Author Archives:

Juniorer og mikroer + forældre: Kom og hør om sæsonen 7/4

Der er informationsmøde for klubbens juniorer/mikroer og deres forældre samt andre interesserede:

Torsdag den 7. april kl. 19-20 i klubhuset.

Der vil være mulighed for at møde klubbens trænere Lasse, Emil & Cille og repræsentanter fra ungdomsudvalget, som vil fortælle om planerne for juniorerne/mikroerne i den kommende sæson:

  • Træning for mikroerne
  • Træning for juniorer med og uden DGU kort.
  • Junior shortgame og torsdagsmatch
  • Turneringer
  • Junior camp
  • Generationsmatch
  • Sverigestur
  • Årets Junior og meget andet

Vi glæder os til at se jer.

Ungdomsudvalget

Roskilde Golf Klub

Lasse, Emil, Cille, Anne Sofie, Jacob, Benny, Sara & Søren

Generalforsamling 31/3 med tilmelding – se beretning og bilag

Så er indkaldelsen til generalforsamlingen klar – det samme er regnskab, bestyrelsens beretning – og et forslag fra bestyrelsen om ændring af revisionsstandard. Desuden har en lang række udvalg og klubber i klubben afleveret deres beretninger fra året, der er gået – og flere er på vej. De vil blive lagt på siden med “Generalforsamling 2022”, efterhånden som de indkommer.

Bestyrelsen foreslår også, at der i 2023 opkræves 100 kr. ekstra i kontingent for alle medlemmer over 18 år – pengene bliver målrettet arrangementer i klubbens 50-års jubilæumsår.

Bemærk, at der er tilmelding til generalforsamlingen senest 24. marts. Det skyldes, at bestyrelsen gerne vil sikre, at der er plads til alle. Hvis der tilmelder sig mere end 150, så skal der nemlig findes et andet sted at afholde generalforsamlingen.

Kasserer Stig Nelkop fratræder på generalforsamlingen og bestyrelsen arbejder på at finde en afløser. Det kommer der mere nyt om i dagene frem mod generalforsamlingen.

Her finder du siden med alle informationer om 2022-generalforsamlingen – inklusiv tilmeldingsformular. Bestyrelsen håber på, at mange medlemmer har lyst til at komme.

Billedet forestiller den nuværende bestyrelse – bagest Stig Nelkop, Jens Krøis, Jan B. Kristiansen og Claus Hede Barrett. Forrest er det Annette Carlsson, Kim Møller Behrend og Mette Jessen.

Starter boldopsamling på drivingrange og åben vaskeplads

Nu kan du godt begynde lave smidighedsøvelser og varme op. Det er tid til at starte træningen på drivingrange til årets sæson på klubbens to baner. Boldsamlerudvalget har haft gang i prikning af bolde op af jorden på drivingrangen efter en våd vinter, og nu er jorden så tør, at boldtraktoren kan køre. Derfor vil der i den kommende tid blive samlet bolde op de fleste dage.

”Hvis vejret ændrer sig og det bliver vådt igen, så kan der være dage, hvor vi ikke samler bolde. Men så kan spillerne bruge de manuelle boldopsamlere,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt. I første omgang bliver det greenkeeperne, der hver dag tjekker jorden og sørger for boldopsamlingen og om nogle uger bliver opgaven givet videre til holdet af frivillige boldopsamlere, der hver morgen kører med traktoren og fylder boldkassen op.

Det forholdsvis milde vejr gør nu også, at vaskepladsen er åben – ”ad hoc” udvalgets frivillige medlemmer har haft arbejdsdag omkring klubhuset og de har sørget for at gøre hele området omkring vaskepladsen pænt og rent. Og der er nu også åbnet for vandet, så du kan gøre jern og køller rene efter en tur på banen. Også toilettet mellem hul 3 og 4 er åbent – det er ikke frostsikkert og har derfor været lukket vinteren igennem. Toilettet ved hul 12 er fortsat åbent.

Det er endnu ikke muligt at sige, præcis hvornår sommerbanen åbner, men holder vejrudsigten de kommende uger, kan det godt komme til at ske i starten af april.

Her kan du se alle de frivillige i de to udvalg, der sørger for, at der er pænt omkring klubhuset og som sørger for opsamling af bolde på drivingrange.

Herunder kan du se billeder fra “arbejdsdagen” tirsdag den 15. marts 2022:

Positiv vinter – første græsslåning på den nye bane

“Nu ligner det faktisk en golfbane. Det havde jeg ikke troet for 14 dage siden.”

Chefgreenkeeper Nick Bosholdt ser fornøjet ud, mens han kigger ud over den nye 9-huls bane, der åbner senere på året. Græsset er groet fint op og de seneste ugers blæst og solskin har tørret området så meget, at det nu har været muligt at køre med en af de store maskiner og slå græsset. Det lover godt.

Det er stadig helt umuligt at spå om, hvornår banen åbner, men det ser i hvert fald fornuftigt ud i forhold til væksten. Når temperaturen stiger lidt mere, så skal der gødes og der skal også tromles, da jorden stadig er lidt ujævn. Og selv om langt de fleste sten er blevet enten gravet op eller fræset ned i jorden, så er der kommet sten op til overfladen. Disse skal fjernes, inden græsset for alvor tager fat. Hvis medlemmerne har lyst til at være med, så er det en mulighed, at der bliver lavet en kombineret rundvisnings- og stensamlereftermiddag inden for den næste måned.

“Banen bliver ikke 100 procent i orden allerede det første år, men det ser meget bedre ud nu, end jeg havde drømt om. Eneste store minus er store skader på flere greens, som dyr i området har lavet. Der er gravet store huller flere steder og dyrenes fodspor gør også, at greens lige nu er meget hullede. Det kommer vi til at bruge en del tid på at få rettet op på,” fortæller Nick Bosholdt.

Lige nu er området meget åbent – det vil det også blive fremover, men der skal dog også på sigt plantes buske og træer, dog ikke flere end at området ifølge lokalplanen stadig skal have et åbent præg.

På det ene af billederne herunder er Nick ved at sætte nogle sorte sække op, som et forsøg, der måske kan holde dyrene væk fra greenen. På et af de andre billeder er det 1. assistent, Niklas Krog Fischer, der klipper græsset.

Billederne illustrerer også forskellen på, hvor tæt græsset her i marts er groet – det er nemlig forskelligt fra område til område på den nye bane. Samtidig er der også forskel på, hvor hullet de forskellige områder på banen er. Men med tromling samt gødning og hyppig klipning så skal det nok blive godt, vurderer greenkeeperne.

 

 

Nyt fra Damedagen 2022 – tilmelding fra 15/3

Damedagen er nu klar til sæsonen. Sæsonen er planlagt inklusive flere gode aktiviteter udover de faste spilledage om tirsdagen.

Herunder får du et overblik over Damedagen 2022 – forfattet af formanden for Damedagen, Lene Rasmussen:

 

Informationsmøde

Vi holder informationsmøde tirsdag d. 22. marts 2022 kl. 19.00 i klubhuset for alle interesserede.

 

Sæsonstart

Sæsonstart er den 12. april 2022, og vi glæder os til sommergolf, godt vejr og hyggeligt samvær.

 

Årets damedagsturnering

 

Kontingent:

Vi har reduceret kontingentet i år til 200 kr. for at gøre overgangen til den nye damedagsstruktur med inklusion af Optimisterne i Damedagen smidig for alle parter.

 

Tilmelding:

Du tilmelder dig damedagen i GolfBox og betaler kontingentet samtidig med tilmelding. Tilmelding er mulig fra d. 15. marts 2022.

Hvis du har tilmeldt dig turneringen inden d. 1. april, tilmelder vi dig alle turneringsdage via Golfbox, men du skal selv booke tid til at spille på selve dagen.

Da vi forventer at blive ca. 40 medlemmer mere, har vi besluttet at oprette en ekstra række, nemlig D-rækken, således at præmiefordelingen bliver mere lige.

I år opretter vi 5 damedagsturneringer for at hindre spillerne flytter rundt i rækkerne på grund af udsving i handicap uge for uge.

  • Damedag A-række 2022 hcp. 0 – 25.9
  • Damedag B-række 2022 hcp. 26.0 – 31.5
  • Damedag C-række 2022 hcp. 31.6 – 37.9
  • Damedag D-række 2022 hcp. 38.0 – 54.0
  • Damedag 9 huller 2022 hcp. 0 – 54

Du skal derfor tilmelde dig den damedagsturnering, der passer til dit nuværende handicap.

Også i år er der 6 tællende runder i forårssæsonen og 6 tællende runder i efterårssæsonen.

Turneringsplanen for forårssæsonen er vedhæftet, og vi spiller stableford og svensk slagspil.

 

9-hullers klubben

Der vil også i år være en 9-hullers klub, som spiller de første 9 huller på 18 hullers banen. Tilmelder du dig denne ordning, kan du ikke i løbet af sæsonen skifte mellem at spille 9 eller 18 huller. Du vil kunne spille formiddage og eftermiddage. De, der spiller 9 huller om formiddagen, har ikke fast tider, mens damerne, der spiller om eftermiddagen, går ud på faste tider kl. 16.52 til 17.15 og altid fra tee 1.

Når du er tilmeldt 9-hullers klubben, har du har også mulighed at spille sammen med 18-hullers damer, hvis der er 2 andre fra 18-hullers klubben, der kan være markør for hinanden på de sidste 9 huller. Husk altid at gøre medspillerne opmærksom på det, inden I slår ud

 

Fortrinsretter:

Damedagen har i år fået udvidet tiderne, således at tiderne fra kl. 8.30 – 12.00, 15.00 – 15.45 og 16.52 – 17.15 er reserverede indtil 96 timer før starttidspunktet.

Optimisterne vil primært gå ud i tidsrummet kl. 9.45 – 11.00.

 

Scorekort

Aftenen før spilledagen vil du modtage et link til indtastning af dine score i Golfbox, således at din score registreres automatisk og direkte i Golbox.

Scorekortet skal afleveres i damedagens postkasse inden kl. 22.00 om tirsdagen.

Scorekortet skal være let læseligt, og antal points ved stableford og antal slag ved svensk slagspil skal være talt sammen. Husk at både du og din markør skal underskrive.

Bemærk, at det er markørens ansvar, at medspillerens score er korrekt. Hvis antal slag og points ikke stemmer overens, er det scoren, der tæller.

Vi spiller normalt fra tee 50, men forventer også at have en enkelt dag, hvor vi spiller fra tee 53, og vi spiller stableford flest gange og svensk slagspil en gang om måneden.

 

Fællesspisninger

Der vil være fællesspisninger den sidste dag i måneden kl. 19.30. Tilmelding sker på en liste på Damedagens opslagstavle, se ligeledes nyheden om turnering og fællesspisning den sidste tirsdag i maj.

 

Aktiviteter i 2022

 

Regelaften

Tirsdag d. 3. maj har vi planlagt en regelaften, hvor Regeludvalget vil genopfriske en del af de regler, vi måske ikke er helt så skrappe til. Noget vil foregå i klubhuset og noget på banen, så reglerne bliver synliggjorte.
Tilmelding kan ske snarest på vores hjemmeside, og vi opfordrer til, at du kommer med regelspørgsmål, der kan besvares på mødet. Spørgsmålene skal sendes til vores mail inden d. 20.april.

Udflugt

Vi er ved at planlægge en dagsudflugt den 18. maj om Harekær Golf Klub kl. 13.00 og vender tilbage med mere information, når alle detaljer er faldet på plads.

Tilmelding sker via Damedagens side.

Fællesmatch med spisning den sidste tirsdag i maj

Tirsdag d. 31. maj 2022 afholder vi en fællesmatch kl. 17.00 over 9 huller for alle medlemmer af damedagen. Det er gratis at deltage, og vi håber på mange deltagere, da vi ønsker at give alle muligheden for at møde de spillere, man normalt ikke møder på tirsdage.

Efter matchen vil der være fællesspisning, hvor vi vil bede restauranten sørge for lidt god mad til en overkommelig pris.

 

Damedagsudflugt

Damedagsudflugten går til Enjoy Resorts på Rømø, hvor vi samarbejder med ’Vi elsker golf’ og dermed Andreas Hartø og Brian Vester. Turen foregår fra lørdag d. 11.juni til mandag d. 13. juni og inkluderer koncert med Anders Blichfeldt søndag aften, 3 runder golf, 2 overnatninger i de lækre feriehuse, aftensmad, adgang til spa og show med Andreas Hartø.

Prisen for hele herligheden er 2.675 kr. og der er stadig flere pladser. Se mere på vores hjemmeside.

Vi holder informationsmøde for deltagerne på turen d. 17. maj 2022 kl. 20.00 i klubhuset.

 

Forårsafslutning

Forårssæsonen afsluttes den 28. juni med gunstart over 18 huller kl. 15.00, fællesspisning og præmieoverrækkelse.

 

Efterår

Efterårssæsonen starter op d. 5. juli 2022.

 

Fællesmatch

Der vil være fællesmatch over 9 huller for alle damedagens medlemmer d. 23. august om formiddagen. Vi sender information ud, når vi nærmer os datoen.

 

Efterårsafslutning

Vi afslutter sæsonen den 27. september med gunstart over 11 huller kl. 15.00 efterfulgt af middag og præmieoverrækkelser.

 

Vi modtager gerne input og forslag til nye tiltag, som I er velkomne til at sende til I er også velkomne til at ringe til én af udvalgets medlemmer.

Vi glæder os til at se jer alle til sæsonstart den 12. april 2022.

På Damedagsudvalgets vegne
Lene Rasmussen
Formand

 

Her er link til Damedagens side, hvor alle aktiviteterne hele året står beskrevet.

Generalforsamling 31/3 2022 – tilmelding senest 24/3

Tilmeldingen til 2022-generalforsamlingen er nu sat i gang – med tilmeldingsfrist senest torsdag den 24. marts.

“Der er tilmelding og frist på denne gang for at vi kan være sikre på, at der er plads til alle. Hvis det efter tilmeldingsfristen den 24. marts viser sig, at der er rigtig mange tilmeldte, så kan vi nå at finde et andet sted at være,” fortæller daglig leder i sekretariatet,  Anders Schnack.

Generalforsamlingen 2022 finder sted torsdag den 31. marts kl. 19 i klubhuset.

Selve indkaldelsen er ved at blive lavet og den bliver klar senest 14 dage før. Også regnskab, bestyrelsens beretning, forslag og lignende er på vej.

Allerede nu er der flere af klubbens udvalg og klubber i klubben, der har lavet deres beretning for året, der er gået. De bliver løbende lagt på siden med generalforsamlingen.

Her finder du siden med årets generalforsamling – inklusive tilmelding.

Foråret 2022 nærmer sig – vil du hjælpe nye i gang?

Planlægningen af forårets kampagne for nye prøvemedlemmer nærmer sig – og udvalg for prøvemedlemmer er derfor interesserede i at høre fra medlemmer, der gerne vil hjælpe nye i gang via at være mentorer. Udvalget håber, at mange af de tidligere års mentorer melder sig igen, men hører også meget gerne om nye, der har lyst til at tage en tjans som mentor.

At være mentor er et frivillig-job med indhold og superrespons,. Prøvemedlemmerne er nemlig superglade for at blive taget godt imod.

Denne gang handler det om perioden fra 2. maj til 3. juli, og i perioden forventer vi, at de nye får en fornuftig hjælp til rundvisning på vores anlæg, informeres om praktiske ting, såsom træningsmuligheder, spil på 3 banen samt de mange andre ting, som er specielle i vores golf-hverdag. Hver mentor får ansvar for 2-3 prøvemedlemmer.

Der er planlagt et informationsmøde for mentorerne onsdag den 20. april kl. 19.

 

Golfens Dag 24/4 søger også hjælpere

Der er også brug for hjælpere, når Roskilde Golf Klub holder åbent hus for nye. Det sker i forbindelse med Golfens Dag søndag den 24. april kl. 10-14.

På mailadressen kan du give dit tilsagn om at hjælpe de nye både som mentor og/eller hjælper ved Golfens dag.

Eller ring på 46 37 01 81 – her finder du sekretariatets telefontider.

Nye mentorer vil komme på ”kursus” hos en erfaren mentor.

På gensyn

Udvalg for prøvemedlemmer

2023 bliver et år med fest og aktiviteter – sæt kryds 15. april

Kære medlemmer af Roskilde Golf Klub. I kan lige så godt begynde at glæde jer. Der skal være kæmpe fest og masser af andre aktiviteter, når klubben i 2023 fylder 50 år. Bestyrelsen har netop sat gang i processen og datoerne for de to første arrangementer er allerede i kalenderen.

  • Mandag den 3. april 2023 – på selve jubilæumsdagen – bliver der holdt stor reception i klubhuset i anledning af 50-året
  • Lørdag den 15. april 2023 bliver der kæmpe fest med forhåbentlig flere hundrede deltagere, musik, dans og underholdning

Derudover er det planen, at der skal være flere andre 50-års arrangementer, så hele året bliver et fest-år. Håbet er, at mange medlemmer vil bidrage med ideer og planlægning, så det bliver medlemmernes år.

”I 2022 ser vi frem til at åbne den nye bane og det er også i år, at vi udvider klubhuset. Det glæder vi os selvfølgelig til – og de to ting skal også fejres på behørig vis. Det vender vi tilbage til. Men i 2023 vil vi gerne skrue ekstra op for festlighederne i samarbejde med masser af medlemmer,” fortæller formand Kim Møller Behrend og tilføjer:

”Der skal findes folk, der har lyst til at være med til at arrangere de små og store begivenheder, som 50-året skal byde på. Vi har nogle ideer på bordet, men nye tanker er også velkomne – og så håber bestyrelsen, at vores nuværende udvalg og klubber i klubben også har lyst til at lave nogle specielle 50-års aktiviteter i deres regi.”

”Vi inviterer alle nuværende og gerne også tidligere medlemmer til at deltage. 2023 skal være vores allesammens fest-år, hvor vi i fællesskab skaber og nyder både fest og aktiviteter. Vi glæder os utroligt meget til det hele – og håber, at rigtig mange har lyst til at deltage.”

Bestyrelsen planlægger i 2023 at sætte et pænt beløb af til jubilæumsaktiviteter og foreslår også på den kommende generalforsamling, at der i 2023 kommer et tillæg til kontingentet på 100 kr. specielt til disse aktiviteter. Sammen med brugerbetaling og meget gerne sponsorbidrag giver det mulighed for en masse spændende arrangementer.

Har du lyst til at være med til at arrangere nogle af disse aktiviteter i 2023, så kontakt gerne sekretariatet. Det er planen, at aktiviteterne samlet set skal spænde over alle medlemsgrupper, både i forhold til alder, handicap og medlemskategori. Jubilæumsåret skal gerne medvirke til, at endnu flere lærer hinanden at kende, så klubsammenholdet bliver endnu større.

Her er nogle få af ideerne:

  • En særlig stor jubilæumsmatch på begge baner – evt. suppleret med begivenheder på drivingrange, puttinggreen og indspilsområdet
  • En opvisningsmatch med deltagelse af nogle af de bedste danske golfspillere – det er en genoplivning af en særlig Roskilde-tradition
  • En slags ”Ryder Cup” for hold
  • En venskabsmatch mod nogle af naboklubberne

Og hertil kommer de to ting, der allerede er nævnt i starten, en reception og en stor jubilæumsfest i et kæmpe telt tæt på klubhuset. Festen er der allerede en gruppe på 10 personer, der har meldt sig til at stå for. Det er Lene Luplau Gliese, der har været ude med snøren….

Der er stadig masser af plads i idé-kassen – så meld meget gerne ind til sekretariatet og sig til, hvis du selv har lyst til at være med til at få tingene til at ske.

Igennem tiden har der været afholdt mange store fester i Roskilde Golf Klub – se fx billedet fra klubbens 25-års jubilæumsfest. Det er nu tid til fest igen.

Forbereder 50-års magasin: Møde for historieinteresserede

Roskilde Golf Klub har en lang og begivenhedsrig historie, som skal ned på papir i form af et udførligt jubilæumsmagasin, der udkommer i anledning af 50-års jubilæet i 2023.

Magasinet skal fortælle om alt om klubbens historie fra de første svære år i starten af 70’erne, til de første ni huller kom i 1978, til de 18 huller i 1993, det nye klubhus i 2003 og i nutiden den nye 9-hullers bane, som vi tager i brug i år.

Der bliver masser af billeder, fakta og anekdoter – et skrift, der forhåbentlig kommer til at vække interesse både for nye og “gamle” medlemmer.

Har du været med i mange år og/eller er du historisk interesseret, så meld dig som interesseret i et medlemsmøde.

Mødet finder sted torsdag den 24. marts 2022 kl. 19-21.30 i klubhuset.

”Det er ikke et helt almindeligt medlemsmøde med fri tilmelding for alle. Der er et begrænset antal pladser på ca. 25 og jeg har på forhånd reserveret nogle pladser til nogle af dem, der forhåbentlig selv kan bidrage med historiske oplysninger – og vi skal ikke være flere, end vi kan få en god dialog og hvor vi i fællesskab kigger på billeder og tjekker fakta i noget af det materiale til jubilæumsmagasinet, der allerede er indsamlet,” fortæller webmaster Henrik Overgaard Pedersen, der er redaktør på jubilæumsskriftet.

Mødet har flere formål:

  • Visning af billeder med henblik på at få navnene identificeret. Det drejer sig om billeder både fra nutid og fortid – også juniorer, der nu er blevet voksne
  • Visning af en film, der blev optaget omkring klubbens start – her skal vi også have sat navne på de medvirkende
  • Opsamling af små gode historier fra klubbens levetid
  • Fuldførelse af en liste over alle klubbens frivillige i udvalg, bestyrelser og klubber i klubben gennem tiden

“Har du selv billeder liggende, så tag dem endelig med. Vi er interesserede i billeder fra alle 50 år – altså både nye og gamle. Meget gerne med mennesker på.”

På medlemsmødet byder klubben på øl/vand/kaffe samt et stykke kage.

Er du interesseret i at deltage så skriv til Henrik på . Kender du nogen, der har haft en stor rolle i klubbens historie, men som ikke længere er medlem, så giv meget gerne tippet videre.

 

Heldigvis er der bevaret meget skriftligt materiale i form af medlemsinformation, klubblade og generalforsamlingsreferater, men der er også nogle ”huller” i historien.

Vi mangler fx:

  • Nyhedsbreve på mail fra 2006 og frem til 2015
  • Årbog 1995
  • Medlemsinformationer i 1982 og 1983 – der er et hul mellem det, der ligger hos Lokalhistorisk Arkiv og det første klubblad i efteråret 1983
  • Medlemsliste fra 1973 eller umiddelbart derefter

Kontakt Henrik, hvis du kan hjælpe med noget af dette – eller har andre historiske dokumenter liggende, der kunne have interesse.

Her finder du Henriks kontaktoplysninger.