Den største ændring bliver et nyt teested på hul 11 – placeret på stien ude mellem søerne. Her kommer herrerne til at slå ud, sandsynligvis allerede fra åbningsturneringen den 8. maj. Damernes teested bliver så flyttet hen, hvor herrerne slår ud i dag.
Det nye teested på hul 17 er tæt på anlagt, men det bliver ikke klar til brug før til sommer.
Derudover er der planer om renovering af enkelte bunkers – det bliver dog først til efteråret. Se mere via linket ovenfor.
Greenkeeperne har været ude med rodfræsere ved de træer, hvor rødderne er kommet op over jorden. Det vil gøre det nemmere for os at slå, hvis vi lander i disse områder.
Der er ved at blive lavet en ny green i træningsområdet. Green er både større og mere plan end den gamle – og samtidig kommer der også en ny og større bunker.
Til efteråret bliver teestedet på hul 14 flyttet – og der er desuden risiko for, at det store træ foran sø og green på hul 5 må lade livet. Læs mere på linket ovenfor.
Sådan proklamerede kok Allan Jensen, da han vandt “kapløbet” om at blive ny forpagter af restauranten i Roskilde Golf Klub.
Og han blev bogstaveligt taget på ordet – og stillede velvilligt op til et foto med formand Kim Møller Behrend.
Nu er tiden kommet til det med at stå på hovedet i restaurantmæssig forstand, og Allan er i fuld gang. Restauranten har åben hver dag kl. 10-16, indtil videre med et begrænset sortiment, men du kan stadig få frokost til en rimelig pris.
Fra 1. april åbner Allan med et fuldt menukort – og du kan allerede nu se, hvad restauranten kommer til at byde på.
Restauranten har fået sin egen side, hvor du kan se åbningstider og menue – og læse om mulighederne for at få mad med hjem eller bestille til større selskaber.
Du befinder dig nu på Roskilde Golf Klubs nye hjemmeside.
Vi trængte til en side, hvor både medlemmer, potentielle nye samt vores greenfeegæster har nemmere ved at finde informationerne. Samtidig skifter vi til et system, der er nemmere at opdatere.
Alt i alt håber vi, at alle får en god oplevelse både her på hjemmesiden og ude i klubben. Siden skal nemlig gerne ende med at afspejle vores klubliv.
Hjemmesiden blev præsenteret søndag den 14. februar i et ret godt fyldt klubhus. Mellem 80 og 100 kom forbi og hørte lidt om den nye hjemmeside fra bestyrelsen og webmaster. Billederne her på siden er fra denne begivenhed.
Der kan være enkelte sider, der ikke er fuldt opdateret, men vi er tæt på – og siden vil i det hele taget udvikle sig hen over foråret. Nederst i artiklen vil du kunne se en liste over det, der er på vej. Listen bliver opdateret, efterhånden som vi kommer i mål med de enkelte opgaver – eller der kommer nye til.
Tak til den gruppe af medlemmer, som har været med i en fokusgruppe og undervejs er kommet med input.
Tak til Jørgen Wicklow og Dorte Qvist, som har hjulpet med fotos og som har lovet at bruge kameraet endnu mere her i foråret.
Tak til bestyrelsen for god opbakning undervejs i processen.
Hvad er nyt på hjemmesiden?
Menuer: Først og fremmest er hjemmesiden bygget op med en menulinje inden for forskellige hovedemner.
Banen i denne uge: Øverst til venstre på forsiden kan du hurtigt danne dig et overblik over, hvordan banen er i dag / i denne uge. Her vil det fremgå, hvis der er ændringer og særlige forhold, fx lukning af huller, hvis vi skal tee up for at beskytte græsset og lignende. Greenkeeperen holder løbende denne informationsboks opdateret.
Nyheder: De tre vigtigste informationer bliver præsenteret øverst på siden. Det kan være information til medlemmerne, men det kan også være informationer rettet mod fx nye medlemmer.
Øvrige nyheder derunder bliver præsenteret i datorækkefølge, og der er en side, hvor alle nyheder ligger.
Tidsbestilling: Der er login til Golfbox på forsiden. Det er der ikke noget nyt i. Men under menupunktet “Spil golf – Tidsbestilling” kan du faktisk se ledige tider på banen, uden at være logget ind. Og klikker du på en tid, så kommer du ved login direkte ind på den konkrete tid og kan booke den.
Eneste ulempe ved denne løsning er, at tider, der er forhåndsreserveret fx til “klubber i klubben”, fremgår som ledige, selv om de stadig er fortrinsret-blokeret. Golfbox kan desværre ikke vise dette på anden måde lige nu.
Aktiviteter: Alle udvalg med særlige aktiviteter samt “klubber i klubben” har fået hver sin egen side, hvor det er muligt at informere både generelt men også om enkelt-aktiviteter. Her er der også særlig information til nye medlemmer, så vi generelt bliver mindre indforståede med vores information.
Kontakt: Der er en hel menu med kontaktmuligheder, så det altid er nemt at finde frem til, hvem der er med i fx udvalg og står for aktiviteter.
Mobilvenlig: Hjemmesiden er lavet, så den også er nem at kigge på, selv når du har en mindre skærm, fx en tablet eller en smartphone.
Indmeldelse: Det er nu muligt at melde sig ind i Roskilde Golf Klub direkte ved hjælp af en formular. Indtil nu har det foregået via udfyldelse af en papirblanket. Man kan også melde sig ud via en formular, ligesom formularer vil blive brugt i en række andre sammenhænge. Lige nu er der tilmelding til Damedagen, til Singlegolf og til forårets prøvemedlemskampagne via formularer. Herredagen kører i stedet tilmelding via GolfBox, og vi bruger i år på at drage erfaringer med de to tilmeldingsmåder.
Restaurant og proshop: Klubbens restaurant samt information om træning og proshop ligger nu direkte på hjemmesiden. Tidligere har restauranten haft sin egen hjemmeside. Protræner Lasse Frølich har stadig sin egen hjemmeside, hvor man skal booke tider, men på klubbens hjemmeside kommer der nu også et overblik over mulighederne for træning, og der er også link direkte til Lasses bookingsystem. Restauranten vil præsentere sig med menukort, særlige tilbud og åbningstider.
Facebook: Vi har fået lavet en integration mellem klubbens Facebook side og hjemmesiden, så indlæg, der bliver postet på Facebook, også bliver vist på hjemmesiden.
Eliten: Divisionsholdene har fået deres egne sider og/eller faner, hvor resultater og stillinger automatisk bliver opdateret. Elitedamerne har fået deres helt egen side, da de nu bruger hjemmesiden også til interne informationer.
Hvad kommer der senere? – opdateret 31. marts 2016
Herunder får du en liste over de ting, som er på vej.
Fotos: Vi skal have flere fotos på den nye hjemmeside. Alle må gerne bidrage ved at sende fotos til webmaster, men derudover en vi en lille gruppe, der allerede har taget en del billeder og også tager flere i løbet af foråret. Det er Dorte Qvist, Jørgen Wicklow og undertegnede.
Børn og unge: Her er der tomt lige nu – juniorudvalget er ved at blive rekonstrueret og derfor mangler vi lige nu informationer om aktiviteter og praktiske oplysninger.
Gæster: Siderne med information til vores greenfeegæster er ikke helt på plads endnu. Her skal vi have flere billeder lagt ind.
Træning: Oplysningerne om træning i 2016 er ikke klar endnu.
Brugerrettigheder og undervisning: På sigt er det tanken, at flere i klubben skal kunne opdatere informationer på hjemmesiden, fx vil interesserede fra udvalg, klubber i klubben og lignende få mulighed for selv at opdatere deres egne sider. Der vil selvfølgelig blive noget undervisning, som jeg står for.
Referater, artikler og fotos: Hjemmesiden bliver kun god, hvis vi opdaterer informationerne og skaber noget liv, som medlemmerne interesserer sig for. Så derfor håber vi, at I medlemmer har lyst til at hjælpe med referater fra begivenheder, artikler om interessante emner og meget gerne fotos – fra arrangementer, fra spil og natur på banen, fra livet i og omkring klubhuset, af mennesker og sjove episoder.
Har du ikke spillet golf før, har lyst til at prøve, men er usikker, om det er noget for dig?
Så er det måske her i foråret, du skal kaste dig ud i forsøget. Vi har nemlig et særligt tilbud, som både er åbne for helt nybegyndere, men også for dig, som har spillet før og som gerne vil i gang igen eller måske bare vil finde ud af, om Roskilde Golf Klub er noget for dig.
Vi har et særligt introduktionsforløb i dette forår. Spil i tre måneder for 995 kr. og få disse fordele med:
En times ugentlig træning med en af vores protrænere
Lån golfudstyr af os
Gratis bolde på driving range
Frit spil på par tre banen samt på vores træningsanlæg
Undervisning i regler og mulighed for at bestå golfkørekortet, så du senere kan spille på den store bane
Vil du vide mere, så er der to muligheder for at komme ud i klubben og få ekstra information, inden du beslutter dig:
Golfens Dag, søndag den 17. april mellem kl. 10 og 14.
Du får en rundvisning af en erfaren golfspiller og vi byder på et let måltid efter rundvisningen.
Informationsaften, onsdag den 20. april kl. 19
Her vil du og de personer, som allerede har tegnet et prøvemedlemsskab, få nærmere oplysning om forløbet af prøvemedlemsskabet.
Er du allerede tilmeldt som prøvemedlem, så dukker du bare op.
Men er du endnu ikke tilmeldt, så giv vores sekretariat besked, om at du kommer. Mail til eller ring til 46 37 01 81 senest mandag den 16. april.
Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.
Vi har afprøvet dette tilbud i 4-5 år, og vi har modtaget stor anerkendelse får det program, som du skal igennem som prøvemedlem.
Alle klubber i klubben har opdateret deres informationer her på hjemmesiden. Det samme gælder regionsgolf – og matchudvalget er godt på vej, da alle matcher har fået deres egen side klar til at blive opdateret med informationerne for 2016.
For tre klubber i klubben er der en ny tilmeldingsprocedure i år.
Herredagen skal du tilmelde dig via GolfBox.
Damedagen og Singlegolf skal du tilmelde dig via en formular her på hjemmesiden. Det gælder både “gamle” og “nye” medlemmer.
Vi prøver begge tilmeldingsmåder af i år for at teste fordele og ulemper – også i administrationen af tilmeldingerne.
Der var fuldt hus i golfklubben onsdag aften den 3. februar, hvor der blev budt på noget til både øje, øre og mund.
Til højre og nederst på siden kan du se nogle billeder, som vores protræner Lasse Frølich tog med sin mobiltelefon.
Her kommer et referat fra aftenen, forfattet af en af deltagerne, Hans Kristian Olesen:
Først et tak for det initiativ som udmøntede sig denne kulinariske og informative aften, som blev indledt af Torben Madsen fra bestyrelsen. Han opfordrede til flere initiativer og gode ideer til klubarrangementer, der kan give yderligere bidrag til det i forvejen sociale klubliv.
Herefter præsenterede "Kontorchefen" med hustruen som ”backing group” aftenens menu, som var en Tapas tallerken flot anrettet og meget velsmagende – inklusiv langtidshævet hjemmebagt brød.
Hertil leverede klubbens vinsponsor, Flemming Tingager fra Premier Cru vine, sydafrikansk hvid- og rødvin, som han kort fortalte om og gerne ville sælge sammen med andre vine, således at han kunne rejse til Sydafrika og besøge datteren der nu har boet der i en årrække.
Efter maden gik Andreas Hartø så på talerstolen og på en ærlig og sjov måde fortalte han om livet som amatør og sidenhen som professionel.
Et indlæg der klart fortalte om de såvel positive som de negative sider, samvær med de andre danske spillere, hierarkiet på de forskellige "tours" samt op- og nedture i spillet.
Deltagelse i turneringer illustrerede Andreas med at fortælle om de forskellige synsvinkler, hvor man kunne opleve et pres. Specielt nævnte han det pres, der var, når man på sidste hul vidste, at der skulle en birdie til for at klare cuttet og komme videre i turneringen.
Så var der også de sjove oplevelser, bl.a. en turnering, hvor han ikke klarede cuttet, hvorefter han gik på drivingrange og lavede et par "kunstslag" (blev vist på video), som efterhånden samlede mange tilskuere - næsten flere end der havde været på banen.
Andreas kunne selvfølgelig heller ikke komme uden om hans frieri til Louise, et frieri der foregik på Himmerland, efter han havde indhentet tilladelse (fra matchledelsen) til at gøre det, hvilket også blev vist på en video. Det kan lige tilføjes at ud over matchledelsen, så var det kun hans medspillere, der var orienteret om, at han ville fri.
Alt i alt et rigtig godt arrangement, hvor det specielt var forfriskende at få et ærligt indblik bag kulisserne.
Det nye restauratørpar i golfklubben, Allan og Majken Jensen, vil fortælle om deres ideer og planer i klubben ved et arrangement onsdag den 3. februar, som bliver mere end overdådigt.
Samme aften er der nemlig gourmetmiddag med vinsmagning – og oven i det hele et foredrag med en af Danmarks bedste golfspillere, Andreas Hartø.
Der var fokus på god mad og et godt klubliv, da ikke færre end syv bød på at blive klubbens nye forpagter.
Allan Jensen hedder vinderen – og han er lokalkendt på mere end én måde. Dels har han lavet mad i Roskilde i stort set hele hans kokkeliv, dels er han også selv medlem af golfklubben.
Det er dog ikke Allans golfspil, der har gjort ham egnet til at overtage restauranten. Tværtimod har han været involveret i et tæt udskilningsløb, hvor han undervejs både har været til almindelige jobsamtaler, men også har skullet bevise sin faglige kunnen.
To samtaler og et måltid
– Det har betydet meget for os at finde en forpagter, der på den ene side kan være med til at skabe et godt klubliv og på den anden side kan levere rigtig god mad til rimelige priser – både for unge og gamle. Vi er gået grundigt til værks, så udover to samtalerunder blev de fem bedste kandidater også bedt om at servere deres versioner af den samme ret, fortæller formand Kim Møller Behrend, der også havde bestyrelseskollegerne Brian Harder og Torben Madsen med i ansættelsesudvalget.
Derudover var kokken Henrik Hansen fra Restaurant Sallie’s i Glostrup tilknyttet som konsulent. Henrik Hansens søn spiller her i Roskilde Golf Klub.
Den nye forpagter, Allan Jensen, har mange års erfaring med at lave mad i Roskilde. Han kommer direkte fra jobbet som chefen for Roskilde Kommunes kantine på rådhuset, før var han tilknyttet Roskilde Amt også på Køgevej og endnu før forpagtede han Odd Fellow Palæet ved siden af domkirken sammen med sin kone, Majken. Hun har i øvrigt også erfaring med servering i Hedeland Golfklub.
Majken arbejder i dag som køkkenchef hos Danmarks Miljøundersøgelser ved Risø, men hun følger også Allan på sidelinjen, så også Majken vil vi komme til at møde efter 1. januar.
Allan Jensen afløser Pia Klingemann og Flemming Haahr Larsen, der har haft ”Restaurant Caddie og Co” siden 2013. Pia var også med i opløbet om den nye forpagtning.
– Vi kunne godt have valgt at forlænge den nuværende forpagtningsaftale, men vi besluttede på et tidligt tidspunkt, at vi ville finde den bedste løsning for klubben via en udbudsrunde, hvor den nuværende forpagter også kunne være med, fortæller Kim Møller Behrend, der tilføjer:
– Restauranten er først og fremmest for medlemmerne. Gæster er naturligvis velkomne, men det har været vigtigt for os at finde en forpagter, der kan gøre os som medlemmer tilfredse. Men vi er jo også 1500 medlemmer plus greenfeespillere. Det bliver et job med mange timer i, men forhåbentlig bliver vi alle glade for Allan. I ansættelsesudvalget var vi i hvert fald ikke i tvivl.
Den hemmelige ret
Og hvad var det så for en ret, kandidaterne skulle servere for at overbevise ansættelsesudvalget og deres konsulent? Det var såmænd gammeldags oksesteg, hvor Allans version tog kegler.
Der bliver dog plads til både gammeldags, moderne og udenlandsk mad i den nye restaurant – gerne meget varieret. Allan Jensen lægger op til hyppige møder for at evaluere, og han prøver gerne nye ideer af. Der vil komme god mad i både café- og restaurantstil, og hvem ved? Måske bliver der også mulighed for at tage en portion med hjem til aftensmaden?
Menu og åbningstider bliver offentliggjort senere – men der bliver ikke mindre åbent end i dag. Restauranten kommer også til at være åben stort set hele året rundt.
Der bliver sendt en pressemeddelelse ud om den nye forpagtningsaftale. I den står der bl.a., at den nye forpagter vil stå på hovedet for medlemmerne i Roskilde Golf Klub. Der blev i den forbindelse taget et foto af Allan, hvor han allerede på dagen for kontraktunderskrivelsen forsøger at leve op til det ry. Det foto skal I ikke snydes for…