Så er planen klar for alle aktiviteter i Roskilde Golf Klub i 2019.
Alle udvalg, klubber i klubben og bestyrelse har haft planlægningsbrillerne på – og sekretariatet har samlet alle trådene. Det betyder, at der nu er en samlet aktivitetsplan klar med alle større aktiviteter, matcher, møder og lignende.
Mange af aktiviteterne er som de plejer at være, men der kommer også nye ting på programmet. Det gælder ikke mindst for klubbens nye medlemmer og for spillere, der har over 36 i golfhandicap.
Ekstra kaninmatcher og lørdag forbeholdt begyndere
“Vi har besluttet at forlænge sæsonen med kaninmatcher om mandagen, så vi også spiller i september. Og så laver vi en ny ting den sidste lørdag i hver måned, hvor der om eftermiddagen bliver reserveret tider til højhandicappede. Vi vil gerne gøre noget ekstra for de medlemmer, der er blevet nye medlemmer, men som måske ikke er klar til at være med i de forskellige klubber i klubben, fx fordi de har et for højt handicap,” fortæller formanden for kaninudvalget, Henning Doktor.
De præcise retningslinjer for lørdagsarrangementerne er ikke fastsat endnu, men tanken er, at de bliver for fuldtidsmedlemmer samt for flexmedlemmer – for begge gruppers vedkommende bliver der sat et krav om, hvor højt et handicap, man må have for at være berettiget til at deltage.
Kaninmatcherne om mandagen bliver fortsat både for begyndere og flexmedlemmer. Her må flexmedlemmerne gerne have et lavt handicap, men de skal spille på begyndernes betingelser. Flexmedlemmer med lavt handicap skal derfor også vejlede de nye undervejs på runden.
Tidligere klubmesterskaber og en match i mørke
Klubmesterskaberne bliver også afviklet på en ny måde i 2019. Den præcise ændring er ikke detailplanlagt, men det bliver sådan, at klubmesterskaberne i slagspil og i stableford allerede bliver afviklet 10.-11. august. For eliten bliver slagspilsmesterskaberne samtidig udtagelse til Danmarksturneringens 5. og 6. spillerunde, der afvikles 17.-18. august.
Dermed bliver der frigivet en weekend i september til almindelig booking.
Matcherne i 2019 bliver de sædvanlige med Jyske Banks Åbningsmatch som den første. Skriv allerede nu datoen søndag den 28. april ind i kalenderen.
Sommeren kommer dog også til at indeholde en helt ny match, Mørkematch, om aftenen den 6. juni. Det er proshoppen, der står bag denne match. Mere om det senere.
Her kan du se hele aktivitetsplanen i pdf-udgave til evt. print. Der kan komme enkelte ændringer, men hovedlinjerne er lagt fast.