Ny stor flagmatch på Store Skjold og Skjoldungen

Nogle gange skal man prøve noget nyt eller tage en gammel tradition frem igen.

Det er tilfældet ved en ny stor match, som alle medlemmer kan være med i søndag den 6. august 2023. Det er en flagmatch, som der er blevet spillet mange gange i klubbens historie, men som har holdt pause i syv år.

I forbindelse med jubilæumsåret er matchen imidlertid opstået igen – og det er en mulighed for at prøve en anderledes match, stadig bygget op efter stablefordprincippet.

Matchen bliver afviklet både på Store Skjold (over 18 huller for fuldtidsmedlemmer) og på Skjoldungen (over 9 huller – her kan både senior flexmedlemmer og fuldtidsmedlemmer være med).

På Store Skjold er der løbende start fra kl. 8 og på Skjoldungen løbende start fra kl. 9.

Turneringsreglerne er, at hver spiller får det normale antal tildelte slag, der passer til ens handicap. Dertil lægger man banens par (som er 72 for 18 huller på Store Skjold og 30 for 9 huller på Skjoldungen) og det samlede antal er så de slag, man har til at nå banen rundt. Når man har slået slagene, placerer man sit flag, der hvor man er nået til.

Eksempel 1 – Store Skjold: Anders Andersen har handicap 23 og har normalt 28 tildelte slag på Store Skjold. 28 + 72 = 100 og derfor har Anders i flagmatchen 100 slag, inden han skal placere sit flag.

Eksempel 2 – Skjoldungen: Bent Bentsen har handicap 48 og har normalt 33 tildelte slag på Skjoldungen. De tildelte slag er dog for 18 huller. Det betyder 16,5 på 9 huller – rundet op til 17. 17 + 30 = 47 og derfor har Bent i flagmatchen 47 slag, inden han skal placere sit flag.

Hvis man ikke har brugt sine slag, når man er færdig med runden, så fortsætter man på hul 1, indtil sidste slag er brugt – og det er her, flaget bliver placeret. Ligger bolden på green på næstsidste slag, putter man det sidste slag og måler så fra kanten af green og til der, hvor bolden ender, dog højst afstanden til hullet.

Bemærk, at det er slagspil, så der er ikke noget med at samle bolden op undervejs på hullerne, som vi gør i stableford, når vi ikke længere kan få point på hullet. Bolden skal i hul på alle huller – også selv om vi slår out of bounds, bruger fire slag på at komme op af en bunker og lignende.

Flagmatchen er som nævnt for alle uanset handicap – og på Store Skjold bliver der oprettet tre lige store rækker, så både høj- og lavhandicappere har ligesindede at konkurrere med. På Skjoldungen vil antallet af rækker afhænge af deltagerantallet.

Efter spillet byder klubben på en forfriskning i forbindelse med præmieoverrækkelsen. Der er præmieuddeling, når alle fra hver række er færdige med spillet – sæt derfor tid af til hygge i klubhuset efter spillet og indtil præmieoverrækkelsen.

Der er tilmelding i GolfBox – se under “Klubturneringer”. Tilmelding slutter tirsdag den 1. august kl. 23.59. Spilletidspunkterne for alle bliver offentliggjort onsdag den 2. august senest kl. 16.

Her er link til tilmelding på GolfBox – du skal logge ind med dit medlemsnummer og kode (samme, som du bruger, når du skal bestille tid):

På billedet er det en af dagens matchledere, Inger-Lise Jørgensen, der viser, hvordan man sætter flaget. Det skal som nævnt sættes der, hvor bolden er landet, når spillerens sidste slag er slået. Er det på green, skal flaget placeres før green og så skriver man antal meter hen til der, hvor bolden ligger, dog maksimalt afstanden til hullet.

Opslag: Søger ny protræner til Roskilde Golf Klub

Så er tiden kommet, til at Roskilde Golf Klub officielt slår en stilling op som ny protræner.

En ny træner skal tiltræde i starten af 2024, men man skal være i god tid, når man ansætter trænere. Derfor er stillingsopslaget ude nu – og fristen for ansøgning er den 15. august 2023. Herefter bliver der indledt en proces med samtaler med egnede kandidater.

Her kan du læse stillingsopslaget (link til jobopslaget).

Læs mere:

En klub i udvikling – sommerstatus fra sekretariatet

”Hurra, nu er der gået fire dage uden at den nye indtjekningsskærm i klubhuset er brudt sammen.”

På tærsklen til at gå på sommerferie kan daglig leder, Jesper Wedersøe, ikke lade være med at glæde sig over en stor it-sejr til medlemmerne oven på et forår, hvor vi har fået en ny og stærkt forbedret skærm til at bekræfte tider, udskrive scorekort, betale for greenfee og styre udlevering og returnering af nøgler til klubbens golfbiler.

”Alle er enige om, at vores nye skærmsystem er intuitivt og nemt at betjene – og det er smart, at det også kan styre udlejning af vores golfbiler. Men når det er sagt, så har vi haft en del udfordringer med systemet lige siden april, hvor det blev taget i brug. Vi har haft en masse nedbrud, til tider flere gange om dagen, hvor det har været nødvendigt at få teknisk assistance fra vores leverandør. Selvfølgelig er systemet nogle gange også brudt ned på tidspunkter, hvor sekretariatet har været lukket, og det har selvsagt givet frustration fra medlemmer og greenfeespillere. Det har mildt sagt været noget bøvl – en meget sværere fødsel end både vi og vores leverandør havde forventet,” fortæller Jesper, der efter mange kontakter til leverandøren og nogle efterfølgende systemopdateringer nu endelig ser lys forude.

”Nu har vi haft en uge uden nedbrud, blandt andet med en tirsdag, onsdag og torsdag, hvor systemet virkelig bliver stresstestet via mange login fra Damedag, Herredag og Seniorklubben. Det er meget positivt, så jeg håber, at vi nu ser frem mod en sommer uden flere udfordringer.”

Jesper Wedersøe tiltrådte som daglig leder i november 2022 – midt i klubhusombygning og andre store projekter – så her i slutningen af juni 2023 giver han en sommerstatus fra sekretariatet efter godt otte måneders virke.

”Klubhus-ombygningen er generelt gået godt. Den blev færdig til tiden, og det var dejligt, så vi både var klar til sæsonstart, til vores store jubilæumsreception og til både klubbens og restaurantens øvrige arrangementer. Vi kan virkelig mærke, at vi nu har det ekstra lokale. Det er en stor fordel både for klubbens medlemmer og for udefrakommende gæster i restauranten. Vi er dog endnu ikke helt i mål med interiør og udsmykning, da driften i klubben er den primære prioritet. De sidste hængepartier bliver klaret efter sommerferien. Vi holder også øje med, om den tiltænkte funktionalitet passer til den faktiske brug af huset, og der er flere områder vi endnu ikke har fundet den endelige form på. Til gengæld er vi nu i mål med, at de relevante udvalg har fået skabe til opbevaring af materialer i vores nye mødelokale/matchrum.”

 

Flade golfbiler

En anden udfordring har været klubbens golfbiler, hvor flade dæk og batterilevetiden har voldt problemer. Det betød bl.a., at tre af bilerne stod stille i næsten halvanden måned i sæsonstarten, hvilket naturligvis medførte et stort pres på de resterende biler.

”Der gik alt for lang tid, inden vores leverandører tog os alvorligt, så det krævede nogle ”kammeratlige” samtaler at nå til enighed om proces og mål. Nu har vi alle vores 11 golfbiler til rådighed og en leverandør, der ikke er et sekund i tvivl om vores prioritet. Vi kan godt mærke, at med over 60 medlemmer af ”Golfbilens Venner” og almindelig udlejning ved siden af, så er der pres på, hvis vi ikke har alle biler til rådighed. Efter sommeren kigger jeg nærmere på økonomien i golfbilerne, og hvis behovet er uændret, og vi på fornuftig vis kan finde pladsen til dem, giver det mening at undersøge muligheden for at supplere den nuværende flåde” fortæller Jesper.

Med hensyn til at afhente og returnere golfbiler er der netop lavet en mindre ændring i processen på automaten, så man nu skal indtaste sit DGU-nr. og sin fødselsdag og måned på skærmen.

”Med det nye system er jeg også glad for at kunne sige, at vi ikke længere har udfordringer med, at nøglerne til bilerne er hos brugerne i længere tid hverken før eller efter udlejningen, hvilket er meget tilfredsstillende. Det er muligt at håndteringen bliver endnu nemmere, men det kræver at deltagerne i ”Golfbilens Venner” er indstillet på at benytte en app i forbindelse med håndteringen. Det kigger jeg også på efter sommerferien, da det ikke nytter at sætte noget i verden, som ikke er praktisk håndtérbart.”

I den forbindelse oplyser Jesper Wedersøe, at der bliver arbejdet på, at området med skærmene i klubhuset kan have ubegrænset åbningstid, så det er muligt at hente og aflevere buggyer, bekræfte tider og udskrive scorekort, selv når klubhuset er lukket.

”Løsningen er, at vi omplacerer vores alarmer, så indtjekningsrummet er åbent, selv om den øvrige del af klubhuset er lukket. Det vil gavne de medlemmer og gæster, der kommer på banen enten tidligt eller sent,” siger Jesper Wedersøe, der generelt synes, at Roskilde Golf Klub har det godt.

 

Vand en stor udfordring

”Vi er en sund klub med mange aktive medlemmer og frivillige, der gør en stor indsats. Igennem de seneste år er der gennemført flere rigtig store projekter, ikke mindst klubhusombygning, en ny 9-huls bane og dræning af drivingrange. Men der er stadig områder, hvor vi gerne vil være bedre. Omkring banen har vi stadig et forbedret indspilsområde på ønskelisten, men med den seneste tørkeperiode in mente, så bliver vi nødt til at arbejde med vores vandforsyning, da vi ellers risikerer at komme til at stå med et anlæg, vi ikke kan vedligeholde i tørkeperioder, så det er en ting, vi skal finde en løsning på. Dertil kommer, at der er et løbende årligt behov for udskiftning af et antal af de maskiner, der anvendes af greenkeeperne til at passe vores anlæg, i takt med, at maskinerne er slidt op. ”

I forhold til nye medlemmer så kører der i efteråret en ny kampagne for prøvemedlemmer – efter et forår, hvor ikke mindre end 85 prøvemedlemmer har været igennem, og hvor halvdelen indtil videre har meldt sig ind i klubben.

”Det er virkelig positivt og en stor glæde, at vi er så gode til at tage imod nye voksne medlemmer. På ungdomssiden har vi dog et efterslæb og det skal vi have gjort noget ved. Dels fordi ungdom er vores fremtidige fødekæde, men det er også gavnligt for klubben, at vi har en bred sammensætning af medlemmer. Samme type medlemmer vil som regel spille på de samme tidspunkter, så det er en fordel for alle, hvis medlemssammensætningen er blandet. Og med børn følger ofte deres forældre, så det bliver en stor fordel for os som klub, hvis vi kan tiltrække flere unge. Det vil vi arbejde mere med i fremtiden, samtidig med at vi sikrer os, at vores seniorer hverken nedprioriteres eller føler sig forbigået,” siger Jesper på vej på sommerferie.

Sekretariatet er dog åbent de fleste dage i sommerferien – dog vil der være lukket i uge 29.

På billedet står Jesper Wedersøe ved den nye indtjekningsskærm i klubhuset. Det er den, som skal bruges af greenfeegæster og af spillere, der lejer buggyer. Der er også en anden skærm i indtjekningsområdet. Er du medlem og har bestilt en tid på en af de to baner, så kan du bekræfte din tid og udskrive scorekort på den.

To puljevindere i regionsgolf – se status på 2023-sæsonen

Så er puljekampene færdigspillet i regionsgolf og vi har fået to puljevindere.

Vores Senior A hold med Karsten Jensen som holdkaptajn og vores super veteran C6 med Leif Petersen som holdkaptajn har vundet deres puljer – stort tillykke til de to hold.

Derudover havde vi to hold, som desværre tabte den sidste kamp og derfor ikke blev puljevindere. Begge hold skulle bare have haft et point i sidste kamp for at vinde puljen. Det var D4 med Åse Sørensen som holdkaptajn samt vores veteran B7 med undertegnede som holdkaptajn.

Så fire hold ud af 13 med i toppen, det er da meget godt. De øvrige hold har helt sikkert spillet nogle gode kampe og haft det hyggeligt, som vi i øvrigt alle har.

Vores to puljevindere skal nu spille cupkampe om at komme til Danmarksmesterskabet. Vi håber det bedste for dem og held og lykke.

Alle vi andre kan holde fri for regionsgolf og vente på en ny sæson i 2024.

Herfra skal lyde en tak til alle som har deltaget på den ene eller anden måde i år.

Koordinator

Erik Christiansen

Læs mere:

Seniorklubben samlede 69 til kvartalsafslutning

Torsdag morgen 29. juni 2023 indledte seniorklubben dagens spil og kvartalsafslutning med en lille en til halsen, så der kunne synges igennem på morgensangen, der igen var forfattet af Poul Erik Edsen-Johansen.

Det blev spillet Mexican scramble med flotte resultater i det dejlige sommervejr.

Bestyrelsens kontaktperson, formand Flemming B. Nielsen, deltog i matchen og gav et indlæg under den efterfølgende spisning.

Dagens tre vinderhold:

  1. Philip Evans, Dorte Rye Jensen, Ellen Skarsholm, Lisbeth Lyder
  2. Ejvind N. Jensen, Per Ougaard, Jens Ole Jensen, Mona Jensen
  3. Jan Hoffmeyer, Bjarne Dalgaard, Helle Reisbøll, Dorte Jepsen

modtog hver en flaske vin af styregruppemedlem Ole Strangholt.

Kvartalets vindere

  • 1) Eva Iversen 2) Solveig Kaas 3) Tove Schneider
  • 1) Jens Zobbe Mortensen 2) Hans Kristian Olesen 3) Lars Carlsen

Kvartalets fødselarer (halv- og helrunde fra 75 år)

  • Lisbeth Møller, Svend-Aage Christiansen og Inge Lise Jørgensen

PEDRO – seniorklubbens vandrende påskønnelse til en person, der i det forløbne kvartal har gjort noget særligt – blev motiveret og overdraget af Eva Iversen til Tove Schneider.

Klappepræmier blev uddelt efter lodtrækning, hvor daglig leder Jesper Wedersøe hjalp matchleder Ole Strangholt med at finde de rigtige og heldige vindere.

Kassererskifte – seniorklubbens mangeårige kasserer, Susanne Jensen, blev takket og rost for en mangeårig stor og imponerende indsats som frivillig i Roskilde Golf Klub i seniorklubben, hvor medlemmerne stående klappede samtidig med, at Ole overrakte blomster.

Ny kasserer er Per Ougaard og revisor er Per Krogh Rants – nyt kontonummer fremgår nu af seniorklubbens side og bliver også fortalt i seniorklubbens nyhedsbrev.

Ejvind N. Jensen formand

Læs mere:

38 prøvemedlemmer til match med frokost og præmier

Søndag den 25.juni 2023 blev der afholdt match for forårets prøvemedlemmer på Skjoldungebanen.

Der var 40 tilmeldt og 38 mødte op.

Matchen blev afholdt med højt humør og godt vejr, og spillerne blev hjulpet rundt af 10 mentorer, så stor tak til dem.

Efter matchen var der frokost og præmieuddeling i Restaurant Birdie.

Der var fine præmier fra Proshoppen og fine sponsorgaver fra Suenson Vin.

På vegne af prøvemedlemsudvalget

Merete Koefoed

Præmierig damedagsafslutning med kast fra åer og bunkers

Damedagen afholdt forårsafslutning i blæst og byger tirsdag den 27. juni 2023, men trods vejrforholdene kom der rigtig høje scorer. Der var tilmeldt 70 damedagsspillere til en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, hvor der blev spillet norsk stableford. Der var mange sjove situationer, hvor bolden blev kastet fra, såsom at stå i åen, bunkers, inde i buskads mm. – hvad gør man ikke for at få point på hullet.

Efter spillet mødtes vi i klubhuset til et lækkert tapasbord og kaffe med kage, som Restaurant Birdie serverede for os.

Der blev uddelt meget fine præmier til dagens første syv vindere. Her havde vi været så heldige, at damespiller Tina Hildebrand havde sponseret to gavekort til kropsterapi samt 18 gavekort til en pilates-lektion. Desuden havde vi også fået to fine gaveæsker med creme og gavekort fra hudlæge Charles Kromann. Frølich Golf sponserede en del klappepræmier, sekretariatet bolde og greenfees, så der var mange damer, der kom hjem med præmier.

Dagens vindere:

  • Ayo Bærentsen Lyngkjær, Anne Planch Madsen, Kirsten Østergaard, Dorte Rye Jensen, Karin Smith, Tina Donstrup og Gerd Kristensen.

Længste drive:

  • Andrea Lima

Tættest på flaget (5, 7, 13 0g 17):

  • Anne Birgitte Hørsman, Heidi Molin, Helle Nayberg og (Annette Kjærsgaard)

Forårets vindere:

A – Række:

  • Ayo Bærentsen Lyngkjær, Susanne Romme og Solveig Kaas

B – Række:

  • Ruth Williams Nyholm, Christina Lerke-Møller og Ellen Skarsholm

C – Række:

  • Lisbeth Lyngsøe, (Marianne Sørensen og Tove Duus)

9 – hul – Række:

  • Pia Jørgensen, Dorte Koch Andersen, og (Lene Thormann)

Dameudvalget takker for en hyggelig afslutning og for den opbakning, som vi møder fra damespillerne.

På vegne af dameudvalget i Roskilde Golf Klub

Dorthe Larsen

 

Optimisters månedsmatch inden bulder og brag

Mandag den 26. juni 2023 spillede Optimisterne månedens match.

Endnu engang var vi heldige med vejret. Det var lovet bulder og brag, men det startede først, efter vi havde spist frokost i Restaurant Birdie, og var ved at bryde op.

Vi spillede foursome, hvor alle ønskede at lægge bolden i et godt leje til medspillerens næste slag.

Præmietagerne blev Anne-Marie Kruse, Lisbeth Lyder, Birthe Christiansen og Inge Lise Jørgensen.

Jannie Brandt sluttede med at overhøre os i nogle af golfreglerne.

Lisbeth Lyder Jacobsen

Præmier til Herredagens vindere – se listen og hent præmierne

Herredagen har haft forårsafslutning onsdag den 21. juni 2023 og i den forbindelse har Herredagen opgjort alle forårets vindere – både vinderne i de enkelte rækker for hver spilledag, men også vinderne af “tættest på par 3 hullerne” hver uge.

Herunder kan du se forårssæsonens vindere – bemærk tættest på hullet vinderne nederst. De vindere, der ikke allerede har fået deres gevinst fx i forbindelse med afslutningen, kan hente deres præmier i sekretariatets åbningstider mellem den 29. juni og 4. august 2023.

Sponsorerne af præmierne er:

  • Tættest på hul: Anlægsgartner Finn J. Poulsen, Sallie’s Restaurant & Snack Bar og Herreklubben selv
  • Øvrige præmier, bl.a. dagens vindere, øl-kort ved afslutningsmatcher, medaljer og lignende:  Otto Suenson Vine, Alteq A/S, Restaurant Birdie, Frølich Golf og Schrøders Metal

Læs mere:

Dagens vindere, forår 2023

Elite‐rækken

  • Carsten Pedersen 2
  • Michael Bastholm 2
  • Brian Kaarslev 1
  • Frederik Hammerich 1
  • Klaus Werner Rasmussen 1
  • Jesper Schrøder 2
  • Kim Lyseen 1

A‐rækken

  • Jens Lærke‐Møller 1
  • Jan Vesselby 1
  • Finn T. Christensen 2
  • Kim Raagaard 1
  • Kim Sonne 1
  • Claus Borum 1
  • Arne Holte 1
  • Michael Donstrup 1
  • Henrik Søndergaard 1

B‐rækken

  • Kim Brokmann 2
  • Henrik Klausen 1
  • Niels Træden 1
  • Lars Anker Hørsman 1
  • Claus Andersen 1
  • Ole Filtenborg 1
  • Bo Sponholtz 1
  • Ole Rye Jensen 1
  • Peter Helle 1

C‐rækken

  • Jan Dalsgård 2
  • Lars Andersen 5
  • Ove Holm 1
  • Flemming Hvid Hansen 1
  • Erling Rosendahl 1

Herunder vinderne af tættest på flaget på par 3 hullerne forår 2023:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mads Viemose Larsen på drengelandsholdet – igen

For andet år i træk kom Mads Viemose Larsens navn op, da Dansk Golf Union offentliggjorde den trup, der skal udgøre Danmarks hold ved Europamesterskaberne for drengelandshold i juli 2023.

Mads var med i Tyskland sidste år, hvor holdet blev placeret lige uden for de otte bedste, men Mads håber naturligvis, at det i år lykkes at komme med i toppen. Det afgøres på de første dage, hvor alle nationers seks spillere går 2×18 huller og hvor resultaterne fra de fem bedste på hvert hold tæller. De otte hold, der efter de 36 huller, er bedst, går videre til et finalespil, hvor formatet så skifter til det, spillerne er vant til fra Danmarksturneringen, nemlig hulspil med foursomes og singler.

Med den store talentmasse, der er i dansk golf i disse år, er det flot af Mads igen at blive udtaget og han er da også glad for, at han når endnu en oplevelse med drengelandsholdet. Det er nemlig hans sidste år – Mads fylder 18, lige inden EM-turneringen starter i Schweiz fra den 8. juli.

”Vi har et ok godt hold, så det bliver spændende, om vi kan kvalificere os til finalerunden. Normalt plejer England, Sverige og Tyskland at klare sig godt. Både sidste og forrige år vandt Tyskland,” siger Mads, der i disse år lægger næsten alle sine kræfter ind på at klare sig godt som golfspiller. De kræfter, der er til overs, bruger han til at hjælpe derhjemme, hvor familien er ved at bygge et nyt hus.

”Jeg er for en måned siden droppet ud af gymnasiet, fordi golf og skole har svært ved at forenes i de måneder, hvor der er mange turneringer. I stedet planlægger jeg at tage en række fag online i vintermånederne. I golfen arbejder jeg meget både med fysisk træning og med teknik. Samtidig spiller jeg en del turneringer og så må vi se, hvor spillet bærer mig hen. Målet er helt klart at ende som professionel på et tidspunkt,” fortæller Mads, der ofte ses på træningsanlægget i Roskilde, enten på drivingrange eller ved indspilsområdet eller på puttinggreenen.

En gang om ugen træner han med landsholdstruppen i Ishøj – og i øjeblikket har han fået bevis for, at han har rykket sig og blevet bedre. Ved DM i hulspil i weekenden 24.-25. juni var han dog uheldig at ryge ud efter en tæt kamp i første runde, men ellers har han leveret både et top 4 og et top 3 resultat i turneringer ugerne forinden.

Læs mere: