Mulighed for at lægge op i kortklippet semirough

På grund af tørke og skader på fairways efter vinteren har Roskilde Golf Klub – og en lang række andre klubber i landet – haft en lokalregel hele forårssæsonen om mulighed for at lægge bolden op inden for en køllelængde, hvis bolden er landet i et område, hvor der er huller i græsset.

Denne regel har alene været gældende for områder klippet til fairwayhøjde eller lavere.
”Imidlertid har den kraftige tørke betydet, at det i mange klubber er umuligt at se grænsen mellem fairway og semirough og derfor har DGU besluttet, at vi også kan lægge op i semirough, hvor der er tvivl, om det er fairway eller semirough,” fortæller Lars Søndergaard fra Roskildes regel- og handicapudvalg.

Den konkrete ordlyd af beslutningen lyder:

”DGU-beslutning efter aftale med DGU’s turnerings- og regelkomité og handicapkomité: I situationer, hvor eksempelvis tørke gør det svært at udpege grænsen mellem fairway og semirough, behandles området som fairway, hvilket indebærer mulighed for lempelse. Der kan stadig spilles handicaptællende.”

Beslutningen gælder, indtil DGU tilbagekalder den igen.

Læs mere:

Mads V og Nicklas M på 4. plads – kom til elitegolf i weekenden

I weekenden den 10.-11. juni havde eliten igen forskellige spillere i aktion.

Anders Djurhuus spillede Nivå Senior Open, Mads Emil Boas, Nicklas Mølholm og Mads Viemose Larsen spillede med i Holstebro Open Championship og Andreas Hillersborg Sørensen spillede The Scandinavian Challenge.

Anders’ resultat skabte ikke nogen store overskrifter, så det forbigår vi i tavshed (det er Anders selv, der har forfattet dette skriv, red. :-)).

Nicklas og Mads spillede derimod flot i Holstebro og spillede over tre runder en superflot fjerdeplads hjem i scoren 221 – bare 5 over par. Stærkt spillet af begge spillere og dejligt at man kan finde Roskilde højt oppe på leaderboardet weekend efter weekend. Mads Emil kæmpede lidt mere med det i denne uge, men lykkedes med at få en 19. plads hjem. Bestemt ikke dårligt i et stærkt felt af dygtige spillere fra hele landet. På billedet er det Nicklas og Mads fra klubmesterskabet i slagspil i 2022.

Andreas klarede sig også rigtig – på Scandinavian ved Farum. Han endte på en 6. plads i et meget stærkt besat felt.

Se resultatsiderne fra GolfBox nederst på siden.

Husk at der også i den kommende weekend den 17.-18. juni er mulighed for at se elitegolf på vores egen bane, når der er divisionsweekend. Alle hold er i ilden – det er kun 1. herreholdet, der spiller ude både lørdag og søndag. Men 2. og 3. herrehold, dameholdet, seniorerne og veteranerne har alle hjemmekampe og du skal være meget velkommen til at komme og se dem.

Kampprogrammet er:

Lørdag

  • Kl. 8.50: Seniorholdet – Ledreborg
  • Kl. 10: Dameholdet – Harekær
  • Kl. 10.50: Veteranholdet – Nexø

Søndag

  • Kl. 8: 2. herrehold – Værløse
  • Kl. 9: 3. herrehold – Holbæk
  • Kl. .10: Dameholdet – Køge
  • Kl. 10.50: Veteranholdet – Helsingør

Tidsangivelserne er udslagstider, så vil du følge et eller flere af holdene, så kom fx op ad formiddagen og tag et blik ud over banen ved hul 11 for at se, hvem du evt. kan gå med rundt for at se gode slag. Et andet godt udsigtspunkt er omkring teestedet ved hul 13, hvor du både kan følge slag til green på hul 12, hul 13 slaget og slag til green på hul 14.

Vores 1. herrehold spiller på Fyn i weekenden – lørdag mod Odense og søndag mod Greath Northern i Kerteminde.

Her kan du se resultaterne fra Holstebro Open:

 

Eliten besøger kaninerne mandag den 19. juni 2023

Nogle af klubbens elitespillere har tilbudt at komme mandag den 19. juni 2023 og besøge kaninmatchen.

De vil gerne hjælpe til og vise, hvad det kan blive til, når man har spillet nogle år, og hvis man træner.

Derfor har vi besluttet, at holdet med start kl. 17.30 skal spille en mexican scramble match, hvor der så vil være en elitespiller på hvert hold. Det er en rigtig fornøjelig spilleform, hvor holdspillet er i centrum.

Det første hold kl. 15 spiller som normalt en stableford – det er altså kun kl. 17.30, elitespillerne spiller med. Og der er denne gang et maksimum deltagerantal på 33.

I mexican scramble slår alle fire spillere ud, holdet vælger så den bold, de synes ligger bedst. Herefter spiller de tre andre spillere videre fra det valgte sted. Den spiller, hvis bold man har valgt, spiller altså ikke med i det slag – han er så med i næste slag. Sådan bliver holdet ved til bolden er i hul.

Der er dog en ekstra regel. På hvert hold skal hver spillers udslag/drive vælges som bedste bold to gange. Så er der et udslag til overs, som en af spillerne kan benytte – han få altså valgt sit udslag tre gange.

Læs mere:

Fotoet er fra kaninmatchen (starten kl. 15) mandag den 12. juni 2023:

Overdådige præmier til jubimatch med 104 deltagere

Med godt vejr, god stemning, mange deltagere og et overflødighedshorn af præmier blev 2023-versionen af midsommermatchen en stor succes.

Matchen blev afviklet som en 50-års jubilæumsmatch, der indeholdt to dages spil på 18 huller, festmiddag med levende musik om aftenen – og som nævnt rigtig mange fantastiske præmier – både til vinderne og en masse indlagte konkurrencer. Alene 1. præmievinderne løb afsted med præmier af værdi på over 2.000 kr. pr. person.

Der blev spillet holdspil med fire på hvert hold – og de kreative hjerner havde været på spil med hensyn til holdnavne, fx “Flødeskum”, “Hønseklubben”, “Bamses Venner”, “Sammenhold”, “The Fading Sliders”, “Dope Clan” – også kendt fra jubilæumsfesten og “Koldskål og kammerjunkerne”.

Temaet for matchen var jubilæumsåret 1973 – og det bar nogle af deltagernes spilletøj også præg af. Der var præmier for bedste udklædning og her løb Birdies Ladies af med sejren (Lucille Rem, Lene Reuter, Heidi Molin og Christina Lerke-Møller) tæt forfulgt af Bamses Venner (Ulf Carlsen, Kim Lyseen, Menno Maat og Martin Skovgaard).

Lørdag aften den 10. juni var der så festmiddag i Restaurant Birdie med ca. 40 deltagere – superlækre småretter fra Birdie (se billederne) og efterfølgende dans til bandet “Småt Brændbart”. Arrangørerne håber på endnu flere til aftenspisning og fest næste år.

Selve holdkonkurrencen blev vundet af Pernille og gutterne (Pernille Bruun, Christian Bruun, Kim Sonne og Frederik Hammerich) i A-rækken og af Birdies Ladies i B-rækken.

Derudover var der præmier for tættest på flaget på alle par tre huller begge dage samt længste drive på hul 18 begge dage – og så var der klappepræmier, alt sammen fra en stor gruppe af sponsorer:

  • Otto Suenson Vine
  • Restaurant Birdie
  • Prop Vin og Tapas bar
  • Restaurant Rådhuskælderen
  • Schrøders Metal
  • Tømrermester E.H og søn
  • Sallie’s Restaurant & Snack Bar
  • Jim & Tony (Egoista)
  • Jenners Dockside og Jenners Seaside
  • AR Roskilde
  • Karhof Bolig og Erhverv
  • Sparekassen Kronjylland
  • Frølich Golf
  • Roskilde Golf Klub

Herunder kan du se fotos fra match, spisning og præmieuddeling:

Bemærk, at du finder resultatlisten fra GolfBox neden under billederne.

 

Se tekst og fotos fra rehab-golfernes jubimatch – med ros

Efter længere tids planlægning blev jubilæumsmatchen for rehabgolf afviklet i strålende solskin fredag den 9. juni 2023. Se masser af fotos nederst i indlægget.

Til matchen var det tilmeldt 28 spillere og tilsvarende antal hjælpere.

Dagen startede med fælles morgenmad, hvor matchleder Hans Bomholt bød velkommen og gennemgik dagens plan samt spilleregler, så alle var klar til gunstart på Skjoldungen kl. 10.

Arrangementgruppen (Gert Dejbjerg, Hans Bomholt og Torben Amsinck) havde også inviteret spillere fra andre klubber, hvilket betød at der var tre spillere fra andre klubber.

Til at udarbejde spilleplanen havde arrangement gruppen allieret sig med Kim Jakobsen, som også står for planlægningen af de ugentlige fredagsmatcher.

Spillerne var inddelt i fem rækker hvor A-rækken spillede stableford uden lempelser og B-, C- og D-rækken Svensk slagspil med fem ekstra slag og lempelser gældende for rehabgolf. Udover disse rækker var der også en række for mikrobane/putting.

På banen var der højt humør med en god portion koncentration for at opnå et godt resultat.

Efter spillet blev der serveret to stk. smørrebrød fra restaurant Birdie og dagens vindere blev præsenteret.

  • A rækken nr. 1 Kim Jakobsen
  • A. rækken nr. 2 Lenn Jessen (Horsens rehab-golf)
  • A. rækken nr. 3 Erik Hansen
  • B rækken: Gorm Haraldsted
  • C rækken: Ove Jørgensen
  • D rækken Niels K Hansen
  • Putting: Christina Strømberg

Desuden var der rosende omtale til Karina Nielsen og tak for produktion af ”jubilæumsemblemer” til at hæfte på trøjen.

Vinderne fik vin som præmie hvor Otto Suenson Vine havde givet en god rabat på indkøbet.

Fra rehabudvalget skal der lyde en stor tak til sponsor Alpha Electic v/Søren Danielsen, som havde sponseret et meget flot beløb til matchen, et beløb der gjorde det muligt, at der var 1 flaske vin som klappepræmie til alle spillere.

Ligeledes tak til restaurant Birdie for billetter til drikkevarer eller mad, og til Roskilde Golf Klub, der havde sponseret golfbolde som klappepræmier.

Et sådant arrangement kan ikke gennemføres uden frivillige, så stor tak til de faste frivillige og ikke mindst de til dagen ekstra frivillige, der havde tilmeldt sig som hjælpere.

Matchleder Hans Bomholt afsluttede dagen med tak til alle spillere, deres pårørende der deltog, samt sponsorerne.

Fra rehabgolf styregruppen skal der lyde et stort tak til arrangementsgruppen for vel planlagt og gennemført program.

Styregruppen vil se på muligheden for, at der til næste år kan laves en lignende match, hvor der måske vil være flere deltagere fra andre klubber.

På vegne af styregruppen, Hans Kristian Olesen

De øvrige i styregruppen er: Hans Møllegaard, Kim Jakobsen og Kenneth Daugaard (spillerrepræsentanter)

Der er i øvrigt kommet en besked fra en af de eksterne deltagere, nemlig Bjarne Skovgård Pedersen fra Horsens.

Han skriver, at det var tydeligt at se, at Roskilde Golf Klub er vant til, at der kommer fysisk handicappede i klubben og at deltagelsen i 50-års jubilæumsmatchen var en dejlig oplevelse.

“Alt kørte efter en streg. I kan være stolte af jeres 50-års jubilæumsmatch,” skriver Bjarne Skovgård Pedersen, der har erfaring med deltagelse i rigtig mange turneringer.

Lasse Frølich stopper som protræner, når sæsonen er slut

Efter ca. 10 år som chefpro og i alt 15 år i Roskilde Golf Klub stopper Lasse Frølich Kristensen som træner med udgangen af i år.

Lasse og bestyrelsen har lavet en aftale om at stoppe samarbejdet. Det sker i forbindelse med, at en 5-års forpagterkontrakt for shoppen udløber og at bestyrelsen har nogle ønsker for fremtiden, som Lasse ikke kan se sig selv i.

”Vi har igennem et års tid haft ønske om ændringer i den måde, vores aftaler hidtil har været baseret på. Fx vil vi gerne have, at vores udvalg selv kommer med ønsker til, hvor meget de har brug for trænerassistance til og så vil vi også gerne have, at vores protræner går mere proaktivt ind i udvikling af især ungdom og elite. Det har vi været i dialog med Lasse om og enden er så blevet, at Lasse ikke kan se sig ind i de ændringer, bestyrelsen gerne vil have foretaget. Derfor er det endt med en fælles aftale om, hvordan vi i god ro og orden stopper samarbejdet efter 2023-sæsonen,” fortæller formand Flemming B. Nielsen, der benytter lejligheden til at sige Lasse stor tak for tiden i Roskilde Golf Klub:

”Trænerteamet har altid haft en god kontakt til medlemmerne og har også altid scoret høje karakterer i vores medlemsundersøgelser. Det kan Lasse og hans medarbejdere godt være stolte over – og vi ønsker derfor Lasse alt muligt held og lykke i fremtiden. Lasse har været i klubben siden sin elevtid og har været en stor del af klublivet i 15 år, så det bliver en ny tid både for Lasse og os.”

Lasse selv er nu afklaret med situationen – oven på et år med uafklarethed.

”Jeg har været – og er – meget glad for at være i Roskilde Golf Klub og havde retningen været den samme som hidtil, ville jeg også gerne have fortsat. Men bestyrelsen ønsker en ny sportslig retning, som ikke passer til mig. Mine spidskompetencer er bredden i klubben og medlemsservice – og derfor var jeg nødt til at sige nej, da jeg blev præsenteret for klubbens oplæg til fremtiden,” siger Lasse, der nu vil sondere mulighederne for at blive i golfbranchen et andet sted.

Lasse har allerede planlagt en forårstur til Portugal i marts 2024 – og den tur gennemfører han, uanset om han til den tid er i en ny klub eller ”bare” er sig selv. Du kan læse om den golftur under menupunktet ”Træning og proshop”.
Bestyrelsen vil slå stillingen som ny protræner op snarest muligt.

”Vi har ikke på forhånd lagt os fast på en bestemt model for ansættelsen af en ny protræner i forhold til fx drift af shop og fordeling af timer. Vi vil gerne have, at kandidaterne til stillingen selv kommer med udspil, der passer til, hvor de er stærkest og skaber mest værdi for klubben,” siger formand Flemming B. Nielsen.

Han tilføjer, at med den nye model kommer klubbens udvalg og klubber i klubben også til at få en rolle i forhold til prioritering af protrænernes opgaver.

”Det bliver selvfølgelig bestyrelsen, der skal tage stilling til den samlede økonomi og ønsker, hvis der er ting, der ikke hænger sammen. Men bestyrelsen vil gå til udvalgene for at få deres ønsker om brug af protræneren til træning, mødedeltagelse og lignende – og den udgift bliver så lagt ind under de enkelte udvalg. Det vender vi tilbage med til efteråret.”

Flemming B. Nielsen tilføjer, at den kommende træner stadig skal stå til rådighed både for udvalg, ungdom, elite og bredden i hele klubben. Det skal stadig være sådan, at medlemmer kan booke tider til træning – både privat og på hold.

Om shoppen fortsætter i den nuværende eller i en ny form, vil afhænge af forhandlingerne med en ny protræner.

Klar til store afslutninger for Herredag og Damedag

De to store “klubber i klubben”, Herredagen og Damedagen, afslutter deres forårsturnering her i juni med to store matcher med efterfølgende spisning i Restaurant Birdie.

Herrerne starter med deres afslutning onsdag den 21. juni 2023.

Her er der først match med gunstart kl. 14.30 – mødetid en halv time før, hvor der er info og servering af en bitter.

Selve matchen er en parturnering – der er tilmelding via GolfBox.

Efter spil bliver der serveret en lækker middag og og der er præmieuddeling for forårssæsonen.

Deltagergebyret er 300 kr. pr. person – og man kan tilmelde sig enten som par eller enkeltvis. Singlespillere vil blive sammensat så der dannes bedst mulige par.

Tilmelding og betaling for par og singlespillere på GolfBox senest d. 18/6 kl. 20.

Læs mere:

 

Damerne har deres afslutning ugen efter – tirsdag den 27. juni 2023.

Her er der gunstart kl. 15 – med mødetid på terrassen en halv time før.

Der bliver afviklet en match over 18 huller – og bagefter er der middag i Restaurant Birdie og præmieoverrækkelse.

Der er præmier til dagens vindere alle spilledage. Desuden uddeling af præmier for forårssæsonen til nummer 1. 2 og 3 i henholdsvis A-rækken, B-rækken, C-rækken og 9-huller.

Der er også præmier for afslutningsmatchen og der vil også være klappepræmier.

Prisen for deltagelse er 150 kr. – og der er tilmelding og betaling via GolfBox.

Damedagens næste arrangement er en Rosé- vinsmagning den 15. juni kl. 17.30 hos Otto Suenson Vin i Ringstedgade 2. Der er tilmelding via .

Læs mere: