Category Archives: Nyheder

Julehilsen fra sekretariatet, der også går på juleferie

Tak for I år

Så går året på hæld, og julefreden er ved at sænke sig over os alle – også her i sekretariatet 😊.

Det har været en fin sæson – på trods af en, til tider, lidt fugtig luft, og det har været en fornøjelse at se så mange glade golfspillere her i klubben.

Nu er planer og budgetter stort set på plads, så vi er klar til en ny sæson, som helt sikkert kommer til at byde på masser af nye muligheder og udvikling af vores dejlige golfklub.

Tak til alle de frivillige, som har givet en hånd med at få alle de mange hjul i klubben til at køre rundt.

Vi ses i det ny år!

Rigtig glædelig jul og et godt nytår til alle!

Sekretariatet.

Anders og Tina

Julehilsen fra bestyrelsen og årets billeder

Så nærmer julen og nytåret sig med hastige skridt og det er tid til at tænke lidt tilbage på året, der er gået.

Roskilde Golf Klub har i den grad sat sit aftryk på landkortet i år både lokalt og nationalt, ja endda internationalt hvor vores miljøarbejde er blevet publiceret i et internationalt golftidsskrift.

Vi er rykket i 1. division med vores herre- og damehold, ungdomsholdene blomstrer og hvor golf Danmark har tilbagegang, så har vi medlemsfremgang.

Oven i alt dette har klubben her i efteråret modtaget en lang række priser og anerkendelser for vores arbejde, hvilket gør det svært at få hænderne ned.

En stor tak til alle medlemmer i Roskilde Golf Klub – for med smil, glæde og engagement at skabe vores fantastiske klub.

Til sidst er der bare tilbage at ønske alle en rigtig god jul og et lykkebringende nytår. Speciel tak til vores mange sponsorer, som støtter op omkring klubben.

Bestyrelsen i Roskilde Golf Klub

Herunder ses et galleri med årets billeder:

 

49 seniorer samlet til match og kvartalsafslutning

Seniorklubbens kvartalsafslutning startede med et spil mexican scramble på vinterbanen, hvor bedste hold klarede banen med 67 slag.

Efter matchen nød spillerne Restaurant Birdies lækre julemad, overrakte præmier for dagens match og kvartalets vindere, Poul-Erik havde lavet sang, PEDRO vandrede videre og medlemmerne blev orienteret om Seniorklubbens muligheder.

Dagens vindere – første- og andenpladserne – blev begavet af matchlederne, Ole Strangholt og Jan Hoffmeyer.

Vindere på dagen var:

  1. Tove Duus, Poul Sarfelt, Merete Rasmussen og Lars Carlsen
  2. Elsebeth Braagaard, Leif Petersen, Susanne Jensen og Gunnar Larsen

 

Kvartalets vindere:

  • Damer: Nanna Haar (1) Alice Tarnø (3) Eva Iversen (2)
  • Herrer: Arne Beyer (1) Ejvind N. Jensen (3) Philip Evans (2)

Seniorklubbens PEDRO, der hvert kvartal videregives til et klubmedlem, der har gjort noget særligt for klubbens medlemmer, eller har gjort sig særligt bemærket, blev videregivet af Vagn Hjortsø Kristensen til Jan Hoffmeyer for Jans altid glade væsen, godt arbejde som matchleder og den, der altid sender en hilsen til fødselsdage med en glad lille tegning.

Seniorklubben har i dag 65 medlemmer til vintergolfen og ca. 100 medlemmer til sommergolfen.

Læs mere om seniorgolf.

Glædelig jul og godt nytår ønsker Seniorklubben
Ejvind N. Jensen, formand

Rehab’erne simulerede golf og jul

Fredag d. 6. december deltog 18 rehab golfspillere og syv hjælpere i årets afslutning.

Vi mødtes i Kvanløse, i Midtsjællands Golf Klub, hvor spillerne i grupper på seks, blev fordelt på de tre simulatorbaner, der er i klubben.

I to timer spillede vi så 3-4 huller og julehyggede med pebernøder og diverse drikkevarer fra ”baren”.

Efter to timers spil gik vi i restauranten, hvor der blev spist smørrebrød, ligeledes med drikkevarer og underholdning med VM håndbold på TV.

Kl. 14.30 var alle klar til hjemturen med ønsket om en glædelig jul og på gensyn i det nye år.

Hans Kristian Olesen

Fortsætter med tiltag, der øger flow på banen

Roskilde Golf Klub har en bane, der er flittigt benyttet. Mange har faste dage at spille på, og klubber i klubben har også deres faste tider med fortrinsret til tider nogle dage i forvejen.

Bestyrelsen fortsætter imidlertid med at arbejde på, at alle tider bliver udnyttet, at der bliver skabt flere tider til almindelig booking og at flowet på banen bliver bedre, så der bliver mindre ventetid. Det er nemlig igen i år et af de punkter, der får flest kommentarer i spørgeskemaundersøgelsen “Golfspilleren i centrum”, som alle medlemmer får mulighed for at svare på én gang om året.

Aktuelt har bestyrelsen efter anbefaling fra baneserviceudvalget nu besluttet nogle tiltag, der kan hjælpe:

  1. På hul 6 må man i dag ikke slå ud, hvis der er spillere på greenen på hul 10. Denne restriktion er lavet for at spillere på hul 10 ikke skal frygte at få en bold i hovedet fra spillere, der slår ud på hul 6. Imidlertid er træer og buske vokses så meget op, at denne restriktion nu kan fjernes – i hvert fald som et forsøg – og det kan forhindre kødannelse netop på det hul
  2. På hul 18 har spillerne hidtil skullet holde øje med udslag fra hul 17, inden de selv kunne slå ud, men da teestedet på hul 17 er flyttet, er risikoen for at blive ramt meget lille, så nu kan spillere på hul 18 bare klø på og komme afsted så hurtigt som muligt
  3. Der indføres automatisk tildeling af teested (58, 53 og 50) ud fra handicap. Det vil give bedre oplevelse for den enkelte spiller og lette sværhedsgraden og længden for de uøvede. Sekretariatet undersøger, hvordan dette foregår i andre klubber og finder de rette handicapgrænser, så ordningen kan sættes i gang. Spillerne kan fortsat vælge udslag fra et andet teested ved udskrivning af scorekort

Desuden bliver baneudvalget bedt om at drøfte eventuelle ekstra tiltag, som kan sættes i værk til den kommende sæson.

Bestyrelsen har dog samtidig vedtaget at fastholde otte starter i timen i 2020. Færre starttider pr. time kunne ellers være med til at mindske ventetiden undervejs på runden, men til gengæld bliver der plads til færre, og det vurderer bestyrelsen er den forkerte vej at gå, når nu så mange gerne vil ud og spille.

Derfor er der i første omgang fokus på bedre flow, men også at sikre, at de klubber i klubben, der har fortrinsretter, også bruger de tider, de har fået tildelt. Det undersøges derfor fortsat om klubberne i klubben kan rykke deres tider endnu mere sammen og dermed skabe flere pladser.

Bestyrelsen har tidligere besluttet, at medlemmer af “klubber i klubben” i 2020 skal bestille deres tider senest 96 timer før i stedet for 48, som det hidtil har været tilfældet. Det giver bedre mulighed for andre at planlægge at komme ud og spille golf på de tider, der ikke bliver brugt. Til gengæld kan man nu booke tre uger i forvejen i stedet for to.

Læs også:

 

 

 

Se golf-ørreder på tæt hold

Er du nogen gange i tvivl, om det virkelig kan passe, at der er ørreder i den å, du en gang imellem kommer til at skyde bolde ned i og som der ofte ikke er ret meget vand i?

Så se på disse billeder, som Flemming M. Jakobsen har taget.

Han bor i Svogerslev og cykler ofte til golfklubben. Heldigvis har han øjnene med sig, for her kan du se nogle prægtige ørreder, som han har fanget med kameraet.

“De stod for enden af par 3 banen i det syd-vestlige hjørne, hvor løbet slår et knæk mod syd, og føres igennem et cementrør. Her stod de altså uden at kunne  tage sig sammen til at svømme igennem røret op til gydestedet, som jeg formoder var deres hensigt.  For 14 dage siden oplevede jeg samme seance. Da jeg forsøgte med et foto på nært hold, gemte de sig under brinken,” fortæller Flemming.

Billederne er hermed delt med jer alle sammen. Det er altså ikke kun fugle, rådyr og svaner med unger, vi møder på golfbanen. Har du andre gode dyrebilleder, så må du meget gerne sende dem på mail til webmaster. Skriv gerne, hvor og hvornår du så og tog billede af dyrene.

Læs mere om ørrederne i denne nyhed fra Roskilde og Omegns Lystfiskerklub.

Flex-billetter bliver elektroniske fra 2020

I slutningen af januar får klubbens ca. 350 flexmedlemmer deres værdikuponer til fem runder golf på den store bane. Men denne gang bliver der ikke i form af kuponer, som skal afleveres i sekretariatet, hver gang du skal ud og spille.

I stedet har klubben indgået et samarbejde med firmaet GolfMore. Det betyder, at flexbilletterne fremover bliver leveret via en kode på en mail eller via app’en GolfMore. Her kan du nemt holde styr på, hvor mange ”klip” du har tilbage – og sekretariatet kan nemt påføre disse ”klip” og i øvrigt få et rigtigt godt overblik over forbruget.

”Vi arbejder på at blive mere og mere papirløse, og samtidig bruger vi en del ressourcer på at fremstille, udlevere og registrere de nuværende flex-kuponer. Det nye system er både en stor administrativ lettelse, men også nemt for medlemmerne,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Alle flex-medlemmer har fået en mail fra sekretariatet om, at der er et nyt system på vej. Sidst i januar får de så en ny mail, denne gang fra GolfMore, med mere information og tildeling af flex-billetter for 2020.

Så nemt er det

Når du får mailen med flex-billetterne har du to muligheder for at komme ud og spille:

  1. Du printer mailen ud eller skriver koden i mailen ned
  2. Du downloader app’en GolfMore og opretter dig som bruger med dit DGU-nummer

I begge tilfælde møder du op i klubben, benytter skærmen til højre for indgangen til mødelokalet over for sekretariatet og logger ind for at bekræfte din tid. Når du kommer til betaling på skærmen, trykker du ”værdikupon” og skriver så din flex-kode fra mailen eller app’en.

Der er også en stregkode i app’en og måske bliver der opsat en stregkort-læser, så det bliver endnu nemmere, men det ved vi ikke endnu.

Nu registrerer systemet, at du har brugt et ”klip”. Får du undervejs i sæsonen brug for at købe ekstra klip, så kan det ske via henvendelse til sekretariatet.

Brug de gamle kuponer først

”Der er flex-medlemmer, der stadig har kuponer fra i år eller tidligere liggende, og dem kan de fortsat bruge. De er også velkomne til at kontakte os i sekretariatet, hvis de hellere vil have billetterne omlagt til de elektroniske via app’en,” siger Anders Schnack, der fortæller, at GolfMore har en række funktioner, men at Roskilde Golf Klub i første omgang vil bruge systemet til flex-billetter og til greenfee-billetter, fx i forbindelse med sponsoraftaler.

Optimister med hjerter til alvor og hygge

Optimisterne, klubben i klubben for damer med et golfhandicap over 36, har aktiviteter hele året. De seneste har haft udgangspunkt i hjerter – med alvor og hygge.

Det hyggelige handler om Optimisternes juleafslutning, hvor der blev klippet og klistret til den store guldmedalje. På billederne kan du se, hvor skrappe Optimisterne er til at flette.

Det alvorlige handler om et hjertestarterkursus, som Optimisterne havde arrangeret i november.

Her har formand Lisbeth Møller skrevet følgende:

“Onsdag d. 20 november mødtes 20 Optimister til hjerte/lunge 1. hjælp og hjertestarter kursus.

Det blev en spændende og lærerig aften med en meget professionel instruktør.

Alle fik prøvet undersøgelse, om der var vejrtrækning, brug for hjertemassage og brug af hjertestarter.

Vi håber aldrig vi får brug for det, men vi er heller ikke bange for at træde til, hvis situationen opstår.

Vi lærte hvor vigtigt øjeblikkelig hjælp er, hvor hårdt der er at give hjertemassage og vi fik mange gåde råd.

Der blev efterlyst en procedure for tilkaldelse af hjælp i golfklubben. Hvad gør man hvis der er brug for hjælp på eks. hul 15? Bør man ringe til 112, som måske ikke lige kan finde hul 15? Skal man ringe til restaurant/reception, som derefter ringer 112 og sender en person ud med hjertestarteren og guider redningsfolkene til rette sted, når de ankommer?

Den diskussion opfordrer vi til bliver taget i golfklubben således at alle kender proceduren.

Lisbeth Møller

Optimisterne”

Svaret på ovenstående kan findes i Roskilde Golf Klubs ulykke- og kriseberedskab. Her står, at man først og fremmest kan ringe 112 og derefter ringe til daglig leder, formand eller næstformand i nævnte rækkefølge.

Her finder du siden med Roskilde Golf Klubs ulykke- og kriseberedskab.

Her finder du siden med information om Optimisterne.

Her kan du se billeder fra Optimisternes juleafslutning og hjertestarterkursus: