Category Archives: Nyheder

Sponsormatch den 8. maj

Årets første sponsormatch blev afviklet den 8. maj med sol fra en næsten skyfri himmel ved omkring 18 grader.

Brunch og gunstart

Dagen begyndte i klubhuset med Restaurant Tee-Times brunch. Under måltidet fortalte chefgreenkeeper Nick om banens nuværende stand og gav praktiske oplysninger til deltagerne om dagens runde.

Martin fra proshoppen tog herefter over og sendte feltet afsted med gunstart, så alle hold kom på banen samtidig.

Spil og samvær efter runden

Vejret holdt hele vejen rundt, og niveauet var højt for deltagerne. Efter runden mødtes alle igen i klubhuset til kølige drikkevarer og et stort tag-selv-bord, der dannede ramme for snak og hygge på tværs af firmaer og hold.

Præmieoverrækkelse

Gordon, bestyrelsens medlem i sponsorudvalget stod for præmieoverrækkelsen, som både rummede klappepræmier, præmier for flotte slag og enkelte præmier for skæverter undervejs.

Tættest på flaget

  • Hul 7: Henrik Legarth, 1,43 meter fra hullet
  • Hul 17: Nikolai Groot, 1,64 meter fra hullet

Individuel turnering

  1. Karin Skovgaard Hansen
  2. Lasse Bøegh Henckel
  3. Jakob Juel Rasmussen

Holdturnering

  1. Jyske Bank
  2. BrandMonkey og Netip
  3. P.P. Brolægning

Tak for en god dag

Tak til alle 42 sponsorer for en god dag på banen og i klubhuset. Tilbagemeldingerne efter dagen tyder på, at sponsorerne fik en god oplevelse.

 

Hole in one på Store Skjold

Thorkild Rasmussen lavede onsdag den 13. maj hole in one på hul 7 under herredagen.

Tak til Otto Suenson for at sponsorere cognac, som blev uddelt,  i anledning af dagens hole in one.

Stort tillykke til Thorkild

Noah fortsætter storformen og vandt Dormy Elite Tour i Kokkedal

Noah Westh-Buske fortsætter med at imponere på den danske elitegolfs scene. I weekenden tog den 15-årige Roskilde-spiller endnu en stor sejr, da han vandt Dormy Elite Tour i Kokkedal Golfklub. Det er hans anden sejr i de seneste tre starter.

Sejren kom i et stærkt besat felt med syv spillere fra drengelandsholdet og tre spillere fra herrelandsholdet, og turneringen blev afgjort på dramatisk vis.

Afgørelse på sidste hul

Noah gik til sidste hul med en føring på ét slag, og det afsluttende lange par 4-hul i Kokkedal er kendt som et af banens sværere. Under pres leverede Noah et slag af høj international klasse, da han slog et perfekt 6-jern ind til cirka fire meter fra flaget. Med stor ro sænkede han birdieputtet og lukkede turneringen i overbevisende stil.

Comeback efter dobbeltbogey

Noah startede søndagens finalerunde med en føring på tre slag efter de første to runder, men spændingen steg hurtigt, da han åbnede med en dobbeltbogey, hvilket reducerede føringen til blot ét slag.

Reaktionen kom dog med det samme. Allerede på det korte par 5-hul, 4. hul, holede Noah et chip-in eagle, som gav momentum tilbage og satte tonen for resten af runden. Efter runden var Noah selv tilfreds med måden, han kæmpede sig gennem dagen på.

“Jeg slog egentlig ikke mine jernslag særlig godt på for 9, men andre dele af mit spil var skarpere end normalt. Det er virkelig positivt at se, og noget jeg kan tage med mig videre,” sagde Noah.

Endnu et skridt i en stærk sæson

Sejren i Kokkedal bekræfter Noahs stærke form efter sejren ved U22 Møn Open tidligere på sæsonen og understreger, at han er blandt de mest spændende unge spillere i dansk golf lige nu.

Et stort tillykke til Noah med endnu en imponerende sejr og for at repræsentere Roskilde Golf Klub på fornemste vis.

F.J. Poulsen Match 2026

F.J. Poulsen var igen i år sponsor og vært for matchen, der blev afviklet søndag den 10. maj 2026.

Dagen startede med skyer og kølige temperaturer, men solen kom op ad dagen, og det lovede regnvejr holdt sig væk.

Turneringen

Matchen blev afviklet som en parturnering over 27 huller med gunstart kl. 9.00, kl. 11.30 og kl. 14.00. Hver sløjfe havde sit eget spilleformat, så de 72 deltagere spillede foursome, greensome og fourball over 9 huller i løbet af dagen.

Forplejning

I pauserne havde Restaurant Tee-Time sørget for, at man kunne købe smørrebrød, sandwich og andet. Efter matchen serverede restauranten frikadeller og kold kartoffelsalat.

Resultater

Sidst på dagen blev vinderne kåret efter manuel udregning af resultaterne, da den elektroniske indtastning i GolfBox ikke virkede efter hensigten. Systemet kunne ikke lægge holdenes scores fra de tre sløjfer sammen, og matchudvalget tager derfor kontakt til GolfBox’ it-support. Af samme årsag kan der ikke vises et endeligt leaderboard.

De syv vinderhold var:

  1. Michael Sulbæk Larsen og Mads Nielsen, 66 point
  2. Marius Vedel Hvass Olsen og Niels Hvass Olsen, 63 point
  3. Annette Kjærsgaard og Henrik Sørensen, 62 point
  4. Ole Filtenborg og Erik Bonnesen, 62 point
  5. Jette Pedersen og Torben Engholm, 61 point
  6. Elsa Birgisson-Voss og Erik Birgisson-Voss, 61 point
  7. Dorte Qvist og Hanne Lejbach, 59 point

Finn Poulsens datter overrakte præmierne til vinderholdene, da han ikke selv kunne deltage i år.

Tak til F.J. Poulsen 

Vi takker F.J. Poulsen for at sponsorere matchen med både præmier og mad og håber, at F.J. Poulsen vil gentage successen i 2027.

På vegne af matchudvalget Thorkil og Lene

 

Morgenherrernes forårstur til Juelsminde

Så fik vi afviklet vores forårstur til Juelsminde. Den var meget vellykket med spil på flotte baner og et dejligt hotel med god mad. Vi var enige om, at vi godt kunne gentage succesen næste år i Juelsminde. Vi vil gerne tilbage og spille de spændende baner. Begge baner er meget kuperede, og der er en god undskyldning for at leje en buggy.

Tirsdag havde vi fornøjelsen af at se Peter og Ester Frimann til middagen. Dejligt at se, at Peters nye knæ er godt på vej til at være klar til golfbanen igen.

Vi vil gerne takke alle deltagerne for en god stemning og opbakning til turen.

Mandag og onsdag spillede vi holdturnering. Hvem der vinder, ser vi først til fødselsdagsfesten 24. juni. Tirsdag spillede vi en individuel turnering. Dagens vinder blev Arne Holte. Herefter var der præmier og klappræmier, så alle fik noget med hjem.

Morgenherrerne spiller herredag onsdage kl. 7.30-8.30. Alle er velkomne.

Søren, Morten og Peter.

 

 

Mød de to nye tilføjelser til greenkeeperteamet

Greenkeeperteamet har to unge lokale medarbejdere med i denne sæson. Begge to er fra Roskilde. Rasmus Buhl (T.v)  er greenkeeperelev og nærmer sig sit ét års jubilæum i klubben. Frederik Engqvist (T.h) er banehjælper og startede i mandags. De er begge med til, at banen står godt til glæde for alle medlemmerne.

Rasmus Buhl, 22 år, greenkeeperelev

Rasmus bor i Roskilde og spiller fodbold med vennerne og motionerer i fritiden. Han har snart været i klubben i et år.

Det bedste ved jobbet er ifølge Rasmus selv at være udenfor og lave fysisk arbejde. Han fremhæver glæden ved at se resultatet af den indsats, der bliver lagt i banen, og være med til at holde den i den gode stand, som medlemmerne kender.

Frederik Engqvist, 20 år, banehjælper

Frederik er også fra Roskilde og startede i mandags. Han arbejder på deltid,  ved siden af arbejdet spiller han fodbold for byens hold, FC Roskilde.

For Frederik er det godt at komme op om morgenen, være i gang og være udenfor. Greenkeeperarbejdet giver samtidig en kontrast til fodbolden og en mulighed for at lave noget andet i hverdagen.

Sig hej til dem ude på banen

Møder du Rasmus eller Frederik på banen, så tag godt imod dem. De er en del af det team, der hver dag er med til, der hver dag er med til at holde banen i god stand.

 

Søndag den 10. maj: Skal du med til årets sjoveste klubturnering?

F.J. Poulsen Match

Skal du med til årets sjoveste klubturnering? Roskilde Golf Klub inviterer til F.J. Poulsen Match søndag den 10. maj

En 27-hullers parmatch med fuldt handicap fordelt på tre 9-hullers sløjfer, der hver byder på sit eget spilleformat.

Turneringen er åben for Senior-Fleks-medlemmer samt spillere fra andre klubber mod betaling af 275 kr. i greenfee og matchfee.

Tre formater – én turnering

Det er netop variationen, der gør F.J. Poulsen Match til noget særligt. Du og din makker møder tre forskellige formater i løbet af dagen:

På Skjoldungen spilles fourball, hvor begge spillere spiller sin egen bold og den bedste score tæller. På Store Skjold hul 1-9 spilles foursome, hvor I skiftes til at slå med den samme bold. På Store Skjold hul 10-18 slår begge ud i greensome, hvorefter I vælger den bedste bold og spiller skiftevis derfra.

Praktisk information

Du kan tilmelde dig som par eller som single – tilmelder du dig alene, bliver du sat sammen med en anden single-spiller.

Runderne starter kl. 9:00, 11:30 og 14:00, og alle tre sløjfer går i gang samtidig. Husk at møde op på terrassen senest kl. 08:30, hvor der er samling og orientering.

Der er præmier til de syv bedste hold samt en række indlagte konkurrencer undervejs.

Når alle tre runder er spillet, er klubben vært for forplejning og forfriskninger inden præmieoverrækkelsen.

Tilmelding

Tilmeldingsfristen er 6. maj 2026 kl. 23:59. Tilmeld dig via GolfBox her:

Tilmeld dig til F.J. Poulsen Match

Turneringen afholdes i samarbejde med sponsor F.J. Poulsen A/S.

Prøvemedlemsmatch ”Sæson 2025” d.28.april 2026

For at få de nye golfspillere fra ”Sæson 2025” godt i gang med sæsonen, havde Begynderudvalget arrangeret en forårsmatch, som blev afviklet på Skjoldungen.

 16 mødte op med højt humør til en fornøjelig holdmatch i skønt forårsvejr.

Efter matchen var der samling i restauranten til præmieuddeling og information vedr.:

  • De forskellige aktiviteter på Skjoldungen: Kaninmatcher, Optimisterne, samt de øvrige Klubber i Klubben.
  • Løvetræning.

Flemming fra Suenson Vin havde igen været rundhåndet med præmier – stor tak til Flemming.

1.pladsen med 27 point:

  • Kenneth Friis Nielsen
  • Niels Andersen
  • Tina Valentin

2.pladsen med 26 point:

  • Per Nielsen
  • Tom Eising
  • John Thillemann

3.pladsen med 25 point:

  • Steen Rosenlund
  • Simon Hansen
  • Jan Wihlborg

På vegne af Begynderudvalget

Merete Koefoed

Optimisterne åbnede sæsonen med Irish Rumble

24 spillere fra Optimisterne var den 27. april klar til sæsonens første “Sidste mandag i måneden match” på Roskilde Golf Klub.

Formatet var Irish Rumble, som blev spillet både som holdmatch og individuel stablefordmatch. Pointudregningen i holdmatchen var ikke helt enkel, men det hørte med til charmen.

Efter runden samledes deltagerne til frokost i Restaurant Tee-Time, hvor der var tid til hyggeligt samvær.

Holdmatchen blev vundet af Lisbeth Møller, Hanne Christoffersen, Anette Lund Cramer og Kirsten Kaldal. I den individuelle stablefordturnering løb Laila Webler med sejren.

Næste match er den sidste mandag i maj.

Årets første hole-in-one på Skjoldungen

Lisbeth Lyder Jacobsen slog den 27. april årets første hole-in-one på Skjoldungen. Det perfekte slag faldt på hul 1.

Stort tillykke til Lisbeth med den flotte bedrift.

Som markering af præstationen modtog hun en flaske cognac sponsoreret af Otto Suenson Vin.