Author Archives:

Golfens Dag for alle søndag den 25. april 2021 kl. 10-14

Roskilde Golf Klub inviterer til Golfens Dag søndag den 25. april 2021. Vi byder på rundvisning med guide, let undervisning ved trænerne, mulighed for at spille hul 1 på par 3 banen samt en forfriskning.

Derudover har en heldig eller dygtig gæst mulighed for at vinde et gratis prøvemedlemsforløb til en værdi af 995 kr. ved en nærmest hullet konkurrence.

Du kan også høre om vores tilbud vedrørende prøvemedlemskab i foråret.

Her er siden med mere information om ni ugers prøvemedlemskab i foråret 2021.

Kender du nogen, der er på vej til at tage springet ud i vores herlige sport, så giv dem et praj om disse begivenheder. Forårssæsonen 2021 starter 3. maj, selvfølgelig under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes corona-restriktioner.

Der er åbent hus mellem kl. 10 og 14.

Udvalg for prøvemedlemmer

Tilbud til nye golfspillere i 2021: Prøv golf i 9 uger for 995 kr.

I Roskilde Golf Klub har vi et rigtig godt tilbud til jer, som ønsker at få en introduktion til golfspillet.

Det er et prøvemedlemskab, som varer ni uger. Vi har afprøvet dette tilbud i 6-7 år, og har modtaget stor anerkendelse for det program, som du skal prøve kræfter med.

Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.

Prøvemedlemskabet koster 995 kr. For de penge får du bl.a. undervisning, både på hold og individuelt, du kan frit træne på vores træningsområder samt spille på vores par 3 bane. Ydermere kan du gratis låne golfudstyr til de forskellige aktiviteter, og du får mulighed for mentorvejledning.

Vi starter hold mandage og torsdag 3. maj 2021 samt umiddelbart efter sommerferien.

Du kan altså melde dig til allerede nu. Desværre ved vi ikke – på grund af covid-19 – om vi har mulighed for at holde en informationsaften. Til gengæld vil vores mentorer gøre ekstra meget ud af introduktionen.

Hvis du vil tilmelde dig allerede nu, så kan du gøre det på siden med tilmelding. Her finder du også mere information og vores velkomstfolder med træningstider.

Venlig hilsen

Udvalg for prøvemedlemmer i Roskilde Golf Klub

Se kaninmatch-vinderne – grill på terrassen 26/4

Med et flot fremmøde på 112 deltagere er 2021-kaninmatcherne skudt godt i gang.

Herunder kan du se vinderne fra mandag den 19. april, men først lige nogle praktiske oplysninger.

Næste mandag, den 26. april, vil Restaurant Birdie sætte grill op på terrassen til udendørs servering for dem, der gerne vil have lidt at spise og drikke efter matchen. Det er muligt at gå ind i baren for at betale, hente drikkevarer og bestik – husk mundbind.

Og så lidt om regulering af handicap. I Danmark har vi nemlig i år fået et nyt, samlende og verdensomspændende handicapsystem. Systemet er bygget sådan op, at den udregner et gennemsnit af de bedste otte ud af de seneste 20 spillede runder. Har man spillet færre runder, er der lavet nogle formler til udregning af golfhandicappet.

Det vigtigste budskab er imidlertid, at alle bør/skal indrapportere deres scores, når de har været ude og spille, uanset om det er gået godt eller dårligt.

Og sådan er det også med kaninmatcherne. Her er der en lille administrativ udfordring, fordi man ikke normalt kan indberette scores fra en ni-huls runde, hvor man er startet på andre huller end hul 1 og hul 10. Det er sekretariatet og kaninudvalget ved at finde en løsning på.

I første omgang er alle, der mandag den 19. april scorede 19 point eller flere blevet indberettet og kan se deres score i GolfBox. Fremover arbejder vi på, at alle scores bliver indberettet, da man kun får det mest retvisende golfhandicap, hvis man får registreret alle de gange, man har været ude og spille.

Og så over til mandagens vindere:

Præmierne:

  1. Henrik Schucany og Lars Andersen, 72 point
  2. Thomas Okkels, Aase Sørensen, Søren Klok og Lars Christiansen, 70 point
  3. Erik G. Pedersen, Bjarne Hegnsgaard Olsen, Erik Madsen og Thomas W. Thorsen, 65 point

Desuden er der en øl-bon præmie for 2. sidstepladsen: Charlotte Hansen, Henrik Holm, Kim Reggelsen og Jørn Knudsen.

Aftenens kanin blev Anne Marie Nielsen, 20 point.

Præmierne bliver udleveret ved næste kaninmatch.

Billedet er fra en af matcherne i 2020. Webmaster modtager gerne aktuelle billeder fra kaninmatch-deltagerne. Her kan du finde oplysningerne på webmaster.

 

Golfbilerne er klar – se info med brugervejledning

Så er Roskilde Golf Klubs golfbiler klar til brug – og der er kommet tre ekstra, så der i alt er 11 biler til brug ude på banen. Derudover har klubben en bil til baneservice, en til restauranten og en til greenkeeperne.

Ni af bilerne har fået monteret nye batterier. Det er bilerne nr. 1-9. Bil nr. 10 og 11 fortsætter med de tidligere batterier. Det gør de, fordi bilerne i slutningen af maj/starten af juni bliver udskiftet med to nyere modeller. Der var derfor ingen grund til at skifte batterierne nu.

Her er fremgangsmåden, når du låner en bil:

  1. Hent nøglen i nøgleskabet i klubhuset
    • Medlemmer af “Golfbilens venner” har nøgle til boksen med golfbil-nøglerne – husk at hænge dit nummer på “sømmet” inde i boksen, så vi kan se, hvilke biler der er ude at køre og med hvem
    • Greenfeespillere henter nøglen i sekretariatet (eller i restauranten, hvis den er bestilt på forhånd til afhentning uden for sekretariatets åbningstider)
  2. Hent bilen på de overdækkede pladser til venstre for bag-hallen
  3. Fjern kæden ud for den bil, du har taget nøglen til og kør ud på runden
  4. Efter runden kører du bilen til opladning med det samme (altså ikke noget med at lade den stå uden opladning til en runde mere)
  5. Sæt bilen i båsen med det rigtige nummer
  6. Sæt strømstikket i (tjek, at der kommer to bip efter ca. 10 sekunder og den gule lampe ved rattet blinker)
    • Dette gælder indtil videre for bilerne 1-9. For bil 10 og 11 skal stikket sættes i som normalt – se skiltet ved bilerne
  7. Fjern golfudstyr og evt. affald
  8. Sæt kæden op bag bilen og lås (dagens sidste “mand” sætter også bommen på plads ind til alle bilerne og låser efter sig)
  9. Læg nøglen på plads i nøgleboksen i klubhuset
    • Greenfeespillere, der ikke har nøgle til boksen, putter nøglen ind i hullet til højre for indgangsdøren

Bemærk også at:

  • Du skal have kørekort for at leje/køre en golfbuggy
  • Færdselsloven gælder også på golfbanen
  • Der må max være to personer i bilen
  • Kør så vidt muligt i semiroughen
  • Du må ikke køre mellem greens og hazarder, herunder greenbunkers
  • Vær specielt varsom i sving, på stigninger og på nedkørsler – ikke mindst, når banen er fugtig
  • Undgå voldsomme opbremsninger – det kan ødelægge græsset
  • Buggyens ansvarsforsikring gælder på banen. Parkeringspladsen og asfaltvejene er dog offentlig vej,
    hvor du selv skal have en ansvarsforsikring, der skal dække eventuelle skader

Her finder du siden med info om golfbilerne – og priser.

 

Vil du hjælpe ved Golfens Dag på søndag 25/4 kl. 10-14

Klubben har brug for et antal hjælpere til at fremvise vore faciliteter, baner og klubhus og ikke mindst fortælle om vores gode sociale klubliv, når der på søndag den 25. april 2021 er åbent hus for potentielt nye medlemmer kl. 10-14.

Vores trænere vil være til rådighed for et lynkursus til de fremmødte. Hvis gæsterne har lyst, er der mulighed for at spille første hul på par 3 banen. Endvidere serveres der en forfriskning for vore gæster og selvfølgelig for hjælperne.

Jyske Bank sponserer et gratis prøvemedlemskab til den gæst, der kommer nærmest hullet ved en lille slagkonkurrence på drivingrange.

Har du lyst til at give en hånd med, så send en mail til .

Af hensyn til planlægningen vil det være fint, hvis du vil melde dig snarest muligt.

Der holdes et kort orienteringsmøde med kaffe og morgenbrød for hjælpere kl. 9.15, inden vi slår dørene op den 25. april kl. 10.

Håber vi ses.

Udvalg for prøvemedlemmer

Årets junior 2020: Mads Larsen

Normalt bliver der hvert år udnævnt en “Årets junior” i Roskilde Golf Klub. Der sker i forbindelse med afslutningsdagen i september. Det skete på grund af corona ikke i 2020, men ungdomsudvalget synes imidlertid ikke, at æresprisen for 2020 skulle gå i glemmebogen, så i forbindelse med et online møde for juniorer og forældre blev det offentliggjort, at årets junior i 2020 blev Mads Larsen.

Her er, hvad protræner Lasse Frølich Kristensen giver som begrundelse for valget af Mads:

“Mads har i hele 2020 udviklet sig enormt teknisk igennem sin store træningsindsats, som dækker over, at han er i klubben næsten hver eneste dag også i vintermånederne – og når han ikke træner, så spiller han turnering.

Udover dette er Mads en super kammerat og et stort forbillede for andre, han altid frisk på en puttekonkurrence eller en god snak.”

Mads modtog en flot bag sponseret af Mizuno Danmark samt en regnjakke fra Multipavillon / Carsten Jensen og lidt andet godt fra Roskilde Golf Klub og Frølich Golf.

På billedet er det Mads med Emil og Lasse fra proshoppen på hver sin side.

Her kan du se siden med alle modtagere af prisen “Årets junior”.

Stort tillykke til Mads

Elitespillere på april trænings- og turneringsture

I weekenden d. 10. og 11. april var hele vores elite afdeling på tur. Lørdag gik turen til Skovbo og søndag til Greve.

På billederne fra Greve kan man se, hvorfor runden blev stoppet tidligt på grund af det hårde vejr, men i Skovbo var vejret med os og alle fik skudt sæsonen godt i gang.

Billede 1: Fra venstre er det Christian Kindall – Christopher Thorhauge – Carsten Nielsen – Claus Hede.

Billede 2 viser forholdene i Greve hvor spillerne er på vej ind efter at måtte konstatere, at selv på fairway kunne de ikke finde bolden.

Billede 3 (det øverste billede) viser Mads Emil liggende ned, Nicklas Mølholm fra venstre og Mads Larsen i højre side. De var alle tre nede og repræsentere Roskilde til en turnering på Møn, Bjarke Reggelsen var også med til turneringen. Mads Emil blev bedst placeret på en delt 10. plads. Turneringen blev holdt samme weekend.

Andre resultater fra drengene

Greve Masters: Noah Westh-Buske 1. plads i U12 rækken – blev spillet d. 18/4

Greve Masters: Mads Larsen u19 drenge 4. plads – blev spillet d. 18/4

Kommende weekend

  • Mads Emil skal spille Asserbo pokalen
  • Lucas Mannich skal spille Asserbo pokalen
  • Mads Larsen skal spille Ping Masters
  • Nicklas Mølholm skal spille Ping Masters

Emil Lindvig Nielsen

Ny 9-huls bane tager form – se billederne

Så er der kommet gang i byggeriet af Roskilde Golf Klubs nye 9-huls bane. På marken bag ved par 3 banen kører der traktorer og en gravko rundt, og allerede nu kan man se konturerne af de nye greens og bunkers på de fem huller, der bliver på det nye areal.

Se en masse billeder fra byggeriet nederst på siden.

Greenen på hul 1 er den eneste på den nuværende par 3 bane, der bliver bevaret. Her kommer der dog et nyt teested, så det fremover er slut med at slå ud fra måtter overalt på 9-huls banen i sommerperioden.

På den nuværende par 3 bane er der nu fældet nogle træer ved hul 9 + nogle buske nede ved åen, så der bliver frit udsyn til den nye green på hul 2, der bliver noget større end den nuværende og ikke lige så skrånende.

På den nye bane er der nu pløjet over det hele, ligesom der allerede er gravet ud til bunkers og de fleste greens. Der er dog stadig langt igen. Der er masser af gravearbejde, nedlægning af dræn, vand, strøm, forskellige typer af underlag på greens og i bunkers og lignende. Vi følger arbejdet her på hjemmesiden med jævne mellemrum.

I forhold til naboer og forbipasserende på stien op forbi greenkeepergården er der lavet to store skilte, der fortæller om arbejdet. Her fremgår blandt andet, at man ikke skal gå op på området, dels af hensyn til ens egen sikkerhed i forhold til maskinerne, men også for ikke at ødelægge noget, når der først bliver tromlet og sået.

Lørdag den 17. april bliver der taget dronebilleder over området – også på en del af den nuværende bane – så vi bagefter kan se, hvordan hele området skifter karakter fra en mark til en golfbane.

 

Birdie åbner ude og inde 21/4 – med restriktioner

Fra onsdag den 21. april bliver det igen muligt at komme på besøg i Restaurant Birdie – både udendørs og indendørs.

Folketingets partier nåede natten til fredag den 16. april til enighed om en corona-genåbningsaftale, der her i klubben får stor betydning for klublivet og selvfølgelig for vores restauratør Peter Lassen og hans personale.

Peter og co. får nu travlt med at gøre klar til på onsdag, da der nu bliver genåbnet mere, end det først var planlagt.

Der kan endnu komme mere konkrete restriktioner fra sundhedsmyndighederne, men her er, hvad vi ved lige nu:

  • Udendørs servering kommer til at foregå uden krav om visning af coronapas eller negativ test
  • Indendørs servering kan kun foregå, hvis der er bestilt tid på forhånd og ved visning af vaccine-bevis eller en negativ test, der højst er 72 timer gammel

“Vi glæder os rigtig meget til åbningen, og vi kan mærke på medlemmerne, at de også glæder sig til at sidde og nyde mad, drikke og samvær før eller efter golfrunden. Vi siger tak for de mange positive tilkendegivelser – og ikke mindst den store opbakning til vores påskebuffet, hvor vi til sidst måtte melde udsolgt. Nu glæder vi os til at vise jer vores 2021-sommermenu,” fortæller Birdie-leder Peter Lassen.

Den nye politiske aftale betyder, at klubhuset endnu ikke kan åbnes, så man bare kan droppe ind og sætte sig efter runden. I den kommende tid bliver klubhuset alene betragtet som en restaurant, og derfor skal du bestille tid og købe mad eller drikke for at sætte dig. Det fremgår imidlertid ikke, hvor lang tid i forvejen, man skal bestille tid, så det er nok en af de ting, der kommer besked om senere.

Klubhuset holder dog fortsat åbent for at bekræfte tider, udskrive scorekort, kontakte sekretariatet og gå på toilettet. Det er nu også muligt at samles op til 10 personer indendørs – det betyder, at udvalgsmøder og lignende nu kan foregå igen. Og i restauranten kan man sidde samlet op til 10 personer.

På billedet er det kok Lene Svendsby, forpagter Peter Lassen og Anton Noer, der står for servering.

Læs mere:

 

Birdie er klar til sæson 2021 med to kokke og reserver

Med et nyt køkken og nu genåbning af Danmark så er Restaurant Birdie klar til en aktiv 2021-sæson. Den planlægning har stået på længe, så da de politiske partier torsdag den 15. april forhandlede om yderligere genåbning, så var spændingen naturligvis stor, så stor, at forpagter Peter Lassen holdt sig vågen, indtil resultaterne af forhandlingerne blev offentliggjort midt om natten.

Nu skal der de kommende dage arbejdes på at gøre helt klar til åbning den 21. april.

Meget af planlægningen har dog været på plads længe. Peter og hans personale har brugt vinteren på at tilrettelægge menuen for sommeren, sikre arbejdsgange for produktion af maden, planlægge og indrette det nye køkken og ansætte personale.

Som tidligere nævnt blev Peter Lassen i efteråret bedt om også at stå for restauranten i Hedeland Golfklub, og det kan han så nu via en daglig leder i Hedeland og personale begge steder. Både i Hedeland og i Roskilde er der ansat en ekstra kok, og i den fælles aftale mellem klubberne og Peter fremgår det også, at Peter først og fremmest er til stede her i klubben.

Her i Roskilde hedder den nye kok Ben Jensen. Han starter mandag den 19. april og kommer til at stå i køkkenet sammen med vores nuværende kok, Lene Svendsby.  Og hertil kommer så Peter selv, som nu får bedre tid til planlægning og kontakt med medlemmer og øvrige gæster. Hurtigst muligt starter også Michael Woo, kaldet “Mike”.

Det har ikke været hensigten ved ansættelserne, men temaet for personalet er af uransagelige årsager blevet meget internationalt. Udover en lille håndfuld “lokale”, så er der i Roskilde og Hedeland medarbejdere fra Norge, Holland, USA, Polen, Bosnien, Tyrkiet, Syrien og Cuba.

“Som udgangspunkt har vi opdelt personalet i, hvem der er i Hedeland og hvem der er i Roskilde, men opstår der særlig travlhed det ene eller andet sted, så kan vi hjælpe hinanden. Det er en stor fordel,” fortæller Peter.

“Først og fremmest kan jeg glæde mig over, at vi klarer os igennem en krise, hvor mange andre i branchen desværre må dreje nøglen om. Jeg glæder mig over et helt fantastisk nyt køkken, hvor der er blevet ordnet fra A til Z. En absolut helt fantastisk ny arbejdsplads, hvor fortidens lappeløsninger er erstattet med nye og gode rammer.

Jeg glæder mig over, at både have de gode medarbejdere fra sidste år på holdet igen, samt at have fået et par nye og gode kandidater på holdet. Der har jo været travlt og det tror jeg der fortsat bliver. Så vi kan ikke klare det med det ”lille” hold vi har været hidtil.”

“Jeg glæder mig over, at vi under nedlukningen har haft mulighed for at arbejde lidt grundigere med vores menukort, end jeg har gjort tidligere, så der både er klassikere og nyheder. Og kokkene har været med. Allermest glæder jeg mig til at se klubbens mange medlemmer igen, for det er jer, der gør det sjovt at være restauratør.”

På billedet øverst er det Restaurant Birdie og Café Hedelands samlede personale efter ansættelsen af to nye kokke.

Fra venstre er det Lene Svendsby (Roskilde), Peter Lassen (Roskilde), Ben Jensen (Roskilde), Davor Dumic (Hedeland), Christina Noer (Hedeland) og Maciej Rys (Hedeland).

Første bestilling fra det nye køkken var i øvrigt tapas til Axel Bomholdt – se billedet nederst. Senere blev der rigtig travlt henover påsken med i alt 600 solgte påskebuffeter.

Opdateret 21. april 2021: Den nye kok i Roskilde, Ben Jensen, starter alligevel ikke. I første omgang erstatter Peter Lassen selv i køkkenet.

Læs mere: