Author Archives:

Optimisterne klar til 10 års jubilæum i 2021

Vi skal naturligvis fejre vores 10 års jubilæum. Vi er glade for, at to stadig aktive medlemmer for 10 år siden tog initiativ til, at damer med et handicap over 36 kunne komme til at spille golf i en klub i klubben, nemlig Optimisterne.

Vi spiller tirsdag formiddag hele året rundt. Vi har fortrinsretter kl. 9.45-11.00 i sommersæsonen.

Som nyt medlem bliver man modtaget af en person fra bestyrelsen, som så vidt muligt booker tid sammen med det nye medlem.

Vi trækker lod om spillemakkere og man kan vælge at spille 9 eller 18 huller. Se spilletider på Optimisternes side. På den måde lærer man som ny meget hurtigt mange medlemmer at kende.

Vi starter sæsonen tirsdag d. 30 marts 2021.

Arrangementer i sommersæsonen

  • Der er lavet aftale om regelaften på banen med to medlemmer af regel- og handicapudvalget. Det bliver slut april eller begyndelsen af maj
  • Udematch i Værebro golfklub d. 14 juni
  • Udematch i Sorø d. 19 juli
  • Short game med Lasse d. 19 maj
  • 3 dages golftur til Woodlands golfresort i Sverige d. 7-9 september
  • Fællesmatch med gunstart d. 29 juni og d. 28 september med efterfølgende spisning

SGO

Vi ønsker at arrangere fælles spil på SGO banerne. Se hjemmesiden

Løbende arrangementer

Den sidste tirsdag i måneden spiller alle 9 huller og der er fællesspisning derefter.

Disse tirsdage arrangeres der særlige spilleformer, ofte med holdspil. Se Optimisternes hjemmeside.

Nye medlemmer, der ønsker at spille med Optimisterne, bedes melde sig til på Optimisternes side under fanen “Nye” eller kontakte Lisbeth Møller på mail: .

Velkommen til en ny golfsæson med nye sjove oplevelser og nye venner.

Vi håber, det snart bliver uden coronarestriktioner.

Lisbeth Møller

Formand Optimisterne.

Her finder du Optimisternes side, hvor der også er flere billeder fra Optimisternes arrangementer.

 

Åbent for tilmelding til test af online generalforsamling

Vil du gerne deltage på klubbens online generalforsamling men er i tvivl om, hvordan det fungerer, så kan du nu tilmelde dig en test, der bliver afviklet dagen før generalforsamlingen, nemlig onsdag den 24. marts kl. 15-16.

I dette tidsrum sidder sekretariatet og klubbens it-mand og sikrer, at alle kan komme på og at alle kan finde ud af at “række hånden op” og tænde for mikrofonen.

På siden med info om generalforsamlingen er der lavet en fane med tilmelding. Du tilmelder dig med dit navn, medlemsnummer og mailadresse – og den mail bliver så brugt til at sende det link, der skal sikre dig adgang. Linket får du tilsendt på mail om formiddagen den 24.

Både testen og selve generalforsamlingen bliver holdt via Teams, men du behøver ikke at have programmet installeret på din computer. Har du ikke programmet, åbner linket bare i din browser.

Der er lavet en instruktionsvideo, der fortæller, hvordan man gør på en computer. Vil du deltage via din telefon eller en tablet, så er funktionerne lidt anderledes på grund af den mindre skærm. Der er så mange forskellige telefoner og tablets, at det har været umuligt at lave en instruktionsvideo til alle disse forskellige enheder. Vil du derfor deltage via din telefon eller tablet på generalforsamlingen, så tilmeld dig testen dagen i forvejen for at sikre, at det virker.

Under selve generalforsamlingen, torsdag den 25. marts, bliver der ikke mulighed for at få teknisk hjælp.

Her finder du siden med info om generalforsamlingen, instruktionsvideoen og tilmelding både til selve generalforsamlingen og til testen dagen før.

På siden er der også beretninger fra både bestyrelse og en lang række udvalg og klubber i klubben.

Billedet er fra generalforsamlingen i 2018.

Hvorfor virtuel generalforsamling i stedet for at vente på en fysisk?

Et medlem har reageret til bestyrelsen for at stille spørgsmål om afholdelse af årets generalforsamling, der jo bliver virtuelt i stedet for med fysisk fremmøde.

Det er Lars T. Larsen, der undrer sig over, at bestyrelsen ikke kan vente med at afholde generalforsamlingen, og han stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om afholdelse af generalforsamlingen virtuelt er i strid med vedtægterne.

”Vedtægterne giver ikke bestyrelsen bemyndigelse til at afholde generalforsamling virtuelt og at tilsidesætte medlemsrettigheder og vedtægter i væsentligt og i afgørende omfang,” siger Lars T. Larsen.

Han synes, det er problematisk, at medlemmer i samme husstand med fælles mailadresse kun kan stemme én gang, at man som kandidat til bestyrelsen skal melde sig en uge i forvejen og at det ikke er muligt at bruge fuldmagter.

Lars T. Larsen påpeger også, at Dansk Golf Union (DGU) netop har anbefalet klubberne at vente med afholdelse af generalforsamlinger.

”DGU anbefaler, at man ikke afholder virtuel generalforsamling i tilfælde, hvor der ikke er tvingende omstændigheder, som kan retfærdigøre en afvigelse i forhold til vedtægterne. Og jeg savner de meget væsentlige begrundelser for, hvorfor bestyrelsen har valgt at tilsidesætte medlemsrettigheder og vedtægter. Jeg vil også gerne have svar på, om beslutninger truffet på den virtuelle generalforsamling vil være juridisk gyldige, når generalforsamlingen nu afholdes med nogle afvigelser i forhold til vedtægterne,” siger Lars T. Larsen.

Medlemmerne kan komme til orde

Formand Kim Møller Behrend er helt klar over, at det har været nødvendigt at indgå nogle kompromiser i forbindelse med den ændrede måde at holde generalforsamlingen på.

”Vi har sammen med vores dirigent og advokat afdækket mulighederne for en virtuel afholdelse af generalforsamlingen og som Lars T. Larsen så rigtigt påpeger, så giver den virtuelle afholdelse en række tekniske/praktiske udfordringer – såsom valg af dirigent, stemmeafgivelse ved flere medlemmer i samme husstand samt spontan opstilling af kandidatur til bestyrelsesposter. Men det er vores og dirigentens vurdering, at den virtuelle generalforsamling vil kunne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler og vejledninger og at de beslutninger der træffes på generalforsamlingen, vil være gyldige.”

”Jeg mener, vi hylder medlemsdemokratiet ved at afholde vores generalforsamling som planlagt og lader medlemmerne komme til orde i stedet for at udsætte og bare lade stå til og håbe på det bedste indtil efteråret, hvor vi så måske kan afholde en fysisk generalforsamling. Jeg regner med og forventer en god og rolig generalforsamling, hvor bestyrelsen fremlægger beretning for sine planer og budgetter, samt at medlemmerne får god mulighed for at stille spørgsmål og dialog. Men skulle det udvikle sig anderledes, så er jeg sikker på at vores dirigent vil lede mødet på bedste vis og i yderst konsekvens forslå indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling for at få truffet endelig beslutning omkring et specifikt emne,” siger Kim Møller Behrend og tilføjer:

”Vi har selvfølgelig vurderet DGU’s anbefalinger og vurderet dem i forhold til vores aktuelle situation. Netop usikkerhed omkring hvornår vi kommer tilbage til bare en tilnærmelsesvis normal hverdag, hvor det er sikkert og forsvarligt at samles omkring +100 medlemmer i +60 års segmentet, har været en af de vigtigste argumenter for beslutningen om at afholde generalforsamlingen virtuelt.”

”Samtidig står vi i en situation, hvor vi har optaget nogle af de største lån i klubbens historie og løbende igangsætter store investeringsprojekter, som i min verden kræver stor transparenthed og medlemsindflydelse. Om det forhold kan betegnes som ”presserende sager” eller ”nødlidende drift” kan jeg ikke vurdere, men vi mener, vi er ”handlingslammet”, hvis ikke vi får generalforsamlingens opbakning og godkendelse af vores planer og ikke mindst vores budget. Hvis budgettet ikke bliver godkendt, så kan vi reelt ikke igangsætte baneprojektet, da der i budgettet er afsat ekstra midler på ca. 90.000 kr. til projektledelse og styring. Og kontrakten med entreprenøren er underskrevet, så han er klar til at gå i gang.”

Billedet er fra den fysiske generalforsamling i 2018.

Nyt fra Damedagen til sæson 2021

Damedagen har nu holdt møde og glæder sig til at fortælle om årets aktiviteter.

De største nyheder

Informationsmøde
Vi aflyser det planlagte informationsmøde d. 16. marts og inviterer til nyt informationsmøde den 8. april kl. 17 -18.

Scorekort
Alle skal indtaste deres score i GolfBox og aflevere scorekortet fysisk i damedagens postkasse inden kl. 18 om onsdagen. Scorekortet skal være let læseligt, og antal points ved stableford og antal slag ved svensk slagspil skal være talt sammen.

Bemærk, at det er markørens ansvar, at medspillerens score er korrekt. Hvis antal slag og points ikke stemmer overens, er det scoren, der tæller.

Vi spiller alle fra tee 50 hele sæsonen, og vi spiller stableford 3 gange og 1 gang svensk slagspil hver måned.

Fællesmatch med spisning den sidste tirsdag i maj
Den 25. maj vil der være mulighed for at deltage i en fællesmatch med gunstart over 9 huller kl. 17.00 og fællesspisning kl. 19. Formålet er at skabe mere sammenhold og at få integreret 9 hullers klubben.

Eftermiddagsdamerne
Da det har været svært for flere at finde nogen at spille med efter kl. 15, vil vi opfordre de damer, der går ud efter kl. 14, til at mødes kl. 15, bytte kort og gå ud i den rækkefølge, der passer bedst.

Husk at give besked til de andre spillere, hvis du booker dig af en bold. Vi har hørt fra spillere, der har stået alene på 1. hul uden at kunne komme ud at spille -– og det er ikke god stil.

Endagsudflugt
Vi tager på endagstur til Skovbo Golfklub d. 19. maj med mødetid senest kl. 12.30 og start kl. 13.00. Prisen er 295 kr. og inkluderer greenfee, 2 flotte stykker smørrebrød, 1 lille fadøl, baneguide og frie bolde på driving rangen.

Tilmelding kan ske på Damedagens side – se link nederst.

Damedagsudflugt
Damedagsudflugten går i år til Enjoy Resorts på Rømø, hvor vi samarbejder med Vi elsker golf og dermed Andreas Hartø og Brian Vester. Turen foregår fra lørdag d. 5. juni til mandag d. 7. juni og inkluderer koncert med Lis Sørensen søndag aften, 3 runder golf, 2 overnatninger i de lækre feriehuse, aftensmad, adgang til spa og show med Andreas Hartø. Alt dette for blot 2600 kr.!

Invitationen blev sendt ud efter damedagsafslutningen og 28 damer har tilmeldt sig arrangementet, hvor der nu er fuldt hus.

Årets damedagsturnering
Man tilmelder sig turneringen i GolfBox, og kontingentet er uforandret 300 kr. og betales samtidig med tilmelding.

Dernæst tilmelder man sig de enkelte tirsdage, hvor man kan spille, og dette kan gøres på en gang under klubturneringer. Når man har meldt sig til en bestemt damedag, så skal man også booke tid til at spille på selve dagen.

Der vil også i år være en 9-hullers klub, som spiller de første 9 huller på 18 hullers banen. Tilmelder man sig denne ordning, kan man ikke i løbet af sæsonen skifte mellem at spille 9 eller 18 huller. Damerne i 9 hullers klubben går ud på faste tider kl. 16.52 til 17.15 og altid fra tee 1.

Når man er tilmeldt 9-hullers klubben, har man har også mulighed at spille sammen med 18-hullers damer, hvis der er 2 andre fra 18-hullers klubben, der kan være markør for hinanden de på de sidste 9 huller. Husk altid at gøre medspillerne opmærksom på det, inden I slår ud

Tilmelding og betaling sker i GolfBox til Damedagsturnering 9 huller eller Damedagsturnering 18 huller fra 15. marts 2021.

Også i år er der 6 tællende runder i hver sæson.

Opdeling i A-, B- og C-række vil ske inden sæsonstart, således at der er nogenlunde lige mange spillere i hver række.

Turneringsplanen for forårssæsonen er vedhæftet, hvor vi i år spiller stableford og svensk slagspil.

Sæsonstart
Sæsonstart er den 13. april 2021.

Fællesspisninger
Der vil være fællesspisninger den sidste dag i måneden kl. 19.30. Tilmelding sker på en liste på Damedagens opslagstavle, se ligeledes nyheden om turnering og fællesspisning den sidste tirsdag i maj.

Ved fællesspisningen i april vil vi gennemgå, hvordan man indtaster score i GolfBox.

Forårsafslutning
Forårssæsonen afsluttes den 29. juni med gunstart over 18 huller, fællesspisning og præmieoverrækkelse.

Efterår
Efterårssæsonen starter op d. 6. juli.

Efterårsafslutning
Vi afslutter sæsonen den 28. september med gunstart over 11 huller kl. 15 efterfulgt af middag og præmieoverrækkelser.

Vi modtager gerne input og forslag til nye tiltag, som I er velkomne til at sende til I er også velkomne til at ringe til én af udvalgets medlemmer.

Vi glæder os til at se jer alle til sæsonstart den 13. april 2021.

Her er link til Damedagens side.

På Damedagsudvalgets vegne

Lene Rasmussen
Formand

Regionsgolf er klar til sæson 2021 med 13 hold

Nu er vi klar til regionsgolf 2021.

Jeg håber at kampene kan afvikles som planlagt i år, men vi er jo stadig i en fase, hvor vi ikke rigtigt ved, hvordan udviklingen i henhold til corona er, så vi må følge udviklingen og håbe det bedste.

I år har vi fælles afslutningsmatch for alle der har spillet på et regionshold.

Datoen bliver lørdag den 9. oktober 2021. Der bliver tilmelding på GolfBox når vi kommer så langt.

I år har vi 13 hold med i regionsgolf, som er med følgende holdkaptajner:

  • B 4 Henrik Lyngkjær
  • C 5 Birte Helbæk
  • D 4 Dan Holmer Andersen
  • SA 5 Karsten Jensen
  • SB 6 Peter Nissen
  • SB 7 Solveig Kaas
  • VB 8 Henning Doktor
  • VB 10 Erik Christiansen
  • VC 5 Erik Schwartz
  • CV7 Viggo Clausen
  • VA 4 Per Olivarius Olsen
  • SVB 6 Peter Frimann
  • SVC 7 Mogens Meisner

På siden med regionsgolf kan du se alle rækkerne, hvor resultater og stillinger løbende bliver opdateret.

Koordinator
Erik Christiansen

Flere tider bliver ledige til spil på søn- og helligdage

Bestyrelsen og sekretariatet har de senere år arbejdet målbevidst på at sikre, at så mange tider som muligt på 18-hullers banen bliver udnyttet. Der er heldigvis rigtig mange medlemmer, der gerne vil ud og spille, og presset er derfor stort.

Det seneste initiativ i forhold til at skaffe flere udslagstider til fleste mulige medlemmer er at fjerne fortrinsretter til spil på søn- og helligdage. Det er en beslutning, der får virkning, så snart sommerbanen åbner igen.

Hidtil har weekendklubben, der er en af klubberne i klubben, haft fortrinsret til tiderne fra 8.07 til 9.07 lørdag, søndage og helligdage. Fremover får weekendklubbens ca. 70 medlemmer alene fortrinsrettigheder til otte udslagstider lørdag morgen mellem 8 og 9.

Tiderne på søndage og helligdage bliver i stedet åbnet for almindelig booking fra tre uger før – akkurat som alle andre spilletider.

Når en klub i klubben har fortrinsret til bestemte udslagstider, så kan medlemmerne af disse interne klubber booke udslagstiderne indtil fire dage før. Herefter bliver evt. ledige tider frigivet til booking af alle andre medlemmer.

”Vi har i flere år fået henvendelser og kommentarer omkring fortrinsrettider, ikke mindst fra spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”. Der er ingen tvivl om, at det er populært at komme ud og spille og nogen synes, at vores klubber i klubben fylder for meget. Derfor har vi et arbejde i gang både med at gennemgå alle vores fortrinsretter men også med at se på, hvordan udslagstiderne generelt bliver benyttet,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

Klubberne i klubben er vigtige for klublivet

Målet for bestyrelsen er, at fortrinsretterne på 18 hullers banen bliver sat ned til maksimalt 20 procent af det samlede antal udslagstider på banen, men formanden tilføjer, at øvelsen ikke går ud på at nedlægge klubberne i klubben, tværtimod.

”Klubberne i klubben er meget vigtige for vores klubliv – og vi ved fra undersøgelser, at medlemmer, der er med i en klub i klubben, er langt mere tilfreds med deres medlemskab end andre medlemmer. Klubberne i klubben er med til at sikre det sammenhold, som vi gerne vil have som Roskilde Golf Klubs særlige kendetegn.”

”Men netop i ”primetime” i weekenden har vi ønsket at reducere antallet af fortrinsretter – det er her, flest medlemmer har nævnt, at det er en udfordring med fortrinsretter til klubber i klubben,” lyder det fra formanden, der samtidig har en stor opfordring til alle dem, der booker sig ind på weekendmorgener og formiddage og andre ”primetime”-tidspunkter:

Spil med flere – ikke mindst i “primetime”

”Vi skal være bedre til at booke os ind på tider, hvor der kun står en eller to spillere. Det giver den fordel, at flere kommer ud og spille, men også at vi lærer flere at kende – og det er både en fordel for den enkelte og for klublivet. Jeg kan godt forstå, hvis spillere helst vil undgå at booke sig ind på tider, hvor der er spillere med et meget højere eller lavere handicap end én selv. Men vi skal kunne spille med hinanden uanset handicap. Det er jo netop det, der er golfspillets store styrke. Og i de mest attraktive timer er det vigtigt, at vi udnytter udslagstiderne så godt som muligt – det giver også et bedre flow i spillet, når der er 3-4 spillere i alle ”bolde”,” siger Kim Møller Behrend og supplerer med en sidste, vigtig ting:

”Det er meget vigtigt, at vi i så god tid som muligt afmelder vores tid, hvis vi af den ene eller anden årsag ikke kan komme alligevel. Der står mange på spring for at komme ud og spille – og de skal selvfølgelig have mulighed for at se, at der er tider ledige.”

Bestyrelsen har tidligere gennemført, at medlemmer af klubber i klubben skal booke deres tider. Tidligere har deres tider bare været blokeret, så hvis der en spilledag ikke kom så mange, så stod tiderne blokeret men uden at tiderne blev benyttet. Nu gælder reservationerne kun, hvis der er spillere, der har tilmeldt sig tiderne.

Alle er velkomne i klubberne i klubben. De har hver deres målgruppe. Læs mere under ”Klubber i klubben” i menuen øverst på hjemmesiden.

Online generalforsamling 25/3 2021 – med tilmelding

Torsdag den 25. marts 2021 kl. 19 holder Roskilde Golf Klub generalforsamling. Datoen har været inde i kalenderen længe, og bestyrelsen har nu valgt at holde fast i at mødes, selv om vi på grund af corona og forsamlingsforbud ikke fysisk kan møde op i klubhuset eller andre steder.

Generalforsamlingen bliver derfor gennemført online – altså, hvor vi sidder hjemme hos os selv ved computer, tablet eller telefon.

“Vi risikerer, at bestyrelsen bliver lidt handlingslammet, hvis vi igen skal igennem en periode, hvor vi ikke formelt har fået vedtaget vores budgetter, kommende kontingenter og foretaget valg til bestyrelsen. Derfor ønsker vi at holde fast ved generalforsamlingsdatoen og har fundet en model for, hvordan mødet kan lade sig gøre,” fortæller formand Kim Møller Behrend.

Generalforsamlingen bliver derfor afholdt på følgende måde:

  1. Alle tilmelder sig på forhånd med navn, medlemsnummer og mailadresser
  2. På dagen får alle tilsendt en mail med link til generalforsamlingen om aftenen
  3. Generalforsamlingen bliver så gennemført med formand, kasserer og dirigent siddende i samme lokale og alle andre deltagere er deltagere hjemmefra
  4. Der bliver mulighed for at “række hånden op” og få ordet som normalt – og det vil også være muligt at gennemføre afstemninger, hvis det bliver nødvendigt

Tilmelding til generalforsamlingen skal ske senest dagen i forvejen – og dagen i forvejen bliver der også afholdt en test, som medlemmerne kan melde sig til, hvis de ikke har prøvet online-møder før og gerne vil være sikker på, at det virker.

På generalforsamlingen er der blandt andet følgende punkter:

  1. Valg af formand og tre bestyrelsesmedlemmer – de nuværende er villige til genvalg – bemærk, hvis du selv ønsker at stille op til bestyrelsen, så skal du melde dit kandidatur senest en uge i forvejen
  2. Gennemgang af regnskab og godkendelse af budget og kontingenter (regnskabet viser et ekstraordinært stort overskud på 819.000 kr.)
  3. Bestyrelsens beretning – blandt andet om de fremtidige store projekter med ny bane og klubhus
  4. Nye medlemstyper (senior flex og greenfee flex) i forbindelse med den nye 9-hullers bane medfører ændringer i vedtægterne + stemmeret til flexmedlemmer. De nuværende to medlemskaber, Par 3 (passive) og SemiFlex, udfases over tre år
  5. En præcisering af beslutningen om mageskifte af jord med kommunen fra sidste år til brug for myndighedsbehandling

Her finder du link til siden med al information om generalforsamlingen – fx indkaldelse, regnskab, beretninger fra bestyrelse og udvalg, tilmelding til generalforsamlingen og tilmelding til test af at deltage i et online møde.

På billedet er det kasserer Stig Nelkop, formand Kim Møller Behrend, dirigent Rune Tarnø og it-konsulent Michael Willumsen fotograferet ved en online generalprøve, hvor fem medlemmer deltog.

Restaurant Birde klar til take away påskefrokost 1.-5. april

Restaurant Birde glæder sig til igen at kunne holde åbent efter corona-nedlukning og ombygning af køkkenet.

I de kommende uger bliver håndværkerne færdige og der bliver gjort rent – og trods nedlukning gør Birdie klar til påsken ved at servere en eksklusiv påskefrokost-buffet, som kan bestilles helt ned til to personer.

Her finder du Restaurant Birdies side med konktaktoplysninger.

Herunder kan du se menuen – husk at der er bestilling på forhånd.

RGK’s Jakob Falk Schollert vinder turnering i Oklahoma

Jakob Falk Schollert, der er et mangeårigt medlem i Roskilde Golf Klub, har vundet en turnering med 14 collegehold og 80 deltagere. Det gjorde han i en turnering over 54 huller i Oklahoma USA. Turneringen blev spillet den 8. og 9. marts 2021.

Jakob spiller for sit college, Iowa Western College, hvor han også studerer på 2. år.

Jakob var i omspil med tre spillere og vandt på 4. omspilshul.

Træning åbner igen fra mandag den 9. marts

Så er det nu, hvis du bøvler med nogle slag eller i det hele taget trænger til at justere på dit spil her op til sommersæsonen.

Proshoppen åbner for træning fra mandag den 9. marts og frem – og der er mulighed for at bestille individuelle lektioner. Holdtræning kommer senere.

Igen i 2021 er det protræner Lasse Frølich, hans assistent Emil Lindvig Nielsen og protræner Jacob Pingel Lauridsen, du kan booke til disse træninger.

Som udgangspunkt er der træning mandag-lørdag – i proshoppens bookingsystem kan du selv se, hvilke trænere der er til rådighed de enkelte dage.

Som normalt kan du få træning på drivingrange, på puttinggreen og på øvelsesområde.

Proshoppen er i øvrigt også åben – kl. 10-16 hver dag i marts. Fra april gælder de normale åbningstider, som er kl. 10-18 mandag til torsdag, 10-16 fredag og 9-16 lørdag og søndag.

I proshoppens åbningstider er det i øvrigt muligt at hente scorekort – på grund af corona er det jo stadig ikke muligt at komme ind i klubhuset og hente scorekort og bekræfte spilletider.

Her finder du proshoppens side med kontaktinformationer – og link til det bookingsystem, proshoppen benytter.