Skoleelever hjalp med at skabe nyt liv til fisk på hul 11

Der blev skabt nyt liv for naturen og fiskene ved Roskilde Golf Klubs baner.

Onsdag, den 22. september 2021 mødtes formanden for Roskilde og Omegns Lystfiskerklub – ROLK, Uffe Clemmensen sammen med 8. A fra Sct. Jørgens Skole ude på golfbanen.

Chefgreenkeeper Nick Bosholdt havde spurgt ROLK, om de kunne hjælpe med at udlægge gyde/skjulesten i et lille nyt å-stræk på golfbanen. Roskilde Kommune ville gerne have, at å-løbet blev restaureret, selv om det har en funktion ved overløb.

23 elever indtog golfbanen med højt humør, der blev udleveret handsker og skovle. Uffe Clemmensen, fortalte om hvorfor man udlagde gyde/skjulesten og hvilken stor betydning det har for naturen og biodiversitet. Hvis der kommer fisk op fra Geddebækrenden, vil de have optimale forhold at gyde i.

Efter 1½ times hårdt arbejde, var det ” golde” vandløb forvandlet på smukkeste vis. 8. A fik en spændende og lærerig formiddag og golfspillerne får i fremtiden noget smukt at se på. Vi venter nu på efterårets regnskyl, så der dannes vegetation på brinkerne. ROLK og 8. A takker Roskilde Golf Klub for et spændende samarbejde.

Uffe Clemmensen/ROLK

Afslutning for alle juniorer og mikroer med familie 30/9

Torsdag den 30. september 2021 er der fælles junior- og mikroafslutning – herunder fællesspisning i klubhuset og kåring af årets junior og årets mikro.

Juniorerne starter med spil kl. 16 og mikroerne kl. 17. For begges vedkommende opfordrer ungdomsudvalget til at komme i god tid.

Når matcherne for juniorer og mikroer er færdige, er der middag i restaurant Birdie ca. kl. 18.30. Middagen er gratis for juniorer,  mikroer og deres søskende, samt koster 100 kr. pr. voksen (afregnes på dagen med restauranten).

“Vi håber forældre/bedsteforældre og søskende har lyst til at kigge forbi og støtte ungdomsspillerne, finde ud af hvem, der vinder matcherne og hvem, der kåres som ”årets junior” og “årets mikro”, samt ikke mindst deltage i middagen og præmieoverrækkelserne,” siger formanden for ungdomsudvalget, Søren Rasmussen.

Tilmelding er nødvendig både for ungdom og forældre, og kan ske ved at skrive sig på facebook ”Roskilde Golfklub – Juniorer og Mikroer” (https://www.facebook.com/groups/742429609545234) eller alternativt skrive en email til soeren_froesig@hotmail. Tilmeldingsfristen er 28/9.

Ungdomsudvalget

Anne Sofie, Lasse, Emil, Benny, Peter, Jacob og Søren

Fire vindere blev cup’et – regionsgolf klar til afslutning 9/10

I regionsgolf havde Roskilde Golf Klub fire puljevindere, som derfor gik videre til kampen om den endelige sejr via cup-kampe, altså “vind-eller-forsvind”.

Desværre blev alle vores fire puljevindere slået ud i første cup kamp.

  • C holdet tabte 7-4 til Holbæk
  • Veteran B tabte 7-4 til Møn
  • Veteran C tabte 9-2 til Holbæk
  • Super veteran tabte 6-5 til Dragør

Alle kampe var mere spændende, end resultatet fortæller. Mange kampe blev afgjort på de sidste huller.

Så nu mangler vi kun vores store afslutningsmatch den 9. oktober 2021.

Alle, der har spillet på et regionshold eller været reserve, er velkomne.

Vi spiller ni huller med gunstart og efterfølgende spiser vi i klubhuset med diverse præmieoverrækkelser.

Der vil være mulighed for, at de enkelte holdkaptajner takker for i år m.v. Der er tilmelding i GolfBox og det koster 50 kr. at deltage. Tilmeldingen er åben.

Her kan du se siden med regionsgolf – herunder links til de enkelte holds resultater og stillinger.

Erik Christiansen

Koordinator for regionsgolf

Slagmestre slog også til i hulspils klubmesterskaberne

De to 2021-vindere fra slagspilsmesterskaberne for nogle uger siden havde ikke mistet deres form, da der i weekenden den 18. og 19. september blev afviklet klubmesterskaber i hulspil.

Mads Viemose Larsen vandt hos herrerne – og Anne Sofie Siebuhr vandt hos damerne.

I alt 16 herrer og otte damer havde kvalificeret sig til hulspilsmesterskabet, der blev afviklet med ottendedels-, kvart- og semifinaler inden selve finalen for henholdsvis herrer og damer.

I semifinalerne hos herrerne vandt Mads Viemose Larsen over Mads Emil Boas mens William Bredtved Hansen vandt over Rasmus Bornæs.

I semifinalerne hos damerne vandt Anne Sofie Siebuhr over Naomi Harbison-Hansen, mens  Trine Jensen vandt over Tutter Blume.

I finalerne blev resultatet:

  • Herrer: Mads Viemose Larsen – William Bredtved Hansen 5/3
  • Damer: Anne Sofie Siebuhr – Trine Jensen 4/2

Claus Hede Barrett overrakte præmierne ved en ceremoni i klubhuset.

Læs mere – referatet fra slagsspilsmesterskaberne:

 

Fritspils-ordningen SGO fortsætter – ni måneder om året

Den fælles fritspils-ordning, SGO, som Roskilde  Golf Klub er en del af, er nu blevet forlænget af de syv klubber, der er med i ordningen.

Der kommer dog en ændring, der har betydning for dem, der bruger SGO-ordningen i vintermånederne. Fremover gælder SGO nemlig kun ni måneder om året. Det er i december, januar og februar, SGO ikke gælder.

Den nye periode gælder fra 1. januar 2022. Det betyder, at i december i år er det muligt at spille SGO som normalt.

Ændringen skyldes, at de to klubber, der har sommergreens hele året, bliver besøgt så meget i vintermånederne, at deres slid på banen er markant højere, end hvis det alene var deres egne klubmedlemmer, der spillede.

“Vores erfaring ger, at en runde vintergolf slider syv gange så meget på banen som en runde på andre tidspunkter af året,” lyder det fra direktør i Frederikssund Golfklub, Jørgen Bundgaard. Det er ham, der er administrator for SGO-ordningen.

De syv klubber har på et fælles møde derfor besluttet, at SGO-medlemskabet fremover kun gælder mellem 1. marts og 30. november.

“Vi bakker naturligvis op om beslutningen. Vi har knapt 400 medlemmer, der er tilmeldt SGO, og som har stor fornøjelse af ordningen. Jeg er sikker på, at de godt kan forstå argumentet med at beskytte sommergreens. Vi hører jo selv til de klubber, der har særlige vintergreens for at sikre, at vores sommergreens er gode i de øvrige ca. ni måneder om året,” siger Roskilde Golf Klubs daglige leder, Anders Schnack.

Prisen for SGO stiger pr. 1. januar fra 900 kr. til 995 kr. Prisen er ikke blevet reguleret siden 2016.

Ønsker du at være med i SGO-ordningen, så tag kontakt til sekretariatet. Er du allerede medlem af SGO, så fortsætter dit medlemskab automatisk. Ønsker du at melde fra – så skal det ske inden 30. november.

Her kan du se siden med alle oplysninger om SGO-ordningen, herunder link til de seks klubber, Frederikssund, Hedeland, Holbæk, Odsherred, Sydsjælland og Sorø.

Herredag holder afslutning med parturnering 29/9 2021

Herredagen holder årets afslutningsmatch onsdag den 29. september.

Der er tilmeldingsfrist senest søndag den 26. september.

Afslutningsmatchen holdes som en parturnering. Du kan tilmelde dig med en makker og du kan tilmelde dig enkeltvis. I det sidste tilfælde vil Herredagens styregruppe finde en god, tolerant og venlig medspiller til dig.

Der er gunstart på dagen kl. 14 – mødetid er kl. 13.15 præcis.

Efter matchen er der efterfølgende lækker middag og præmieuddeling for sæsonen.

Der er tilmelding på GolfBox.

Pris: 200 kr. via Mobile Pay 890245 – vigtigt: Skriv medlemsnummer og navn.

Her kan du se Herredagens side.

Ekstraordinær generalforsamling med lille ændring i vedtægterne

Roskilde Golf Klub holder ekstraordinær generalforsamling torsdag den 23. september 2021 kl. 19. Det sker i klubhuset.

Der bliver holdt generalforsamling for at få vedtaget en lille ændring i klubbens vedtægter. Det sker i forbindelse med den indsamling til Kræftens Bekæmpelse, som klubben har gennemført her i september. Indsamlingen skete for på den ene side at støtte Kræftens Bekæmpelse, på den anden side for at Roskilde Golf Klub får mulighed for at søge penge fra en særlig pulje, som en lang række andre foreninger også har fået penge fra de seneste år. Puljen er oprettet til foreninger, der kan opnå status som velgørende via mindst 100 indbetalinger fra medlemmerne på mindst 200 kr. hver. Disse penge skal gå til velgørende formål – i Roskilde Golf Klubs tilfælde til Kræftens Bekæmpelse.

Ansøgningen skal indsendes senest 1. oktober – og det viser sig nu, at for at kunne ansøge skal der i vedtægterne stå, at hvis foreningen bliver opløst, så går et overskud til velgørende formål. I klubbens vedtægter i dag står der, at et evt. overskud går til Dansk Golf Union.

”Vi forventer naturligvis ikke at opløse foreningen, men det står som standard i alle vedtægter, hvad man skal gøre, hvis det skulle ske. Det vil absolut være i tråd med vores værdier, at et evt. overskud ved en lukning af Roskilde Golf Klub går til velgørende formål. Derfor ser vi ikke noget problem i at ændre vedtægterne på dette punkt. Det er dog ikke noget, bestyrelsen bare kan beslutte. Det skal vedtages på en generalforsamling,” fortæller formand Kim Møller Behrend og tilføjer:

”Det står også i vedtægterne, at en ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med mindst otte dages varsel, og da vi skal nå det inden ansøgningsfristen 1. oktober, så er datoen sat til torsdag den 23. september.”

Der er ikke tilmelding til generalforsamlingen denne gang. Man kan bare møde op. Det er dog alene fuldtidsmedlemmer fra 19 år og opefter, der har stemmeret på generalforsamlingen.

Læs mere:

 

Indsamling fortsætter til den 20. september 2021

Indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse fortsætter i øvrigt lidt endnu. Klubben har nået målet for at blive godkendt, men for kræftforskningens skyld ville det være godt, hvis der blev samlet flest mulige penge ind. Indsamlingen fortsætter dermed til den oprindelige frist, den 20. september 2021.

Efter den dato bliver der lavet en samlet opgørelse. Pr. 13. september er der ca. 120 bidragydere på minimum 200 kr. hver. Dertil kommer evt. 10-20 ekstra, som har glemt at skrive ”Donation” i emnefeltet – og disse skal derfor efterforskes nærmere i sekretariatet for at sikre, at pengene rent faktisk er en donation og ikke betaling til klubben for noget andet.

Hvordan støtter du?

Du skal overføre mindst 200 kr. til Roskilde Golf Klubs mobile pay nr. 69944. Vigtigt: Du skal skrive ”Donation” i meddelelsesfeltet i forbindelse med betalingen.

Else og Gunnar blev seniorklubbens å-vindere

Seniorgolf klubben-i-klubben har haft en golftur til Mølleåens Golf Klub.

Mandag den 13. september 2021 besøgte 20 seniorgolfere Mølleåen, hvor matchleder Arne Beyer havde arrangeret en individuel stableford for damer og herrer samt en holdmatch.

Vinder af den individuelle match blev vundet af Else Dejbjerg og Gunnar Larsen.

Holdturneringen blev vundet af Alice Tarnø, Anne Grethe Clausen, Flemming Hansen og Svend Erland Jensen.

Tak til matchlederne Arne Beyer og Grethe Risegaard for et godt arrangement.

Seniorklubben afholder kvartalsafslutning på sommergolfen torsdag 30. september med sidste tilmelding fredag 17. september enten på opslagstavlen i klubhuset eller ved mail til formanden.

Seniorklubben afvikler vintergolf på fredage i 4. kvartal 2021 og 1. kvartal 2022 startende fredag 8. oktober med mødetid senest 8.45. Tilmelding enten på opslagstavlen i klubhuset eller ved mail til formanden.

Her kan du se siden med seniorgolf.

Ejvind N. Jensen, formand

På billederne herunder er det vinderne, der står sammen med matchlederne, Grethe og Arne.

Rehab-spillere på mini-visit til Jyllinge

10 rehab-golfere fra Roskilde har været i Jyllinge for at spille minigolf på deres ret nye og meget flotte og velholdte 18 huls bane.

Forholdene og vejret var meget fint og og selv om det for flere deltagere var første gang, de spillede mini golf, så blev der lavet nogle fine resultater.

Banerekorden for banen er 25 slag og Roskildes bedste rehab-spiller gik banen i 54 slag, hvilket må siges at være et flot resultat.

Efter spil var der præmie til de tre bedste og hyggeligt samvær med drikkevarer og en meget fin sandwich.

Alle havde nogle gode timer, og flere spillere omtalte banen som ”svær” men vil meget gerne prøve igen, så måske det kan blive i 2022.

Rehab-golf er for spillere med svære funktionelle handicaps.

Her kan du se siden med information om rehab-golf i Roskilde Golf Klub.

Hans Kristian Olsen