Category Archives: Nyheder

Dyrefund på banen

Ole Rye Jensen var både heldig og uheldig en dag på banen. Uheldig fordi hans bold kom lidt ud af kurs, heldig fordi han i forbindelse med eftersøgningen pludselig faldt over andet end afbrækkede grene og grim rough. Han stødte nemlig ind i et par afbrækkede horn – endnu et bevis på, at golfbanen også har et rigt dyreliv.

Flex-job hjælp i sekretariatet

Kim Steen Jakobsen starter i flex-job her I klubben torsdag den 21. juni.

Kim spiller Rehab golf og er i gang med genoptræning efter en blodprop for et par år siden, og han er aktiv rehab-spiller her i klubben.

Vi har aftalt, at Kim starter med at arbejde seks timer om ugen fordelt på to dage.

Kim er tidligere it-projektchef, og vi har aftalt at han arbejder med de interne processer bag persondataforordnings implementering. Derudover er det planen, at han vil hjælpe Nick med nogle opgaver.

Kim kommer primært til at residere på Helles tidligere kontor, når han er her

Vi ønsker Kim velkommen ombord, og jeg er sikker på, at vi får et forløb til glæde for begge parter.

Hilsen
Anders

Ny toiletbygning ved hul 12 er helt klar

Finpudsningen af den nye toiletbygning ved hul 12 er nu færdig. Der er lagt fliser og sået græs, så alt ser pænt og indbydende ud. Den venstre indgang er til en automat med øl og vand – plus en vask.

Den højre indgang er til toilet, og her er der også en udvendig vandhane.

Ny greenkeeper udlært i Roskilde

Martin Kauffmann Jensen, der er en del af greenkeeperstaben i Roskilde Golf Klub, er blevet udlært som greenkeeper.

Det blev til et flot 10 tal i den praktiske prøve. Den praktiske prøve består af at bygge/renovere en green, teested eller et andet element, som ind går på en golfbane.

Det blev til et flot 7 i den teoretiske prøve. Den teoretiske prøve består af en tilstandsrapport, hvor Martin har konstateret nogle problemstillinger/registreringer og beskrevet nogle gode løsninger.

Det endte med et flot gennemsnit på 9.

På billedet ses Martin i en bunker, han har renoveret sammen med den gruppe, han arbejde sammen med.

Martin fortsætter i Roskilde Golf Klub året ud, hvorefter der skal ansættes en ny elev.

Nick Bosholdt

Chefgreenkeeper

 

Parmatch med ekstra gul udfordring

Så fik vi afviklet 2. runde af parmatch 2018.

23 par var klar til at tage kampen op “med den gule bold”. Hvert par fik udleveret en gul bold, som de skulle skiftes til at have. Eksempel: Havde man fx 2 extra slag på hul et, og fik den i på 7 slag og havde den gule bold så dublede man op, så man fik 4 point.

Såfremt man mistede den gule bold i en sø eller på anden måde, ja så var det slut med at duble scoren. Det fik vi meget sjov ud af.

Vi havde yderligere en konkurrence, at man skulle gætte hvor mange gule bolde der var med ind. Der var gæt lige fra 7 til 20 bolde med ind. Der var 4 par der havde den gule bold med ind.

Efter matchen havde 20 par valgt at deltage i fællesspisningen, hvor vi fik noget dejligt mad, og nogle hyggelige timer.

Sidste runde i parmatch 2018 afvikler den 15. september med en runde golf med efterfølgende afslutningsfest i klubhuset kl. 18.

Resultatet af 2. runde kan ses på siden for Parmatch, men point tildeling er ikke foretaget, idet det mangler 9 par at afvikle deres match

Hilsen
Erik Christiansen

Festlig indvielse af driving range 18. juni 16.30 – alle er velkomne

Efter flere års venten lykkedes det i år at få opført to udslagshuse på drivingrange og det skal fejres i stor stil mandag den 18. juni, hvor alle medlemmer er velkomne.

Klubben har inviteret flere repræsentanter fra Roskilde Kommune, der har givet et bidrag på 280.000 kr. til udslagshusene. Bl.a. kommer formanden for kultur- og idrætsudvalget, Claus Larsen, og kultur- og idrætschef Poul Knopp Damkjær.

Med formand Kim Møller Behrend i spidsen mødes repræsentanter fra klubben med kommunens folk inden selve indvielsen af drivingrange. Her vil der være en snak om klubbens initiativer, projekter og fokusområder, ligesom kommunens folk får en lille rundtur i området.

Kl. 16.30 starter den officielle indvielse, som også pressen er inviteret til. Her stiller repræsentanter fra forskellige medlemsgrupper op og giver demonstration – og der bliver også taler fra både kommunen og klubben.

Alle er som nævnt velkomne – og der bliver budt på chips og lidt at drikke.

Drivingrange er IKKE lukket under indvielsen, men det øverste udslagshus (længst væk fra klubhuset) vil blive brugt til indvielsesceremonien.

Så er menuen klar til Midsommerfesten

Så er menuen klar til festmiddagen i forbindelse med Midsommermatchen lørdag den 23. juni kl. 18.30. Alle medlemmer er velkomne – inklusiv ledsagere, der evt. ikke spiller golf – også hvis I ikke er med til selve turneringen.

Det bliver en festaften med fokus på 50’erne inklusiv dans.

Restaurant Birde har kreeret følgende menu:

Forret på tallerken

  • Surf n’ turf carpaccio af letgrillet kalvemørbrad med sprøde rejer og syltede løgskaller

American barbecue grillbuffet

  • Grillet US tværreb
  • Amerikanske spareribs
  • Burger med pulled pork, okseburger eller grillet kyllingebryst
  • Majskolber, asparges og forskellige salater
  • Bourbonsauce og barbecue sauce

Birdies dessertbuffet

  • Birdies små desserter med et twist af US

Prisen for festmiddagen er 250 kr. eksklusiv drikkevarer – og både tilmelding og betaling skal ske direkte til Restaurant Birdie.

Der er også mulighed for bestilling af morgenmad til 85 kr. pr. dag.

Her kan du læse mere om den store Midsommermatch.

 

Prøvemedlemmer dystede på par 3 banen

38 af forårets prøvemedlemmer dystede søndag den 3. juni om hæder og ære på par 3 banen. Der blev gået til vaflerne (eller bolden) med liv og sjæl i det smukke sommervejr.

Efter matchen var belønningen for indsatsen fine præmier og en udendørs buffet, hvor der blev spist og talt golf i en rum tid. Højt humør og eftertænksomme golftanker prægede dagen.

 

Juniorcamp med overnatning 9.-10. juni

Lørdag den 9. og søndag den 10. juni er der juniorcamp i Roskilde Golf Klub.

Vi mødes i klubben lørdag den 9. juni kl. 9. Arrangementet slutter søndag den 10. juni kl. 16.

Der er flg. inkluderet:

  • Lørdag: frokost og aftensmad
  • Søndag: morgenmad og frokost

Du bliver udsat for en masse sjove ting weekenden igennem såsom forskellige golfspil, fiske bolde, hygge og god mad. Der vil være overnatning i klubben.

Du skal medbringe: Skiftetøj, badetøj, toiletsager, håndklæde, sovegrej, golfudstyr og lommepenge.

Campen er gratis for klubbens juniorer.

Tilmeldingsfrist: Senest torsdag den 7. juni 2018 i Proshoppen.

Med venlig hilsen
Lasse Frølich Kristensen
Headpro, Roskilde Golf Klub

Privatlivspolitik for Roskilde Golf Klub

For at leve op til kravene om persondatabeskyttelse i den nye Persondataforordning har Roskilde Golf Klub udarbejdet en ”Privatlivspolitik”. Denne politik beskriver bl.a. hvilke data klubben har om dig som medlem, hvorfor, og hvad de bruges.

Her kan du åbne dokumentet.

Privatlivspolitikken er desuden placeret fast her på hjemmesiden under “Om klubben – medlemskab”, ligesom den er placeret på siden med indmeldelse, så nye medlemmer tydeligt kan se, hvordan klubben behandler personlige data.

Der er også sendt en mail ud til alle medlemmer tirsdag den 1. juni 2018.