Category Archives: Nyheder

Forbedret klubhus, når vi igen må komme derind

Under Corona-pausen, hvor klubhuset har været lukket, er der sket forskellige forbedringer, som vi kan glæde os til, når der igen bliver åbnet.

Først og fremmest er der kommet nye stole. De gamle var meget slidte, og ca. en gang om ugen var der en, der brød sammen. Så nu er der kommet nye, der angiveligt er bedre at sidde på og som også er nemmere at stable.

I forbindelse med de nye stole er der også blevet ryddet op på lageret i det gule hus. Det betyder, at reserve-stole og -borde nu kan opmagasineres derovre og fremover ikke kommer til at fylde op inde i herrernes omklædningsrum.

Både i herrernes og damernes omklædningsrum er der bokse til opbevaring af værdier. I disse bokse kan du lægge ting, mens du er ude og spille en runde. Og der sidder en nøgle i, som du tager med dig, og sætter tilbage i skabet, når runden er forbi. Der har været eksempler på, at spillere har brugt boksene permanent og taget nøglerne med hjem. Nogle har så glemt det igen med det resultat, at skabene ikke har været til at bruge for andre. Nu er de blevet brudt op og der er sat nye låse i.

I hele klubhuset er der desuden sket en hovedrengøring – og ved udgangsdørene til terrassen er der kommet nye håndtag, da de gamle var slidte. Endelig er der som tidligere nævnt blevet renset fliser hele vejen rundt om klubhuset, så terrassen i år ser meget flottere ud. På billedet kan man se forskellen fra før og så de rensede fliser.

Sekretariatet og restauranten glæder sig til at vise alle forbedringerne frem, når vi forhåbentlig snart får lov til at åbne klubhuset igen.

Tilmelding til junioraktiviteter i GolfBox

Ligesom de øvrige aktiviteter for voksne i Roskilde Golf Klub er ved at starte op igen, så gælder dette også for juniorerne.

Også her er der på grund af Corona en række nye procedurer for at sikre, at der ikke kommer for mange børn og unge på én gang. Samtidig har klubben et mål om tilmelding til forskellige aktiviteter.

Det er vigtigt, at alle tilmelder sig på forhånd. Det foregår via GolfBox og du kan kun være med, hvis du er tilmeldt. Se mere information om de enkelte aktiviteter længere nede.

Du kan bruge dit medlemsnummer og din kode for at logge på GolfBox – gør det via boksen øverst til venstre på hjemmesiden. Er du i tvivl om din kode, så klik på “Glemt password”, så vil du få en mail med instruktioner på, hvordan du får en ny kode. Fungerer det ikke, så send en mail til sekretariatet, der så kan hjælpe.

Konkret kan juniorerne glæde sig til:

  • Fællestræning om lørdagen
  • Spil på banen om torsdagen
  • Spil for de bedste juniorer sammen med voksen-eliten tirsdag

Onsdags Shortgame og mikrotræning aflyst indtil videre

Onsdags Shortgame starter først efter sommerferien – og mikrotræningen for de yngste er indtil videre også aflyst. Der kommer besked, når disse aktiviteter starter op igen.

Ungdomsudvalget håber, at forældre/bedsteforældre selv tager mikroerne med ud på indspilsbanen, puttinggreen og lille bane til egen træning/leg. Det er muligt at låne mikroudstyr i proshoppen. Også ikke-indmeldte mikroer er velkomne til at komme og prøve at spille (efter 3-4 prøvetimer skal mikro’en indmeldes i klubben via sekretariatet).

Fællestræning om lørdagen er opdelt i to grupper:

  • Kl. 9-10.30: Begyndere og letøvede juniorer
  • Kl. 10.30-12: Øvede og elitejuniorer

Der er indtil videre kun plads til syv deltagere pr. hold – med tilmelding efter “først-til-mølle”-princippet. Hvis der er væsentligt flere end syv, der ønsker at deltage, så kan protræner Lasse Frølich vælge at opdele deltagerne i to hold, der hver træner 45 minutter i stedet for 90 minutter.

Torsdagsspil med udslag mellem kl. 16 og 17

Her plejer juniorerne bare at kunne møde op, men nu skal alle tilmelde sig i GolfBox på forhånd. Det er ikke nødvendigt at booke en tid, men du skal tilmelde dig aktiviteten – se link længere nede.

Tirsdagsspil for eliten

Her er der forhåndsreserveret tider mellem kl. 17.30 og 1, og her er de bedste juniorer også inviteret. Disse tider har eliten fortrinsret til indtil 96 timer før – herefter bliver tiderne frigivet til almindelig booking. Tilhører du eliten, booker du dig derfor bare på en tid som normalt i GolfBox.

Sådan foregår tilmelding

Tilmeldinger til aktiviteterne foregår som nævnt via GolfBox. Tirsdagsspil for eliten finder du som normalt under “Tidsbestilling”. Tilmelding til fællestræningerne om lørdagen samt Torsdagsspil finder du under “Klubturnering” nederst i menuen i venstre side, når du er logget ind på GolfBox.

Lørdagstræning:

Torsdagsspil

Torsdag den 21. er aflyst på grund af Kristi Himmelfartsdag.

Husk af holde afstand – corona-restriktioner gælder også for juniorer

Derudover henstilles til at juniorer tager hensyn til andre spillere og opdeler sig i mindre grupper af max 5 juniorer ad gangen (heriblandt ikke at optage mere end max 5 pladser på puttinggreen og indspilsbanen ad gangen, således at andre også kan få lov at benytte de begrænsede træningsfaciliteter).

Kaninmatcher om mandagen starter den 18. maj 2020

Mandagen er den store dag for nye fuldtidsmedlemmer og flex-medlemmer, som kan komme ud og spille på den store bane sammen med en masse andre nye. Disse kaninaftener har ligget stille her i starten af sæsonen på grund af Corona-restriktionerne, hvor det ikke er muligt at samles så mange som normalt finder vej til disse aftener.

Kaninudvalget og sekretariatet er imidlertid gået i tænkeboks i forhold til at finde en løsning, så alle nye også kan komme i gang. Kaninmatcherne er jo rigtig populære med omkring 80 deltagere hver gang.

Først kaninmatch bliver mandag den 18. maj 2020. Der kommer besked senere om, hvordan det præcist kommer til at foregå – for også her skal der ske nogle tilpasninger i forhold til forsamlingsforbud og det at holde afstand. Det vil sandsynligvis blive noget med tilmelding nogle dage tidligere end sidste år, hvor man skulle melde sig senest samme mandag før kl. 12.

Kaninudvalget og sekretariatet vender tilbage med mere information i god tid inden den 18. maj.

Klubber i klubben går i gang

De forskellige klubber i klubben starter nu deres aktiviteter. I samarbejde med sekretariatet er der lavet særlige retningslinjer for afvikling, så alle overholder de generelle regler, der gælder her under Corona-krisen. Klubberne i klubben laver derfor ordninger, så man ikke samles i grupper hverken før eller efter aktiviteterne på banen – og dem, der plejer at dele hold, når alle deltagere er forsamlet, de finder andre måder at kommunikere starttider ud til spillerne.

De enkelte klubber i klubben informerer ud til deres medlemmer om, præcist hvad de gør. Herunder kan du se en oversigt over nogle af klubberne i klubben.

Listen bliver opdateret løbende, så snart flere klubber i klubben har besluttet sig for retningslinjer:

Herredagen spiller som normalt – spillerne booker som de plejer selv ind på de tider, som Herredagen har fortrinsret til indtil 96 timer før spilledagen.

Men omkring indlevering af scorekort er der lavet en særlig ordning, da normal indlevering på papir kan udgøre en smitterisiko.

Derfor er der lavet følgende ordning, så deltagerne kan indtaste scorekort direkte i GolfBox via app’en eller efterfølgende via computeren.

Herunder kan du se Herredagens instruktion i, hvordan booking af tid og registrering af score foregår:

For at deltage i dagens match skal du tilmelde dig dagens match i GolfBox under “Klubturnering”, således som vi tidligere har gjort. Tilmelding skal ske inden kl. 21 tirsdag aften, og du skal også reservere spilletid til onsdagens match. Det er bedst, at du reserverer tid senest 96 timer før start – altså senest fredag kl. 24.

Når tilmeldingen til turneringen i GolfBox lukker tirsdag aften, åbnes der for scoreindtastning, og GolfBox-systemet genererer (danner) en syvcifret kode, der automatisk sendes til de tilmeldte spillere.

Koden sendes til den e-mailadresse, der er noteret i forbindelse med dit medlemskab i RoGK, og det er den samme e-mailadresse, som Herredagen bruger. Det er derfor vigtigt, at du kan modtage Herredagens mails på din telefon eller tablet. Hvis du ikke kan – så læs nedenstående vejledning.

Når du går ud onsdag, åbner du din telefon eller tablet og bytter indtastningskode med din markør. Herefter indtaster du scoren for din markør og vice versa.

Når I har gennemført runden og indtastet jeres score, er scoren registreret i GolfBox.

For spillere, som KAN tilgå deres mail fra deres smartphone:

  • Klik på linket til scoreindtastning i mailen eller SMS’en. Så er du i gang.

For spillere, som IKKE kan tilgå deres mail fra deres telefon:

  • Skriv den 7-cifrede scoreindtastningskode du har modtaget ned på et stykke papir
  • Åben en Internet browser på din smartphone og gå ind på siden https://s.golfbox.dk (husk s. foran golfbox)

VIGTIGT: HTPPS skal benyttes. HTTP vil ikke virke.

Disse informationer gælder torsdag den 14. maj 2020.

Her booker seniorgolferne selv deres spilletid i 3-bolde på fortrinsret-tiderne mellem kl. 7.22 og 9.52, og det er som udgangspunkt den, der er gældende. Dog vil alle mandag eller tirsdag den 11. og 12. maj modtage en startliste på mail. Dermed ved alle, hvornår vi må møde op, og hvem vi skal spille sammen med. Alle starter fra hul 1 på den tid, de får tildelt.

De spillere, der skulle have særlige ønsker til starttid (samkørsel) kan  sende en mail til Ole () senest lørdag 9. maj.

På grund af reglerne om frigivelse af fortrinsretter 96 timer før, så er SIDSTE FRIST LØRDAG 9. MAJ

Mandag/tirsdag 11.-12. maj vil alle spillere modtage startliste på mail.

Scorekort – alle udskriver sit scorekort hjemme, og husk at anføre rette antal slag (teested 50-58 for herrer).

En af holdets spillere fører scores for alle spillere og får resultatet afstemt med medspillerne, og umiddelbart efter matchen mailes navne og den samlede score til Ejvind (), der så sørger for at indberette til GolfBox og udarbejder vinderlisten for dagens vindere og til kvartalets vindere.

Hvorfor 3-bolde denne dag og ikke 4-bolde: Styregruppen ved ikke, hvor mange vi bliver til vores første match, men vi ved, at vi spiller en lille smule langsommere end de yngre bagfra kommende spillere, hvorfor vi denne ene gang prøver at tage livrem og seler på, så det kan blive en rigtig god oplevelse for både seniorklubbens medlemmer og for de klubmedlemmer, der kommer lige efter os.

Næste gang, der er seniorgolf, er den 28. maj (den 21. maj er helligdag og ikke spilledag for seniorklubben).

Styregruppen for seniorgolf tager senere stilling til, hvordan matcher fra 28. maj kan gennemføres, men håbet er, at flere af Corona-restriktionerne er blevet lempeligere, så det til den tid er muligt at spille med gunstart. Det kommer der informationer om senere.

Fra tirsdag d. 12 maj får vi vores fortrinsretter tilbage. Første starttid er 9.45 og sidste starttid er 11. Dvs. vi har 11 starttider.
  • Kl. 9.45 – 10.15 starter 18-hullers spillerne
  • Kl. 10.22 – 11.00 starter 9- hullers spillerne
  • Dette gælder indtil vi igen må samles og trække lod
  • Vi booker 3-bolde og vi spiller med dem vi har booket bold med
  • Vi mødes umiddelbart før udslagstid og går hjem straks efter afslutning af runden
  • Der er 1 person, der fører scorekort for hele holdet. Efter runden sendes et foto eller en scanning af kortet til mig. Jeg registrerer scoren i mappen indtil videre. Kopien sendes til mig samme dag
  • Ved bookning fyldes bolden op fra en ende af med 3 spillere. Ikke noget med at booke 1 person på hver tid
Der kan indtil videre ikke købes mad og drikke i klubhuset, så husk selv at medbringe det fornødne. Der kan købes bane sandwich ved hul 12.
Der kan heller ikke udskrives scorekort, så husk at printe et scorekort fra hjemmesiden. I skal selv have styr på, hvor mange ekstra slag i har.

 

Lisbeth Møller, Optimisterne

Her finder du link til de enkelte klubber i klubbens informationer her på hjemmesiden – bemærk, at det ikke er alle, der endnu har fået opdateret med Corona-informationer. De fleste klubber i klubben var jo færdige med sæsonplanlægningen inden Corona satte begrænsninger.

  • Herredagen – spiller hver onsdag fra april til september
  • Damedagen – spiller hver tirsdag fra april til september
  • Seniorgolf – spiller hele året, fredag morgen om vinteren, torsdag morgen om sommeren
  • Singlegolf – spiller fire lørdage i sommersæsonen
  • Parmatch – spiller tre lørdage i sommersæsonen
  • Den ultraseje torsdagshyggeklub – spiller på par 3 banen torsdag kl. 17.45 om sommeren
  • Formiddagsgolferne – spiller mandag og tirsdag formiddag om sommeren (både par 3 og stor bane)
  • Weekendgolf – spiller hele året hver lørdag, søndag og helligdage om morgenen – undtagen når der er turneringer
  • Optimisterne – spiller hele året hver tirsdag formiddag – for damer

 

Vil du være mentor for nye medlemmer i 2020?

Golfsæsonen står for døren, og vi vil forhåbentlig se en masse nye, glade prøvemedlemmer i vores klub.

Vil du have et frivillig-job med indhold og superrespons, så er der brug for nye mentorer til at hjælpe prøvemedlemmer i gang. Vi er glade for alle de mentorer, vi har, men nogle falder jo fra eller holder pause, så vi mangler. Det kunne fx være medlemmer, der selv er startet i klubben inden for de sidste 3-5 år, også gerne nogen i alderskategorien 20-50 år, så vi har mentorer i alle aldre. 50+ må dog rigtig gerne fortsat melde sig. Jer kan vi ikke undvære.

Her finder du velkomstfolderen til de nye – inklusiv programmet til at printe ud.

Her finder du siden med information og tilmelding for prøvemedlemmer.

Perioden for prøvemedlemsskabet løber fra 18. maj til medio juli.

I denne periode forventer vi, at de nye får en fornuftig hjælp til rundvisning på vores anlæg, informeres om praktiske ting, såsom træningsmuligheder, spil på 3 banen osv. Samt de mange andre ting, som er specielle i vores golf-hverdag. Hver mentor får ansvar for 2-3 prøvemedlemmer.

På mailadressen kan du give dit tilsagn om at hjælpe de nye. Eller ring på 46 37 01 81.

Desværre kan vi ikke holde info-møde i år, men nye mentorer vil komme på ”kursus” hos en erfaren mentor.

På gensyn

Udvalg for prøvemedlemmer

Kodelås på bag-hal – DGU-kort virker ikke længere som nøgle

Vi har de senere år haft vedvarende problemer med kortlæseren til åbning af porten i baghallen.

Da vi nu også har erfaret, at vores DGU-kort formentlig bliver ”virtuelle” indenfor en overskuelig fremtid (altså, at vi i fremtiden ikke får et trykt kort), så har vi vagt at sætte kodelås på porten i stedet for.

Koden vil blive skiftet efter behov, og der vil blive sent besked ud til alle, der har et skab i bag-hallen. Koden skal indtastes på displayet ved porten.

Porten er normalt styret af et ur, således at der automatisk åbnes om morgenen og lukkes om aftenen. Det er altså kun i det tilfælde, hvor du kommer udenfor normal åbningstid – eller hvis porten er lukket pga. dårligt vejr, at du har brug for koden.

Sekretariatet

Print scorekort eller brug app’s til at registrere dine slag

Her, hvor det ikke er muligt at udskrive scorekort fra printeren i klubhuset, så er der forskellige andre muligheder for at selv at udskrive scorekort hjemmefra. Eller gøre det fra forskellige app’s.

Her får du et overblik over mulighederne – herunder GolfBox’s egen app, hvor du ude på banen både kan udfylde og efter runden også indsende scorekortet direkte via app’en.

Herunder kan du se en video, der forklarer, hvordan du via GolfBox app’en kan notere score på både dig og dine medspillere undervejs og straks efter runden indberette. Bemærk, at indberetningen kun skal ske fra en af jer på vegne af jer alle.

I videoen bliver omtalt begrebet EDS. Det betyder “Ekstra Dags Score” og markerer bare, at du ønsker, at din runde skal tælle, uanset hvor mange point du scorer. Du skal inden runden markere på scorekortet, at du spiller EDS.

På golf.dk kan du se nyheden, hvor GolfBox app’en bliver forklaret nærmere.

Her finder du scorekort til at printe

Så længe klubhuset er lukket, er det ikke muligt at få udskrevet sit scorekort – og heller ikke at bekræfte sin spilletid.

Imidlertid kan du forberede dig hjemmefra ved at udskrive scorekortet. Og i GolfBox kan du også selv se, hvor mange ekstra slag, du via dit spillehandicap har fået tildelt og på hvilke huller.

Hvis du gerne vil se dine tildelte slag, så log in i GolfBox – klik på menupunktet “Scores” i venstre side og derefter på menupunktet “Indberet score”. Så kan du scrolle ned i bunden og se præcist hvor mange slag, du har på alle huller. Evt. kan du tage et print af dette skærmbillede og så bruge det som scorekort, når du spiller.

Det er også muligt at føre dit scorekort via golf-app’en GLFR, som Roskilde Golf Klub har et samarbejde med. Her finder du instruktion i, hvordan du gør.

Par 3 banens scorekort er lavet til, at man kan spille banen to gange. Derfor står der også hul 10-18. Det er dog de samme huller som 1-9.

Uden trykt scorekort – brug app på mobilen

Mens der er Coronalukket i klubhuset er det ikke muligt at hente og printe scorekort. Da vi også spiller uden rigtige huller på green, så kan det måske være lige meget. Det vigtigste er jo at komme ud og få lidt frisk luft og få luftet køllerne.

Men vil du alligevel gerne notere din score, så kan du vælge at gøre det på en golf-app.

En af mulighederne er golf app’en, GLFR.

Du kan downloade app’en både til android og IOS telefoner.

Roskilde Golf Klub har et samarbejde med firmaet bag golf app’en. Det er dem, der hjælper med at tegne banen op, fx til brug for en baneguide. Og vi kan selv ændre på banekortet, hvis vi flytter bunkers eller på anden måde laver om på hullerne.

For dig som spiller betyder app’en, at baneguiden på telefonen – inklusiv afstande – altid er opdaterede. Ud fra gps’en i telefonen kan du altid se, hvor langt der er til greens og andre forhindringer. Du kan notere scores og efterfølgende se statistikker, ikke alene på dine scores, men også præcist hvor du har slået fra og til på alle slag på de enkelte huller. Altså der er meget for nørden, hvis du vil føre nøje statistik, men du kan også nøjes med at notere din score undervejs. Man skal være lidt på tæerne, hvis man på første runde skal lære at bruge alle funktioner, så tag dem lidt ad gangen. Hvis du efterfølgende vil se alle dine slag, så skal du på runden huske at klikke dit slag ind fra der, hvor bolden ligger, inden du går videre. Du skal altså klikke +1 allerede når du står på teestedet.

Opret med din profil, husk at indtaste dit handicap

Inden du bruger app’en første gang, skal du oprette en profil med navn, mail og kodeord (evt. kan du logge på med din Facebook-profil). Når profilen er oprettet, skal du indtaste dit handicap. Der er endnu ikke integration til GolfBox, så hvis dit handicap ændrer sig, så skal du også ændre i GLFR-app’en.

App’en er gratis for spillere.

Du finder link til download og meget mere information om app’en på http://www.glfr.com/.

Når du har spillet, kan du logge på https://my.glfr.com og så se statistikken for din runde.

Herunder kan du se nogle af skærmbillederne i app’en. Bemærk, når du søger efter app’en, at der både er en grøn og en sort GLFR-app. Den sorte er til administration, fx til greenkeepere, så det er den grønne, du skal downloade.

 

Pas på tyveri fra parkeringspladsen

Desværre har der været et par tyverier fra parkeringspladsen den seneste tid – og derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom i øjeblikket, både i forhold til ikke at have værdier liggende i bilerne, men også i forhold til at kigge efter folk, der ikke har noget at gøre på området.

 

Hør blot her beretningen fra et af de to medlemmer, der er blevet ramt:

“Jeg har kl. 14.45 fået frastjålet min tegnebog med kreditkort mm fra min bag på parkeringspladsen. Da jeg var i god tid, lod jeg min bag og vogn stå ved bilen mens jeg gik igennem hækken op til hul 9 ’s green og lavede lidt indspil.

Da jeg gik tilbage, så jeg en fyr stå og rode i min bag, hvor jeg havde lagt min tegnebog i øverste lomme (dumt!!). Jeg råbte ham an og han sprang straks ind i en holdende, større, sort bil (måske en  Audi?), og chaufføren gassede op og de forsvandt. Jeg har meldt episoden til politiet.

Rigtig dårlig dag!! Golfen gik heller ikke for godt.”

 

Det andet medlem skriver:

“Jeg havde indbrud i min bil søndag eftermiddag. En tom, værdiløs køletaske var stjålet, men muligvis var det den, der lokkede.

Resultatet blev en smadret siderude og glasskår overalt i kabinen og hvad der følger herefter med forsikring etc.”

 

Greenfee-flag også stjålet

Endelig har der også været tyve på selve banen. Der er stjålet flag fra et par huller og et medlem så nogle unge fyre spæne afsted med flagene.

Så pas på derude – lad os holde lidt ekstra øje med klubben og hinanden.

 

Klub-aktiviteter fra 11. maj – med restriktioner

Nu bliver der mulighed for, at klubberne i klubben kan komme i gang igen. Det bliver selvfølgelig med de Corona-restriktioner om afstand og lignende, der gælder for alt andet i øjeblikket, men via anbefalinger fra DGU har bestyrelsen i Roskilde Golf Klub besluttet at sætte gang i aktiviteterne igen.

Det gælder dog endnu ikke fx matcher, men sekretariatet er nu i dialog med de forskellige klubber i klubber om, hvordan deres aktiviteter kan sættes i gang og på hvilken måde.

Igangsætningen sker efter den 11. maj – i den takt, klubberne i klubben er klar. Det gælder fx Herredag, Damedag, Seniorgolf og lignende – og også kaninmatcher.

Præcist hvordan det kommer til at foregå for de enkelte klubber i klubben, det vil de ansvarlige for de enkelte aktiviteter kommunikere ud til deres medlemmer og her via hjemmesiden i løbet af de næste uger. Lige nu skal alle i gang med at finde ud af, hvordan det kan foregå, når vi nu skal holde afstand, ikke må samles i grupper, ikke må aflevere scorekort og lignende.

“Vi må alle i gang med at re-tænke, hvordan det i lyset af Corona er muligt at komme i gang med de forskellige klubaktiviteter, som vi alle savner, for der er stadig en række restriktioner at tage hensyn til. Jeg holder møder med alle klubber i klubben og de vender så tilbage med, hvordan de får deres aktiviteter i gang,” fortæller daglig leder i sekretariatet, Anders Schnack.

Lempede regler for Corona-golf

Der bliver nu lempet på en række restriktioner, som har været gældende i forbindelse med Corona-smittefare, men det er ikke sådan, at vi helt går tilbage til normal golf. Regeringens og sundhedsmyndighedernes forskellige restriktioner og anbefalinger gælder stadig.

Så hold afstand, kom kun lige til din spilletid og gå hjem umiddelbart bagefter. Det er heller ikke tilladt at samles i grupper – og klubhuset er lukket. Du skal også tage dit skrald med hjem. Der er kun en skraldespand åben, og den er placeret ved indgangen til bagladen. 

Kun toilettet ved hul 12 er åbent. Der er ikke river i bunkers, og vaskeautomater til bolde er lukkede.

Men når det er sagt, så er der kommet nye og lempeligere anbefalinger fra Dansk Golf Union – og det medfører følgende ændringer:

  1. Det er nu muligt at spille med andre end familiemedlemmer og faste spillemakkere. Er du særligt udsat, kan du dog få blokeret for, at andre booker sig ind på din tid. I det tilfælde skal du rette henvendelse til sekretariatet, der kan hjælpe dig. Hvis du selv booker, så kan andre også booke sig på – ganske som vi plejer
  2. Vi lukker nu igennem efter de almindelige regler – det har hidtil været forbudt. Nu går vi tilbage til normalen – det vil sige, at hvis der opstår huller mellem boldene, så kan/skal der lukkes igennem. Undgå dog, at I kommer tæt på hinanden
  3. Antallet af personer ved indspilsgreen og puttinggreen bliver hævet fra otte til 10 – og puttinggreen kan nu benyttes af alle, ikke bare dem der har booket en tid på banen
  4. Der bliver åbnet for greenfeespillere fra mandag den 11. maj. Der kommer senere besked på, hvordan greenfeespillerne skal betale, nu da klubhuset fortsat er lukket. Det er derfor stadig ikke muligt at komme ind på touchskærmen for at bekræfte sin tid og derfor heller ikke for at betale. Sekretariatet arbejder på en ordning, der bliver kommunikeret ud inden den 11. maj

Der er desuden fortsat ikke adgang til bekræftelse af tid i klubhuset og heller ikke adgang til scorekort, da klubhuset er lukket. Men du kan printe et scorekort hjemmefra – og du kan efterfølgende indberette scoren via GolfBox.