2023 bliver et år med fest og aktiviteter – sæt kryds 15. april

Kære medlemmer af Roskilde Golf Klub. I kan lige så godt begynde at glæde jer. Der skal være kæmpe fest og masser af andre aktiviteter, når klubben i 2023 fylder 50 år. Bestyrelsen har netop sat gang i processen og datoerne for de to første arrangementer er allerede i kalenderen.

  • Mandag den 3. april 2023 – på selve jubilæumsdagen – bliver der holdt stor reception i klubhuset i anledning af 50-året
  • Lørdag den 15. april 2023 bliver der kæmpe fest med forhåbentlig flere hundrede deltagere, musik, dans og underholdning

Derudover er det planen, at der skal være flere andre 50-års arrangementer, så hele året bliver et fest-år. Håbet er, at mange medlemmer vil bidrage med ideer og planlægning, så det bliver medlemmernes år.

”I 2022 ser vi frem til at åbne den nye bane og det er også i år, at vi udvider klubhuset. Det glæder vi os selvfølgelig til – og de to ting skal også fejres på behørig vis. Det vender vi tilbage til. Men i 2023 vil vi gerne skrue ekstra op for festlighederne i samarbejde med masser af medlemmer,” fortæller formand Kim Møller Behrend og tilføjer:

”Der skal findes folk, der har lyst til at være med til at arrangere de små og store begivenheder, som 50-året skal byde på. Vi har nogle ideer på bordet, men nye tanker er også velkomne – og så håber bestyrelsen, at vores nuværende udvalg og klubber i klubben også har lyst til at lave nogle specielle 50-års aktiviteter i deres regi.”

”Vi inviterer alle nuværende og gerne også tidligere medlemmer til at deltage. 2023 skal være vores allesammens fest-år, hvor vi i fællesskab skaber og nyder både fest og aktiviteter. Vi glæder os utroligt meget til det hele – og håber, at rigtig mange har lyst til at deltage.”

Bestyrelsen planlægger i 2023 at sætte et pænt beløb af til jubilæumsaktiviteter og foreslår også på den kommende generalforsamling, at der i 2023 kommer et tillæg til kontingentet på 100 kr. specielt til disse aktiviteter. Sammen med brugerbetaling og meget gerne sponsorbidrag giver det mulighed for en masse spændende arrangementer.

Har du lyst til at være med til at arrangere nogle af disse aktiviteter i 2023, så kontakt gerne sekretariatet. Det er planen, at aktiviteterne samlet set skal spænde over alle medlemsgrupper, både i forhold til alder, handicap og medlemskategori. Jubilæumsåret skal gerne medvirke til, at endnu flere lærer hinanden at kende, så klubsammenholdet bliver endnu større.

Her er nogle få af ideerne:

  • En særlig stor jubilæumsmatch på begge baner – evt. suppleret med begivenheder på drivingrange, puttinggreen og indspilsområdet
  • En opvisningsmatch med deltagelse af nogle af de bedste danske golfspillere – det er en genoplivning af en særlig Roskilde-tradition
  • En slags ”Ryder Cup” for hold
  • En venskabsmatch mod nogle af naboklubberne

Og hertil kommer de to ting, der allerede er nævnt i starten, en reception og en stor jubilæumsfest i et kæmpe telt tæt på klubhuset. Festen er der allerede en gruppe på 10 personer, der har meldt sig til at stå for. Det er Lene Luplau Gliese, der har været ude med snøren….

Der er stadig masser af plads i idé-kassen – så meld meget gerne ind til sekretariatet og sig til, hvis du selv har lyst til at være med til at få tingene til at ske.

Igennem tiden har der været afholdt mange store fester i Roskilde Golf Klub – se fx billedet fra klubbens 25-års jubilæumsfest. Det er nu tid til fest igen.