Nu kan du godt begynde lave smidighedsøvelser og varme op. Det er tid til at starte træningen på drivingrange til årets sæson på klubbens to baner. Boldsamlerudvalget har haft gang i prikning af bolde op af jorden på drivingrangen efter en våd vinter, og nu er jorden så tør, at boldtraktoren kan køre. Derfor vil der i den kommende tid blive samlet bolde op de fleste dage.
”Hvis vejret ændrer sig og det bliver vådt igen, så kan der være dage, hvor vi ikke samler bolde. Men så kan spillerne bruge de manuelle boldopsamlere,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt. I første omgang bliver det greenkeeperne, der hver dag tjekker jorden og sørger for boldopsamlingen og om nogle uger bliver opgaven givet videre til holdet af frivillige boldopsamlere, der hver morgen kører med traktoren og fylder boldkassen op.
Det forholdsvis milde vejr gør nu også, at vaskepladsen er åben – ”ad hoc” udvalgets frivillige medlemmer har haft arbejdsdag omkring klubhuset og de har sørget for at gøre hele området omkring vaskepladsen pænt og rent. Og der er nu også åbnet for vandet, så du kan gøre jern og køller rene efter en tur på banen. Også toilettet mellem hul 3 og 4 er åbent – det er ikke frostsikkert og har derfor været lukket vinteren igennem. Toilettet ved hul 12 er fortsat åbent.
Det er endnu ikke muligt at sige, præcis hvornår sommerbanen åbner, men holder vejrudsigten de kommende uger, kan det godt komme til at ske i starten af april.
Her kan du se alle de frivillige i de to udvalg, der sørger for, at der er pænt omkring klubhuset og som sørger for opsamling af bolde på drivingrange.
Herunder kan du se billeder fra “arbejdsdagen” tirsdag den 15. marts 2022: