Byggeriernes mester blev årets ildsjæl 2024 – Klavs Koefoed

Både blomster og indgravering må han i første omgang undvære, årets ildsjæl 2024, som blev udnævnt på generalforsamlingen 2024. Modtageren, Klavs Koefoed, var nemlig på golfferie og for en gangs skyld ikke til generalforsamling. Den oplevelse kunne man ellers godt have undt ham, men en video fra ferien viser Klavs i godt humør og korte bukser, så det er ikke sikkert, han ville have byttet.

Æren har han nu taget med på ferie, for bestyrelsesmedlem Niels Træden, der er med på samme tur, overrakte Klavs den gode nyhed inden generalforsamlingen, så Klavs via en lille video kunne kommentere prisoverrækkelsen. Den video kan du se længere nede.

Klavs Koefoed er formand for klubbens byggeudvalg og har derfor haft ekstra travlt de seneste år. Først stod han i spidsen for ombygning af Restaurant Birdies køkken og derefter har Klavs samarbejdet med entreprenører og arkitekter om udbygningen af klubhuset.

Formand Flemming B. Nielsen begrundede bestyrelsens valg af Klavs på følgende måde:

“Årets modtager er en mand, der er meget ærekær og sætter sig grundigt ind i tingene, og som sætter en ære i struktur og ordentlighed. Han har været projektleder på køkkenopbygningen og den store om- og tilbygning af klubhuset og han har med sin baggrund som ingeniør indenfor rådgivning i bygge- og anlægsbranchen været en stor ressource i forbindelse med kvalitetssikring af klubbens byggeprojekter, herunder som sparringspartner over for rådgivere, entreprenører og myndighederne.”

Herunder kan du se videoen, hvor Klavs takker for prisen:

 

Læs mere:

På billedet øverst er det Klavs fotograferet sammen med sin hustru Merete, der også er frivillig i Roskilde Golf Klub – i begynderudvalget. Billedet er taget fra afslutningen hos Parmatch i 2021.

Herunder kan du se fotos fra offentliggørelsen på generalforsamlingen, hvor Klavs selv ikke var til stede.