommet mange kommentarer. Det er:

  1. Antallet af klubber i klubben
  2. Starttider
  3. Flow på banen
  4. Kvaliteten af bunkers

”Punkt 1-3 er de samme, der blev nævnt sidste år. Selvfølgelig vil den nye bane gøre det muligt at fordele vores medlemmer bedre og tilfredsheden med at spille på en god 9-hullers bane frem for vores nuværende par 3 bane bliver forhåbentlig meget større. Men 9-hullers banen løser ikke alle udfordringer. Der er derfor ikke tvivl om, at vi i bestyrelsen i det kommende år skal træffe nogle svære, men også nødvendige beslutninger for at sikre mere tilfredshed med plads og flow på banen,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

De svære beslutninger handler blandt andet om fortrinsretter til klubber i klubben i primetime. Tilfredsheden med ledige starttider er nemlig lav blandt de medlemmer, der ikke er medlem af en klub i klubben.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at mange er glade medlemmer, fordi de netop er med i en klub i klubben eller på anden vis er en del af et fællesskab. Det betyder noget for rigtig mange, at vi udover golfen også har gode venner/spillekammerater og at stemningen i klubben er god – og det viser både tal og kommentarer da heldigvis også. Men der er også mange, der af den ene eller anden årsag ikke er med i en klub i klubben, og disse medlemmer er markant mere kritiske i forhold til plads på banen. Det bliver vi nødt til at lytte til og gøre noget ved,” siger Kim Møller Behrend.

Bestyrelsen har allerede været i dialog med klubberne i klubben om at finde en god balance mellem antal og fortrinsretter – og så øvrige medlemmers mulighed for at komme til at spille. I januar holder bestyrelsen et seminar, hvor konkrete løsningsforslag kommer på bordet.

Det var egentlig meningen, at der inden jul skulle være afholdt et medlemsmøde – blandt andet med information om medlemsundersøgelsen og den nye 9-hullers bane, men på grund af corona er dette medlemsmøde udskudt indtil videre.

 

Sådan fungerer medlemsundersøgelsen

I medlemsundersøgelsen er alle blevet bedt om at give karakterer mellem 1 og 10 på en lang række spørgsmål. Ud fra disse karakterer kan man så efterfølgende se, hvor der er tilfredshed og utilfredshed – og man kan også finde ud af, om tallene skiller sig ud for bestemte medlemsgrupper.

Undersøgelsen er udarbejdet på en helt særlig måde, som også andre golfklubber måler sig efter – og derfor kan man ikke alene sammenligne resultaterne med sidste år, man kan også sammenligne resultaterne med hele landet eller den region, man selv bor i, i vores tilfælde Region Sjælland.

Udover karaktererne er der også mulighed for at komme med kommentarer.

Tallene er opdelt i to kategorier:

  1. Ambassadørscore: Et tal, der fortæller noget om, hvor glade medlemmerne er for at være i klubben – dette tal bliver opgjort efter spørgsmålet: ”Hvor sandsynligt er det, at du vil anbefale Roskilde Golf Klub til venner, familie eller kolleger?” – det er den såkaldte ambassadørscore. Medlemmerne skal svare på dette spørgsmål med et tal fra 1 (vil slet ikke anbefale) til 10 (vil helt klart anbefale). Alle svar med tallene 1-6 bliver betragtet som negative og trækker ned, tallene 7-8 er neutrale og tæller ikke, mens tallene 9-10 er positive og trækker op. Alle de negative svar bliver så trukket fra de positive og det ender med en score, der bliver kaldt ambassadørscoren. Den kan ende med minus 100, hvis alle har svaret på spørgsmålet med et tal mellem 1 og 6. Det kan også ende med plus 100, hvis alle har svaret 9 eller 10
  2. Servicescore: Den anden kategori er alle øvrige spørgsmål i undersøgelsen, hvor tallene er opgjort som et gennemsnit af alle svar. Disse tal bliver opgjort på en skala fra 0-100, hvor 0 er meget dårligt og 100 ekstremt godt

Sådan er systemet bygget op, og det er en international anerkendt måde at måle scores på. I Danmark er det et eksternt firma, der står for spørgeskemaundersøgelsen for Dansk Golf Union og klubberne.

 

Resultaterne i Roskilde

I Roskilde Golf Klub er vores ambassadørscore i 2020 på 31 – et udmærket resultat, men dog mindre end de 40, tallet var på i 2019.

Både i forhold til andre klubber på Sjælland og andre klubber i hele landet er vores tal 18 point mindre, uden det helt kan forklares hvorfor, men sandsynligvis har plads og flow på banen noget med det at gøre.

På andre spørgsmål (servicescore) ligger vi generelt også lidt lavere end andre klubber, men på de fleste spørgsmål alligevel pænt højt (mellem 70 og 85 points). Dog er der flere opmærksomhedspunkter, fx plads og flow på banen samt kvaliteten af bunkers. Det kan du læse mere om herunder.

I medlemsundersøgelsen er der også spørgsmål om restauranten, og her er niveauet hævet fra sidste år, så restaurantens forskellige måleresultater næsten er oppe på niveau med både lands- og regiongennemsnit.
Proshoppen og træning har haft en lille nedgang i 2020, men er på niveau med andre klubber.

Og så bare lige som en ekstra bemærkning: Tallet for ambassadørscore (31) kan altså ikke sammenlignes med tallene for servicescores (der ligger mellem 70 og 85 point), da de bliver opgjort på to forskellige måder og med to forskellige måleenheder.

 

Her er et udpluk af nogle af spørgsmålene, der scores lavest – med eksempler på kommentarer nedenfor

Antallet af klubber i klubben er passende

Svar: 71 points ud af 100 for dem, der er med i en klub i klubben, 50 for dem, der ikke er med (7 lavere end sidste år og 16 lavere end andre klubber på Sjælland)

Der er ledige tider i klubben, når jeg ønsker at spille

Svar: 55 points ud af 100 for alle medlemmer, 62 points fra dem, der spiller tre eller flere gange om ugen, 46 for dem, der spiller mindre end en gange om ugen, 61 for dem, der er med i en klub i klubben og 46 for dem, der ikke er med i en klub i klubben. Alle disse tal er mellem 7 og 13 point lavere end sidste år.

 

Herunder kan du se nogle eksempler på kommentarer om ledige tider, klubber i klubben og flow på banen. Nogle af kommentarerne handler om det samme, men indeholder holdninger, der er forskellige. I de tilfælde er eksempler på begge typer kommentarer taget med for at synliggøre, at det ikke er alle problemstillinger, der er en enkelt løsning på. Vi er forskellige som medlemmer og spillere og har derfor også forskellige behov og ønsker.

  • Mere åbenhed om klubberne i klubben – hvordan man kommer i gang i dem
  • Jeg synes der mangler lidt fra fx kaninmatch til at komme ind i damedagsklubben. Måske en kontaktliste, hvor “nye” kan finde sammen. Kan godt virke lidt “lukket” at komme ind i klubber i klubben, hvis man er ny
  • Genindfør max. spillehandicap på 36 til stor bane og genindfør 10 min mellem boldene. Sæt 2 bolde sammen til 4 bolde. Max handicap på en 4-bold = 120
  • Gøre mere for at orientere alle om ”Ready golf”. Spil når du er klar, minimer prøvesving, indfør reglen med to strafslag efter out off bounds
  • Nye spillere, som bliver lukket ud på store bane, er ikke i tilstrækkelig grad undervist i, hvorledes man bevæger sig på banen. Resulterer i meget langsomt spil med stor irritation til følge
  • Sikre flere ledige spilletider i weekenden (så eksempelvis weekendklubben ikke konstant har blokeret de attraktive morgentimer), så vi, der er på arbejdsmarkedet og kun har mulighed for at spille i weekenden, også har mulighed for at kunne få weekendtider i Roskilde
  • Der er mange ildsjæle og man kan altid finde nogle at spille med, hvis man melder sig ind i en af klubberne i klubben
  • Give klubber i klubben bedre muligheder for reserverede tider
  • Der har hen over dette forår og sommer været alt for få muligheder for at booke 18 hullers om eftermiddagen eller i weekenden. Vi har skullet booke over 1 uge i forvejen for at få tider
  • Lave starter igen med 10 min. intervaller. Sørge for at nye spillere har forstået reglerne for at lade andre bolde spille igennem. Indprente spillere, at det er nødvendigt også at se bagud for evt. hurtigt spillende bolde. Ikke lade nye spillere med høje hcp gå ud i 4-bolde. Det hjælper forhåbentlig, når vi engang får en ordentlig par 3 bane. Vi har i det hele taget for mange medlemmer, og jeg er ikke tilbøjelig til at anbefale klubben til andre af netop den årsag
  • Jeg har haft den store fornøjelse som ny golfspiller at spille 18 hullers banen rigtig mange gange hen over de seneste tre måneder. Og de fleste gange har det været ganske fornøjeligt. De fleste golfspillere i klubben er rigtig venlige, hjælpsomme og respekterer de vejledende tider på scorekortet. Og skulle der være lidt kø hist og pist ind imellem, respekterer og forstår de fleste spillere også dette. Men, der er desværre også spillere i klubben, for hvem det synes vigtigere at komme hurtigt igennem 9/18 huller. Det er rigtig “øv”, når spillere ikke respekterer de vejledende tider og ønsker at forcere deres gennemspil af banen. Det forstyrrer spilflow og koncentration hos de spillere, de mener bør “lukke dem igennem”. Jeg vil inderligt appellere til, at der udvises den nødvendige respekt for spillere foran en og at spillere, der har så travlt, væbner sig med tålmodighed
  • Færre klubber i klubben – især weekendklubben, helt gak-gak, at morgentiderne i weekenden er spærret pga. denne klub. Det er her, hvor jeg bedst kan finde tid til at spille
  • At der er mulighed for at markere i en booket tid, at man meget gerne ønsker flere på “bolden”. Jeg ved godt, at man jo kan skrive sig på, men jeg personligt er bange for at forstyrre en evt. 2 bold, og det kan afholde mig fra at booke mig på tiden og spille
  • Der bør sættes et betydeligt lavere maks. på antal bookinger frem i tiden, så de samme grupper ikke kan besætte de mest attraktive tider tre uger frem hele tiden. Det er frustrerende, at det er så svært at få tider på gode tidspunkter, fordi de samme hele tiden genbooker og kan booke rigtig mange tider

 

Bunkers er godt vedligeholdt

Svar: 66 points ud af 100, jo lavere handicap, jo mere kritisk.

Bunkervedligehold står netop på programmet i disse år – blandt andet er der her i efteråret sket forbedringer på hul 17 og tidligere er der også lavet større ændringer på hul 12 og 1 – og flere er på vej. I år var der desuden et kraftigt regnvejr, netop som bunkers var blevet fyldt op med sand, og det gjorde, at sandet skyllede væk igen.

Læs mere:

Eksempler på kommentarer:

  • Sandet er meget bastant i flere bunkers – og nogle har en så fremtrædende kanter, at det stort set er umuligt at slå bolden op på green
  • Forbedre bunkers, der er langt under standard i forhold til andre klubber. Der mangler sand – fx blot på niveau med bunkeren ved drivingrange
  • Bedre bunkers med sand og uden “tagskæg”, som jeg ikke synes at se så meget af på andre baner … og jeg spiller ret mange fremmede baner om året. Bunkers skal være til at komme op af

 

Dette var et lille udpluk af karakterer fra medlemsundersøgelsen, og de repræsenterer de områder, som bestyrelsen ønsker at gå videre med. Der er jo resultater for en lang række andre områder, men ingen så markante som ovenstående.

Dog skal I ikke snydes for medlemmernes syn på 18-hullers banen.

Banen fremstår velholdt

Svar: 83 ud af 100 points – generelt højt hos alle, men dog 5 points under sidste år. Måske har det i år noget at gøre med kritikken af bunkers?

 

Eksempler på kommentarer inden for andre områder:

  • Klubben har gjort gode tiltag i forhold til at forlænge spilsæsonen med overdækket drivingrange og udslagsmåtter. Rigtig flot bane og velholdt. Meget lidt skrald at se. Plads til fugle på banen er supergodt. De allerfleste medlemmer opfører sig venligt og forstående
  • Der er en god omgangstone, og de fleste hilser på P-pladsen og når man mødes. Der er en god forståelse af, at alle skal have glæde af at spille i klubben – uanset talent og evne. Handicapgolferne har måske også givet en god forståelse af, at vi skal alle være her
  • En klub i fremgang – glæder os til den nye 9-hullers bane – gode beslutninger i bestyrelsen, godt sekretariatet, god information
  • Gøre det nemmere at udvide netværket, flere tiltag og aktiviteter, der bringer medlemmerne sammen, fx flere klubturneringer, vinaftener, foredrag. Sørge for en mere ensartet kvalitet af maden i restauranten, den svinger fra dag til dag og har bevirket, at vi er flere, som ikke spiser efter runden mere. Der skal flere gode oplevelser til at ændre en dårlig oplevelse
  • Sørg for, at de mange nye medlemmer også får lov til at være nye på banen. Vi har alle sammen være nye
  • SGO-ordningen er et 100% must for mit medlemskab af RGK, bl.a. pga. det er et super alternativ, når RGK banetiderne er så booket/blokeret som tilfældet er og har været i alle de år, hvor jeg har været medlem
  • Sæt mere fokus på de unge juniorer – de bliver ofte overset, og deres gøren og laden i klubben drukner hurtigt i de ældre juniorers gøren og laden. En ting kunne være at nævne mere omkring ung-juniorerne i nyhedsbrevet eller på hjemmesiden – når de har spillet holdturnering eller individuelle turneringer, eller de bare har haft en fællestræning
  • God stemning når man kommer i klubben (men føler sig velkommen som ny/uøvet). God til at informere om, hvad der sker i klubben
  • Venligt sted at mødes. God bane, god restaurant, god proshop og godt sekretariat, samt en god bestyrelse
  • Jeg synes, det er dejligt, at alle typer mennesker er velkomne i klubben
  • Maden i restauranten er på det seneste blevet bedre, men der er fortsat plads til forbedring (skal gerne betale lidt mere, hvis det er det, som skal til for at forbedre kvaliteten)
  • Et ønske til udslagsmåtterne på rangen. Jeg savner muligheden for at placere “gummi-tee’en” i hullet i måtterne. Man kommer til at bruge en masse træ- eller plastiktees, hvoraf mange bliver slået ud på rangen. Jeg ved ikke, om greenkeeperne samler dem op, men i modsat fald er det da lidt træls, at plastik bliver efterladt i naturen
  • Banen er er meget smuk og bliver passet fint
  • Jeg synes maden i restauranten har været mindre god i en periode – MEN der er klart sket en forbedring – bliv ved i samme spor – så kommer vi og spiser mere
  • Kaninmatcherne – kæmpe ros til dem og de frivillige bag
  • Designet af hul 11 er ikke optimalt. Teestedets placering gør, at der med fordel kan spilles i mere “sikker” retning mod forløbet på hul 10. Dumt og farligt og en procedure, der sænker spiltempoet
  • Roskilde Golf Klub har en rigtig god bane placeret i et helt fantastisk naturområde, Og det er jo bare en fornøjelse at være der og spille golf

Der er langt flere kommentarer end de viste.

I alt er der kommet 418 kommentarer:

  • 191 om ”Det gør vi godt”
  • 227 om ”Det, der kan forbedres”

Sekretariatet har samlet alle tal og kommentarer – og alt er blevet sendt til både bestyrelse, greenkeepere, proshop og restaurant.