Nye tiltag for medlemmer med handicap over 36

Har du et golfhandicap på over 36? Er du ny i klubben og vil gerne spille mere, men føler dig lidt presset ved at skulle ud blandt bedre spillere på den store bane?

Så kommer her et par tilbud, som du forhåbentlig kan få glæde af i den kommende sæson.

“Der er mange, der er nervøse for at spille på den store bane, når man samtidig er omgivet af “gamle” medlemmer, nogle af dem med langt lavere handicap. Sådan har vi også selv haft det. Derfor har vi ønsket at lave nogle tilbud, hvor det bliver muligt at komme ud og lære at spille på 18-hullers banen,” fortæller Henning Doktor og Anders Teilgaard fra kaninudvalget og fortsætter:

“Vi tager rigtig godt imod nye via prøvemedlems-perioden, men vi kan også se, at der er en risiko for, at de nye ikke kommer videre ud på den store bane, fordi det er for svært og lidt skræmmende. Vi vil derfor gerne give dem en god oplevelse.”

De nye tiltag er:

  • Weekendspil for spillere med handicap over 36 – en lørdag eftermiddag om måneden, hvor tiderne er reserveret, så lav-handicappere ikke har adgang
  • Flere mandags-kaninmatcher – sæsonen bliver udvidet til at starte allerede midt i april og efter september. Det er halvanden måned mere end normalt

Første kaninaften er dermed mandag den 15. april 2019 – og den sidste er mandag den 30. september.

Her kan du læse mere om:

Mandag den 20. maj bliver en speciel kaninaften. Denne dag har klubbens divisionsspillere nemlig lovet at komme og spille med. De kommer på skift til at gå sammen med kanindeltagerne og kan undervejs give råd og vejledning. Aftenen slutter som sædvanlig i klubhuset, hvor restauranten tilbyder spisning, og protræner Lasse Frølich vil denne aften fortælle lidt om divisionsspillerne og klubbens elitearbejde.