En ekstra naturoplevelse på vej bag hul 5 på Store Skjold

Du kender fornemmelsen, når du kommer op i højden. Udsigten bliver flottere og du ser tingene i et andet perspektiv, end når du går rundt nede på jorden.

Det bliver i høj grad også tilfældet for de naturvandrere og golfspillere, der fremover kan se frem til en ekstra oplevelse bag ved hul 5 på Store Skjold banen. Det første synlige bevis er et fugletårn, som kommunen i samarbejde med golfklubben har placeret lige bag ved træerne ved 58’er teestedet – over mod Boserup.

Tårnet er placeret, så man kan få et rigtig godt kig ud over markerne mod Boserup og mod søerne hen mod Rørmosen og håbet er, at mange får lyst til at beundre naturen herfra. Det er ikke et golf-udkigstårn, for dels står der træer i vejen, dels er der en væg i tårnet placeret ind mod golfbanen. Derfor skal golfspillerne ikke regne med, at de får ekstra tilskuere på, når vi skal slå ud på hul 6.

”Det er faktisk os i golfklubben, der har foreslået kommunen, at der bliver placeret et fugletårn lige her og ideen kom op i forbindelse med et stort å-projekt, som kommunen er ved at sætte i gang og som vi alle får stor glæde af. I dag løber Gedebækrenden uden for golfbanen langs hul 5, men det er meget stillestående vand, så der er ikke meget liv på dette stykke. Det bliver der lavet om på nu,” fortæller Jan Eriksen fra Roskilde Golf Klubs natur- og miljøudvalg.

Roskilde Kommune har gang i et meget stort EU-støttet projekt, hvor vand fra Kornerup å via Kattinge sø skal ledes ud i et nyt 3-5 meter bredt å-løb, der bliver gravet til at sno sig forbi på marken bag hul 4 og langs hul 5. Derfor kommer fugletårnet til at have en central placering både i anlægsfasen, men naturligvis mest bagefter, hvor der bliver masser af dyreliv at studere.

”Da vi foreslog kommunen, at der blev placeret et fugletårn, viste det sig, at de havde et liggende i overskud, så det gik hurtigt og nemt at få igennem. Heldigvis syntes kommunen også, at det var en god idé,” fortæller Jan Eriksen.

Fugletårnet er endnu ikke klar til brug – det skulle lige renoveres og der skulle sættes nyt tag på, så lige nu står der stadig et stillads ved tårnet og trappen er ikke sat på endnu.

I starten bliver det sådan, at besøgende kan parkere på ”den høje” parkeringsplads og så gå via vejen Kongemarken og via en sti langs hul 5 – og derefter retur igen.

”Men vi har ikke lagt skjul på, at vores vådeste drøm er, at stien kommer til at fortsætte hen mod Rørmosen og efterfølgende tilbage over mod Boserup, så naturvandrere kan få en rundtur i stedet for at gå den samme vej tilbage. Vi håber, at vi på et tidspunkt får dette ønske igennem,” siger Jan Eriksen.

Der kommer altså en hel del gravearbejde på et tidspunkt senere på året – og undervejs i anlægsfasen bliver det også nødvendigt at spærre ”Kongemarken”, da der skal laves en bro. Den præcise tidsplan kommer senere.

”Der er to årsager til, at vi som golfklub er meget glade for dette projekt. Den ene er, at vi cementerer, at golfklubben er meget engageret i naturarbejde. Den anden er, at projektet kommer til at gøre en masse mennesker glade, uden at det går ud over golfspillet.”

På billedet står Jan på stilladset ved det nye fugletårn. Der er også et foto af et gammelt skilt omkring fiskeri-forbud – med dispensation for dafnier.

”Da jeg var dreng, var der rigtig mange, der havde akvarier derhjemme og hvor man selv gik ud og fangede dafnier. Sådan er det jo ikke længere, men det er jo en slags historie, som det er godt at blive mindet om. Derfor har vi besluttet at bevare skiltet og sætte det på fugletårnet. Så kan man jo grine lidt over det.”

Læs mere: