Voldsom regn skyllede sand væk fra bunkers

Den sidste uges meget regn har gavnet græsset og banen er igen blevet grøn efter en længere tørkeperiode. Men regnen har til gengæld været så voldsom, at der flere steder på stierne er skyllet så meget grus væk, at der kom store huller – og i mange bunkers skyllede sandet simpelthen ud af bunkerne og/eller jord blev blandet sammen med sandet.

“Det har betydet, at vi tre dage har haft tre mand på alene at bringe bunkers tilbage til nogenlunde normal standard. Det har været nødvendigt med rigtig meget gravearbejde inklusiv efterfølgende opfølgning med nyt sand. Der kan dog stadig være steder, hvor der mangler noget sand, så bær lidt over med os, indtil vi har nået hele vejen rundt,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

I dag, torsdag, regner det igen – endda rigtig meget. Men håbet er, at regnen ikke kommer i form af skybrud, så bunkers igen bliver skyllet væk. Der er lagt meget dræn ned omkring bunkers, så det er i dag meget få bunkers, der står med vand i mange dage i træk.

“For mange år siden måtte vi pumpe vand ud af rigtig mange bunkers, når der kom kraftigt regn. Det er ikke nødvendigt mere. Kun på hul 18 var vi nødt til at pumpe denne gang,” fortæller Nick.

Den seneste uge – til og med onsdag den 26. august – er der kommet 110 millimeter regn på golfbanens område – hertil kommer så en omgang heldags-regn torsdag.

Billederne viser bunkers efter regnvejret på henholdsvis hul 15 og 16. Billedet fra bunkeren på hul 15 viser til venstre, hvor meget sand der blev skyllet væk fra kanten og til højre, at sandet er tilbage efter greenkeepernes arbejde. Der er også nogle billeder taget af medlemmer og lagt op i Facebookgruppen “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”.

Seniorgolf måtte torsdag opgive at komme ud og spille. Regnen var for voldsom – og greens står også under vand flere steder. På grund af god dræning så retter det sig dog hurtigt fra det tidspunkt, hvor regnen stopper igen.