Starter ombygning af køkken i januar – men restaurant er åben

Nu bliver der sat gang i ombygningen af køkkenet i klubhuset. Allerede i december starter opgravningen til flere kabler, så køkkenet kan få noget mere strøm, men selve arbejdet med ombygningen kommer til at ske i januar og februar.

Trods ombygning vil restauranten i vid udstrækning dog stadig holde åbent hver dag mellem kl. 10 og 15 – også i weekenden. Og der bliver mulighed for at få både mad og drikke.

”Uden køkken er vi naturligvis noget begrænset, men vi sætter en smørrebrødsmontre op og vil hver dag have et lille udvalg af vores frisksmurte smørrebrød, samt et udvalg af kager. Dette er selvfølgelig med forbehold for, at der kan være dage, hvor vi på grund af byggeprocessen bliver yderligt begrænset. Men vi skal nok informere hurtigst muligt, hvis vi af den ene eller anden årsag må holde helt lukket,” fortæller forpagter Peter Lassen fra Restaurant Birdie, der fortsætter:

”Desværre betyder ombygningen, at vi ikke kan fortsætte med vores faste stegt flæsk med persillesovs om torsdagen. Det slutter derfor midt i december. Men er der ønske om anden servering, så kontakt mig, så vi kan snakke om mulighederne,” siger Peter.

Peter Lassen har som tidligere beskrevet overtaget forpagtningen af restauranten i Hedeland Golfklub – i første omgang for en midlertidig periode. I forbindelse med køkkenombygningen åbner denne ekstra forpagtningsaftale op for, at køkkenet i Hedeland hjælper med smørrebrød og kage til Roskilde Golf Klub i januar og februar.

December med julefrokost og menuer ind og ud af huset

I december er der dog fuld aktivitet i Restaurant Birdie.

Der bliver mulighed for at bestille julefrokost – både til servering i restauranten eller ud af huset. I restauranten er der dog stadig restriktioner, så hvert selskab maks. må være 10 personer.

Restaurant Birdie kan også levere and til juleaften – med rødkål og andeskysovs. Du kan bestille i baren eller på telefon. Maden kan afhentes juleaften den 24. december mellem kl. 10.30 og 12. Også en nytårsmenu kan du bestille – her er der afhentning den 31. december mellem kl. 11 og 12.30.

Der er åbent i Restaurant Birdie hele december undtagen fra 24/12 kl. 13 til 27/12 kl. 10 og igen lukket fra 31/12 kl. 13 til 2/1 kl. 10.

”Vi glæder os alle sammen til at byde en sæson 2021 velkommen i nye rammer og til et år, der på mange måder forhåbentlig bliver bedre end 2020. Den nye sæson starter op med en fiske-skaldyrsaften fredag d. 19. marts. Vi modtager allerede tilmeldinger nu. Påsken falder tidligt i 2021, allerede helt i starten af april. Her serverer vi traditionen tro stor påskebuffet skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. Vel mødt til alle,” lyder det fra Peter Lassen.

Ombygningen af køkkenet handler om, at det skal gøres mere moderne og tidssvarende, så det lever op til både hygiejnekrav og arbejdsmiljøregler. For os medlemmer bliver det synlige resultat af ombygningen, at der bliver etableret en sidebygning på køkkenfløjen modsat proshoppen. Her skal der bl.a. være et ventilationsanlæg, så det ikke skal stå indendørs og larme.

Læs mere: