Category Archives: Nyheder

Klub-aktiviteter fra 11. maj – med restriktioner

Nu bliver der mulighed for, at klubberne i klubben kan komme i gang igen. Det bliver selvfølgelig med de Corona-restriktioner om afstand og lignende, der gælder for alt andet i øjeblikket, men via anbefalinger fra DGU har bestyrelsen i Roskilde Golf Klub besluttet at sætte gang i aktiviteterne igen.

Det gælder dog endnu ikke fx matcher, men sekretariatet er nu i dialog med de forskellige klubber i klubber om, hvordan deres aktiviteter kan sættes i gang og på hvilken måde.

Igangsætningen sker efter den 11. maj – i den takt, klubberne i klubben er klar. Det gælder fx Herredag, Damedag, Seniorgolf og lignende – og også kaninmatcher.

Præcist hvordan det kommer til at foregå for de enkelte klubber i klubben, det vil de ansvarlige for de enkelte aktiviteter kommunikere ud til deres medlemmer og her via hjemmesiden i løbet af de næste uger. Lige nu skal alle i gang med at finde ud af, hvordan det kan foregå, når vi nu skal holde afstand, ikke må samles i grupper, ikke må aflevere scorekort og lignende.

“Vi må alle i gang med at re-tænke, hvordan det i lyset af Corona er muligt at komme i gang med de forskellige klubaktiviteter, som vi alle savner, for der er stadig en række restriktioner at tage hensyn til. Jeg holder møder med alle klubber i klubben og de vender så tilbage med, hvordan de får deres aktiviteter i gang,” fortæller daglig leder i sekretariatet, Anders Schnack.

Lempede regler for Corona-golf

Der bliver nu lempet på en række restriktioner, som har været gældende i forbindelse med Corona-smittefare, men det er ikke sådan, at vi helt går tilbage til normal golf. Regeringens og sundhedsmyndighedernes forskellige restriktioner og anbefalinger gælder stadig.

Så hold afstand, kom kun lige til din spilletid og gå hjem umiddelbart bagefter. Det er heller ikke tilladt at samles i grupper – og klubhuset er lukket. Du skal også tage dit skrald med hjem. Der er kun en skraldespand åben, og den er placeret ved indgangen til bagladen. 

Kun toilettet ved hul 12 er åbent. Der er ikke river i bunkers, og vaskeautomater til bolde er lukkede.

Men når det er sagt, så er der kommet nye og lempeligere anbefalinger fra Dansk Golf Union – og det medfører følgende ændringer:

  1. Det er nu muligt at spille med andre end familiemedlemmer og faste spillemakkere. Er du særligt udsat, kan du dog få blokeret for, at andre booker sig ind på din tid. I det tilfælde skal du rette henvendelse til sekretariatet, der kan hjælpe dig. Hvis du selv booker, så kan andre også booke sig på – ganske som vi plejer
  2. Vi lukker nu igennem efter de almindelige regler – det har hidtil været forbudt. Nu går vi tilbage til normalen – det vil sige, at hvis der opstår huller mellem boldene, så kan/skal der lukkes igennem. Undgå dog, at I kommer tæt på hinanden
  3. Antallet af personer ved indspilsgreen og puttinggreen bliver hævet fra otte til 10 – og puttinggreen kan nu benyttes af alle, ikke bare dem der har booket en tid på banen
  4. Der bliver åbnet for greenfeespillere fra mandag den 11. maj. Der kommer senere besked på, hvordan greenfeespillerne skal betale, nu da klubhuset fortsat er lukket. Det er derfor stadig ikke muligt at komme ind på touchskærmen for at bekræfte sin tid og derfor heller ikke for at betale. Sekretariatet arbejder på en ordning, der bliver kommunikeret ud inden den 11. maj

Der er desuden fortsat ikke adgang til bekræftelse af tid i klubhuset og heller ikke adgang til scorekort, da klubhuset er lukket. Men du kan printe et scorekort hjemmefra – og du kan efterfølgende indberette scoren via GolfBox.

 

Sletter tider efter 10. maj – book selv nye tider

Har du booket en golftid på 18-hullers banen efter den 10. maj, så skal du ind og booke den igen. Tiden bliver nemlig skiftet i forbindelse med, at Roskilde Golf Klub går tilbage til mere normale tilstande oven på de mange restriktioner, der har været – og i et vist omfang stadig er – oven på Corona.

Når du logger på GolfBox, så vil du frem til og med den 10. maj se tre baner under Roskilde Golf Klub:

  1. Coronabanen – som gælder til 10. maj
  2. Den normale 18-hullers bane – som gælder fra 11. maj og frem
  3. Par 3 banen

Coronabanen blev oprettet, da der opstod mulighed for at åbne 18-hullers banen, men med længere tid mellem boldene og i starten også kun med to personer pr. tid. Samtidig var alle reservationer til forskellige klubaktiviteter fjernet.

Fra mandag den 11. maj bliver der imidlertid mulighed for gradvist at vende tilbage til mere normale tilstande. Det betyder, at du skal booke på Coronabanen, hvis du skal spille inden den 10. maj og på den rigtige 18-hullers banen, hvis du skal spille fra den 11. maj og frem.

Efter den 11. maj vil der på de sædvandlige tider være forhåndsbooket til medlemmer af klubber i klubben, fx Herredag på bestemte udslagstider om onsdagen, Damedagen om tirsdagen, Seniorgolf om torsdagen, juniorer om torsdagen og lignende. Medlemmer af disse klubber i klubben har så fortrinsret til booking af disse tider indtil 96 timer før – hvorefter tiderne kan bookes af alle medlemmer.

I forbindelse med overgang til den almindelige 18-hullers bane skifter vi tilbage fra 10 minutters interval og seks udslagstider i timen til otte udslagstider pr. time. Det øger kapaciteten på banen – men hold stadig afstand.

Fortsætter tidsbestilling på par 3 banen

På par 3 banen har der som noget nyt været tidsbestilling som følge af Corona. Den tidsbestilling fortsætter.

“Vi er jo på vej med en ny ni-hullers bane, hvor der vil blive krav om tidsbestilling. Nu har vi brugt tidsbestillingen i forbindelse med Corona, og da tidsbestilling er med til at give et bedre flow på banen – og også sikre, at man ikke risikerer at komme ud og ikke kunne spille, så har vi nu valgt at fortsætte med denne tidsbestilling,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Selv om par 3 medlemmer ikke har et DGU-kort, så er det alligevel muligt at bestille tid på par 3 banen. Det gør man i GolfBox via sit medlemsnummer og en kode, som enten er de fire eller seks første cifre i din fødselsdag, altså fx 1409 eller 140961 for en person, der er født 14. september 1961.

Her kan du læse mere om tidbestilling på par 3 banen.

Pay and play spillere på par 3 banen kan dog ikke booke selv, så de skal henvende sig til sekretariatet for at få booket en tid.

 

Drivingrange åbner – ny boldgrav på vej

I forbindelse med Corona-smittefare har drivingrange været lukket, men efter der er kommet nye retningslinjer fra Danmarks Idrætsforbund og Dansk Golf Union er det nu muligt at åbne igen. Den seneste uge har trænerne sammen med deres elever haft adgang som de eneste, men fra i løbet af torsdag den 30. april bliver der åbnet for alle.

Afstands-restriktionerne gælder dog stadig, og derfor er vil hver anden udendørs udslagsmåtte være blokeret. Inde i selve udslagshusene er afstanden mellem måtterne så stor, at alle pladser kan benyttes.

Trænerne har fortrinsret til det fjernest beliggende udslagshus – ganske som normalt.

Der vil være afspritningsbeholdere ved boldmaskinen.

Der er noget gravearbejde i gang ved huset, hvor boldmaskinen er placeret. Det er der mange, der har spurgt til. Som tidligere beskrevet handler det om, at der bliver lavet en ny boldgrav, der kan bruges i forbindelse med opsamling af bolde. I dag bliver boldene samlet sammen i kurve, der så fysisk skal løftes op i boldmaskinen for at blive vasket. I stedet bliver der købt en ny boldopsamler og lavet en boldgrav, så det er muligt at læsse boldene af helt uden løft.

Samtidig skal man ikke længere trække bolde i en automat, men alle kan frit tage bolde at bruge på drivingrange. Det kommer også til at gælde greenfee-spillere. Greenfee stiger med 10 kr., men til gengæld er brug af bolde på drivingrange gratis.

Det bliver en gruppe af frivillige, der på skift kommer til at samle bolde op. Det sker i et samarbejde med greenkeeperne. Der er netop kommet helt nye bolde, der bliver taget i brug i forbindelse med den nye boldgrav. Det sker i løbet af maj.

Åbner for buggier – men pas på “Wild West”

Der bliver nu mulighed for kørsel med klubbens golfbiler, buggierne. Dermed kan spillere, der er medlem af “Golfbilens venner”, nu igen komme ud og spille golf via kørsel i en golfbil.

Imidlertid er det på eget ansvar og det er op til den enkelte for sin egen sikkerheds skyld at sørge for at spritte vogn og nøgler af inden brug. Der bliver lavet en ny ordning, så nøglerne bliver placeret i en nøgleboks under halvtaget ved siden af bil nr. 1 oppe ved bagladen. Her kommer også en sprit-dispenser.

Der må kun være en person i bilen – dog to, hvis man kommer fra samme husstand.

“I hverdagen er der ofte udfordringer med, at nøgler bliver glemt, hentet for tidligt eller ikke afleveret efter brug. Jeg vil godt appellere til, at alle udviser en strammere disciplin i forhold til lån af bilerne, herunder aflevering af nøgler. Der har været en tendens til en “wild west”-indstilling til det med at hente og aflevere nøgler, og det kan jo risikere at blive endnu værre nu, hvor nøgleboksen ikke er ved sekretariatet men oppe ved bilerne. Men hvis det ender med, at nøglerne til de biler, der holder på deres pladser, ikke er i boksen, så kan vi blive nødt til at lukke ordningen igen,” siger Anders Schnack fra sekretariatet.

 

 

Tips til brug af golfreglerne på vores egen bane

Hvordan bruger jeg lige golfreglerne, når jeg slår bolden ind i buskadset på hul 12 eller når bolden ligger på en sti?

Har du regelbogen med, så kan du slå det op – men ofte løber vi jo ind i de samme situationer igen og igen, så derfor er informationsudvalget og regel – og handicapudvalget gået sammen om oprettelse af en særlig side her på hjemmesiden med lokale tips og tricks.

I første omgang får du tips til tre situationer:

  1. Bold på stien mellem hul 7 og 8
  2. Bold i buskadset mellem hul 12 og 18
  3. Bold mellem træerne i det blå markerede område ved udslag på hul 18

Bliver siden en succes – altså er det tips, medlemmerne kan bruge – så vil de to udvalg overveje at udvide med andre tips på banen.

Kom gerne med kommentarer og forslag. Tag i så fald fat i Hans Kristian Olesen fra informationsudvalget eller Jørgen Lindelius fra regel- og handicapudvalget.

Her kan du se siden med regeltips – den ligger i den øverste menu under “Spil golf” – “Regeltips i Roskilde”.

Birdies take-away onsdag og fredag + baneservice ved hul 12

Restaurant Birdie har været lukket, lige siden corona-epidemien brød ud – og da klubhuset er lukket, er det endnu ikke muligt at spise inde i restauranten.

Men nu starter kok Peter Lassen så to nye initiativer.

Første initiativ handler om at tilbyde “baneservice” ved hul 12. Her tilbyder Peter et lille udvalg af drikkevarer, lidt sandwich og chokoladebarer. Han vil holde åbent alle dage fra kl. 11 til ca. kl. 14 – lidt afhængig af aktiviteten disse dage. På regnvejrsdage er der dog lukket.

Andet initiativ handler om take-away mad.

Hver onsdag og hver fredag vil det være muligt at hente aftensmaden med hjem.

Der er to retter at vælge mellem hver af de to dage. Prisen er 89 kroner og der er rigeligt til at blive mæt

Menuen er:

Onsdage:

  1. Birdiegryde med paprikasauce, kartoffelmos og surt
  2. Stegt flæsk med persillesovs, små kartofler og rødbede

Fredage:

  1. Hel grillet kyllingebryst serveret klassisk med skysauce, små kartofler, agurkesalat og grøntsager
  2. Helstegt rosa oksesteg med bearnaisesauce, stegte kartofler og grøntsager

Bestilling skal ske senest dagen før kl. 15 enten på mail, , eller telefon 91 55 99 61.

Retterne pakkes i enkelte portioner og kan bestilles i enkelte portioner. De kan hentet mellem kl. 16 og 18 – det præcise tidspunkt aftales ved bestilling.

Bolden kan komme i hul, men rør ikke flagstangen

Der er lavet et system, så vi nu kan putte bolden i en forhøjet hul-åbning. På den måde er det nemt at tage bolden uden at røre flagstangen. Det er også forbudt at tage stangen op af hullet, når du skal putte. Vi skal alle undgå at røre de samme ting her i denne Corona-tid.

Oppe i toppen af flagstangen er der i øvrigt kommet en lille nyskabelse, nemlig et meget lille spejl af en slags, så afstandsmålerne har nemmere ved at finde flagstangen som mål i kikkerten.

På billedet er det chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der viser det lille, tykke rør, der er sat ned i hullet for at sikre, at bolden bliver oppe på kanten. Bolden kan lige akkurat trille ned i hullet, men er nem at tage bort igen.

Også på puttinggreen er der lavet en løsning – denne er lidt anderledes, men virkningen er den samme. Heller ikke på puttinggreen er det tilladt at tage flaget op.

På 18-hullers banen er det nu muligt at få reguleret sit handicap. Derfor er oplæg overalt nu erstattet af mulighed for oplæg men kun på fairway og forgreens.

Hold i øvrigt øje med teestedsmarkeringerne. Nogle steder er det sommerteesteder, andre steder fortsat fra måtter. Greenkeeperne vurderer fra dag til dag, hvor teestedsmarkeringerne skal være.

Åbner golfbanen for 4-bolde – vi holder stadig afstand

Nu bliver der åbnet endnu mere op for golf – men stadig med mange restriktioner. Betingelserne for at holde afstand gælder derfor stadig, og alle klubaktiviteter er derfor fortsat aflyst.

Men vi er langsomt på vej tilbage til rigtig golf.

Dansk Golf Union er nu kommet med en række nye anbefalinger med mulighed for lokale tilpasninger, og bestyrelsen har holdt møde tirsdag den 14. april og vedtaget de retningslinjer, der kommer til at gælde for Roskilde Golf Klub fra torsdag den 16. april indtil minimum 10. maj.

De nye ting i retningslinjerne:

  1. Det bliver muligt at spille i fire-bolde både på par 3 og 18-hullers banen
  2. 18-hullers banen åbner kl. 7.30 på hverdage og kl. 7 i weekender
  3. Par 3 banen åbner hver dag kl. 8
  4. Det bliver muligt at putte bolden i hul – der bliver dog lavet nogle foringer, så bolden ikke triller helt ned i foret. Du kan altså tage din bold uden at berøre flagstangen. Og det er ikke tilladt at tage flaget op
  5. Banen bliver også åben for spillere med SGO-kort – altså de klubber, hvor vores egne SGO-medlemmer også kan spille (det er et ekstra medlemskab, der giver mulighed for frit spil på en række andre baner)
  6. Proshoppen åbner igen – og der bliver mulighed for at få træning
  7. Drivingrange er lukket for alle andre end Proshoppen og dem, der modtager undervisning af trænerne
  8. Puttinggreen åbnes, men kun til brug for dem, der har booket en spilletid – der må maks. være otte spillere ad gangen på puttinggreen
  9. Indspilsområdet er åbent for alle – dog må der maks. være otte ad gangen
  10. Toilettet på hul 12 åbner lørdag den 18. april. Der kommer afspritningsmiddel og daglig rengøring. Det er kun toilettet, der er åbent – ikke adgang til vask og automater i den anden siden af toiletbygningen
  11. Der åbnes op for tre bookinger pr. medlem – dog kan SGO-medlemmer fra andre klubber kun have en booking ad gangen
  12. Det er muligt at indberette score, men kun via GolfBox – og din markør skal også godkende via GolfBox – det er ikke muligt at indlevere scorekort i sekretariatet
  13. Det er ikke muligt at låne golfbiler (buggier). Dog kan Rehab-golferne bruge deres scootere, og der er to private buggier, der også må køre på banen – dog maks. med en person i bilen
  14. Tag dit skrald med hjem – det er bortvisningsgrund, hvis du smider det på banen eller andre steder. Der er kun en skraldespand åben – den står ved indgangen til baghallen

Særligt om booking til fire-bolde

Bestyrelsen opfordrer derfor så mange to-bolde som muligt til at ombooke til fire-bolde, så der omgående bliver frigjort flere tider. Det er dog vigtigt at tilføje, at dette alene må ske efter aftale. Normalt har vi en vedtaget pli om, at vi byder andre velkommen, når de booker sig ind på ledige pladser på allerede bookede tider, men i denne corona-tid, må vi alene booke os på andres tider, hvis vi har lavet en aftale om det.

 

Der er stadig lukket for andre greenfee-spillere – måske bliver der åbnet op efter 10. maj, men det bliver først besluttet senere.

Der kigges på, om det senere er muligt at åbne mere op for brug af drivingrange, men det er en udfordring med berøring af bolde, kurve og lignende – og desuden er der en stor mangel på drivingrange-bolde. Der er bestilt nye, men de er endnu ikke kommet. Indtil videre er det derfor alene Proshoppen og dem, der modtager træning, der kan bruge drivingrange.

Klubhuset er stadig lukket. Det samme gælder alle klubaktiviteter – inklusiv klubber i klubben og uformelle grupper. Så det er altså ikke tilladt at møde op i en gruppe og trække lod om starttider. Vi spiller på de tider, vi har booket i GolfBox – og vi møder tidligst op på 1. tee 10 minutter før spilletid og går hjem umiddelbart efter runden.

Det er fortsat vigtigt at holde afstand. Det gælder for alle – også når I spiller en fire-bold. Det er på dit eget ansvar, hvis du spiller – ikke mindst, hvis du er i risikogruppen.

Er du syg, så blive hjemme.

Se andre nyheder om baneåbningen: