Bolden kan komme i hul, men rør ikke flagstangen

Der er lavet et system, så vi nu kan putte bolden i en forhøjet hul-åbning. På den måde er det nemt at tage bolden uden at røre flagstangen. Det er også forbudt at tage stangen op af hullet, når du skal putte. Vi skal alle undgå at røre de samme ting her i denne Corona-tid.

Oppe i toppen af flagstangen er der i øvrigt kommet en lille nyskabelse, nemlig et meget lille spejl af en slags, så afstandsmålerne har nemmere ved at finde flagstangen som mål i kikkerten.

På billedet er det chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der viser det lille, tykke rør, der er sat ned i hullet for at sikre, at bolden bliver oppe på kanten. Bolden kan lige akkurat trille ned i hullet, men er nem at tage bort igen.

Også på puttinggreen er der lavet en løsning – denne er lidt anderledes, men virkningen er den samme. Heller ikke på puttinggreen er det tilladt at tage flaget op.

På 18-hullers banen er det nu muligt at få reguleret sit handicap. Derfor er oplæg overalt nu erstattet af mulighed for oplæg men kun på fairway og forgreens.

Hold i øvrigt øje med teestedsmarkeringerne. Nogle steder er det sommerteesteder, andre steder fortsat fra måtter. Greenkeeperne vurderer fra dag til dag, hvor teestedsmarkeringerne skal være.