Category Archives: Nyheder

Rehab-Hans får ildsjæl-pris af Golfavisen

Initiativtageren til golf for svært handicappede i Roskilde Golf Klub, Hans Møllegaard, er nu blevet beæret med endnu en pris, nemlig “Årets ildsjæl”, der uddeles af Golfavisen/Golfmagasinet til en frivillig, der ulønnet gør en ekstraordinær indsats for andre i en dansk golfklub.

Prisen blev overrakt i oktober, hvor flere medlemmer af klubbens Rehabgolf-udvalg var til stede + formand Kim Møller Behrend. Af hensyn til avisens udgivelse har vi imidlertid været nødt til at holde det hemmeligt i nogle uger, men her kommer nyheden så.

Prisen blev overrakt af Golfavisens chefredaktør, Kim Henningsen. Dommerkomiteen består derudover af: Seniorreporter Frits Christensen, journalist Jens Christensen, TV-kommentator Henrik Knudsen og formanden for PGA-trænerne i Danmark, Steffen Jacobsen.

Tidligere års modtagere:

  • 2018: Johannes Kristensen, Hjarbæk Fjord Golfklub
  • 2017: Camilla Sindalsen, Nivå Golf Klub

Du kan læse om overrækkelsen i Golfavisen, der bliver sendt til klubben og gratis kan tages med fra klubhuset. Du kan også læse Golfavisen på deres hjemmeside.

Her kan du finde mere information om Rehabgolf i Roskilde Golf Klub.

 

Klubben vinder Roskilde Kommunes klimapris

Natur- og miljøudvalget fik et kæmpe skulderklap onsdag eftermiddag den 20. november, da det i en fyldt konferencesal på Roskilde Universitetscenter fik overrakt Roskilde Kommunes Klimapris 2019.

To gange har klubben været nomineret til Dansk Golf Unions natur- og miljøpris, og nu er klubben for alvor kommet på landkortet for den store indsats, som ildsjælene i natur- og miljøudvalget i samarbejde med den øvrige den af klubben udfører.

Det var formanden for klimarådet, byrådsmedlem Jeppe Trolle, der overrakte prisen.

Han fortalte, at der specielt var tre årsager til, at Roskilde Golf Klub løb med prisen.

Den ene er, at klubben konsekvent arbejder med at nedsætte CO2-udledningen. Den anden er udviklingen af den klimaberegner, som udvalgsmedlem Lars Carlsen har lavet og som også er blevet et læringsmateriale til andre golfklubber i Danmark. Og den sidste begrundelse handler om arbejdet med 12 ud af FN’s i alt 17 verdensmål.
Det var tre stolte mænd fra klubben, der gik op på podiet og modtog pris og klapsalver.

Lars Carlsen og Jan Eriksen fra natur- og miljøudvalget var på dagen ledsaget af formand Kim Møller Behrend og alle tre nåede at sige nogle ord til de mange deltagere i salen.

”Vi har grund til at være stolte af os selv og ikke mindste medlemmerne i natur- og miljøudvalget. Det er frivillige i en forening, der nu får en pris for et godt stykke arbejde, som kan være inspiration for alle vores egne medlemmer, men også for golfklubber i hele Danmark. Vi har vist, at det kan nytte at tage et ansvar, ikke bare for klimaet men med udgangspunkt i 12 af FN’s verdensmål,” siger Kim Møller Behrend.

Fadøl for klimavenlig transport til klubben

Smilene var da også store hos udvalgsmedlemmerne Lars Carlsen og Jan Eriksen. Så meget, at Jan med mikrofonen i hånden overfor et par hundrede tilhørere kom til at love noget, der indtil nu kun har været en løs idé, men som nu kommer til at forpligte.

Jan fortalte nemlig, at klubben vil begynde at belønne de medlemmer, der cykler i stedet for at køre i bil til golf. Belønningen bliver en fadøl i restauranten.

Nu bliver han og udvalget nødt til at blive skarpe på, hvordan det skal foregå, men de er allerede godt i gang med at tænke.

”Det bliver nok noget med et klippekort, men vi bruger vinteren på at tænke det nærmere igennem og vender så tilbage til foråret,” fortalte Jan med et stort grin.

Natur- og miljøudvalget har i øvrigt fået flere henvendelser fra medlemmer, der gerne vil hjælpe. Dem vil udvalget samle en gang i marts 2020 til en snak om, hvad der er af muligheder for at bidrage.

Med Roskilde Kommunes klimapris følger 50.000 kr., men det er ikke penge, som klubben får gavn af. Vinderen får i stedet æren af at donere midlerne til et velgørende grønt formål efter eget valg, og her har natur- og miljøudvalget peget på Nationalpark Skjoldungernes Land, som klubben i forvejen har samarbejdet med omkring naturtiltag på banen.

Her kan du se omtalen på hjemmesiden for Nationalpark Skjoldungernes Land.

Herunder kan du se flere billeder fra overrækkelsen:

Flytning af tee-steder og lukning af hul 10 og 11

Den gode nyhed er, at vi stadig spiller til sommergreens på 17 huller.

Hul 10 og 11 er nu lukket – det er for vådt nede i det lave område omkring de to huller, så derfor lukker de. Til gengæld er greenen på hul 11 lige så god som på den øvrige del af banen, så greenkeeperne sætter et nyt teested op bag bunkeren på hul 9, og så kan man spille op til greenen på hul 11.

Greenkeeperne holder fortsat øje med vejret og er klar til at gå over til vinterbanen. Så I skal ikke undre jer, når I ser greenkeeperne gå og gøre klar til vinterbanen. De udnytter tiden og jo tidligere, de starter med at gøre vinterbanen klar, jo bedre bliver den, når den åbner.

Der kommer særskilt besked ud, når vinterbanen åbner. Når det sker, bliver par 3 banen lukket. Det skyldes, at vinterbanen bugter sig over hele området – også på par 3 bane området. Men par 3 og flexmedlemmer bliver ikke ladt i stikken. Alle kan nemlig spille vinterbanen, når den kommer.

Men indtil videre er det altså muligt at spille 17 ud af 18 huller til sommergreens på den store bane.  Indspilsgreenen på træningsområdet bliver jo brugt som hul 18, når vinterbanen kommer, men den må IKKE bruges som hul 18, før greenkeeperne åbner vinterbanen. Det vil slide alt for meget på greenen, hvis den skal i brug allerede nu.

For at skåne teestederne gælder det på mange huller, at der nu er udslag fra måtter eller kun fra det ene af to teesteder. Det gælder specielt der, hvor det er meget vådt. På hul 8 er teestedet for alle flyttet frem til den lille trægruppe i højre side (i roughen), og på flere af de andre teesteder er 58-udslagsstederne flyttet frem. Hold øje med teestedsmarkeringerne. Er der ikke nogen på det normale teested, så skal du kigge frem eller til siden. Det er ikke tilladt at slå ud fra et teested uden teestedsmarkeringer. Hele ideen med flytningen er jo at frede græsset på de normale teesteder, så de hurtigere kan blive gode til foråret.

 

To nye fortsætter god intro til nye medlemmer

Efter en ihærdig indsats for klubbens nye medlemmer igennem nogle år træder Freddy Brix en tur ned ad stigen og overlader roret to nye.

Brian Wayert og Charlotte Nimand er de to nye medlemmer af udvalg for prøvemedlemmer, og det er nu dem, der har opgaven med at planlægge og afvikle de to årlige hvervekampagner, hvor nye får tre måneder til at prøve, om golf er noget for dem.

Konceptet med prøvemedlemmer bliver ikke ændret ret meget, men der er også lidt nyt på vej, som tidligere prøvemedlemmer og nuværende fuldtidsmedlemmer med et golfhandicap over 36 får nytte af.

“Vi synes, at konceptet med prøvemedlemmer kører rigtig godt – både alt det med modtagelse og træning, men også det med, at mentorer i form af nuværende medlemmer hjælper de nye godt i gang. Det er noget, som prøvemedlemmerne er meget glade for. Derfor har vi ikke nogen ambitioner om at lave tingene om. Vi skal blive ved med at være gode til at tage imod nye,” fortæller Brian og Charlotte, der har overtaget drejebogen fra Freddy og er i fuld gang med at sætte sig ind i opgaverne.

Tilbud til sidste års prøvemedlemmer – og fuldtidsmedlemmer over handicap 36

De har dog også nogle tanker om at se lidt mere fremad end blot at få nye til at melde sig ind.

“Det er lige så vigtigt at få dem til at blive, når de først er kommet ind. Derfor vil der i 2020 – allerede fra starten af april – blive tilbudt gratis ekstra træning til prøvemedlemmerne fra 2019, der har meldt sig ind i klubben. Vi vil meget gerne have, at de fortsat føler sig godt modtaget og får lidt ekstra hjælp. Ved at deltage i træning får man jo også mulighed for at møde andre, og det sociale betyder rigtig meget i forhold til at få nye til at blive i klubben,” fortæller Charlotte og Brian og fortsætter:

“Vi vil også kigge på øvrige medlemmer, der har et handicap over 36. Vi vil gerne sikre, at de ikke går i stå, men fortsat udvikler sig både i forhold til golf men også i forhold til netværk i klubben. Vi har forskellige ideer, som vi venter tilbage med i løbet af foråret.”

De hører begge til den “nyere” generation i klubben. Brian har spillet i Roskilde de sidste 4-5 år, efter han genoptog golf efter en skulderskade, og Charlotte har spillet i 8-9 år.

Udvalg for prøvemedlemmer har en masse hjælpere både i form af mentorer, som hver tager sig af 3-4 prøvemedlemmer om foråret og/eller om efteråret, og hjælpere ved specielle arrangementer, ikke mindst golfens dag, som i 2020 er søndag den 26. april.

Her kan du se udvalget for prøvemedlemmer.

 

Ret nedslagsmærker – det er meget vigtigt nu

Græsset gror ikke ret meget mere, så nu er det ekstra vigtigt at rette nedslagsmærker på greens – ellers risikerer vi, at greenkeeperne er nødt til at lukke sommergreens, inden det egentlig er nødvendigt.

Har du brug for en gåtur en dag, så tag gerne en tur på golfbanen og tag din pitchfork med, så vi får fjernet de fleste nedslagsmærker. Selv om mange er gode til at rette dem og også gerne retter andres, så er der grænser for, hvor mange man kan nå at rette, når der også skal tages hensyn til at komme videre og ikke sinke spillere bagfra.

Greenkeeperne konstaterer hver dag, at der er store nedslagsmærker – billedet er blot et af eksemplerne.

 

Hvad mener du nu om klubbens hjemmeside?

I 3½ år har vi kørt med den version af hjemmesiden, vi bruger lige nu.

Efter den første sommersæson i 2016 lavede vi en spørgeskemaundersøgelse og fik rigtig mange positive tilbagemeldinger.

Nu er der imidlertid gået tre år – og vi synes derfor, det er tid at høre medlemmerne igen. Er hjemmesiden, som den skal være – eller er det tid til forandringer?

I må gerne give input til al klubbens kommunikation, både hjemmeside, nyhedsbreve på mail, klubbens Facebook-side og den lukkede Facebookgruppe “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem“.

Lige som sidst vil vi gerne høre fra alle medlemsgrupper, alle aldre, nye som gamle medlemmer og gerne også gæster fra andre klubber, der også kunne have en mening om Roskilde Golf Klubs hjemmeside set med en greenfee-gæsts øjne, så må I også meget gerne medvirke.

Frist for tilbagemelding er torsdag den 5. december 2019.

Vi har igen lavet et lavpraktisk spørgeskema uden karakterer mellem 1 og 10. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil have nogle konkrete input.

Det er ikke et krav, at du skriver dit navn – vi er mest af alt interesserede i at få input. Men har du ikke noget imod det, så ser vi selvfølgelig helst, at vi kan se, hvor forslag og kommentarer kommer fra. Så har vi også mulighed for at give dig svar, hvis du kommer med ideer, kommentarer eller spørgsmål.

Bedste hilser fra

Informationsudvalget

Herunder kan du udfylde spørgeskemaet:

  • Skriv gerne din mening om nyhedsbreve på mail, klubbens Facebook-side og den lukkede Facebook-gruppe, "Roskilde Golf Klub - fra medlem til medlem" - det er her, I kan debattere med hinanden.

Bygger fiskemotorvej parallelt med golfklubbens åløb

Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) har sendt et nyhedsbrev til golfklubben, så vi bliver holdt orienteret om, hvad klubben laver i forhold til Gedebækrenden, der går over golfklubbens areal, og så vi får lidt at vide om, hvad der foregår i klækkehuset, der ligger i samme bygning som toilettet mellem hul 3 og 4 på 18-hullers banen.

Er der åbent ind til klækkehuset, når du kommer forbi, så skal vi hilse fra ROLK og sige, at vi er meget velkomne til at stikke hovedet ind, lyder det fra ROLK-formand Uffe Clemmensen.

Her kan du læse nyhedsbrevet fra ROLK.

 

Reducerede åbningstider i sekretariatet i vinteren

Vi går vinteren i møde, det er ved at blive mørkt, og vi mærker tydeligt, at lysten til golf er blevet mindre for mange af medlemmerne.

Vi reducerer derfor sekretariatets åbningstider i vintermånederne i lighed med sidste år, hvilket også er en besparelse for klubben.

Fra den 1. december til 1. marts er der lukket i sekretariatet torsdag og fredag.

Der holdes desuden lukket i julen.

Der vil nok blive lidt yderligere lukkedage i januar / februar. Det vil blive annonceret særskilt.

Hilsen
Sekretariatet

Tider med fortrinsret skal bestilles tidligere i 2020

Er du medlem af en klub i klubben, så har du i dag det privilegium, at du har fortrinsret til bestilling af golftider indtil 48 timer før den pågældende dag. Når der er mindre end 48 timer til, så bliver tiderne frigivet, så alle medlemmer i klubben kan bestille disse tider.

Disse 48 timer bliver imidlertid udvidet til 96 timer i den nye sæson. Det betyder, at spillere, der er medlem i en klub i klubben, skal være tidligere ude for at bestille de tider, de har fortrinsret til – og andre medlemmer får altså lidt længere varsel til at komme ud og spille. Til gengæld bliver tiden for forudbestilling af tider udvidet fra to til tre uger.

Det er en beslutning, der er truffet i bestyrelsen og som effektueres fra sommersæsonen 2020.

“Vi vil gerne styrke mulighederne for at komme ud og spille for dem, der ikke er med i en klub i klubben. Klubberne i klubben er fortsat værdsatte for det sociale liv, der er Roskilde Golf Klubs store styrke, og vi opfordrer flest mulige til at være med i dette fællesskab. Der er i dag mange forskellige klubber i klubben med hver deres formål og spilledage. Men vi går også efter at spilletiderne på banen skal udnyttes bedre – og når klubberne i klubben har fordel af at have fortrinsret til bestemte tider, så vil vi gerne have, at disse tider bliver bestilt i så god tid, at andre medlemmer også kan nå at opdage og planlægge at spille disse dage. På den måde håber vi at udnytte banen ekstra godt og sikre, at endnu flere oplever, at de har lettere ved at komme ud og spille,” fortæller daglig leder i sekretariatet, Anders Schnack.

Sekretariatet har i en længere periode holdt et særligt øje med, hvis der er medlemmer, der bestiller tider, og så alligevel ikke dukker op.

“Det er 3-4 procent af alle tider, hvor spillerne ikke kommer. Så det er heldigvis ikke noget stort problem. Men når vi ser, at de samme medlemmer udebliver fra flere tider inden for en kortere periode, så tager vi direkte kontakt til dem. Vi vil nødigt have, at tider er blokerede af medlemmer, der ikke dukker op,” fortæller Anders.

Her finder du information om fortrinsret-tider i 2019 – disse bliver senere opdateret til 2020.

Herunder får du et overblik over Roskilde Golf Klubs klubber i klubben. Tag kontakt, hvis du har lyst til at være med.

Herredagen – spiller hver onsdag fra april til september

Damedagen – spiller hver tirsdag fra april til september

Seniorgolf – spiller hele året, fredag morgen om vinteren, torsdag morgen om sommeren

Singlegolf – spiller fire lørdage i sommersæsonen

Parmatch – spiller tre lørdage i sommersæsonen

Den ultraseje torsdagshyggeklub – spiller på par 3 banen torsdag kl. 17.45 om sommeren

Formiddagsgolferne – spiller mandag og tirsdag formiddag om sommeren (både par 3 og stor bane)

Weekendgolf – spiller hele året hver lørdag, søndag og helligdage om morgenen – undtagen når der er turneringer

Optimisterne – spiller hele året hver tirsdag formiddag – for damer

 

Dropper sandsynligvis betaling for range-bolde

Bestyrelsen har vedtaget, at betaling for træningsbolde på drivingrange skal afskaffes. Det nuværende system er for dyrt i drift, og der vil derfor blive omlagt til frie bolde på drivingrange mod en stigning i greenfee-prisen på en tier.

Ændringen foretages dog ikke, før budgettet for 2020 er færdigt. Omlægningen skal ske samtidig med, at den gamle udslidte boldsamler på drivingrange udskiftes, og denne udskiftning skal derfor have plads i budget 2020, før planen kan gennemføres.

Tanken er, at opsamleren med kurve, der skal løftes op i boldvaskeren, bliver erstattet af en anden type med en klap, så boldene kan trilles ned i en boldgrav og videre op i boldvaskeren. På den måde undgår man også mange løft. Denne boldgrav skal så laves i løbet af foråret. Når boldgraven er etableret, vil bestyrelsen og sekretariatet søge frivillige til at stå for boldsamlingen.