Category Archives: Nyheder

Familien Hansen går ”all-in” på golf i Roskilde

De glæder sig helt vildt og det bliver en familiebegivenhed, når ægteparret Martin og Ditte Hansen i de første måneder af 2024 kommer til Margrethehåbsvej 116 og gør klar til golfsæsonen 2024.

Som tidligere proassistent i Roskilde vakte det stor interesse, da Martin tidligere på året pludselig så, at stillingen som protræner i Roskilde Golf Klub blev slået op.

”Jeg havde fire fantastiske år i Roskilde fra 2014 til 2017. Det er en klub med en rigtig god stemning, søde, rare og positive mennesker – og det blev jeg bekræftet i, da jeg i forbindelse med jobopslaget besluttede at komme forbi en dag. Her blev jeg modtaget med åbne arme af dem, jeg mødte og kender i forvejen, og samtidig kunne jeg ved selvsyn se de forandringer, der er sket i klubben siden sidst – udbygningen af klubhuset og ikke mindst den nye 9-huls bane, som er noget nær perfekt. Jeg kunne helt klart mærke i maven, at den stilling skulle jeg søge,” fortæller Martin Hansen.

Han stoppede som assistent med udgangen af 2017, fordi han gerne selv ville prøve at være cheftræner. I første omgang blev han ansat i Ledreborg men nåede ikke at starte, inden Næstved Golfklub henvendte sig og gav ham et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Så de seneste seks år har han været træner fem kilometer fra sin nuværende bopæl i Karrebæksminde.

Nu går han efter at sælge huset og flytte til Roskilde – sammen med hustruen Ditte, sønnen Magnus og hunden Wilson (ja, den er opkaldt efter udstyrsproducenten af samme navn…).

Ditte følger ikke alene med til Roskilde – hun flytter også ind i proshoppen, da de to går all-in på golf i Roskilde. Ditte er i dag ansat i hjemmeplejen i Næstved, men da hun også har evner på golfbanen og selv er tidligere elitespiller, så er det meningen, at hun og Martin skal drive proshoppen sammen, og Ditte går også i gang med grundtræneruddannelsen, så hun kan komme til at undervise.

”Vi har virkelig haft lyst til at råbe budskabet ud til alle, men har været nødt til at vente, indtil kontrakten faldt på plads. Derfor er vi glade for nu at kunne være åbne over for den store opgave i Roskilde, som vi glæder os rigtig meget til,” siger Ditte.

Protrænerparret går nu i gang med at planlægge sæson 2024 – ikke mindst varerne i proshoppen, hvor de kommer til at prøve sig frem med, hvad medlemmerne ønsker og har behov for. De tror stadig på konceptet med en fysisk butik, selv om mange handler online og håber, at rådgivning, gode priser og det at holde varen i hånden kan gøre en forskel.

”Det har altid været min drøm at drive en selvstændig proshop. I Næstved er protrænerfunktionen og proshoppen adskilt og det er endnu en grund til, at jobbet i Roskilde er så attraktivt for mig. Selv om jeg ikke har drevet en proshop selv før, så er jeg udlært i Intersport som salgselev, så jeg ved godt lidt om branchen,” siger Martin, der allerede nu har lagt en tur til en golfmesse ind i kalenderen. Der skal kigges varer og plejes kommende kontakter.

På det sportslige plan glæder de sig til at tage fat i alle lige fra begynderen, breddespilleren, elitespilleren, junioren og den helt unge mikrospiller, som i Næstved bliver kaldt ”troldeunge”.

”Når der skal bygges en ungdomsafdeling op, skal vi starte med de helt små, så dem skal vi selvfølgelig have fat i nogle flere af og jeg tænker da både sommerferie-aktiviteter og besøg på skoler – i samarbejde med ungdomsudvalget og spillernes forældre,” siger Martin og bliver suppleret af Ditte:

”Vi har begge to nogle ”popcorn”-hjerner, så vi finder på alt muligt. Vi kommer også til at gøre noget reklame på sociale medier bl.a. med videoer og jeg er sikker på, at børnene kommer til at hygge sig, for Martin er jo også et legebarn.”

Det sociale kommer også i højsædet både for de unge og for andre medlemsgrupper, om det så er trænerrejser, klubarrangementer ved Ryder Cup eller andre store turneringer, sommercamps og lignende.

Sportsligt får teknikken et ekstra løft.

”Vi arbejder på at få trackman-udstyr på drivingrange. Det er udstyr, der kan bruges til at træne både elite og bredde og jeg håber på, at vi i samarbejde med klubben kan sikre en form for inddækning – både så vi kan træne tidligere og senere på året, men også så den enkelte elev oplever, at han/hun er alene sammen med træneren, uden at andre står og kigger på. Det er nemlig ikke alle, der bryder sig om det,” siger Martin.

I 2024 kommer der et overlap af ture med proshoppen. Martin har allerede planlagt flere ture til udlandet med fortrinsvis Næstved-medlemmer her i efteråret og i det tidlige forår, og Roskildes afgående træner, Lasse Frølich, har også ture til udlandet i marts med Roskilde-medlemmer – i eget regi efter han formelt er stoppet. Men fremover kommer der også rejser i Roskilde med Martin og Ditte som arrangører.

Både Martin og Ditte håber at få skabt et godt socialt og træningsmæssigt miljø – også for elitespillerne. Han glæder sig til at følge deres spil og håber at kunne være med til at skabe gode sportslige resultater – gerne i samarbejde med fx landsholdstrænerne, som nogle af elitespillerne også modtager træning og råd fra. Martin er blevet 42 år, men vil stadig selv være lidt turneringsaktiv. Her i 2023 er det ikke blevet til meget turneringsgolf, primært på grund af en hælspore-skade fra padel, men han håber at tage revanche i 2024. Tidligere har Martin bl.a. vundet Danmarksmesterskabet for protrænere flere gange.

Han blev klubmester i slagspil i Roskilde i 2014, 2015 og 2016, er stadig i dag indehaver af banerekorden på banen med 64 slag (en bogye, ni pars, syv birdies og en eagle på hul 18).

Taktik og det mentale bliver også ting, han vil undervise i – og for eliten bliver det at præstere under pres en vigtig del.

”Det træner jeg meget i – og ofte med forskellige former for straf, så spillerne bliver skarpe på at håndtere pressede situationer. I Næstved har vi vundet rigtig mange matcher, der er gået til 17. og 18. hul – netop fordi vi har trænet det mentale og taktiske, når det for alvor gælder.”

Martin er startet med at spille golf i Storstrømmens Golfklub på Falster, hvor han er født. Siden har han spillet golf flere steder i Jylland, startende med golfcollege i Himmerland. Han er udlært elev fra Hedeland og Næstved og har fungeret som assistent i Sydsjællands Golfklub (to år) og Roskilde (fire år), inden han blev cheftræner i Næstved, hvor han altså har været i seks år.

Den præcise dato for, hvornår Martin åbner shoppen i Roskilde er endnu usikker. Han og Ditte går nu i gang med at få styr på varer og i starten af 2024 skal shoppen så indrettes.

Læs mere:

Andematch 2023 afbrudt af store mængder regn

Med 104 tilmeldte på Store Skjold og 30 på Skjoldungen var der lagt op til, at årets andematch igen skulle være en stor begivenhed i Roskilde Golf Klub.

Sådan blev det desværre ikke. Humøret var ellers højt, da hornet lød til gunstarten, men da regnen kort efter begyndte at sile ned, gav flere spillere op og kom i tørvejr i klubhuset. Efter ca. otte spillede huller besluttede matchledelsen, der denne gang bestod af Thorkil Jessen og Inger-Lise Jørgensen, at aflyse matchen og efterfølgende blev begge baner lukket for resten af dagen.

Det blev besluttet at foretage en lodtrækning om præmierne og derfor var der alligevel glade ansigter, da mange gik hjem med en and eller en flaske jubilæumsvin. Alle præmier var sponsoreret af Roskilde Golf Klub.

I klubhuset blev der serveret kartoffelsalat og frikadeller.

Se en masse fotos fra dagen herunder – på det store foto er det Hanne Kjær, Lise Aaberg, Alice Wind og Jesper Bluhme midt i regnen ude på banen, inden spillet blev stoppet.

Store regnmængder lukker begge baner til og med ons 1/11 2023

Både Store Skjold og Skjoldungen er påvirket af de store mængder regn, der er kommet i weekenden, og derfor er begge baner lukkede. Der er lovet mere regn tirsdag og derfor gælder lukningen fra mandag den 30. oktober til og med onsdag den 1. november 2023. Det er muligt, at lukningen bliver forlænget – den beslutning bliver taget i løbet af onsdagen.

Greenkeeperne er i gang med at se på forholdene og tager de første forholdsregler i forhold til spillet, når banerne åbner igen. Det betyder sandsynligvis, at vi kommer til at spille fra midlertidige teesteder og evt. måtter på visse teesteder, som det er normalt på denne tid af året. Det kan også betyde, at hul 10 og 11 lukker, selv om resten af Store Skjold bliver åbnet.  Disse ting er dog ikke iværksat og besluttet endnu, da greenkeeperne holder øje med vejret og ser på, hvad der er nødvendigt.

Det er muligt at bruge drivingrange, puttinggreen og indspilsområdet, der stadig er åbne.

Læs mere:

Banen lukket søndag 29/10 2023 – ny beslutning mandag

Roskilde får og har fået rigtig meget regn i dag, søndag den 29. oktober 2023, så derfor er banen akut blevet lukket. Der var ellers andematch med over 100 deltagere tilmeldt.

Lige nu er banen kun lukket søndag, men mandag morgen kigger greenkeeperne på situationen og beslutter, hvad der skal ske. En ny banelukning kan komme på tale, men den konkrete beslutning bliver først taget mandag morgen.

Billedet er fra en anden gang med megen regn.

Stop for golfbiler på begge baner 1. november 2023

Med en oktober, der har været meget våd, er det nu tid til at sige stop for kørsel med buggier/golfbiler både på Store Skjold og Skjoldungen.

Sidste dag, hvor det er muligt at tage en runde med en golfbil, er tirsdag den 31. oktober 2023.

De sidste uger har hul 10 og 11 været lukkede for golfbiler og nu kommer altså resten af klubbens areal.

Der er en enkelt undtagelse for den generelle lukning for golfbiler, nemlig klubbens rebab-spillere, der indtil videre fortsat må køre på Skjoldungen med deres scootere og golfbiler.

Det er stadig muligt at spille begge baner på normal vis. Greenkeeperne følger vejr og bane løbende og er klar til at træffe beslutninger om brug af måtter, alternative teesteder, lukning af greens og lignende. Der er også truffet forberedelser til vinterbane, men det er endnu ikke aktuelt.

Lige nu gælder følgende: Er der rimfrost, så spiller vi til de gule flag, der er opsat på hvert hul. Og så er det altså slut for golfbiler.

Under ”Banen i denne uge” på forsiden af hjemmesiden, er der altid den aktuelle status.

Golfbilerne i klubben er meget populære – de er medvirkende til, at mange, der er skadet eller på anden måde gangbesværet, alligevel kan komme ud og spille. Bilerne er faktisk så populære, at der på flere ugedage er flaskehalse.

”Det er specielt omkring middagstid, når morgen-/formiddagsspillerne krydser det tidligere eftermiddagshold. I de situationer er der spillere, der står og mangler en golfbil. Jeg er i gang med at kigge ind i en løsning for dette, og håber at kunne præsentere en passende løsning ved opstarten i 2024,” fortæller daglig leder, Jesper Wedersøe.

 

100 golfspillere er ved at være klar til klubtur til Porto Santo

Søndag den 5. november 2023 drager 100 medlemmer fra Roskilde Golf Klub til Porto Santo – en lille portugisisk ø tæt på Madeira, hvor FolkeFerie.dk igennem en del år har ugentlige golfflyvninger til. Vi har taget alle golfpladserne i flyet på denne afgang – og som forberedelse til den store uge sydpå var alle deltagere inviteret til en for-match på Store Skjold søndag den 22. oktober. Her kom der ca. 70 og var med – de fleste til spil og spisning og nogle enkelte alene til spisning og det efterfølgende informationsmøde.

Herunder kan du se fotos fra matchen – taget af deltagerne selv ude på banen.

Det er en lidt usædvanlig match med en masse sær-regler, der havde det formål at fremkalde smil og sikre, at spillerne i de enkelte bolde havde masser at tale om. Fx skulle der spilles med en tennisbold på hul 16 og på hul 5 var der to points ekstra, hvis man røg i søen eller bunkeren. På hul 14 gav det fire points ekstra til den spiller, der holede det længste put og på hul 7 stod chefgreenkeeper Nick Bosholdt klar og konkurrerede med deltagerne i at få bolden i hul på færrest slag. Der var fire points ekstra, hvis en spiller scorede det samme eller bedre end Nick på hullet. Der var mange, der gik skuffede derfra, fordi Nick faktisk spiller ganske godt golf, men der var også enkelte hold, der fik ram på ham :-).

På andre huller var der mulighed for at fortryde et slag, ligesom der på et hul var indført et tvunget underhåndskast og på et andet skulle man spille med 7’er jernet hele vejen. På hul 6 gav det ekstra point, hvis man spillede højre om de store træer oppe på bakken. Det gav også ekstra point, hvis man tog fotos undervejs.

Reglerne var så mange, at det efterfølgende blev en stor udfordring at tælle points – derfor blev alle udråbt som vindere – sådan kan det gå…

I forbindelse med spisning i klubhuset efter matchen var der informationsmøde ledet af Henrik Overgaard Pedersen på vegne af turarrangørerne, der også tæller Tina Donstrup, Jesper Wedersøe og Nick Bosholdt.

Herunder kan du se fotos fra dagen:

Drivingrange får nye måtter i 2024

Så er det tid til at skifte udslagsmåtter på drivingrange. De nuværende er nu så slidte, at klubben planlægger en udskiftning i foråret 2024 – samtidig kommer der lidt andre forandringer/forbedringer.

”Det bliver sådan, at vi fjerner det lille ”rækværk”, der er mellem udslagsstederne. Det gør vi for løbende at kunne flytte lidt på udslagsstederne, så sliddet bliver fordelt mere. Det gør, at kvaliteten bliver højere og at måtterne kan holde længere,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Han siger desuden, at der næste gang også bliver indkøbt en tykkere måtte, så udslagsmåtten bliver blødere at slå fra. Også dette skal være med til at forlænge holdbarheden. Det bliver også nemmere at sætte tees i måtten.

Desuden kommer der et helt nyt initiativ på det græsområde, der ligger på den anden side af udslagshus nr. 2. Her er der mange, der går op og slår driverslag fra græsset. Imidlertid bliver området hurtigt slået op med masser af huller. Her i efteråret 2023 bliver der derfor lagt et tyndt net ned i græsset, der skal gøre det sværere at slå græsrødderne op og dermed sørge for, at området holder sig godt sæsonen igennem. Det vil stadig være muligt at slå både jern, kølle og driverslag ud.

”Vi sætter også nogle flere afstandsflag ud på drivingrange, så der bliver flere mål at slå efter,” siger Nick.

SGO-ordning fortsætter i 2024 – med alle klubber

Også i 2024 bliver der mulighed for at tilmelde sig en fællesspil-ordning med andre klubber i området.

Ordningen er blevet evalueret og alle klubber har sagt ja til at fortsætte. Prisen bliver fortsat 995 kr. – og for den pris kan du spille uden betaling i Holbæk, Sorø, Hedeland, Frederikssund, Odsherred og Skovbo. På de to sidste baner er der et maks. på 10 spillede runder pr. år.

Ordningen hedder SGO, som står for ”Super Greenfee Ordning”. Den er for fuldtidsmedlemmer og gælder fra 1. marts til 30. november.

Har du været tilmeldt SGO i 2023 bliver du automatisk overflyttet til 2024, men du kan selvfølgelig melde fra via henvendelse til sekretariatet. Der kommer en mail om det senere på året.

”Vi er glade for, at SGO-ordningen fortsætter. Den er meget populær med i alt 456 fuldtidsmedlemmer, som på den måde nemt kommer ud og spille nogle andre baner. Samtidig skaber det luft på vores egne baner. Sidste år kom Skovbo til som ny klub og de har også sagt ja til at fortsætte,” fortæller daglig leder, Jesper Wedersøe.

Når du er tilmeldt SGO og booker på en af de andre baner i ordningen, så sørger GolfBox automatisk for, at der ikke bliver opkrævet betaling. Så skal du bare bekræfte din tid og udskrive scorekort, når du møder op. Det er meget vigtigt at bekræfte tid ligesom på vores egen bane. Bekræftelsen bliver nemlig også brugt i forbindelse med den interne afregning klubberne imellem.

Læs mere:

Mads Viemose Larsen rykker op på herrelandsholdet

Roskilde Golf Klub har ikke længere en drengelandsholdsspiller. Her har Mads Viemose Larsen ellers været en flot repræsentant for klubben, men nu er han blevet for gammel. Heldigvis har han fået tilbuddet om at rykke op på herrelandsholdet og derfor er han en del af den samlede herrelandsholdstrup, som netop er blevet offentliggjort.

”Det er jeg rigtig glad for. Jeg bliver i forvejen trænet af Martin Kold, der er træner på herrelandsholdet og samtidig er det godt at være del af en trup, hvor jeg både har mange gode venner og hvor der bliver arrangeret forskellige ting for os,” fortæller Mads.

I løbet af vinterperioden kommer der flere træningslejre både i Danmark og i udlandet som supplement til ugentlige onsdagstræninger, der foregår i Ishøj.

Herrelandsholdet består af en gruppe af de bedste amatører over 18 år. Nogle i truppen er på college i USA, så det er ikke alle, der er hjemme i Danmark til hverdagstræningerne.

Læs mere: