Referatet fra sidste bestyrelsesmøde er nu lagt på hjemmesiden. Det er bestyrelsesmødet fra januar, som vi denne gang har været lidt sene med at få lagt på.
Efter indførelse af indendørs rygeforbud pr. 1. januar sker der nu noget i forbindelse med at give rygerne et alternativt sted at kunne ryge i læ.
Løsningen er, at der bliver sat en glasvæg op på terrassen i hjørnet modsatte det tidligere rygerum. Glasvæggen kommer til at stå på nogenlunde samme måde som glasvæggen uden for proshoppens indgang. Det vil sige, at der er læ fra siden og også lidt fra udhænget fra oven – men det er ikke et nyt indendørs rygerum.
“Fra byggeudvalget fik vi et par forslag, som vi dels synes var for dyre, og dels ikke levede op til, at vi nu har rygeforbud indendørs. Det var fx et forslag om at skære det tidligere rygerum op i to med en ekstra dør.
Løsningen med glasvæggen giver læ og er forhåbentlig en løsning, som rygerne også synes er rimelig, nu da vi har fået totalt forbud mod rygning indendørs,” fortæller formand Kim Møller Behrend efter at bestyrelsen har haft sagen til behandling.
Grill, borde og lignende bliver så opmagasineret et andet sted.
Damedagen er ved at være klar med aktiviteterne for den nye sæson.
Tilmelding
I år skal man tilmelde sig damedagens sommerturnering i GolfBox. Kontingentet er uforandret 300 kr. og betales samtidig med tilmelding. Dernæst tilmelder man sig de enkelte tirsdage, hvor man kan, og dette kan gøres på en gang. Når man har meldt sig til en bestemt damedag, så skal man også bestille en udslagstid. Det foregår også i GolfBox under tidsbestilling.
Da der har været forespørgsler på en 9-hullers klub, vil der i år være en 9-hullers klub, således at man spiller 9 huller i stedet for 18 huller. Tilmelder man sig denne ordning, kan man ikke skifte mellem at spille 9 eller 018 huller. Damerne i 9 hullers klubben går ud på faste tider kl. 13.30, kl. 16.30 og 16.37 og altid fra tee 1.
Der er åbent for tilmelding.
Modeopvisning
Vi starter vanen tro med modeopvisning d. 4. april 2017 kl. 18.00. Oplysninger om tilmelding vil snarest følge fra Lasse.
Sæsonstart
Sæsonstart er den 11. april 2017.
Fællespisninger
Der vil være fællesspisninger den sidste dag i måneden kl. 19.30.
Damedagsudflugt
Damedagsudflugten er fastlagt til fredag og lørdag d. 9.og 10. juni og vil i år gå til Korsør. Turen inkluderer to runder golf, fredag eftermiddag og lørdag formiddag, overnatning i dobbeltværelse, en dejlig 3-retters menu efter køkkenchefens valg fredag aften samt en lækker morgenbuffet lørdag morgen. Vi sender snarest information ud om tilmelding og pris.
Forårsafslutning
Forårssæsonen afsluttes den 27. juni, hvor der vil være gunstart kl. 15 og fællesspisning og præmieoverrækkelse efter matchen.
Pink Cup
Pink Cup finder sted lørdag d. 1. juli 2017 og bliver en match for alle medlemmer. Der vil være gunstart om morgenen, og præmieoverrækkelsen vil finde sted, når alle er kommet ind. Vi håber på god deltagelse og flot vejr.
Efterår
Efterårssæsonen starter op d. 4. juli.
Efterårsafslutning
Som sidste år slutter vi sæsonen af den 19. september med start kl. 15, hvor vi spiller 11 huller og dermed kan nå ind, før lyset går på hæld.
Venskabsmatch
Hedeland har meddelt, at de ønsker en pause i venskabsturneringen.
Vi modtager gerne input og forslag til nye tiltag, som I er velkomne til at sende til eller ringe til én af udvalgets medlemmer.
Vi glæder os til at se jer alle til en ny sæson og ser frem til modeshowet d. 4. april 2016.
Klubbens forskellige frivillige, der arrangerer aktiviteter i sæsonen, er i fuld gang med planlægningen, og flere har nu hele sæsonplanen klar og er klar til at modtage tilmeldinger.
Klik ind på de enkelte aktiviteter og læs mere for at se, om det er noget for dig at være med i.
Aktivitetskalenderen er også ved at blive opdateret.
Her er nogle datoer, du skal være opmærksom på:
Tirsdag den 4. april: Damedagen og Proshoppen holder modeshow
Søndag den 30. april: Her er der både Jyske Banks åbningsmatch og Golfens dag for evt. kommende nye medlemmer
Endelig er der også lige en reklame for et arrangement til sommer, hvor det vil være skønt med rigtig mange deltagere, nemlig midsommermatchen, der finder sted lørdag og søndag den 24. og 25. juni med middag lørdag aften.
Der kommer masser af andre aktiviteter i kalenderen – for alle typer af medlemmer i klubben. Der er også dannet et par 3 baneudvalg, så det er ikke kun på den store bane, at der sker noget.
Hvem har teten, hvis klubhuset skal udvides, greenkeepergården renoveres eller der er andre ting i forbindelse med klubbens faciliteter, der trænger til at blive opgraderet?
Svaret er: Byggeudvalget. Sådan et udvalg har klubben nemlig fået, og de vil nu gå i gang med at afdække, hvad der er behov for på lidt længere sigt.
Lars T. Larsen, der er formand for udvalget, oplyser, at udvalgets nuværende sammensætning har været etableret siden november.
“Vi har derfor ikke nået at etablere faste rammer for udvalgets arbejde, men forventer at udarbejde en arbejdsplan i forhold til de planer bestyrelsen arbejder med overordnet. Vi forholder os derfor indtil videre til de opgaver der kan udledes ud fra medlemsundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum”, hvor bl.a. klubhus og toiletforhold er nævnt. Bent Henning Hansen fra udvalget og klubbens daglige leder, Anders Schnack, har på baggrund af medlemsundersøgelsen beskrevet, hvad der skal forbedres ”straks”, og er nu i gang med at få opgaverne løst,” lyder det fra Lars T. Larsen.
“Bestyrelsen har ønsket, at vi ser på klubhusets anvendelsesmuligheder, så derfor starter vi med at interviewe protræner, restauratør og andre nøglepersoner for at få klarlagt deres ønsker og behov set i forhold til bestyrelsens opfattelse af, hvordan klubhuset skal være ”ramme” i forhold til et godt klubliv som en del af golfspillet.”
Ét projekt er udvalget også involveret i – og det er en overdækket driving range, hvor der er indsendt en ansøgning til Roskilde Kommune. Der vil blive orienteret om projektet senere når der er flere detaljer.
Andre projekter, som byggeudvalget måske kan blive involveret i: Udbygning af par 3 banen, forbedring af træningsfaciliteter i forbindelse med overdækning, eventuelle energitiltag og lignende.
Men der er som nævnt ikke noget præcist på plads endnu.
På Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde lørdag den 18. marts bliver ”Golfsportens Natur- & Miljøpris” overrakt, og Roskilde er med blandt kun tre klubber, er med i opløbet.
De tre indstillede klubber er:
Smørum Golfklub
Herning Golf Klub
Roskilde Golf Klub
Prisen er på 75.000 kroner, og Jan Eriksen samt Lars Carlsen fra klubbens natur- og miljøudvalg tager den lørdag i marts til Kolding for at overvære afsløringen af vinderen – selvfølgelig i håbet om, at de vender hjem som nummer 1.
Natur- og miljøudvalget har sammen med sekretariatet og chefgreenkeeper Nick Bosholdt udarbejdet en længere ansøgning, hvor alle de mange tiltag på og ved banen bliver ridset op. Og selv om man ikke tænker over det i hverdagen, så er det faktisk ikke så lidt.
Ansøgningen er delt op i tre områder; natur, miljø og samspillet med det omgivende samfund. Her er et lille udpluk – læs resten via ovennævnte link:
Gennem de seneste seks år er der opsat mere end 400 fuglekasser, først og fremmest stærekasser til biologisk bekæmpelse af gåsebillelarver og stankelbenslarver
Den store fugleinteresse har ført til at Roskilde Golf Klub nu er oprettet som selvstændig lokalitet på Dansk Ornitologisk Forenings indberetningsportal, og her fremgår det at klubbens medlemmer (og andre) nu har indberettet 121 observerede arter
Roskilde og Omegns Lystfiskerklub har lejet det gamle hønsehus på greenkeepergården og opdrætter fiskeyngel til udsætning i de lokale vandløb – herunder golfbanens
Greenkeeperstaben arbejder målrettet på at nedbringe gødnings- og kemikalieforbruget
Klubben er med i et samarbejde med Oslo Universitet for at fremme den økologiske drift og mindske pesticidforbruget – ultimativt at blive pesticidfri.
Via ovenstående link kan du også finde en tv-udsendelse fra Kanal Roskilde, hvor Jan Eriksen og Henning Nordstrøm fortæller om fuglelivet på golfbanen.
Billederne her på siden viser chefgreenkeeper Nick Bosholdt sammen med en repræsentant fra Oslo Universitet og en repræsentant fra DGU samlet for at vurdere første green på par 3 banen i forbindelse med et forsøg, der har kørt her henover efteråret og vinteren.
Fremover skal greenfee gæster igen tjekke ind og betale på en automat, der er placeret ud for skranken til sekretariatet. Derfor bliver automaten ved proshoppen snart flyttet.
Og her kommer forklaringen, inden du når at sige: ”Jammen, der har den da stået før, hvorfor flytter I den nu tilbage?”
Sagen er den, at automaten blev flyttet på et tidspunkt, hvor der var underbemanding i sekretariatet – og proshoppen hjalp så med at løse den udfordring til glæde for alle. Nu er sekretariatet fuldt bemandet igen, og derfor er der nu truffet beslutning om, at automaten flytter tilbage her i løbet af den kommende tid.
Det bliver sådan, at selve greenfee-betalingsautomaten bliver placeret lige over for skranken til sekretariatet, mens den skærm, klubmedlemmerne bruger til at tjekke ind og udskrive scorekort på, bliver flyttet over på venstre side af døren ind til mødelokalet.
På den måde kan sekretariatet nemmere hjælpe greenfeegæster, hvis de har spørgsmål.
Forskellen mellem de to skærme er, at greenfeegæsterne – udover at tjekke ind – også kan betale med dankort på ”deres” skærm. Begge skærme kan bruges til indtjekning, hvis der er kø, også for klubmedlemmer, fx hvis der er turneringer, men brug fortrinsvis skærmen til venstre for mødelokaledøren – når den altså kommer op.
Toiletterne er et af de områder, som medlemmer via spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i centrum” har ønsket forbedringer omkring. Nu sker der noget. I starten af marts bliver der sat nyt sæbedispensere op. Desuden kommer der nye varmeblæsere og på dametoilettet også papirservietter.
Der bliver også kigget på forbedringer i forbindelse med toiletterne ude på banen. I skrivende stund er det dog ikke helt klarlagt, hvad der bliver lavet her.
På toiletterne i klubhuset bliver der også malet – og toiletterne bliver derfor lukket lidt på skift i marts. Der er i hele perioden stadig mulighed for at bruge toiletterne i omklædningsrummene. De bliver nemlig ikke udsat for ændringer.
I Roskilde Golf Klub har vi i 2017 et rigtig godt tilbud til jer, som ønsker at få en introduktion til golfspillet.
Det er et prøvemedlemskab, som varer tre måneder. Vi har afprøvet dette tilbud i 4-5 år, og har modtaget stor anerkendelse for det program, som du skal igennem som prøvemedlem.
Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.
Prøvemedlemskabet koster 995 kr. For de penge får du bl.a. undervisning, både på hold og individuelt, du kan frit træne på vore træningsområder samt spille på vores par 3 bane. Ydermere kan du gratis låne golfudstyr til de forskellige aktiviteter, og du får mulighed for mentorvejledning. Vi starter hold til maj samt umiddelbart efter sommerferien.
Golfens Dag, søndag den 30. april mellem kl. 10 og 14
Kom bare uden tilmelding. Du får en rundvisning af en erfaren golfspiller og vi byder på et let måltid efter rundvisningen.
Du kan også melde dig til vores
Informationsaften, torsdag den 4. maj kl. 19
Her vil du og de personer, som allerede har tegnet et prøvemedlemsskab, få nærmere oplysninger om forløbet af prøvemedlemsskabet. Tilmeld dig til denne aften på eller ring til 46 37 01 81 senest mandag den 24. april.