Felix og Karoline er årets mikro og junior 2021

Det er altid vemodigt at skulle slutte en god mikro- og junior sæson. Torsdag 30. september 2021 havde vi fælles afslutning i Roskilde Golf klub.

Juniorerne mødtes kl. 16, hvor Benny sørgede for at opdele hold og sende juniorerne ud på 9 hullers spil på stor bane (i silende regn). Der var mødt 14 juniorer op. Nogle opgav pga. regnmængden, mens andre trodsede vejret.
Mikroerne mødtes kl. 17 til 6 huller på indspilsbanen. Ligeledes her mødte mikroerne talstærk op med forældre og bedsteforældre (de fleste i regntøj). Sågar enkelte mikroer i lyserødt regntøj, lyserød bold og lyserøde jern (gad vide hvilken farve, der er den mikros favoritfarve?).

Anne Sofie havde købe fine præmier ind til alle deltagerne. Stor succes.

Kl. 18 samledes vi sammen på putting banen. Mikro og junior spillede parvis 6 huller. Især mikroerne spillede flot. Juniorerne var imponerede 😊

Kl. 18.30 var vi sultne og gik i restaurant Birdie, der havde dækket fint op til ca. 60 spisende gæster. Middagen stod på lasagne og børnevenlige salater samt is dessert.

Mellem lasagne og is præsenterede jeg ungdomsudvalget og vore funktioner samt takkede Vinni og Ryan, der desværre har valgt at træde ud af udvalget i år. Jeg gennemgik årets mikro og junior aktiviteter.

Da bestyrelsen anført af Kim stødte til vor afslutning, blev spændingen om ”årets junior og mikro” afsløret:

  • Anne Sofie lykønskede Felix Klimt-Møllenbach som årets mikro 2021 (Felix fik stor klapsalve af alle)
  • Lasse lykønskede Karoline Daugaard Andersen som årets Junior 2021 (Karoline fik også en kæmpe klapsalve)
  • Mads Viemose fik også et par pæne ord med fra Lasse. Mads blev årets junior 2020. Da vi ikke kunne fejre Mads sidste år, fik han en stor klapsalve denne aften.

Stort til lykke til de tre vindere.

Her kan du se siden med alle modtagere af “Årets junior” og “Årets mikro”.

Herefter talte bestyrelsesformand Kim med ros til ungdomsarbejdet og glæde ved at se alle de unge spillere i klubben.

Vi sluttede ved 20’tiden og takkede hinanden for en god sæson og på glædeligt gensyn til april 2022.

Ungdommelig golfhilsen på vegne af ungdomsudvalget
Søren Frøsig Rasmussen

Læs mere:

Damedag arrangerer ny tur til Rømø i juni 2022

Damedagen i Roskilde Golf Klub havde i sommers (2021) arrangeret en tur til det nye arrangement, Vi elsker golf, på Rømø. Det blev så stor en succes, at Damedagen nu har besluttet at tage afsted igen i 2022.

Det foregår på Enjoy Resorts Rømø fra lørdag d. 11. til mandag d. 13. juni 2022. Arrangementet byder på en fantastisk weekend med masser af golf, koncert med Anders Blichfeldt, spa & wellness.

På Damedagens side kan du finde mere information om turen – herunder hvordan du tilmelder dig.

Damedagen håber, at rigtig mange har lyst til at være med og glæder sig til en hyggelig damedagsudflugt.

 

Sluttede senior sommergolf 2021 med spil, quiz, sang og præmier

Torsdag 30. september afviklede Seniorklubben en Mexican Scramble match, der startede kl. 7.15 med morgensang og uddeling af scorekort.

I forlængelse af matchen blev der afholdt socialt samvær med spisning, hygge, tipskupon på spilleregler, fejrede dagens vindere, fejrede kvartalets vindere damer og herrer, uddelt klappepræmier og Poul Erik Edsen-Johansens sang blev sunget.

Peter & Co. i Restaurant Birdie havde lavet en god middag med laks og vildsvin.

Leif Petersen havde lavet en tipskupon med spørgsmål til 13 spilleregler, belyst ud fra vores egen bane. Efter resultatet konkluderes, at seniorklubben fortsætter med ugentlig gennemgang af en spilleregel efter matcherne!!!!😂

Dagens vindere i holdkonkurrencen:

  • Ellen Skarsholm, Marianne Hoffmeyer, Peter Stigaard Jensen og Henrik Overgaard

Delt 2. plads:

  • Eli Vibeke Olsen, Kaj Møller, Hans Kristian Olesen og PEDRO
  • Susanne Jensen, Kaj Mølgaard, Per Ougaard og Jan Hoffmeyer

Kvartalets vindere

  • Damer: 1. Alice Wind, 2) Jette Ludvigsen 3) Grethe Risegaard
  • Herrer: 1) Bjarne Dalgaard, Poul Sarfelt 3) Ejvind N. Jensen

Kvartalets fødselarer (fejrer 75, 80, 85, 90 …… år)

  • Susanne Jensen, Jan Hoffmeyer og Poul Erik Edsen-Johansen

Seniorklubbens PEDRO har det sidste kvartal boet hos Henrik Overgaard, der overrakte figuren og æres-vandrepokalen PEDRO videre til Arne Beyer. Henrik begrundede valget med Arnes store indsats for at arrangere ture for seniorklubbens medlemmer.

Seniorklubben afvikler vintergolf fredage fra 8. oktober med mødetid senest 8.45, hvor alle spiller fra teested 50.

Der er p.t. tilmeldt 69 til vintergolfen og interesserede kan kontakte Seniorklubbens formand Ejvind N. Jensen.

Her kan du se Seniorgolf-siden – med kontaktoplysninger.

Næste kvartalsafslutning afholdes fredag 17. december 2021.

Tak for en god sommergolf og stor TAK til de mange gode samarbejdspartnere, der har gjort det til et godt halvår for 94 medlemmer af Seniorgolf i Roskilde Golf Klub.

Ejvind N.  Jensen, formand

Damedags-afslutning 2021 i sommervejr

Damedagen holdt efterårsafslutning tirsdag den 28. september 2021 i det smukkeste vejr – Birte Helbæk havde lovet at sørge for godt vejr, så den opgave klarede hun med bravour.

Vi havde gunstart kl. 15 over 11 huller og var 60 deltagere til matchen og 64 til den efterfølgende middag. Vi havde en hyggelig greensome turnering, hvor GolfBox havde sat os sammen i 2-mandshold. Holdene bestod af en med højt handicap og en med lavt handicap, så formiddagsdamerne, eftermiddagsdamerne og 9-hullers damerne var godt blandede.

Vinderne af holdkonkurrencen blev

  1. Sanne Poulsen/Ulla Harild Ayotte
  2. Jette Ludvigsen/Karin Terp Sørensen
  3. Lene Herlev Vindeløv/Hanne Corfitzen
  • Længste drive på hul 1: Lene Rasmussen
  • Længste drive på hul 9: Sanne Poulsen
  • Tættest på hul 5: Andrea Lima
  • Tættest på hul 7: Anne Vinther

Restaurant Birdie serverede en rigtig lækker forret med varmrøget laks og en skøn hovedret med unghanebryst med blanquette sauce, små kartofler og to lækre salater.

Damedagen vil gerne takke vores sponsorer for præmier og god opbakning.

Her kan du se Damedagens side.

Mange hilsener
Damedagen

25 par kårede vindere og fandt nye til at overtage udvalget

Et godt år i 2021 uden de store COVID-restriktioner, men med tre gode match-kampe i Parmatch-turneringen, blev afsluttet lørdag den 25. september 2021 i fint solskinsvejr, stort fremmøde, flotte scorer samt hyggelig afslutningsmiddag med 50 deltagere, der alle blev præmieret under arrangementet.

Vindere af årets Parmatch-turnering:

  1. Neel & Henrik Schucany
  2. Pia Jørgensen & Jan Dalsgård
  3. Merete & Klavs Koefoed

Stort tillykke til ovenstående vindere af turneringen.

Derudover vil vi gerne sige tak til ”Birdie-Peter” samt personalet for en dejlig middag og ikke at forglemme de lækre små citron-tærter. Godt gået Peter.

Parmatch-udvalget v/Anette&Lasse Nielsen samt Henrik&Dorthe Arngrimson takker af som udvalg efter henholdsvis 3 og 2 år, hvor vi har været rigtig glade for tjansen, men syntes at det nu er tid til, at give depechen videre.

Neel&Henrik Schucany samt Charlotte&Henrik Vincents bliver det nye Parmatch-udvalg.

Her kan du se siden med Parmatch – inklusiv alle resultaterne fra 2021.

Den røde bold kunne samle gode point til optimisterne

30 friske optimister mødtes tirsdag morgen den 28. september lige efter solopgang for at holde sæsonafslutning.

Vi spillede gunstart på bag-ni. Der blev spillet stableford som individuel turnering og holdturnering. Hvert hold fik en rød bold, som blev brugt på skift. Denne bold gav holdet dobbelt op i point. Hvis holdet mistede bolden, var de ude af konkurrencen.

Dagens vindere fra venstre: Jannie Brandt, Dorte Rye, Jette Nørlund, Kirsten Kaldal, Susanne Borup, Anette Lund Cramer, Marianne Hoffmeyer, Karin Bjerring og Lisbeth Møller.

Årets optimist blev Gerd Kristensen.

Banen var flot, vejret og humøret strålende og som altid en velsmagende platte fra Restaurant Birdie.

Her kan du finde Optimisternes side.

Lisbeth Lyder Jacobsen

Spil banen på kryds 10/10 med Carlsberg og 100 andre

Søndag den 10. oktober 2021 bliver der mulighed for at spille 18 huls banen på en helt ny måde, noget der kun gentager sig én gang om året. Det er nemlig Carlsberg Cross Country Match, hvor banen bliver spillet på kryds og tværs.

Der bliver spillet til rigtige greens men fra andre teesteder end normalt. Fx skal du slå til hul 2 greenen fra teestedet på hul 1. Det giver nogle ekstra udfordringer.

Der er plads til ca. 100 deltagere, og en del har allerede fundet ud af, at tilmeldingen er åben i GolfBox.

Matchen er for alle fuldtidsmedlemmer over 18 år og med et golfhandicap på maksimum 48.

Udover præmier sponserer Carlsberg også 1 øl/vand og to håndmadder fra Restaurant Birdie efter matchen.

Årets sidste match bliver i øvrigt andematchen sponseret af Anti-Rust og Restaurant Birdie. Denne match er søndag den 31. oktober. Her åbner tilmelding 5. oktober.

Rehab-mesterskaber 2021 afviklet med spillere og hjælpere

Fredag den 24. september blev 2021-klubmesterskabet for klubbens Rehab-golf spillere afviklet.

I alt deltog 24 spillere og 12 frivillige til at hjælpe.

Matchen blev afviklet i rigtig godt flow og særdeleshed godt humør trods stormende vejr.

Ligeledes var der stor opbakning fra pårørende, så til den efterfølgende spisning var der i alt 48 deltagere.

Efter spillet var der fælles samling med lækker smørrebrød fra Restaurant Birdie.

Klubmesterskabet blev afviklet i tre rækker og dagens vindere blev:

Venstre hånds spillere :

  1. Niels Keinicke Hansen
  2.  Allan Callesen
  3. Morten Lundberg

Her skal det nævnes, at Morten først er startet med Rehab golf i år.

Højre hånds spillere:

  1. Peder Tang
  2. Eric Seem
  3. Max Egesten

Max er også første års Rehab -golf spiller.

9 huller på stor bane

  1. Kim Jakobsen
  2. Kenneth Daugaard
  3. Jens Pedersen

Igen er det værd at nævne, at Jens fik det grønne kort i 2020 og nu spiller på stor bane.

Der skal her lyde en stor tak tålmodigheden fra de ”Flights”, der spillede efter vores to hold på stor bane, og ligeledes for hjælpen med at trække en af rehabernes scootere op af åen.

Til sidst stor tak til Proshoppen og Restaurant Birdie for deres bidrag til klappepræmier.

Hans Kristian Olesen

 

Konkurrence: Hvad skal vores to baner hedde?

Hvad skal den nye 9-huls bane hedde – og kan vi samtidig finde på et godt navn til 18-hullers banen?

Det kan du som medlem være med til at få indflydelse på. Klubbens baneudvalg vil nemlig gerne høre medlemmernes mening.

Her får du information om den konkurrence, der skal være med til at navngive både 18-hullers banen og 9-hullers banen.

“Meningen er, at vi får nogle gode navne, som vi kan bruge i hverdagen. Nu får vi en rigtig intermediatebane som erstatning for par 3 banen –  en lidt kortere bane end vores store bane, men en bane som man kan spille sit handicap ned på og som har gode og store greens, rigtige teesteder og udfordrende huller. Den nye bane skal ikke bare hedde “Den lille bane” eller “Den nye par 3″ bane, for det vil ikke være rimeligt i forhold til, hvor god den bliver – og desuden er der jo også tre par 4 huller på den nye bane,” fortæller baneudvalgsformand Torben Svendsen og Mette Jessen.

“Vi tror på, at den nye bane bliver rigtig populær for mange medlemmer – både begyndere men også rutinerede, som vil øve sig på anderledes huller og/eller ser en stor fordel i at tage en tur på golfbanen, der måske kun tager 1½-2 timer.”

 

Sådan deltager du

For at deltage i konkurrencen skal du levere følgende:

  1. Forslag til navn til 18-hullers banen
  2. Forslag til navn til 9-hullers banen
  3. Begrundelse for begge forslag

Du skal udfylde formularen under fanen “Her sender du dit forslag”. Alle forslag bliver forelagt baneudvalget, der finder en vinder.

Vinderen modtager en præmie fra Roskilde Golf Klub – det er en overraskelse.

Deadline for deltagelse i konkurrencen er 30. oktober 2021.

“Der er frit slag i forhold til, hvad man må foreslå. Vi vil dog ikke lægge skjul på, at vi som udgangspunkt går efter navne, der passer til stedet og området. Men vi er også åbne, hvis der kommer helt andre ideer,” siger Torben Svendsen og Mette Jessen.

Det er ikke længere muligt at indsende forslag – fristen er udløbet.

 

Ja til ny modtager af klubbens overskud ved opløsning

18 minutter. Så lang tid tog Roskilde Golf Klubs ekstraordinære generalforsamling torsdag den 23. september 2021.

Og med otte fremmødte stemmeberettigede, der alle stemte for, gik det helt udramatisk til, at klubben fik ændret de sidste sætninger i vedtægterne. Nu står der, at hvis klubben bliver opløst, så skal overskuddet gå til velgørende formål. Tidligere stod der, at overskuddet skulle tilfalde Dansk Golf Union.

”Vi er her i dag, fordi vi i bestyrelsen har besluttet at gøre brug af den fordel, som mange andre foreninger i Danmark benytter sig af, nemlig muligheden for at søge momstilskud ifølge ligningslovens paragraf 8. Samtidig støtter vi så et godt formål, i vores tilfælde har 137 medlemmer givet 31.251 kr., som nu går til Kræftens Bekæmpelse,” sagde formand Kim Møller Behrend og tilføjede:

”Undervejs i processen blev vi så opmærksomme på, at der i vores vedtægter skal stå, at overskuddet ved opløsning skal gå til velgørende formål, og det er baggrunden for vores forslag om at ændre vedtægterne. Jeg kan dog ikke forestille mig, at sætningen kommer i anvendelse. Det kan ske ved to scenarier, enten at vi går konkurs, og så er der ikke nogen penge i overskud eller også, hvis Roskilde Kommune skulle komme og sige, at vi ikke må være her mere, og ingen af delene er særlig realistiske.”

Dirigent Rune Tarnø havde en nem aften i forhold til at tælle stemmer op. Alle otte stemte for ændring af vedtægterne, og så slap han for at skulle have regnemaskinen frem for at finde ud af, hvor meget 2/3 af otte er. En ændring af vedtægterne kræver nemlig 2/3 flertal.

 

Debat om ikke-fremmødte greenfeespillere og medlemmers ”no show”

Under eventuelt startede Ellen Johnsrud en lille debat, da hun spurgte, om det kunne være en god idé at få greenfee-spillere til at betale på forhånd, da der havde været eksempler på udeblivelser, hvor 1. tee så havde stået tom et stykke tid.

Jan B. Kristiansen sagde samtidig, at man i flere klubber bliver bedt om at betale med det samme – og det kunne man jo også gøre i Roskilde.

Daglig leder, Anders Schnack, sagde, at det selvfølgelig er irriterende, hvis greenfee-spillere ikke dukker op til deres tider, men at problemet først og fremmest handler om klubbens egne medlemmer.

”Vi har jo i år haft fokus på ”no shows”, som både er spillere, der ikke bekræfter deres tider, og spillere, der ikke kommer. Og her kan vi se, at op mod 95 procent af ”no shows” er vores egne medlemmer. Desuden kan vi i sekretariatet komme til at bruge meget tid på at kommunikere med greenfee-gæster, hvis de har betalt på forhånd, men må melde afbud på grund af sygdom, dårligt vejr eller lignende, så jeg vil anbefale, at vi fortsætter som vi gør i dag. Det vil også gavne vores egne medlemmer, når de spiller i andre klubber.”

Sekretariatet arbejder videre med problemstillingen hen over vinteren med henblik på at gøre endnu mere for at sikre bedre plads og bedre flow på banen.

På billedet er det formand Kim Møller Behrend og dirigent Rune Tarnø.

Læs mere: