Category Archives: Nyheder

Holder miljøfanen højt efter skuffende tur til Kolding

”Vi vil ikke lægge skjul på, at vi var skuffede, og personligt var jeg meget frustreret lørdag aften”, fortæller formanden for Roskilde Golf Klubs natur- og miljøudvalg, Henning Nordstrøm, efter han og kollegerne i udvalget her i wekekenden (den 23. marts) var til repræsentantskabsmøde i Kolding hos Dansk Golf Union.

Udvalgsmedlemmerne Henning Nordstrøm, Jan Eriksen, Lars Carlsen og greenkeeper Nick Bosholdt var sammen med formand Kim Møller Behrend mødt op som repræsentanter fra Roskilde ved overrækkelsen af DGU´s natur- og miljøpris i håb om at tage fra Kolding med den store ære og 75.000 kroner.

Det blev imidlertid ikke Roskilde, der blev udråbt som vinder, men derimod Hørsholm Golf, der vandt på flere forskellige initiativer.

Hørsholm Golf har blandt andet brugt får til at afgræsse roughen i stedet for maskiner, ladet døde træer ligge til glæde for fugle og insekter og sat fuglekasser op i samarbejde med Danmarks Ornitologisk Forening.

Derudover har klubben udsat pindsvin, været systematisk i sin fjernelse af invasive plantearter og har sået hjemmehørende blomster i roughen.

”Både Hørsholm og Sydsjælland, der også var nomineret, har begge gjort det godt, men vores ansøgning var anderledes, da vi havde bygget den op omkring 12 ud af FN’s 17 verdensmål, og det arbejde ønsker vi ikke skal gå i stå, selv om vi var skuffede over ikke at få prisen,” fortæller Henning Nordstrøm.

”Det, vi har gang i, er for godt til at stoppe. Så derfor er vi alle enige om at fortsætte arbejdet – og håber at kunne engagere og inddrage flere af klubbens medlemmer, så vi for alvor får gjort noget ved miljøet i og omkring Roskilde Golf Klub.

”Med ansøgningen satte vi rammerne, nu skal vi ud og arbejde med de konkrete mål inden for alle 12 områder”.

På billedet er det Henning Nordstrøms foto af prisoverrækkelsen til Hørsholm – taget på afstand, så derfor er kvaliteten ikke helt i top.

Her kan du læse nyheden om natur- og miljøprisen til Hørsholm på Dansk Golf Unions hjemmeside.

Sommergreens og par 3 banen åben igen

Så er det tid til sommergolf. Greenkeeperne har besluttet at åbne de normale greens, så nu er det slut med vinterbanen.

“Nu er vejret så stabilt, at vi ikke åbner vinterbanen igen. Hvis der bliver rimfrost, så spiller vi i stedet til sommerbanens vintergreens, der er markeret med gule flag. De står typisk på græsset foran de almindelige greens,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

River kommer tilbage i bunkers, fairways er klippet, så det er tilbage til en helt almindelig sommerbane. Indtil græsset for alvor begynder at gro igen, skal der dog lægges op. Det betyder, at du skal placere bolden på et stykke græs inden for en scorekorts afstand i forhold til der, hvor bolden er landet. Det gælder på fairways og i semirough. Dog skal du ikke længere sætte bolden på en tee.

Hul 5 spilles til midlertidig green

Der er dog et enkelt hul, der ikke åbner som normalt – og det handler hverken om hun 10, 11 eller 15, som ellers ofte er dem, der er våde og derfor åbner lidt senere. Det handler derimod om hun 5, par 3 hullet hvor søen til venstre netop er blevet ændret. Her er der for vådt på området foran green, så derfor spiller vi på dette hul op til vinterbanens green op ad bakken. Her kan man ikke se hullet fra udslagsstedet, men der er placeret en pind i hullets retning – og afstanden er 125 meter.

Udslag fra måtter og midlertidige teesteder – husk at rette nedslagsmærker

“Vi åbner greens, men vi åbner ikke for teestederne. Der skal derfor slås fra måtter eller fra udslagssteder placeret ved siden af teestederne,” fortæller Nick Bosholdt.

Det er som sædvanlig vigtigt, at alle retter nedslagsmærker på green. De kan hurtigt blive fuld af huller, der ikke gror op, hvis nedslagsmærkerne ikke bliver rettet op hurtigt.

Par 3 banen åben igen

Afskeden med vinterbanen for denne gang betyder samtidig, at par 3 banen er åben igen. Vinterbanen har også været åben for par 3 medlemmer, men disse medlemmer skal nu også spille på de sædvanlige greens på par 3 banen.

Hold øje med “Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden. Her skriver greenkeeperne de specielle forhold, der gælder fra dag til dag.

Bemærk, at kørsel med golfvogne fortsat ikke er tilladt.

Booking af tider foregår som normalt via GolfBox.

Foredrag 16/4 med Danmarks eneste prof-caddie

Thomas Søby er den eneste danske professionelle caddie og kommer på besøg i Roskilde Golf Klub
tirsdag d. 16. april 2019.

Damedagen har inviteret Thomas Søby til at komme og fortælle om, hvordan det er at være professionel caddie. Hvordan det hele startede, og hvorfor lige caddie? Han kommer også ind på karrierens højdepunkter, mødet med Tiger Woods og Rory McIlroy, hvad det vil sige at gå caddie ved en major, og sjove billeder og videoklip.

For damedagens medlemmer koster det blot 50 kr. at deltage og for andre medlemmer af Roskilde Golf Klub koster det 100 kr.

Tilmelding i GolfBox under aktiviteter i april.

Foredraget er kl. 19.

Mvh
Damedagen

Infoaften for mikroer, juniorer og forældre 1. april kl. 19

Der er informationsmøde for klubbens juniorer/mikroer og deres forældre mandag 1. april 2019 kl. 19 i klubhuset.

Der vil være mulighed for at møde klubbens træner, Lasse Frølich Kristensen, og repræsentanter fra ungdomsudvalget, som vil fortælle om planerne for juniorerne/mikroerne i den kommende sæson:

  • Træning for mikroerne
  • Træning for juniorer med og uden DGU kort.
  • Klubturneringer og torsdagsmatch
  • JDT
  • Kredsturnering
  • Holdturneringer
  • Sommer junior camp
  • Årets Junior og meget andet

Husk også at holde jer orienteret om alle vore aktiviteter via mikro- og juniorkalenderen.

Vi glæder os til at se jer. Der bliver serveret en sodavand til juniorerne/mikroerne under mødet.

De, der har lyst, skal være velkomne til at ”tyvstarte” informationsmødet med en af vor restauratør Peter Lassens lækre retter i Restaurant Birdie. Det vil naturligvis være for egen afregning.

Vi glæder os til at se jer.

Med venlig hilsen

På vegne af ungdomsudvalget

Søren Frøsig Rasmusssen

Roskilde Golf Klub

Referat fra baneudvalget – nyt om klubbens to baner

Så har baneudvalget igen haft møde, og her kan du læse referatet:

Ref. af baneudvalgsmødet d.14.3.2019 i klubhuset.

Tilstede: Brian Harder, Nick Bosholdt, Jan Birger Nielsen, Torben Svendsen (ref)

Dagsorden som udsendt:

1. Ris & Ros, ingen særlige bemærkninger.

2. Nye bænke og underlag: NB gennemgik forslag til placeringer på div. huller. Der var enighed om, at bænkene skal imødekomme behov for hvil på de huller, hvor der traditionelt er ventetid. Bænkene skal fastmonteres i fliseunderlaget for at forebygge tyveri. Der monteres ikke nye bænke på par-3 banen i denne sæson, da dette er ”molboarbejde”, hvis intermediate-banen realiseres i 2020 . I stedet genbruges her flere af de gamle bænke i denne sæson. Planoversigten blev godkendt.

3. Drivingrange: Der er ønske om et udbygget target-system til øveformål. Der var enighed om at invitere Lasse Frølich til at præsentere et forslag herom på næste møde.

4. Prioriteringer af arbejder i relation til 5-års planen: Der var enighed om at prioritere opdeling af de store bunkers på hul 12-14-15 og 18, således at disse arbejder udføres først. Hertil kommer så om muligt halveringen af greenbunkeren på hul 7, således at den del, hvor trærødder ustandselig bryder igennem, sløjfes.

5. Vinterbanen, erfaringer fra den snart forløbne sæson: Af hensyn til slid og vedligeholdelse af de intermistiske greens vil der fra næste sæson blive sat 2 huller på hver green, det ene med cover. Så kan der skiftes efter behov. Selve cupperne skal være lidt dybere for at forebygge opspring. Det må forudses, at det nuværende design kan blive påvirket af den ny intermediate-bane, såfremt denne realiseres.

Herudover ses ikke behov for ændringer, da vinterbanen er populær blandt medlemmerne i sin nuværende udformning.

6. Intermediate-banen, forberedelse af skitse til design: Som udgangspunkt er der enighed om, at den nye bane skal passe ind i dear-park konceptet. Bl.a. som forberedelse til, at banen måske på sigt kan indgå i det samlede baneanlæg som selvstændig sløjfe.

Der vil ikke være problemer med, at banen fortrinsvis er flexmedlems bane.

DGU skitsen blev gennemgået hul for hul og muligheden for et par 5 hul blev drøftet. På det foreliggende areal ser dette dog svært ud i relation til paragraf 3 område og naboer. Skitsens dobbeltgreens og fairways i relation til landbrugsskolen og greenkeeperuddannelsen blev parkeret som optioner.

Behovet for evt. ekstern rådgiver/banearkitekt og byggestyrer i relation til entreprenør blev drøftet. RoGK skal sikre et gennemtænkt anlæg, og kompetencen til byggestyring skal være til stede for at sikre kvaliteten, både over og under jorden. Behovet for byggestyring kan afhænge meget af kompetencen hos den valgte entreprenør. Ligeledes skal kontraktgrundlaget med entreprenøren gennemgås for præciseringer og standarder, og baneudvalget anbefaler, at kontrakten i givet fald også passerer baneudvalget, inden underskrivelse til sin tid.

På de foreliggende informationer i relation til krav til materialet til brug for behandling af ny lokalplan for området, vurderes DGU skitsen som rammeforslag at være tilstrækkelig. Baneudvalget har ikke for nærværende flere kommentarer til skitsen.

7. Mødeplanlægning: Næste møde er torsdag d.11. april 2019 kl. 14 på greenkeepergården.

Mødet indledes med markvandring vedr. hulforløbet på den påtænkte intermediate-bane.

Indkaldelse til generalforsamling 28/3 kl. 19 – med tilmelding

Så er den officielle indkaldelse til generalforsamling i Roskilde  Golf Klub kommet. Det samme er bestyrelsens beretning, regnskab og et bilag med et forslag fra bestyrelsen, der handler om leje af et stykke jord i forbindelse med projektet omkring udvidelse af par 3 banen.

Der er tilmelding til generalforsamlingen, så der er sikkerhed for, at alle interesserede medlemmer kan være i klubhuset.

Flemming Hvid Hansen genopstiller denne gang ikke til bestyrelsen. Det gør Kim Møller Behrend, Jens Krøis og Jan B. Kristiansen derimod. Som nyvalgt medlem indstiller bestyrelsen Annette Carlsson.

Generalforsamlingen finder sted torsdag den 28. marts kl. 19 i klubhuset.

Her finder du siden med generalforsamlingen, beretninger, regnskab og forslag – plus en tilmeldingsformular.

Billedet er fra generalforsamlingen sidste år.

 

Infomøde 2. april for helt nye mentorer

Går du og tænker på at hjælpe nogle af vore mange prøvemedlemmer til en god start på i vores klub, har du nu en fin mulighed for at høre om, hvad det at være mentor går ud på.

De nye medlemmer sætter erfaringsmæssigt stor pris på den hjælp, de får af vore mentorer.

Den 2. april 2019 kl. 19 arrangerer “Udvalg for prøvemedlemmer” et orienterende møde i klubhuset om dette emne.

Lars Carlsen fra udvalget starter med at orientere om det at være mentor. Derefter spørgsmål.
Du er hjertelig velkommen. Der er ingen tilmelding. Du møder bare op til en hyggelig aften. Klubben byder på lidt at drikke og lidt godt at spise.

For at du kan starte som mentor på den ”officielle” måde, skal vi bede dig om at maile eller ringe til sekretariatet og meddele dit navn og medlemsnummer. Så hører du fra os.

Mvh.
Udvalg for prøvemedlemmer

Mail sekretariat: .
Tlf. 46 37 01 81

Nye tiltag for medlemmer med handicap over 36

Har du et golfhandicap på over 36? Er du ny i klubben og vil gerne spille mere, men føler dig lidt presset ved at skulle ud blandt bedre spillere på den store bane?

Så kommer her et par tilbud, som du forhåbentlig kan få glæde af i den kommende sæson.

“Der er mange, der er nervøse for at spille på den store bane, når man samtidig er omgivet af “gamle” medlemmer, nogle af dem med langt lavere handicap. Sådan har vi også selv haft det. Derfor har vi ønsket at lave nogle tilbud, hvor det bliver muligt at komme ud og lære at spille på 18-hullers banen,” fortæller Henning Doktor og Anders Teilgaard fra kaninudvalget og fortsætter:

“Vi tager rigtig godt imod nye via prøvemedlems-perioden, men vi kan også se, at der er en risiko for, at de nye ikke kommer videre ud på den store bane, fordi det er for svært og lidt skræmmende. Vi vil derfor gerne give dem en god oplevelse.”

De nye tiltag er:

  • Weekendspil for spillere med handicap over 36 – en lørdag eftermiddag om måneden, hvor tiderne er reserveret, så lav-handicappere ikke har adgang
  • Flere mandags-kaninmatcher – sæsonen bliver udvidet til at starte allerede midt i april og efter september. Det er halvanden måned mere end normalt

Første kaninaften er dermed mandag den 15. april 2019 – og den sidste er mandag den 30. september.

Her kan du læse mere om:

Mandag den 20. maj bliver en speciel kaninaften. Denne dag har klubbens divisionsspillere nemlig lovet at komme og spille med. De kommer på skift til at gå sammen med kanindeltagerne og kan undervejs give råd og vejledning. Aftenen slutter som sædvanlig i klubhuset, hvor restauranten tilbyder spisning, og protræner Lasse Frølich vil denne aften fortælle lidt om divisionsspillerne og klubbens elitearbejde.

 

Gratis lektioner med ny træner i marts

I marts kan du prøve at få tips fra Roskilde Golf Klubs nye trænerassistent, den professionelle golfspiller, Mads Vibe-Hastrup. Han giver nemlig en gratis lektion på 20 minutter til så mange der er plads til på udvalgte dage i marts.

Det drejer sig om 11., 12., 13., 14., 20., 21., 22. og 23. marts. – de fleste dage kl. 10-18. Du skal ringe til golfshoppen på tlf. 46 32 61 00 og bestille tid – du kan ikke booke i proshoppens normale bookingsystem.

Udover individuel træning kommer der også holdtræning her til foråret. Programmet er ikke klar endnu, men både Mads og Lasse vil køre holdtræninger, både sammen og hver for sig. I proshoppen er Emil Lindvig Nielsen stadig at finde, så trekløveret er klar til at hjælpe medlemmerne i Roskilde Golf Klub med at blive endnu bedre golfspillere i 2019.

Her kan du læse nyheden, da det blev offentliggjort, at Mads Vibe-Hastrup starter i Roskilde Golf Klub.