Category Archives: Nyheder

Sletter tider efter 10. maj – book selv nye tider

Har du booket en golftid på 18-hullers banen efter den 10. maj, så skal du ind og booke den igen. Tiden bliver nemlig skiftet i forbindelse med, at Roskilde Golf Klub går tilbage til mere normale tilstande oven på de mange restriktioner, der har været – og i et vist omfang stadig er – oven på Corona.

Når du logger på GolfBox, så vil du frem til og med den 10. maj se tre baner under Roskilde Golf Klub:

  1. Coronabanen – som gælder til 10. maj
  2. Den normale 18-hullers bane – som gælder fra 11. maj og frem
  3. Par 3 banen

Coronabanen blev oprettet, da der opstod mulighed for at åbne 18-hullers banen, men med længere tid mellem boldene og i starten også kun med to personer pr. tid. Samtidig var alle reservationer til forskellige klubaktiviteter fjernet.

Fra mandag den 11. maj bliver der imidlertid mulighed for gradvist at vende tilbage til mere normale tilstande. Det betyder, at du skal booke på Coronabanen, hvis du skal spille inden den 10. maj og på den rigtige 18-hullers banen, hvis du skal spille fra den 11. maj og frem.

Efter den 11. maj vil der på de sædvandlige tider være forhåndsbooket til medlemmer af klubber i klubben, fx Herredag på bestemte udslagstider om onsdagen, Damedagen om tirsdagen, Seniorgolf om torsdagen, juniorer om torsdagen og lignende. Medlemmer af disse klubber i klubben har så fortrinsret til booking af disse tider indtil 96 timer før – hvorefter tiderne kan bookes af alle medlemmer.

I forbindelse med overgang til den almindelige 18-hullers bane skifter vi tilbage fra 10 minutters interval og seks udslagstider i timen til otte udslagstider pr. time. Det øger kapaciteten på banen – men hold stadig afstand.

Fortsætter tidsbestilling på par 3 banen

På par 3 banen har der som noget nyt været tidsbestilling som følge af Corona. Den tidsbestilling fortsætter.

“Vi er jo på vej med en ny ni-hullers bane, hvor der vil blive krav om tidsbestilling. Nu har vi brugt tidsbestillingen i forbindelse med Corona, og da tidsbestilling er med til at give et bedre flow på banen – og også sikre, at man ikke risikerer at komme ud og ikke kunne spille, så har vi nu valgt at fortsætte med denne tidsbestilling,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Selv om par 3 medlemmer ikke har et DGU-kort, så er det alligevel muligt at bestille tid på par 3 banen. Det gør man i GolfBox via sit medlemsnummer og en kode, som enten er de fire eller seks første cifre i din fødselsdag, altså fx 1409 eller 140961 for en person, der er født 14. september 1961.

Her kan du læse mere om tidbestilling på par 3 banen.

Pay and play spillere på par 3 banen kan dog ikke booke selv, så de skal henvende sig til sekretariatet for at få booket en tid.

 

Drivingrange åbner – ny boldgrav på vej

I forbindelse med Corona-smittefare har drivingrange været lukket, men efter der er kommet nye retningslinjer fra Danmarks Idrætsforbund og Dansk Golf Union er det nu muligt at åbne igen. Den seneste uge har trænerne sammen med deres elever haft adgang som de eneste, men fra i løbet af torsdag den 30. april bliver der åbnet for alle.

Afstands-restriktionerne gælder dog stadig, og derfor er vil hver anden udendørs udslagsmåtte være blokeret. Inde i selve udslagshusene er afstanden mellem måtterne så stor, at alle pladser kan benyttes.

Trænerne har fortrinsret til det fjernest beliggende udslagshus – ganske som normalt.

Der vil være afspritningsbeholdere ved boldmaskinen.

Der er noget gravearbejde i gang ved huset, hvor boldmaskinen er placeret. Det er der mange, der har spurgt til. Som tidligere beskrevet handler det om, at der bliver lavet en ny boldgrav, der kan bruges i forbindelse med opsamling af bolde. I dag bliver boldene samlet sammen i kurve, der så fysisk skal løftes op i boldmaskinen for at blive vasket. I stedet bliver der købt en ny boldopsamler og lavet en boldgrav, så det er muligt at læsse boldene af helt uden løft.

Samtidig skal man ikke længere trække bolde i en automat, men alle kan frit tage bolde at bruge på drivingrange. Det kommer også til at gælde greenfee-spillere. Greenfee stiger med 10 kr., men til gengæld er brug af bolde på drivingrange gratis.

Det bliver en gruppe af frivillige, der på skift kommer til at samle bolde op. Det sker i et samarbejde med greenkeeperne. Der er netop kommet helt nye bolde, der bliver taget i brug i forbindelse med den nye boldgrav. Det sker i løbet af maj.

Åbner for buggier – men pas på “Wild West”

Der bliver nu mulighed for kørsel med klubbens golfbiler, buggierne. Dermed kan spillere, der er medlem af “Golfbilens venner”, nu igen komme ud og spille golf via kørsel i en golfbil.

Imidlertid er det på eget ansvar og det er op til den enkelte for sin egen sikkerheds skyld at sørge for at spritte vogn og nøgler af inden brug. Der bliver lavet en ny ordning, så nøglerne bliver placeret i en nøgleboks under halvtaget ved siden af bil nr. 1 oppe ved bagladen. Her kommer også en sprit-dispenser.

Der må kun være en person i bilen – dog to, hvis man kommer fra samme husstand.

“I hverdagen er der ofte udfordringer med, at nøgler bliver glemt, hentet for tidligt eller ikke afleveret efter brug. Jeg vil godt appellere til, at alle udviser en strammere disciplin i forhold til lån af bilerne, herunder aflevering af nøgler. Der har været en tendens til en “wild west”-indstilling til det med at hente og aflevere nøgler, og det kan jo risikere at blive endnu værre nu, hvor nøgleboksen ikke er ved sekretariatet men oppe ved bilerne. Men hvis det ender med, at nøglerne til de biler, der holder på deres pladser, ikke er i boksen, så kan vi blive nødt til at lukke ordningen igen,” siger Anders Schnack fra sekretariatet.

 

 

Tips til brug af golfreglerne på vores egen bane

Hvordan bruger jeg lige golfreglerne, når jeg slår bolden ind i buskadset på hul 12 eller når bolden ligger på en sti?

Har du regelbogen med, så kan du slå det op – men ofte løber vi jo ind i de samme situationer igen og igen, så derfor er informationsudvalget og regel – og handicapudvalget gået sammen om oprettelse af en særlig side her på hjemmesiden med lokale tips og tricks.

I første omgang får du tips til tre situationer:

  1. Bold på stien mellem hul 7 og 8
  2. Bold i buskadset mellem hul 12 og 18
  3. Bold mellem træerne i det blå markerede område ved udslag på hul 18

Bliver siden en succes – altså er det tips, medlemmerne kan bruge – så vil de to udvalg overveje at udvide med andre tips på banen.

Kom gerne med kommentarer og forslag. Tag i så fald fat i Hans Kristian Olesen fra informationsudvalget eller Jørgen Lindelius fra regel- og handicapudvalget.

Her kan du se siden med regeltips – den ligger i den øverste menu under “Spil golf” – “Regeltips i Roskilde”.

Birdies take-away onsdag og fredag + baneservice ved hul 12

Restaurant Birdie har været lukket, lige siden corona-epidemien brød ud – og da klubhuset er lukket, er det endnu ikke muligt at spise inde i restauranten.

Men nu starter kok Peter Lassen så to nye initiativer.

Første initiativ handler om at tilbyde “baneservice” ved hul 12. Her tilbyder Peter et lille udvalg af drikkevarer, lidt sandwich og chokoladebarer. Han vil holde åbent alle dage fra kl. 11 til ca. kl. 14 – lidt afhængig af aktiviteten disse dage. På regnvejrsdage er der dog lukket.

Andet initiativ handler om take-away mad.

Hver onsdag og hver fredag vil det være muligt at hente aftensmaden med hjem.

Der er to retter at vælge mellem hver af de to dage. Prisen er 89 kroner og der er rigeligt til at blive mæt

Menuen er:

Onsdage:

  1. Birdiegryde med paprikasauce, kartoffelmos og surt
  2. Stegt flæsk med persillesovs, små kartofler og rødbede

Fredage:

  1. Hel grillet kyllingebryst serveret klassisk med skysauce, små kartofler, agurkesalat og grøntsager
  2. Helstegt rosa oksesteg med bearnaisesauce, stegte kartofler og grøntsager

Bestilling skal ske senest dagen før kl. 15 enten på mail, , eller telefon 91 55 99 61.

Retterne pakkes i enkelte portioner og kan bestilles i enkelte portioner. De kan hentet mellem kl. 16 og 18 – det præcise tidspunkt aftales ved bestilling.

Bolden kan komme i hul, men rør ikke flagstangen

Der er lavet et system, så vi nu kan putte bolden i en forhøjet hul-åbning. På den måde er det nemt at tage bolden uden at røre flagstangen. Det er også forbudt at tage stangen op af hullet, når du skal putte. Vi skal alle undgå at røre de samme ting her i denne Corona-tid.

Oppe i toppen af flagstangen er der i øvrigt kommet en lille nyskabelse, nemlig et meget lille spejl af en slags, så afstandsmålerne har nemmere ved at finde flagstangen som mål i kikkerten.

På billedet er det chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der viser det lille, tykke rør, der er sat ned i hullet for at sikre, at bolden bliver oppe på kanten. Bolden kan lige akkurat trille ned i hullet, men er nem at tage bort igen.

Også på puttinggreen er der lavet en løsning – denne er lidt anderledes, men virkningen er den samme. Heller ikke på puttinggreen er det tilladt at tage flaget op.

På 18-hullers banen er det nu muligt at få reguleret sit handicap. Derfor er oplæg overalt nu erstattet af mulighed for oplæg men kun på fairway og forgreens.

Hold i øvrigt øje med teestedsmarkeringerne. Nogle steder er det sommerteesteder, andre steder fortsat fra måtter. Greenkeeperne vurderer fra dag til dag, hvor teestedsmarkeringerne skal være.

Åbner golfbanen for 4-bolde – vi holder stadig afstand

Nu bliver der åbnet endnu mere op for golf – men stadig med mange restriktioner. Betingelserne for at holde afstand gælder derfor stadig, og alle klubaktiviteter er derfor fortsat aflyst.

Men vi er langsomt på vej tilbage til rigtig golf.

Dansk Golf Union er nu kommet med en række nye anbefalinger med mulighed for lokale tilpasninger, og bestyrelsen har holdt møde tirsdag den 14. april og vedtaget de retningslinjer, der kommer til at gælde for Roskilde Golf Klub fra torsdag den 16. april indtil minimum 10. maj.

De nye ting i retningslinjerne:

  1. Det bliver muligt at spille i fire-bolde både på par 3 og 18-hullers banen
  2. 18-hullers banen åbner kl. 7.30 på hverdage og kl. 7 i weekender
  3. Par 3 banen åbner hver dag kl. 8
  4. Det bliver muligt at putte bolden i hul – der bliver dog lavet nogle foringer, så bolden ikke triller helt ned i foret. Du kan altså tage din bold uden at berøre flagstangen. Og det er ikke tilladt at tage flaget op
  5. Banen bliver også åben for spillere med SGO-kort – altså de klubber, hvor vores egne SGO-medlemmer også kan spille (det er et ekstra medlemskab, der giver mulighed for frit spil på en række andre baner)
  6. Proshoppen åbner igen – og der bliver mulighed for at få træning
  7. Drivingrange er lukket for alle andre end Proshoppen og dem, der modtager undervisning af trænerne
  8. Puttinggreen åbnes, men kun til brug for dem, der har booket en spilletid – der må maks. være otte spillere ad gangen på puttinggreen
  9. Indspilsområdet er åbent for alle – dog må der maks. være otte ad gangen
  10. Toilettet på hul 12 åbner lørdag den 18. april. Der kommer afspritningsmiddel og daglig rengøring. Det er kun toilettet, der er åbent – ikke adgang til vask og automater i den anden siden af toiletbygningen
  11. Der åbnes op for tre bookinger pr. medlem – dog kan SGO-medlemmer fra andre klubber kun have en booking ad gangen
  12. Det er muligt at indberette score, men kun via GolfBox – og din markør skal også godkende via GolfBox – det er ikke muligt at indlevere scorekort i sekretariatet
  13. Det er ikke muligt at låne golfbiler (buggier). Dog kan Rehab-golferne bruge deres scootere, og der er to private buggier, der også må køre på banen – dog maks. med en person i bilen
  14. Tag dit skrald med hjem – det er bortvisningsgrund, hvis du smider det på banen eller andre steder. Der er kun en skraldespand åben – den står ved indgangen til baghallen

Særligt om booking til fire-bolde

Bestyrelsen opfordrer derfor så mange to-bolde som muligt til at ombooke til fire-bolde, så der omgående bliver frigjort flere tider. Det er dog vigtigt at tilføje, at dette alene må ske efter aftale. Normalt har vi en vedtaget pli om, at vi byder andre velkommen, når de booker sig ind på ledige pladser på allerede bookede tider, men i denne corona-tid, må vi alene booke os på andres tider, hvis vi har lavet en aftale om det.

 

Der er stadig lukket for andre greenfee-spillere – måske bliver der åbnet op efter 10. maj, men det bliver først besluttet senere.

Der kigges på, om det senere er muligt at åbne mere op for brug af drivingrange, men det er en udfordring med berøring af bolde, kurve og lignende – og desuden er der en stor mangel på drivingrange-bolde. Der er bestilt nye, men de er endnu ikke kommet. Indtil videre er det derfor alene Proshoppen og dem, der modtager træning, der kan bruge drivingrange.

Klubhuset er stadig lukket. Det samme gælder alle klubaktiviteter – inklusiv klubber i klubben og uformelle grupper. Så det er altså ikke tilladt at møde op i en gruppe og trække lod om starttider. Vi spiller på de tider, vi har booket i GolfBox – og vi møder tidligst op på 1. tee 10 minutter før spilletid og går hjem umiddelbart efter runden.

Det er fortsat vigtigt at holde afstand. Det gælder for alle – også når I spiller en fire-bold. Det er på dit eget ansvar, hvis du spiller – ikke mindst, hvis du er i risikogruppen.

Er du syg, så blive hjemme.

Se andre nyheder om baneåbningen:

 

Tag det alvorligt – tag dit skrald med hjem

Det er ikke normalt, at vi bruger løftede pegefingre, men ifølge daglig leder, Anders Schnack, er der brug for det i forhold til affald på banen lige nu.

Affaldsspandene er lukkede – og det er de naturligvis, fordi vi i denne corona-tid skal forhindre, at vi går og rører ved de samme ting. Derfor er boldvaskere pakket ind, så de ikke kan bruges, og derfor er der en lang række andre restriktioner, der skal gøre det mest muligt ikke at blive smittet af at spille golf.

Det gælder så også affald, men desværre er der en hel del, der så har reageret ved at smide affaldet ude på banen, i askekummerne ved klubhuset eller sågar brudt tapen på skraldespandene op.

“Det er ikke i orden. Vi har alle et ansvar for at leve op til de fælles regler, der er sat, for at det trods corona kan lade sig gøre at komme til at spille golf. Derfor har bestyrelsen besluttet at slå hårdt ned på spillere, der smider affald på banen eller andre steder, “fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Bestyrelsen mener det så alvorligt, at det er besluttet, at det er bortvisningsgrund at smide affald.

Så har du taget dåser, madpapir eller andet med på golfbanen, så tag det med dig, når du kører hjem igen.

Der er kun én skraldespand på golfklubbens område, der er åben, og det er skraldespanden til venstre for indgangen i baghallen (se billedet i toppen). Den bliver tømt en gang om dagen.

Billedet nedenfor er taget af et medlem, der har fundet to øl-dåser krøllet sammen ved en bænk.

 

Proshoppen er åben – drivingrange kun til træning

Emil og Lasse i Proshoppen er nu klar til at tage imod medlemmer, der har brug for udstyr eller som gerne vil træne. Læs mere om træning længere nede. Drivingrange må lige kun bruges af trænerne til undervisning.

I resten af april er der 20 procent rabat på alle grips.

Det traditionelle modeshow i starten af april måtte jo desværre aflyses på grund af corona. Men shoppen kører så ekstraordinært med 20% rabat på tøj i resten af april – gælder ikke sko og handsker
Vi tilbyder en kop kaffe til alle i vores åbningstid her i starten – vi har plads til fire kunder i butikken ad gangen, men forhåbentlig bliver ventetiden ikke for lang.

Shoppen følger også anbefalingerne fra Dansk Golf Union om afstand, og det gælder både i shoppen og i forbindelse med træning.

Der er mulighed for at booke træning fra lørdag den 18. april.

Drivingrange er lukket for alle andre end dem, der går til træning. Logistikken i forbindelse med håndtering af bolde, kurve, opsamling og lignende er for vanskelig, når det skal sikres, at vi ikke rører de samme ting. Desuden er antallet af træningsbolde meget få. Der er bestilt nye, men de kommer fra Kina og det er endnu uvist, hvornår de dukker op.

Proshoppen har følgende åbningstider:

  • Mandag-torsdag kl. 10-18
  • Fredag-søndag kl. 10-16

“Vi tager alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger med ekstra rengøring, afspritning, maks. fire kunder i shoppen ad gangen, afstand på to meter og ingen adgang til klubhuset via Proshoppen,” fortæller protræner Lasse Frølich Kristensen.

Sådan er betingelserne ved træning:

  • Hvis du har en tid til undervisning, kan du varme op 20 min. før din tid
  • Hent bolde til drivingrange i forbindelse med undervisning i shoppen
  • Efter endt lektion kan du nedvarme i 10 minutter, før du skal forlade drivingrange

“Vi kommer til at lægge vægt på videoundervisning. og vi opretholder afstanden på de to meter som anbefalet. Vi afspritter og desinficerer efter hver lektion. Vi anbefaler desuden 40 minutters lektioner, så der er god tid,” fortæller Lasse.

Her finder du siden med link til booking. Du skal huske, at der skal være penge på kontoen, før du kan booke din lektion. Alternativt ring til shoppen på 46326100, så hjælper vi dig.

Alle holdtræninger er på nuværende tidspunkt sat i bero.

Vi har stadig samme undervisningspakker, og vi underviser i alle spillets facetter:

  • 1 lektion = 200 kr.
  • 5 lektioner = 900 kr.
  • 10 lektioner = 1600 kr.
  • Golf360 5 lektioner af 20 min. plus 9 huller banelektioner = 1500 kr.

Af andre aktiviteter er der udstyrsdage, hvor du kan komme og få fittet dit helt eget udstyr:

  • Titleist 17/4
  • Mizuno 28/4
  • Wilson 5/5
  • Mizuno 21/5

Hvis du er interesseret i disse skal du booke tid på forhånd via shoppen.

På billedet er det Emil ved indgangen til Proshoppen, hvor han har sat et skilt op med at holde afstand.