Lempede regler for Corona-golf

Der bliver nu lempet på en række restriktioner, som har været gældende i forbindelse med Corona-smittefare, men det er ikke sådan, at vi helt går tilbage til normal golf. Regeringens og sundhedsmyndighedernes forskellige restriktioner og anbefalinger gælder stadig.

Så hold afstand, kom kun lige til din spilletid og gå hjem umiddelbart bagefter. Det er heller ikke tilladt at samles i grupper – og klubhuset er lukket. Du skal også tage dit skrald med hjem. Der er kun en skraldespand åben, og den er placeret ved indgangen til bagladen. 

Kun toilettet ved hul 12 er åbent. Der er ikke river i bunkers, og vaskeautomater til bolde er lukkede.

Men når det er sagt, så er der kommet nye og lempeligere anbefalinger fra Dansk Golf Union – og det medfører følgende ændringer:

  1. Det er nu muligt at spille med andre end familiemedlemmer og faste spillemakkere. Er du særligt udsat, kan du dog få blokeret for, at andre booker sig ind på din tid. I det tilfælde skal du rette henvendelse til sekretariatet, der kan hjælpe dig. Hvis du selv booker, så kan andre også booke sig på – ganske som vi plejer
  2. Vi lukker nu igennem efter de almindelige regler – det har hidtil været forbudt. Nu går vi tilbage til normalen – det vil sige, at hvis der opstår huller mellem boldene, så kan/skal der lukkes igennem. Undgå dog, at I kommer tæt på hinanden
  3. Antallet af personer ved indspilsgreen og puttinggreen bliver hævet fra otte til 10 – og puttinggreen kan nu benyttes af alle, ikke bare dem der har booket en tid på banen
  4. Der bliver åbnet for greenfeespillere fra mandag den 11. maj. Der kommer senere besked på, hvordan greenfeespillerne skal betale, nu da klubhuset fortsat er lukket. Det er derfor stadig ikke muligt at komme ind på touchskærmen for at bekræfte sin tid og derfor heller ikke for at betale. Sekretariatet arbejder på en ordning, der bliver kommunikeret ud inden den 11. maj

Der er desuden fortsat ikke adgang til bekræftelse af tid i klubhuset og heller ikke adgang til scorekort, da klubhuset er lukket. Men du kan printe et scorekort hjemmefra – og du kan efterfølgende indberette scoren via GolfBox.