Vinteren nærmer sig, og det betyder, at vi igen skifter til vinterbanen. På mandag åbner vi for spil, og selvom rammerne er de samme som sidste år, har vi finjusteret flere ting på baggrund af den feedback, vi har fået fra medlemmerne. Målet er at sikre en god vinteroplevelse og samtidig passe bedst muligt på banen. vi har valgt at gøre teemarkeringer i hver sin farve afhæng af hvilken bane man spiller, spiller man på 18 hullers banen er det brune klodser og er det 9 hullersbanen er det sorte klodser.
Vi har valgt at farveopdele teemarkeringerne alt efter, hvilken bane man spiller. På 18-hullers banen anvendes brune klodser, og på 9-hullers banen anvendes sorte klodser.
Praktisk information
Toilettet ved hul 4 er lukket.
Vandposterne ved hul 1 og hul 4 er lukket.
Vaskepladsen ved det gule hus er lukket.
Vaskepladsen ved baghallen lukkes, hvis det bliver meget koldt.
Vigtige hensyn på banen
Det er afgørende, at alle følger de anviste stier. De er lagt bevidst for at skåne de mest sårbare områder. Når alle holder sig til stierne, hjælper det med at bevare kvaliteten af både vinterbanen og sommerbanen.
For at gøre orienteringen nemmere har vi lagt oversigtsbilleder ud (nederst på siden) af både 18-hullers og 9-hullers vinterbanen. Hvis man er i tvivl, hænger banebillederne også ved indtjekningen i klubhuset.
Vi har lavet en video med chefgreenkeeper Nick Bosholdt, hvor han fortæller om vinterbanen og de overvejelser, der ligger bag både 18-hullers og 9-hullers vinterlayoutet.
Forberedelserne til Regionsgolf 2026 er i fuld gang, og Roskilde Golf Klub stiller i den kommende sæson med 9 hold. Derfor søger vi nu fuldtidsmedlemmer, der har lyst til at repræsentere klubben i turneringen.
Tilmelding via GolfBox
Hvis du ønsker at komme i betragtning til Regionsgolf i 2026, skal du tilmelde dig via GolfBox. På baggrund af alle tilmeldinger sammensættes de 9 hold ud fra spillernes alder og niveau, så vi stiller sportsligt stærkest muligt op i de enkelte rækker.
Med 9 hold kan der blive tale om, at man ikke kvalificerer sig til et givent hold, hvis pladserne besættes af spillere med lavere handicap eller større erfaring. En tilmelding er derfor ikke en garanti for at komme på et givent hold, men en forudsætning for at kunne komme i betragtning.
Tilbuddet gælder fuldtidsmedlemmer af Roskilde Golf Klub.
Vi håber på endnu flere kvinder i 2026
I Regionsgolf spiller kvinder en vigtig rolle, og vi vil rigtig gerne have endnu flere med. Derfor opfordrer vi særligt kvindelige medlemmer til at tilmelde sig, også hvis du ikke har prøvet Regionsgolf før. Tilmeld dig endelig, hvis du har lyst til at prøve kræfter med det.
Sådan spilles Regionsgolf
Man spiller typisk i puljer med 4 hold, hvor alle møder hinanden både ude og hjemme.
Hver match spilles med 2 kvinder og 4 mænd fordelt på:
1 damesingle som spiller først
1 mixed foursome som spiller som nummer to
3 herresingler
Det betyder, at der er brug for både erfarne spillere og nye kræfter, der har lyst til at være en del af et holdfællesskab.
Spilledage i 2026
Hjemmekampe i 2026 vil blive afviklet på mandage, fredage og søndage om eftermiddagen. Søndage tages som noget nyt i brug for at fordele banelukningerne bedre hen over sæsonen.
Spilledage og tidspunkter for udekampe kendes først, når puljerne og modstanderne er fastlagt.
Når du tilmelder dig i GolfBox
I forbindelse med din tilmelding i GolfBox skal du:
Angive om du også har lyst til at være holdkaptajn.
Oplyse om du har begrænsninger i forhold til spilledage
Disse oplysninger bruges, når holdene sammensættes og kampplanen skal gå op.
Deadline og udmelding af hold
Deadline for tilmelding i GolfBox er søndag den 14. december.
Holdene forventes meldt ud senest medio januar 2026.
Vi glæder os til endnu en stærk sæson i Regionsgolf, og vi håber, at mange medlemmer har lyst til at blive en del af fællesskabet omkring holdene. Uanset om du har spillet før eller er nysgerrig på at prøve det for første gang, er du velkommen til at tilmelde dig.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Solveig Kaas, koordinator for Regionsgolf, på mail:
Vi arbejder fortsat på at finde en løsning for restauranten i klubben.
Der er løbende dialog med kurator, og vi afventer, at boet bliver frigivet, så vi kan igangsætte en midlertidig drift.
Den 20. november mødes bestyrelsen for at drøfte de langsigtede muligheder for restauranten og vurdere, hvilke modeller der bedst kan sikre en god og velfungerende løsning fremadrettet.
Vi vil gerne takke alle for tålmodighed og forståelse i processen. Det har været værdifuldt at høre jeres tanker om fremtiden, ikke mindst over en kop kaffe fra vores nye kaffemaskine i klubben.
Banen er lukket til kl. 10 både lørdag og søndag på grund af frost. Frost giver skader på græsset, hvis der bliver spillet for tidligt, og derfor holder vi banen lukket, indtil den er helt tøet op.
Der er vedlagt en video, som viser, hvorfor der ikke kan spilles, når banen er frossen. Spillere med tee times før kl. 10 er kontaktet via GolfBox.
Roskilde Golf Klub har nu officielt modtaget certificering fra Dansk Golf Union som Børne- og ungeløfte klub – som den 10. golfklub i Danmark.
Det er en anerkendelse af klubbens målrettede arbejde med at skabe et trygt, inkluderende og inspirerende miljø for børn og unge i golfen.
I certificeringen fra DGU skriver formand Lars Broch Christensen blandt andet:
”Jeres dedikation til at skabe et inspirerende og inkluderende miljø for vores næste generation af golfspillere er beundringsværdig.
I har taget et vigtigt skridt i retningen af at sikre, at golfklubber i Danmark forbliver steder, hvor børn og unge kan vokse, lære og udvikle en livslang kærlighed til sporten. Jeres arbejde er et forbillede for andre, og vi er stolte af at have jer med som en del af vores fællesskab.”
Certificeringen betyder, at Roskilde Golf Klub nu er en del af DGU’s Børne- og ungeløfte, som samler klubber på tværs af landet i et fælles engagement for at styrke børne- og ungearbejdet i golfsporten.
Børne- og ungeløftet handler ikke kun om at have gode træningstilbud, men om at skabe et fællesskab, hvor børn og unge kan udvikle sig både sportsligt og personligt. Løftet forpligter klubben til at arbejde strategisk med trivsel, fællesskab og udvikling og samtidig sikre, at unge spillere føler sig velkomne og værdsatte i klubmiljøet.
Nicklas Lykke Wæde, børne- og ungekoordinator i Roskilde Golf Klub, udtaler:
”Det er et kæmpe skulderklap til det arbejde, som bliver lagt af ungdomsudvalget og trænerne. De har fået skabt et supergodt miljø, hvor der er plads til leg, udvikling og et sted, hvor børn og unge har lyst til at være en del af fællesskabet. Det har været en fornøjelse at være en del af noget, som alle – ledelse, bestyrelse, frivillige og trænere – ønsker at løfte i fællesskab.”
Som en synlig markering af certificeringen har klubben modtaget et stort banner fra Dansk Golf Union. Banneret skal på et senere tidspunkt pryde væggen ved boldskuret, så alle medlemmer og gæster tydeligt kan se, at Roskilde Golf Klub er en certificeret Børne- og ungeløfte klub.
Dansk Golf Union fremhæver, at certificeringen kræver et stort engagement og en fælles indsats fra hele klubben, fra bestyrelse til trænere og frivillige.
Roskilde Golf Klub er stolt af at være blandt de klubber i Danmark, der nu har opnået denne certificering. Det er et vigtigt skridt i arbejdet med at give næste generation af golfspillere de bedste rammer for at opleve glæden ved golf og fællesskab.
Torsdag den 6. november blev Roskilde Golf Klub informeret om, at Restaurant Birdie har erklæret sig konkurs. Det betyder, at al drift i restauranten er ophørt med øjeblikkelig virkning.
Klubbens ledelse og bestyrelse arbejder i øjeblikket på at danne et overblik over situationen og på at finde de bedste løsninger for både medlemmer, gæster og samarbejdspartnere. Det er en proces, som naturligt vil tage lidt tid, men der arbejdes målrettet for at sikre en stabil og velfungerende hverdag i klubben også fremadrettet.
Brug af klubbens lokaler
I forbindelse med konkursen af Restaurant Birdie har klubben besluttet, at det er tilladt at medbringe egne drikkevarer og mad, når man opholder sig i klubhuset i forbindelse med golfspil.
Man skal dog selv medbringe service og bestik, da klubben ikke stiller dette til rådighed. Det er vigtigt, at man rydder op efter sig selv og ikke efterlader brugt service i lokalerne.
Klubben har indkøbt en kaffemaskine, så der er mulighed for at tage en gratis kop kaffe i klubhuset.
Arrangementer og brug af køkkenet
Vi er i øjeblikket i dialog med kurator om adgang til køkkenfaciliteterne. Derudover arbejder vi på at opnå frigivelse, alkoholbevilling og godkendelse fra Fødevarestyrelsen, så vi på sigt kan tage køkkenet i brug igen.
Vi forventer at kunne melde mere ud om afvikling af kommende arrangementer, når der er afklaring på de praktiske og juridiske forhold.
Bookinger hos Restaurant Birdie.
Har du spørgsmål vedrørende bookede arrangementer hos restauranten, herunder refundering af indbetalt depositum, henviser vi til Peter Lassen
Peter Lassen
Telefon: 91 55 99 61
E-mail:
Løbende opdatering
Vi holder medlemmer og gæster orienteret via hjemmeside og e-mail, så snart der er nyt om situationen.
Der var højt humør og god kampgejst, da årets match mellem Greenkeeperne og Natur- og Miljøgruppen blev afholdt på Skjoldungen.
I alt deltog otte greenkeepere og tretten repræsentanter fra Natur- og Miljøgruppen i den sociale match, som blev spillet i uretfærdigt sammensatte hold til stor morskab for alle deltagere.
Matchen blev spillet i flot efterårsvejr, og stemningen var præget af godt humør, drillerier og masser af fællesskab.
Dagen blev rundet af med en klassisk “Lille Skjold Platte” bestående af revelsben med rødkål, agurker, rugbrød og stærk sennep, en rigtig vikingeret.
En stor tak til alle deltagere for indsatsen og det gode humør.
Roskilde Golf Klub har igen indgået et samarbejde med SimGolf Roskilde, som ligger i Ro’s Have – tæt ved Ro’s Torv og Skousen Hvidevarer. Her kan klubbens medlemmer i vinterhalvåret nyde golfspil, træning og hyggelige timer i tørvejr.
Som medlem af Roskilde Golf Klub kan du blive medlem hos SimGolf for 400 kr. og få adgang til særlige medlemsfordele
40 % rabat på booking, hvis alle spillere i boksen er SimGolf-medlemmer
20 % rabat, hvis der spilles med gæster, som ikke er medlemmer
For at blive medlem skal du møde op i SimGolf Roskilde, hvor der vil være medarbejdere, som registrerer dig og viser, hvordan du booker tider i deres nye system.
Klubbens ledelse er her til morgen blevet informeret om, at restaurant Birdie har erklæret sig for konkurs og al drift er derfor stoppet.
I skrivende stund er vi ved at danne os et overblik over situationen, og der arbejdes i sagens natur på højtryk for at finde passende løsninger på kort såvel som lang sigt.
Vi vil sørge for at komme med løbende opdateringer og konkrete udmeldinger når det er muligt, men beder også om forståelse for, at det vil tage lidt tid at få overblik og finde de gode løsninger.
Der findes ferier, og så findes der Rehab-Golf-ferier. Syv rehab’ere og én tapper pårørende fra Roskilde Golf Klub drog i oktober sydpå til Sol Marbella Estepona · Atalaya Park for en uge fyldt med sol, grin og golf. Resultatet blev en rejse med livsmod, fællesskab og en god portion bakker, der burde have haft egen lift.
Hotellet – sol, pool og fællesskab Rejsen bød på alt det, man kunne ønske sig: sol fra morgen til aften, pool, god mad og masser af grin. På hotellet Sol Marbella Estepona · Atalaya Park samlede gruppen sig hver aften over buffet og fortællinger fra dagens oplevelser. Om morgenen blev der ladet op med kaffe og kampgejst, inden dagens 18 huller, og siestaen bagefter blev hurtigt en fast del af programmet.
Golfbanen – La Resina Golf & Country Club Turen gik til La Resina Golf & Country Club, en bakket bane med både udfordringer og humor. Allerede på hul 3 stod der et stort skilt: “Buggy unadvised.”
Det råd blev taget alvorligt, og med rette. Vores lokale guide kunne bekræfte, at bakken dér var farlig, selv for jer med bremserne i orden. Men stemningen forblev i top, og udsigten over sø og hav gjorde hvert slag til en oplevelse.
Naturens egne forhindringer Som om bakkerne ikke var nok, blev holdet en dag mødt af 6-7 vildsvin midt på banen. De tog en hurtig galop mod vores eneste pårørende, som selvfølgelig var den eneste uden buggy. Hun slap fra mødet med både humor og ben i behold, og siden blev vildsvin officielt føjet til listen over naturlige hazards.
Sol, grin og sammenhold Dagene startede tidligt og sluttede sent. Efter dagens golf blev der badet, hygget og fortalt historier. Som en deltager opsummerede: “Det vigtigste var ikke scoren, men at vi alle kom hjem med både grin, golfkøller og gode historier i behold.”
En dag i Puerto Banus En fridag gik turen til Puerto Banus, hvor luksusbiler og yachts stod side om side. Her blev der hurtigt konstateret, at klubbens buggies egentlig er ganske eksklusive. De bruger bare mindre benzin og kan parkere tættere på 19. hul.
Vi kan sgu godt selv Ugen i Andalusien blev et bevis på, at rehab og golf er en stærk kombination. Det handlede ikke kun om golf, men om træning, fællesskab, glæde og humor., alt det, der gør livet stort, uanset udfordringer.
Hvad så nu? Planerne er allerede i gang for de næste oplevelser: Rehab-Golf Bornholm-turnering i maj 2026 Rehab Open i august 2026 Og måske endnu en sydlandsk golfekspedition i 2027, gerne et sted med færre bakker og vildsvin på behørig afstand.
Skrevet af Rehab-Golf Danmark
Vil du se alle billederne fra turen og besøge Rehab Golfs flotte hjemmeside, kan du finde det hele her: