Store Skjold: Læs om banestatus inden 2024-sæsonen

Her kommer lidt specifik information om Store Skjold banen i Roskilde Golf Klub op til 2024-sæsonen.

De største reparationer/ændringer/forbedringer sker på for-ni – det handler mest om reparation af bunkerkanter og etablering af større teesteder, men der er også lagt grus på flere stier, så de er blevet bedre at gå på.

”Rundt om på banen har vi en del bunkers, hvor kanterne er blevet meget højere, end da de blev anlagt eller renoveret sidste gang. Og jo højere en bunkerkant er, jo mere sand slår spillerne op, så det er en kedelig spiral at komme ind i. Det er imidlertid også en tidskrævende proces, så vi er nødt til hele tiden at prioritere. Nogle af de bunkers, vi nu går i gang med at renovere, har været igennem samme tur for mindre end fem år siden, så det er meget sand, der bliver slået op,” siger chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Bunkerkanterne får en tur her i foråret, mens de nye teesteder først kommer til efteråret.

Her kan du se en film, der viser, hvordan greenkeeperne retter bunkerkanter på de i alt 74 bunkers:

 

”Vi har flere teesteder, som vi gerne vil kunne åbne før om foråret og holde i spil længere om efteråret, men da de er forholdsvis små, så har vi haft svært ved at give græsset fred til at vokse, mens vi flyttede udslagsstederne. Derfor har vi nu et projekt, der går ud på at forstørre 3-4 teesteder til efteråret. Vi får hjælp af en ekstern entreprenør, da der skal flyttes ret meget jord.”

Herunder kan du se planerne for Store Skjolds huller:

Hul 1: Her er kanterne på de to greenbunkers allerede blevet lavet, så højdeforskellen er blevet markant mindre. I bunden af fairway, hvor der er å-løb på begge sider, er vandet på højre side løbet ud af åen og derfor gennemvædet græsset. Derfor har greenkeeperne gravet åen dybere og fjernet en masse rødder og skåret en kraftig pilebusk markant ned. Lander du i højre side får du derfor et nemmere slag mod green, men det er sikkert en stakket frist, da pil er hurtigvoksende og derfor snart skyder op igen.

Se fotos og videoer fra hul 1:

 

 

Hul 2: Her bliver tre af de fire greenbunkers renoveret. Disse bunkers er nogle af dem på banen, flest spillere lander i og derfor bliver de hurtigt højere og højere

 

Hul 3: Det er et hul, der har krævet ret meget reparation, da de to bunkers og området omkring dem har ligget helt under vand. Også stien bag greenen, der fører ud til Svogerslev, har været oversvømmet, så det i nogle uger var et pløreområde. Det viste sig, at et af drænrørene var beskadiget og ved et rent tilfælde fik Nick gravet ned til et andet drænrør, så det ikke blev nødvendigt at lægge et helt nyt. Vandet er derfor ved at trække væk igen, men der har været store skader på stien og på de to greenbunkers, der blev fyldt med jord. Her har der altså ligget nogle dages arbejde for at få området godt reetableret. Se fotos herunder.

 

Hul 4: Her skal 58-teestedet udvides kraftigt i bredden. Teestedet ligger lidt i skygge af træerne bag ved green 6 og her er der derfor brug for et markant større teested for at sprede sliddet, da græsset ikke bliver genetableret lige så hurtigt i skyggeområder. Nede ved greenen er søen lige nu fyldt med vand, men i store dele af sæsonen er der kun lidt pløre i bunden, så via kommunen vil greenkeeperne meget gerne have tilladelse til at nedlægge søen og erstatte den med et semirough græsområde. Tilladelsen er dog ikke helt i hus endnu.

 

Hul 5: Her kommer der også udvidelse af teestedet i bredden, da dette teested ofte bliver slået meget op. Da teestedet ligger noget højere end stien, skal der findes en løsning med afstivning, fx ved hjælp af store sten. Greenen på hul 5 er ofte våd, så på et tidspunkt i løbet af de kommende år skal der også lægges dræn ned omkring greenen. Det bliver dog ikke i år.

 

Hul 6: Højre greenbunker bliver renoveret.

Hul 7: Det er også et hul, hvor 58-teestedet skal gøres større. Om nogle år skal bunkeren flyttes mod højre, da rødder i venstre side af bunkeren volder problemer. Billedet viser, hvor meget vand der har været i bunkeren i vinter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hul 8: Igen et hul, hvor 58-teestedet skal gøres større. På dette hul er kanterne på fairwaybunkeren allerede blevet renoveret. Her var kanten alt for høj.

Her kan du se en video over, hvor meget åen på hul 8 har været fyldt med vand.

 

Hul 9: Ingen forandringer

Hul 10 og 11: Ingen forandringer på disse to huller – det er svært at gøre noget ved, at fairway specielt på hul 11 er meget våd. Der er lagt dræn, men vandet kan på grund af de våde omgivelser ikke rigtig trække væk. Det vil derfor med stor sandsynlighed være sådan, at hul 10 og 11 som normalt ikke åbner sammen med resten af banen, når vi skifter til sommergreens. I løbet af året vil greenkeeperne lave en forbedring af stien mellem søerne, da den ofte er meget smattet. På fairway mellem hul 10 og 11 er der fældet et par træer, der var blevet ramt af sygdom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hul 12-13: Ingen forandringer.

Hul 14: Den store bunker til højre for green blev gjort mindre sidste år, så der nu er et område på ca. en meter mellem green og bunker, hvor der er en chance for, at din bold kan blive liggende. Der er efterhånden kommet græs på hele det reetablerede område, men der har været mange dyr på besøg, så der er kommet en del huller, der nu skal vokse til. Også på green har der været dyr, formentlig rå- og dådyr, der med deres hove har lavet skrabemærker overalt på greenen. Nick Bosholdt regner dog med, at skaderne forholdsvis hurtigt lukker til igen, når greenkeeperne kontinuerligt begynder at rulle og klippe greens.

 

Hul 15: Der er lige nu meget vådt i venstre side af fairway ind mod skoven tæt på ”knækket”, men vandstanden er faldet meget de sidste uger. (se fotos fra i vinters). Bag greenen har der sidste år været et område, der er blevet fyldt op med slam fra søen på hul 14 og som derfor ikke har været spilbart. Nu er der imidlertid ved at komme græs igen og den dropzone, der har været til højre for green, bliver derfor sløjfet igen i år.

 

Hul 16-17: Ingen forandringer

Hul 18: Her er området under træerne til venstre efter teestederne helt fyldt op med vand – et godt stykke ind på græsset. Greenkeeperne regner dog med, at det meste af vandet er væk igen inden sæsonstart

Læs mere: