To nye fortsætter god intro til nye medlemmer

Efter en ihærdig indsats for klubbens nye medlemmer igennem nogle år træder Freddy Brix en tur ned ad stigen og overlader roret to nye.

Brian Wayert og Charlotte Nimand er de to nye medlemmer af udvalg for prøvemedlemmer, og det er nu dem, der har opgaven med at planlægge og afvikle de to årlige hvervekampagner, hvor nye får tre måneder til at prøve, om golf er noget for dem.

Konceptet med prøvemedlemmer bliver ikke ændret ret meget, men der er også lidt nyt på vej, som tidligere prøvemedlemmer og nuværende fuldtidsmedlemmer med et golfhandicap over 36 får nytte af.

“Vi synes, at konceptet med prøvemedlemmer kører rigtig godt – både alt det med modtagelse og træning, men også det med, at mentorer i form af nuværende medlemmer hjælper de nye godt i gang. Det er noget, som prøvemedlemmerne er meget glade for. Derfor har vi ikke nogen ambitioner om at lave tingene om. Vi skal blive ved med at være gode til at tage imod nye,” fortæller Brian og Charlotte, der har overtaget drejebogen fra Freddy og er i fuld gang med at sætte sig ind i opgaverne.

Tilbud til sidste års prøvemedlemmer – og fuldtidsmedlemmer over handicap 36

De har dog også nogle tanker om at se lidt mere fremad end blot at få nye til at melde sig ind.

“Det er lige så vigtigt at få dem til at blive, når de først er kommet ind. Derfor vil der i 2020 – allerede fra starten af april – blive tilbudt gratis ekstra træning til prøvemedlemmerne fra 2019, der har meldt sig ind i klubben. Vi vil meget gerne have, at de fortsat føler sig godt modtaget og får lidt ekstra hjælp. Ved at deltage i træning får man jo også mulighed for at møde andre, og det sociale betyder rigtig meget i forhold til at få nye til at blive i klubben,” fortæller Charlotte og Brian og fortsætter:

“Vi vil også kigge på øvrige medlemmer, der har et handicap over 36. Vi vil gerne sikre, at de ikke går i stå, men fortsat udvikler sig både i forhold til golf men også i forhold til netværk i klubben. Vi har forskellige ideer, som vi venter tilbage med i løbet af foråret.”

De hører begge til den “nyere” generation i klubben. Brian har spillet i Roskilde de sidste 4-5 år, efter han genoptog golf efter en skulderskade, og Charlotte har spillet i 8-9 år.

Udvalg for prøvemedlemmer har en masse hjælpere både i form af mentorer, som hver tager sig af 3-4 prøvemedlemmer om foråret og/eller om efteråret, og hjælpere ved specielle arrangementer, ikke mindst golfens dag, som i 2020 er søndag den 26. april.

Her kan du se udvalget for prøvemedlemmer.