En ekstra naturoplevelse på vej bag hul 5 på Store Skjold

Du kender fornemmelsen, når du kommer op i højden. Udsigten bliver flottere og du ser tingene i et andet perspektiv, end når du går rundt nede på jorden.

Det bliver i høj grad også tilfældet for de naturvandrere og golfspillere, der fremover kan se frem til en ekstra oplevelse bag ved hul 5 på Store Skjold banen. Det første synlige bevis er et fugletårn, som kommunen i samarbejde med golfklubben har placeret lige bag ved træerne ved 58’er teestedet – over mod Boserup.

Tårnet er placeret, så man kan få et rigtig godt kig ud over markerne mod Boserup og mod søerne hen mod Rørmosen og håbet er, at mange får lyst til at beundre naturen herfra. Det er ikke et golf-udkigstårn, for dels står der træer i vejen, dels er der en væg i tårnet placeret ind mod golfbanen. Derfor skal golfspillerne ikke regne med, at de får ekstra tilskuere på, når vi skal slå ud på hul 6.

”Det er faktisk os i golfklubben, der har foreslået kommunen, at der bliver placeret et fugletårn lige her og ideen kom op i forbindelse med et stort å-projekt, som kommunen er ved at sætte i gang og som vi alle får stor glæde af. I dag løber Gedebækrenden uden for golfbanen langs hul 5, men det er meget stillestående vand, så der er ikke meget liv på dette stykke. Det bliver der lavet om på nu,” fortæller Jan Eriksen fra Roskilde Golf Klubs natur- og miljøudvalg.

Roskilde Kommune har gang i et meget stort EU-støttet projekt, hvor vand fra Kornerup å via Kattinge sø skal ledes ud i et nyt 3-5 meter bredt å-løb, der bliver gravet til at sno sig forbi på marken bag hul 4 og langs hul 5. Derfor kommer fugletårnet til at have en central placering både i anlægsfasen, men naturligvis mest bagefter, hvor der bliver masser af dyreliv at studere.

”Da vi foreslog kommunen, at der blev placeret et fugletårn, viste det sig, at de havde et liggende i overskud, så det gik hurtigt og nemt at få igennem. Heldigvis syntes kommunen også, at det var en god idé,” fortæller Jan Eriksen.

Fugletårnet er endnu ikke klar til brug – det skulle lige renoveres og der skulle sættes nyt tag på, så lige nu står der stadig et stillads ved tårnet og trappen er ikke sat på endnu.

I starten bliver det sådan, at besøgende kan parkere på ”den høje” parkeringsplads og så gå via vejen Kongemarken og via en sti langs hul 5 – og derefter retur igen.

”Men vi har ikke lagt skjul på, at vores vådeste drøm er, at stien kommer til at fortsætte hen mod Rørmosen og efterfølgende tilbage over mod Boserup, så naturvandrere kan få en rundtur i stedet for at gå den samme vej tilbage. Vi håber, at vi på et tidspunkt får dette ønske igennem,” siger Jan Eriksen.

Der kommer altså en hel del gravearbejde på et tidspunkt senere på året – og undervejs i anlægsfasen bliver det også nødvendigt at spærre ”Kongemarken”, da der skal laves en bro. Den præcise tidsplan kommer senere.

”Der er to årsager til, at vi som golfklub er meget glade for dette projekt. Den ene er, at vi cementerer, at golfklubben er meget engageret i naturarbejde. Den anden er, at projektet kommer til at gøre en masse mennesker glade, uden at det går ud over golfspillet.”

På billedet står Jan på stilladset ved det nye fugletårn. Der er også et foto af et gammelt skilt omkring fiskeri-forbud – med dispensation for dafnier.

”Da jeg var dreng, var der rigtig mange, der havde akvarier derhjemme og hvor man selv gik ud og fangede dafnier. Sådan er det jo ikke længere, men det er jo en slags historie, som det er godt at blive mindet om. Derfor har vi besluttet at bevare skiltet og sætte det på fugletårnet. Så kan man jo grine lidt over det.”

Læs mere:

 

Husk at aflevere cykelkort inden 4. juli 2023 kl.10

Har du været med i kampagnen “Vi cykler til golf” her i 2023, så husk deadline for aflevering af cykelkort, så du kan være med i kampen om årets præmier.

Cykelkortet skal afleveres i sekretariatet i åbningstiden – er der lukket, så læg kortet i klubbens postkasse ved indgangen til klubhusområdet.

Efter fristen – som er tirsdag den 4. juli kl. 10 – gennemgår natur- og miljøudvalget alle indkomne kort og finder vinderne, som bliver offentliggjort her på hjemmesiden.

 

Frivillige hjælper med forsøg med blomsterblandinger

Kig op og fremad, når du går på Skjoldungens hul 2 og på Store Skjolds hul 3. Her kan du se et stort blomsterstykke op ad bakken på den anden side af stien mellem Svogerslev og greenkeepergården. Stykket er tydeligt delt op i tre områder – og er en del af et forsøg med blomsterblandinger, som Roskilde Golf Klub har etableret i samarbejdet med frøproducenten DLF.

De tre områder er yderligere delt op i flere områder med forskellige blomsterblandinger og mandag den 26. juni 2023 var en gruppe af frivillige tilknyttet natur- og miljøudvalget sat i stævne for at registrere, hvad der er kommet op af blomster i de enkelte områder. Bevæbnet med en registreringsseddel og en bog med blomster kravlede gruppen af frivillige rundt for minutiøst at notere arterne på blomsterne.

Alle tre områder var oprindelig tilsået med græs. Det ene område – det til venstre op ad bakken – blev jorden vendt hver 10. dag over en periode på halvanden måned, inden det blev tilsået. På området i midten blev frøene sået uden at jorden blev vendt – altså direkte i græsset efter en slåning. Og i område tre (til højre) blev frøene sået, umiddelbart efter at jorden var blevet vendt en enkelt gang.

Lige ved første øjekast er resultatet tydeligt: I græsområdet (i midten) er der ikke kommet nogen blomster, mens der umiddelbart ikke er nogen nævneværdig forskel på de to andre områder. Men, men, men… Det er en konklusion, der er alt for hurtig at nå til. Og derfor var gruppen af frivillige meget nøjeregnende med præcist at skrive ned, hvad der vokser i de enkelte små områder.

”Vi er meget glade for, at golfklubben vil være med til at hjælpe med sådan et forsøg og vi håber at kunne følge det over nogle år. Det gør naturligvis, at golfspillere og vandrere i området får noget pænt at kigge på, men vi får også en masse ud af det – både i forhold til, hvad vi skal lægge i vores frøblandinger og i forhold til rådgivning om så-metoder,” fortæller produktudviklingschef Anne Mette Dahl Jensen fra DLF.

Hun fortæller, at der i området er sået fire forskellige frøblandinger, fx en sommerfugle- og en margueritteblanding.

Det er greenkeeperne, der har tilsået området – og chefgreenkeeper Nick Bosholdt følger derfor også spændt forsøget. Han havde håbet, at behandlingen af område 1 kunne have holdt græsset væk i forhold til blomster, men selv med jordbehandling hver 10. dag har græsset overlevet og er kommet op ind imellem blomsterne.

”Det tørre vejr har selvfølgelig også haft betydning – og derfor skal man passe på med at drage hurtige konklusioner. Men vi håber at kunne følge udviklingen på blomstermarkerne et stykke tid endnu – og glæder os over, at både golfspillere og vandrere på stierne har fornøjelse af markerne,” siger Nick.

På billederne herunder kan du se, hvordan registreringen foregik.

På det første foto er det Erik Magtengaard og Mette Jessen, der kigger på blomsterarter inden for den kvadratmeter, de har fået udstukket.

Nye vandbesparende haner på golfbanen

Der er nye vandhaner på vej – flere af dem er allerede kommet og flere kommer til. Det handler om vandhanerne rundt om på Roskilde Golf Klubs bane, først og fremmest ved hul 1, hul 4 og hul 12 på Store Skjold. De to første steder er vandhanerne allerede nu skiftet. I stedet for de normale drejehaner så er det haner, man skal trykke på, og som holder op med at give vand, når man ikke trykker længere.

“De vandhaner skal mindske vandspild – vi har flere gange været ude for, at spillere glemmer at lukke for vandet og så står de og løber i rigtig lang tid, inden det bliver opdaget. Vi håber derfor, at alle bliver glade for de nye vandhaner,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Elitespillere til DM i hulspil og de lidt ældre i Furesø

I denne weekend har klubben haft deltagere i både DM i hulspil og til Furesø “Midage” og Senior Open.

I Furesø var Jan Birger Nielsen, Frank Tarp, Dorte Pyll og Anders Djurhuus repræsentanter for klubben med solide resultater til følge. Efter første dagen så det ud til at der var topresultater på vej for både Jan Birger og Dorte – men golf er jo som bekendt et brutalt spil ind imellem – og Furesø er en bane hvor man virkelig skal holde skruen i vandet for at få et godt resultat med hjem, så helt i toppen blev det desværre ikke til.

Banen i Furesø var sat virkelig flot op – og specielt deres greens og forgreens var fantastiske til trods for tørken. De rullede perfekt og ind i mellem tog de endda imod og man kunne udnytte boldens spin! Stor ros til greenkeeperne i Furesø, for at sætte en virkelig velplejet bane op til os i denne weekend.

 

Hulspil i Aalborg

Til DM i hulspil var Roskilde på flotteste vis repræsenteret af hele tre deltagere. Mads Viemose Larsen, Mads Emil Boas og Nicklas Smith Mølholm var afsted i det 64 mand store felt. Det var på papiret et endda meget stærkt felt – men det er jo hulspil og bolden er som bekendt rund – så alt kan ske.

Mads Viemose Larsen kom op mod en spiller fra Dronninglund i første runde og selv om der blev kæmpet til allersidste hul, endte det desværre der for Mads, der måtte se sig slået 0/1.

Mads Emil Boas kom op mod en spiller fra Odense Eventyr Golf og vandt i overlegen stil sin første match med hele 7/6. Mads Emil var dermed klar til 16’endedels finalen.

Nicklas Smith Mølholm skulle spille mod en spiller ligeledes fra Odense Eventyr Golf. Nicklas hev en sikker 2/1 sejr i land i første runde og var dermed også klar til 16’endedels finalen.

16’delsfinalen er altså de 32 bedste hulspillere i landet lige nu – og modstanden var bestemt ikke blevet lettere.

Mads Emil skulle spille mod en spiller fra Furesø. Der blev kæmpet med næb og kløer, men det endte desværre med, at Mads Emil måtte se sig besejret med mindst mulige margin 1/0.

Nicklas skulle spille mod en spiller fra Holstebro og her var der stort set ingen forskel på spillernes spil. Helt lige og matchen blev først afgjort på 19’ende hul (nej altså – ikke over en øl i klubhuset, men i et reelt omspil!).

Desværre for Nicklas var det spilleren fra Holstebro der trak det længste strå og dermed var alle tre Roskildespillere ude af turneringen.

DM endte med at blive vundet af Malte Skaaning fra Holstebro – som i øvrigt var spilleren, der slog Nicklas ud af turneringen.

Kæmpestort tillykke til alle med deres resultater. Der er ingen tvivl om at ambitionerne er til mere for alle spillerne i denne weekend. Så det er jo heldigt at vi kan få lov at lære af disse oplevelser og komme tilbage næste gang – endnu stærkere, skarpere og mere sultne.

Anders Djurhuus

Mere baggrund om årsag til trænerskift i klubben

Bestyrelsen har fået en hel del reaktioner, efter at det her på hjemmesiden blev offentliggjort, at bestyrelsen og træner Lasse Frølich ikke har kunnet blive enige om en ny aftale – og at Lasse derfor stopper i klubben med udgangen af 2023-sæsonen.

”Det er kommet bag på mange, at Lasse ikke skal fortsætte i klubben og mange har efterlyst, at bestyrelsen uddyber, hvorfor denne beslutning er taget. Både Lasse og bestyrelsen har ønsket, at trænerstoppet sker i god ro og orden og derfor havde vores første fælles udmelding mest fokus på at sige Lasse tak for samarbejdet,” fortæller formand Flemming B. Nielsen på bestyrelsens vegne og tilføjer:

”Imidlertid kan jeg godt forstå, at så stor en forandring i vores klub kræver en nærmere forklaring og derfor har vi besluttet at informere yderligere – dog stadig sådan, at vi ikke kommenterer personsagen og det konkrete indhold i vores aftale.”

”Vores nuværende aftaler med protræneren er uden målbare succeskriterier og samtidig ikke økonomisk attraktiv for klubben. Det ønsker vi at lave om på – bl.a. også ved at sikre, at vi får endnu flere træningstimer til medlemmerne ud af vores penge. I den nuværende aftale går mange timer til opgaver, som ikke er decideret træningsrelateret, herunder også timer til elitearbejde, som vi synes, kan bruges mere hensigtsmæssigt.”

”Desuden har vi et ønske om, at de relevante udvalg selv får indflydelse på, hvor meget de ønsker at gøre brug af træneren. Det er noget, vi vil sætte i gang i forbindelse med budgetlægningen for det kommende år. Her bliver vores udvalg bedt om at præsentere og argumentere for et budget til brug af træneren. Disse ønsker behandles/godkendes så af bestyrelsen inden den kommende sæson,” siger Flemming.

”I bestyrelsen arbejder vi ud fra klubbens officielle strategi. Den handler om vigtige ting som kvaliteten af bane, klubhus og øvrige faciliteter, det sociale liv, prioritering af ungdom, støtte til eliten og at vi er en klub, hvor de frivillige er drivkræften. Vi er altså ikke ved at lægge en ny retning, men vil gøre mere ud af den del, hvor vi i dag ikke er gode nok. Vi sætter ikke flere penge af, men den øvelse, vi har gang i, vil sikre, at vi bruger pengene mere effektivt og der, hvor de gør mest gavn.”

”Over de sidste 10 år er antallet af ungdomsspillere halveret samtidig med, at vi som klub har en høj gennemsnitsalder. Derfor er det rettidig omhu at tiltrække og udvikle flere unge og på den måde sikre klubbens fremtid. Det har vi også været i dialog med Lasse om. Bestyrelsen har drøftet vores ønsker i flere år og de første samtaler med Lasse om en ny aftale skete i februar 2022. Her fortalte vi Lasse, at vi ønsker nogle ændringer, når den nuværende aftaler udløber – både i forhold til antal træningstimer, økonomi, målbare succeskriterier og en bedre forventningsafstemning mellem ledelse/bestyrelse, klubbens udvalg og protræneren.”

”Imidlertid har Lasse her i maj 2023 meddelt os, at han ikke kan se sig selv i de ønsker, klubben har til en ny kontrakt, herunder økonomien – og derfor er det endt med en aftale om, hvordan vi bedst muligt kan skilles, når den nuværende aftale udløber ved årsskiftet,” lyder det fra formand Flemming B. Nielsen.

Bestyrelsens plan er i løbet af efteråret at kunne præsentere en ny træner, der tiltræder i 2024.”

Læs mere:

God elitelørdag efterfulgt af lunken søndag – stor spænding

Efter den første divisionsweekends flotte resultater i 2023 var forventningerne forventeligt høje inden weekend nr. 2, den 17. og 18 juni. Alle hold skulle i aktion og det er nu, hvis vi skal se nogle hold placere sig godt i divisionerne. Alle slag gælder og alle huller vundet betyder noget.

De seks hold, der var i kamp i weekenden, var: Herre hold 1, 2 og 3, dameholdet, seniorholdet og veteranholdet.

Før denne weekend lå alle holdene der i divisionen, hvor deres ambition var – eller højere. Nogle hold spiller for at konsolidere sig i divisionen og nogle spiller for oprykning. Og det ser rigtig godt ud indtil videre.

Efter lørdagens runde var status, at ALLE Roskilde hold havde vundet deres kamp. Altså alle seks hold havde vundet deres lørdagskampe. Utroligt flot resultat. Søndagens blev lige pludselig ikke mindre spændende.

  • 1. herre lå efter lørdag nummer 1 i divisionen
  • 2. herre lå efter lørdag nummer 1 i divisionen
  • 3. herre lå efter lørdag nummer 2 i divisionen – á point med nummer 1
  • Damerne lå efter lørdag nummer 2 i divisionen
  • Seniorholdet lå efter lørdag nummer 1 i divisionen
  • Veteranholdet lå efter lørdag nummer 2 i divisionen – á point med nummer 1

Helt igennem flot og velfortjent for alle hold.

Søndag var der lagt op til flere spændende udematcher. Udematcher er altid svære. Men der var også lagt op til flere hjemmematcher og mulighed for at konsolidere de flotte resultater.

Efter søndagens runde var status at vi desværre ikke havde vundet alle kampe, men også selv indkasseret lidt nederlag:

Status:

  • 1. herre ligger nummer 2 i divisionen á point med Great Northern på førstepladsen.
  • 2. herre ligger nummer 1 i divisionen med max point – 3 point foran Royal Golf Club
  • 3. herre ligger nummer 1 i divisionen – 2 point foran Kalundborg
  • Damerne ligger nummer 2 i divisionen – á point med Harekær
  • Seniorholdet ligger nummer 1 i divisionen – 2 point foran Ledreborg og Hjortespring
  • Veteranholdet ligger nummer 3 i divisionen – 2 point efter Helsingør og Kokkedal

En lille opfordring før du starter med at læse resten af dette lange skriv. Husk at du kan komme ud og støtte eliten når vi spiller hjemme? Der er stadig en weekend tilbage den 12.-13. august og vi har brug for al den støtte vi kan få. Alle tre herrehold slutter af hjemme den 13. august og det kan blive endog meget spændende. Holdene vil sætte pris på at se dig, din familie og alle dem du kender ude for at støtte, klappe og få en golfoplevelse af de helt store.

Den 13/8 forsøger Roskildes elite at arrangere nogle opsamlingssteder, så alle der gerne vil med ud at følge holdene i de afgørende matcher, kan følges med nogle af elitespillerne. Følg med på hjemmesiden for at få mere at vide om det, når vi nærmer os.

 

Roskildes 1. herrehold spiller i 2 division for herrerne:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 2 i puljen med tre vundne kampe af fire mulige

På holdet i denne weekend: Andreas Hillersborg Sørensen, Jakob Falk Schollert, Mads Emil Boas, Mads Viemose Larsen, Nicklas Smith Mølholm, Oskar Emil Harald Nielsen, William Bredtved Hansen.

  • 17-06-2023 Odense vs. Roskilde – Roskilde vinder 3 – 15
  • 18-06-2023 Great Northern vs. Roskilde – Roskilde taber 14 – 4

Vigtig, vigtig, vigtig weekend for førsteholdet. To svære udekampe mod to stærke hold – i Odense og Great Northern. Ingen af de to matcher havde Roskilde som favorit. Men… vores spillere har spillet godt i den sidste tid og der var høje forhåbninger til et godt resultat. Holdet stillede op i en stærk udgave og heldigvis med stærke reserver også – det skulle vise sig at blive nødvendigt.

Lørdag

Ude mod Odense i det fantastiske vejr og vores 1. hold var klar fra start. Men det var modstanderne også og de tre foursomes om formiddagen blev 3-3 med en sejr til hver og en delt. Supertæt og spændende. Om eftermiddagen i singlerne var der dog klasseforskel og vi endte med at vinde alle seks singler overbevisende. Og selv i Mads’ single, der endte på 18ende hul, holdt Mads hovedet koldt og hev sejren hjem til holdet. Fantastisk førsteholdsdag med masser af god golf.

Søndag

Ude mod Great Northern. Det var på forhånd peget ud til at være den sværeste match. De stiller med at virkelig godt hold og selv om vi slog dem på hjemmebanen, var det en anden sag på udebanen. Og da vi blev ramt af både sygdom og skader, var det virkelig nødvendigt at vi havde William med som reserve denne dag. Mads Viemose Larsen havde det ikke fantastisk med småsygdom, men kæmpede alligevel igennem og Andreas Hillersborg Sørensen fik en skade og måtte lade sig udskifte til single runden af William. Men lige meget hjalp det. Overmagten var tydelig og selv om vi vandt den ene foursome, var det ikke nok, da kun Nicklas Smith Mølholm formåede at vinde sin single. Vi måtte desværre se os slået af Great Northern med 14-4. Det skal siges, at Great Northern stillede med et helt andet hold end mod os på hjemmebane og de havde virkelig kørt de store kanoner i stilling. Der er ingen tvivl om det er en klub med en mission og mon ikke de er i Elitedivisionen snart…

Men konklusionen er, at vi er med i divisionen. Vi har spillet godt og både Mads Emil og Oskar var tilfredse med deres spil – selv om det blev til nederlag. Når man er under par og alligevel taber, betyder det jo bare, at modstanderne var lidt bedre denne dag. Men vi kæmper videre med alt vi kan og glæder os til at få flere point på kontoen i næste weekend efter sommerferien.

Herunder kan du se to videoer af først indspil af Andreas Hillersborg Sørensen og derefter put af Jakob Falk Schollert:

 

Roskildes 2. herrehold spiller i 4. division for herrerne:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 1 i puljen med fire vundne kampe af fire mulige

På holdet i denne weekend: Steven Kitchen, Mathias Harbison-Hansen, Rasmus Bornæs, Martin Nicki Pedersen, Andreas Frandsen, Frederik Løgsted Rasmussen, Emil Løgsted Rasmussen.

  • 17-06-2023 Royal Golf Club vs. Roskilde – Roskilde vinder 4 – 8
  • 07-05-2023 Roskilde vs. Værløse – Roskilde vinder 11-1

Roskildes 2. hold er på en mission i år. Fire kampe = fire sejre. Sådan! Det ser godt ud i divisionen og der skal realistisk ”kun” 2 point til i næste weekend for at sikre oprykning. Det er virkelig flot spillet.

Lørdag

I denne weekend startede holdet med en svær udekamp på Royal Golf Club. En bane, der er notorisk svær. Men der blev spillet rigtig godt – og begge foursomes hev en sejr hjem. Da en foursome giver 3 point, var det nok ”kun” at vinde en single og Stephen sørgede for at hive den i land. Både Rasmus og Mathias tabte deres kampe efter en hård strid der sluttede på 17. og 18. hul. Royal var på forhånd regnet som favoritter – men det fik vi heldigvis gjort noget ved.

Søndag

Søndagens kamp var på hjemmebane. Det er altid lettere og her de ”lette” point skal hentes. Og det blev de så. Værløse blev savet midt over og måtte humpe hjem efter at have fået en ordentlig omgang. Det var sødt af Mathias at dele sin match, så vi ikke sendte dem hjem med et æg. Men ellers vandt alle andre på overbevisende facon.
Det ser rigtig godt ud i divisionen og Roskilde er lige nu klare favoritter til at rykke op. Der skal kæmpes hårdt de sidste to kampe, men det virker til at vi har fundet melodien og at holdet spiller virkelig godt sammen. Det er også en fornøjelse at se det sammenhold og det humør, der altid er til stede, når 2. holdet spiller.

 

Roskildes 3. hold spiller 5. division for herrerne:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 1 i puljen med tre vundne kampe af fire mulige

På holdet i denne weekend: Nichlas Tarp, Jonathan Engelbrecht Hansen, Bertram Strømberg, Oliver Viborg Laursen, Sofus Thor Bach Hansen, Kasper Greve, Niklas Krog Fischer.

  • 17-06-2023 Ledreborg vs. Roskilde – Roskilde vinder 2 – 10
  • 18-06-2023 Roskilde vs. Holbæk – Roskilde vinder 6,5 – 5,5

Vinderweekend for 3. holdet. 3. holdet ville ikke stå tilbage for 2. holdet – og vandt begge deres matcher i denne weekend. Fantastisk flot spillet.

Lørdag

Lørdag spillede vi ude mod Ledreborg. Og det endte med at blive en overlegen sejr. Holdet spillede godt og resultaterne kom derefter. Foursomen med Sofus og Oliver vandt stort – og var da også en under par, da kampen blev afsluttet allerede på 12 hul. Resten af matcherne blev afgjort næsten lige så overbevisende og det endte med en 2-10 sejr. Flot at vinde. Og endnu mere flot at gøre det på udebane.

Søndag
Søndag var det hjemme mod Holbæk – og det blev noget tættere. Faktisk meget tættere. Det var faktisk først, da den sidste foursome med Kasper og Niklas delte deres match på 18. hul, at der kunne jubles. Alle matcherne denne dag var tætte. Undtagen lige den der foursome, med Sofus og Oliver, der igen ikke gad spille hele banen og tog en tidlig dag med en 5/4 sejr… Flot at vinde to matcher på to dage og kun spille 26 huller i alt over de 2 runder.

Men igen viser holdet virkelig lovende takter og nu er der kun en weekend tilbage. Hvad kan det ikke blive til i år? Man har jo lov at drømme.

 

Roskildes damehold spiller i kvalifikationsrækken for damerne:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 2 i puljen med to vundne kampe af fire mulige

Spillere på holdet denne weekend: Andrea Lima, Elisabeth Hede, Sara Klimt-Møllenbach, Anne Sofie Siebuhr, Nikki Marie Björkenberg Glenn, Naomi Harbison.

  • 17-06-2023 Roskilde vs Harekær – Roskilde vinder 6-3
  • 18-06-2023 Roskilde vs Køge – Roskilde taber 0-9

Dameholdet lørdag eftermiddag efter deres flotte sejr.

Damerne havde en fin optakt til denne uge, da de fik medhold i en ankesag fra første weekend (handlede om en bold var givet eller ej) og dermed fik tilkendt to point – og en sejr ude mod Midtsjælland. 2 point på kampkontoen og tingene så lige pludselig lidt lysere ud.

Lørdag

Humøret var højt allerede fra morgenstunden og det var også en dejlig morgen til golf. Damerne skulle møde Harekær. Tre singler og en foursome. På papiret er det altid svært og handicaps matcher ikke altid hinanden i de par, der skal spille. Denne dag på banen var vores damer dog sprudlende. Alle tre singler vandt deres matcher – Elisabeth endda med hele 8/7 – det tyder på en rigtig god dag på kontoret. Så betød det mindre, at foursomen tabte denne dag, da der kun spilles om i alt 9 point – og vi havde 6 efter singlerne var færdigspillede.

Søndag

Igen spillede damerne hjemme. Denne gang mod Køge. Køge har vist skræmmende styrke i divisionen og stiller op med flere spillere fra deres 1. holds trup – da de har en bred og stærk trup. Så desværre blev vi kørt over og tabte alle matcher denne søndag. Elisabeth havde en rigtig dårlig dag på kontoret – men modstanderen var også god. Der var ikke tvivl om udfaldet af den samlede match – men det er altså flot, at Naomi med handicap 19 skal ud mod en spiller med handicap 6 – og alligevel ikke må strække våben før på 16. green.

Super fight af dameholdet hele weekenden og selv om det ser ud som om, divisionen kan være afgjort allerede, skal man aldrig give op før det sidste put er holet og damerne bliver 100% sikkert ved med at kæmpe.

 

Roskildes seniorhold spiller i 2. division seniorer:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 1 i puljen med tre vundne kampe af fire mulige

Spillere på holdet denne weekend: Tutter Blume, Michael Bastholm, Kim Lyseen, Menno Maat, Johnny Engelbrecht Hansen, Anders Djurhuus, Trine Jensen, Jesper Wedersøe, Jens Krøis.

  • 17-06-2023 Roskilde vs. Ledreborg – Roskilde vinder 10-3
  • 18-06-2023 Roskilde vs. Hjortespring – Roskilde taber 1 – 12

Seniorholdet er virkelig kommet godt i gang med sæsonen med to sejre i den første weekend. Men vi ved jo, det bliver svært. Og at de andre stiller med rigtig gode hold. Målet i denne weekend var derfor at forsvare førstepladsen og se om vi kunne spille os i position til at kæmpe med om oprykning. Og det må man sige lykkedes.

Lørdag

Lørdag blev der spillet hjemme mod de evige rivaler fra Ledreborg. Der har været spillet mange drabelige dyster mellem de to naboklubber gennem tiden – og denne lørdag i Roskilde var ingen undtagelse. Seniorholdet havde til weekendens match ændret lidt på holdopstillingen for at sikre, at vi har den stærkeste foursome – foursome tæller jo som bekendt 3 point og derfor er der mere på spil her og med en vundet foursome bliver det lidt lettere, Så Menno og Trine, som ellers har dannet par i årevis blev splittet op, og Anders trådte ind i foursome-konstellationen med Trine i stedet. Menno spillede så single i stedet.

Som sædvanlig startede damesinglen – og Tutter var allerede presset fra morgenstunden. Hun skulle spille mod en kendt modstander fra sidste år, hvor det blev til to nederlag. Så Tutter var selvfølgelig ekstra på stikkerne. Og da hun startede med at tabe de første to huller, var nerverne ikke blevet lettere at håndtere.
Men som det så ofte er tilfældet i hulspil, vendte lykken – og Tutter spillede en fantastisk 3/2 sejr hjem til holdet – og ikke mindst til selvtilliden.

Singlerne fulgte i hurtig procession efter. Michael, Kim, Menno og Johnny.

Michael var ude i en hård match med godt spil. En bogey var lig et tabt hul i denne match, der bølgede frem og tilbage hele vejen op ad 18. hul før den til sidste endte i en deler. Stærkt spillet og godt at holde en hård match alle 18 huller.

Kim spillede en ligeledes tæt match mod en god modspiller. Selv om banen jo straffer alle skæve slag hårdt, lykkedes det kim at få en sten sikker 3/1 sejr på tavlen og efter tre matcher havde vi allerede sikret os 5 point af de 7 der skal til for en sejr.

Menno var næste single. Og Menno plejer jo at være garant for rigtig godt spil og stabile scores. Også i dag. Men desværre var han oppe mod overmagten denne dag. Hans modstander lavede birdies oftere end vi andre skifter undertøj og nogle gange må man blot bøje sig og tage imod. Menno endte med at tabe 6/5.

Johnny var oppe mod – på papiret – modstanderens bedste spiller. Men alt kan som bekendt ske i hulspil – og det gør det så også. Johnny spiller en solid omgang også i dag – og ender med en 2/1 sejr. Det betød heldigvis, at foursomen var uden betydning. Efter fem singler have vi allerede 8 point og sejren var i hus.

Men Trine og Anders ville jo gerne vise at det nye par nr. 7 kan skabe resultater. Så efter fem huller var de allerede 3 oppe. Og selv om slagene ikke lige sad, hvor de skulle, var spillet omkring green godt og sikkert og puttene rullede i. Det gjorde de også for modstanderen, hvor specielt herren puttede godt – når man holer et 10 meter put fra bagkanten af 8. hul, har man fundet hastigheden.

De 3 oppe blev forvandlet til all square efter 9 – men herfra blev spillet stabilt og der var mange huller med puts for sejren – først på 12. hul fik Trine en i og 1 up var en kendsgerning. Delte huller frem til 17. tee, hvor begge hold slog gode teeslag op til fire meter fra hullet. Modstanderne 3-puttede, Trine og Anders 2-puttede og en 2/1 sejr kom i hus i en god og lige match.

Søndag

Høj at flyve – dybt at falde… Seniorholdet kom i menneskehænder i Hjortespring. Der blev uddelt bøllebank og det var faktisk kun den ene af de to reserver der formåede at få et point til holdet – tak til Jesper for at sørge for, vi ikke fik et æg.

Hjortespring er en absolut hjemmebane-bane og det fik deres hold bevist med godt, sikkert og solidt spil hele vejen rundt.

Seniorholdet kæmpede det bedste de havde lært, men der var ikke meget der lykkedes denne dag – og modstanderne havde både birdies fra 50 meter udefra, reddede par puts fra 10 meter, heldige træer, der sprang bolden ud på fairway og så videre. Selvfølgelig føles det som om de andre er sygt heldige, når man får så store tæsk som holdet fik denne søndag.

Holdet bestod af Jens Krøis, Jesper Wedersøe, Michael Bastholm, Johnny Engelbrecht og Trine Jensen/Anders Djurhuus på foursome.

Tutter var heldigvis mindre nervøs end på lørdagens runde og smilet var større. Men en dårlig start skulle desværre vise sig at blive afgørende i en match der ellers længe bølgede frem og tilbage. Desværre med et for os forkert resultat.

Jens var oppe mod en spiller, der ramte dagen og var en under par, da matchen sluttede. Super kæmpet af Jens at holde ud så længe.

Jesper kæmpede og kæmpede og kæmpede. Matchen var jævn og god og på trods af, at Jesper var et par nede sent i matchen, blev der hevet smuk slutspurt frem, så matchen kunne deles på 18. green.

Michael kæmpede længe mod en velspillende modstander – men lidt for mange ture i sandet betød, han måtte strække våben på 17. green.

Johnny blev desværre ramt af et bat midt i ansigtet denne gang – altså ikke fysisk – men det føltes nok sådan. Hans modstander spillede en solid gang golf – og havde samtidig en god dag på greens, så der var ikke meget at gøre, selv om Johnny kæmpede det bedste han havde lært.

Foursomen fik også en øretæve, der ville noget. Anders og Trine spillede godt og solidt – men de andre spillede også godt og solidt og havde alt det held, der skal til. Da matchen så ud til at skulle til at vende til vores fordel på 11. hul, holede modstanderne endnu et otte meter langt put og så bliver det bare svært at vende noget som helst.
Efter en hård dag er konklusionen, er at seniorholdet fører divisionen efter anden weekend og at alle resultater har flasket sig, så vi fører med 2 point før sidste weekend og er i den grad med i spillet om oprykning.

 

Roskildes veteranhold spiller i 2. division veteraner:

Roskilde ligger efter fire kampe nummer 3 i puljen med to vundne kampe af fire mulige
Kampe

Spillere på holdet denne weekend: Else Juul, Karsten Jensen , Ole Haslund , Jan Birger Nielsen , Frank Tarp Hansen , Dorte Pyll Truesen , Ole Daugaard.

  • 17-06-2023 Roskilde vs. Nexø – Roskilde vinder 11 – 2
  • 18-06-2023 Roskilde vs. Helsingør – Roskilde taber 4 – 9

Veteranerne skulle i denne weekend spille hjemme mod Nexø om lørdagen og hjemme mod Helsingør om søndagen.

Lørdag

Denne dag blev der uddelt mange håndmadder på vores egen bane. Veteranerne var ikke særligt gæstfrie overfor de tilrejsende bornholmere og sendte dem hjem med en øretæve, hvor den mindste sejr var på 3/2. Fire vundne singler og en vunden foursome og så vinder man matchen 11/2. men med tre af vores spillere placeret i top 31 på veteran anglisten – Ja Dorte er faktisk nummer 2 på damelisten – så er det også et stærkt hold, vi stiller med. Alle matcher på nær en blev vundet i overbevisende stil og ambitionen om at spille om oprykning så ud til at blive hjulpet godt på vej.

Søndag

Men søndag blev ikke en god dag for veteranerne… Helsingør kom på besøg, og dem havde vi jo vundet over på deres egen bane – så forventningerne var store. En ny sejr ville sende holdet på 1. pladsen i divisionen. Men spillet på dagen ville det anderledes. Helsingoranerne var mødt op med ild i blikket og endte desværre med at vinde en overbevisende sejr på 4-9, hvor det kun var to af vores singler, der fik point med hjem til holdet.

Afslutningsvis skal der endnu en gang gøres opmærksom på. at det kan være en god oplevelse at komme ud at se golf, når eliten spiller i Roskilde. Så tag en ven, veninde, barn, mand eller kone i hånden og kom ud og få frisk luft og gode oplevelser i næste divisionsweekend den 12. og 13. august – og hold øje med et opslag her på siden, omkring at kunne følges med eliten rundt på banen og se spillet.

Til alle spillerne på holdene: Super flot indsats i denne weekend – keep up the great work!

Anders Djurhuus

Damedag til vinsmagning i bankboks hos Otto Suenson

Damedagen var inviteret til rosè-vinsmagning hos klubbens sponsor Suenson Vinhandel v. Flemming Brodthagen. Flemming havde længe meldt ud, at han gerne vil gøre lidt for Damedagens spillere.

Vi fik en velkomst i forretningen i Ringstedgade med den dejligste glas rosè- crèmant. Efter Flemming havde fortalt lidt historie om Suenson Vinhandel, gik vi ned i bankboksen (tidligere lå Arbejdernes Landsbank her). Vi kom ind i et meget fint og hyggeligt lokale med vin, vinkort på væggene, tønder med vin mm. Her var et meget veldækket bord med diverse specialiteter i form af oste og pølser mm.

Flemming introducerede vinene for os. Naturligvis var de meget forskellige, men rigtig dejlige alle sammen. Den sidste vin var en blindsmagning, som Helle Birk hurtigt gættede, hvad det var en drue, og hvor den kom fra – rigtigt flot.

Det var en rigtig hyggelig aften med god stemning. Der skal lyde en stor TAK til Otto Suenson Vinhandel – TAK til Flemming for du tænkte på Damedagen.

Dameudvalget

Dorthe Larsen

På billederne er det Irene Mathiesen og Anne Filtenborg, Tina Donstrup og Pernille Bruun + Solveig Kaas ved indgangen til bankboksen.

Regionshygge for gæsteholdet fra Halsted

I 2019 var Roskilde Golf Klubs regionshold for veteraner i C-rækken i gruppe med Halsted Kloster Golfklub fra Maribo – og det skete så igen her i juni 2023, hvor Roskilde-holdet besluttede sig for lidt ekstra service, da holdet fra Sydhavsøerne kom på besøg i Roskilde.

Hans Kristian Olesen fortæller om det på holdets vegne:

Halsted Kloster Golfklub lever, fordi rigtig mange af deres medlemmer yder en frivillig indsats. Klubben har ca. 400 medlemmer og én fastansat greenkeeper.

Alle funktioner i klubben bliver betjent at frivillige, og de to gange, vi nu har spillet på deres bane, er vi blevet modtaget med stor venlighed og kaffe på kanden lavet af frivillige.

Efter matchen er der så de traditionelle stykker smørrebrød, som er bestilt i nærmeste forretning og afhentet af en frivillig.

Vi på VC8-holdet har hygget os sammen med disse herlige mennesker og syntes, vi ville gøre lidt gengæld, så Anne Grethe Clausen og Ellen Skarsholm fra holdet fik den idé, at vi kunne lave kaffe hjemmefra og byde vores gæster velkommen på den måde. Som sagt, så gjort. Kaffe med hjemmebagte småkager blev så anrettet med hvid dug på et af bordene oppe ved drivingrange, hvor snakken gik, inden der skulle spilles.

Igen hyggede vi os under spillet og ved spisningen efterfølgende. En dag med regionsgolf, hvor det at have det hyggeligt var en væsentlig del af at deltage i regionsgolfen.

Hans Kristian Olesen

Hulspilsturnering godt fra start – afslutning for alle 10/9 2023

Årets hulspilsturnering har fået en fin start, så de sidste matcher i 1. runde blev spillet den 11. juni, og der er så meget gang i turneringen, at de første matcher i 2. runde er allerede spillet og registreret.

Vi hører, at alle har hygget sig under runderne og at det er positivt, at man møder spillere, som man aldrig tidligere har spillet imod.

Finalerne spilles søndag den 10. september om formiddagen, og alle er velkomne til at følge finalisterne rundt på banen.

Den 10. september vil der endvidere være fælles match for alle deltagere i turneringen – med undtagelse af finalisterne – så deltagerne får chancen for at spille og mødes igen.

Der vil blive serveret mad og drikke efter matchen, og der vil blive åbnet for tilmelding til matchen inden længe.

Vi glæder os meget til at følge spillerne og turneringen de næste uger.

Lene Rasmussen

Arrangør af hulspilsturneringen

PS: På billedet er det Anne Planch Madsen og Kim Møller Behrend, der dystede mod hinanden i 1. runde.

Læs mere: