Det er tid til den årlige gennemgang af, hvordan sommerbanerne ser ud, hvad greenkeeperne arbejder med lige nu og en gennemgang af planerne for større baneopgaver i årets løb.
Først starter vi med en god nyhed om det emne, flest nok vil spørge til på dette tidspunkt af året: ”Hvordan har banerne det efter en ekstrem våd vinter” og ”hvornår åbner vi til sommergreens?”
Det positive svar på spørgsmål 1 er, at banerne generelt set har det rigtig godt. Og det sædvanlige svar på spørgsmål 2 er: ”Det ved vi ikke endnu” – men se det uddybende svar på spørgsmål 1 herunder.
Det er chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der har taget hjemmesidens webmaster til en tur rundt på hele Roskilde Golf Klubs område for at give en status til alle klubbens medlemmer. Med mange års erfaring har Nick en naturlig tilbageholdenhed med at komme med for fastlåste tids- og projektplaner, for han ved, at akut opståede situationer ofte vender op og ned på alting, ikke mindst på grund af vejret.
Alligevel tøver han i år ikke med at sige, at både Store Skjold og Skjoldungen ser meget bedre ud end frygtet, når man tænker på, hvor våd vinteren har været.
”Vi har selvfølgelig områder, der er våde, også mere end normalt, men generelt er jeg meget tilfreds med standen på begge baner, både teesteder, fairway og greens. Det lover godt for sommersæsonen.”
”Det er umuligt at skifte til sommergreens nu, for der er stadig mange steder, hvor man sopper rundt. Men når det er sagt, så er vandstanden faldet markant i forhold til for 14 dage siden og da vejrudsigten ser lovende ud for den kommende uges tid, så er jeg sikker på, at det nok skal tørre mere og mere – også de fleste kritiske steder. Hvis vejret er med os i marts, så bør vi kunne åbne senest omkring 1. april, måske til påske, men det er så ikke et løfte, men mere et håb, som jeg desværre ikke er sikker på,” lyder det fra Nick Bosholdt.
I foråret 2023 var der mange steder store skader på fairways efter store mængder af fugle havde hakket store huller specielt på fairways. Den slags skader er der næsten ingen af i år. Samtidig har de fleste greens klaret sig rigtig godt igennem vinteren – og også teestederne ser fine ud. De enkelte dage, hvor temperaturen har været tæt på 10 grader, har gavnet væksten og det kan Nick tydeligt se.
”Vi har allerede givet årets første gødning både på greens og teesteder, så de er klar til varmen – og vi har også renset og klippet greens første gang. Overalt har vi også skåret bunkerkanter og er i gang med at fylde sand i de bunkers, der trænger.”
Her kan du se en film om, hvordan greenkeeperne skærer bunkerkanter – filmen er produceret af greenkeeper Josefine Andersen Kold:
Nogle bunkers trænger til mere kærlig pleje end bunkerkanter og sand – læs mere herunder, hvor du kan se en gennemgang de to baner, træningsområdet og drivingrange – og på den måde få en fornemmelse af, hvad der allerede er sket og hvad der vil blive arbejdet med i år.
Læs mere:
- Store Skjold: Læs om banestatus inden 2024-sæsonen
- Skjoldungen: Læs om banestatus inden 2024-sæsonen
- Drivingrange: Læs om nye tiltag inden 2024-sæsonen
- Se siden med årets gang for greenkeeperne samt de kommende års projektplaner
- Se siden med videoer af flere af greenkeeperne arbejdsopgaver i løbet af et år
Herunder kan du se fotos og videoer fra banen taget i løbet af vinteren i forbindelse med store regnmængder: