Category Archives: Nyheder

Fra mandag (14/9 2020) kan du teste dit 2021 handicap

Dansk Golf Union og GolfBox opruster informationen om det nye handicapsystem, der er på vej i 2021.

På mandag den 14. september 2020 vil det være muligt at logge ind på GolfBox og se en simulering af, hvad ens handicap ville være, hvis vi gik over til det nye handicapsystem lige nu. Simuleringen vil på en overskuelig måde gøre det lettere for golfspillere at forholde sig til, hvordan det nye handicap bliver udregnet.

Inden du klikker på test-knappen i GolBox og tester dit handicap, er det dog en stor fordel, at du har læst lidt om det nye system. Også i løbet af mandagen bliver der derfor på golf.dk offentliggjort noget let læseligt materiale, der gør det nemmere for dig at forstå detaljerne bag det nye handicapsystem. Det sker i form af en guide, der fortæller om den nye funktion i GolfBox. Vent derfor med at logge på GolfBox til du har læst vejledningen på www.golf.dk.

Som tidligere beskrevet her på hjemmesiden så er man verden over blevet enige om et nyt, fælles handicapsystem. Via GolfBox bliver dit handicap hele tiden og automatisk udregnet som et gennemsnit af de bedste otte runder ud af de seneste 20. På den måde får alle et mere retvisende handicap. Ulempen er, at det ikke er helt ligetil selv at regne ud, og det er her demonstrationen i GolfBox fra på mandag skal gøre systemet nemmere at forstå. Men jo flere scorekort du afleverer fra nu af, jo mere retvisende bliver dit handicap. Og fremover opfordres vi alle til altid at aflevere scorekort efter en spillet runde. Har du ikke spillet 20 runder inden for de seneste år, så er der lavet en løsning, så også du får så retvisende et handicap ud fra dit nuværende handicap og de scores, du har indberettet.

Demonstrationen fra mandag den 14. september er alene en test. Resten af året kører vi videre med det nuværende handicapsystem – så testen viser kun, hvordan dit handicap vil se ud, hvis det blev udregnet nu. Det er først fra 1. januar 2021, at du får det nye handicap og først fra 1. januar, at systemet hele tiden tæller dine seneste 20 runder.

Læs mere:

 

 

300 gymnasieelever på golfbesøg tirsdag den 15. september

Som en del af idrætsundervisningen i gymnasiet introduceres 3.g eleverne til forskellige idrætsmiljøer i byen.

Roskilde Gymnasiums 3.g’ere besøger klubben i tidsrummet fra ca. 9.30 til ca. 13.30 tirsdag den 15. september 2020.

Der vil jo være en del mere uro på golfbanen, når ca. 300 elever kommer cyklende i hold fra alle retninger.

Bemærk især dem, som kommer fra Boserupskoven ad stien fra greenkeepergården. Det kan måske give lidt problemer ved udslag fra hul 1 og 10.

Hjælp dem evt. til at finde bag-hallen, og fortæl at der er cykelparkering på græsset ved handicap-parkeringspladsen ved bag-hallen.

Arrangementet for eleverne foregår på trænings putte-greens bag ved bag-hallen.

Solveig Kaas

Roskilde Gymnasium

PS: Billeder er fra besøget i 2019.

Generationerne skiftedes til at slå til bolden

Søndag d. 6. september 2020 blev årets generationsmatch afviklet, der med 30 deltagere fordelt på 15 hold vidnede om stor opbakning til arrangementet. Matchformen greensome, hvor deltagerne skiftes til at slå, gør det til en særlig sjov oplevelse for deltagerne.

Efter runden havde restauranten flot dækket op til, hvad der viste sig at være en super lækker frokost.

Tak til deltagerne for at skabe en rigtig god stemning og vi håber på at se jer igen næste år.

Peter Bornæs

Ungdomsudvalget

 

Roskilde er corona-rød – pas på, også i golfklubben

Med 30 smittede med corona den seneste uge, er Roskilde Kommune nu ‘rød’ i oversigten fra sundhedsmyndighederne. Roskilde Kommune opfordrer derfor alle borgere til at holde afstand, sikre god hygiejne og holde sig hjemme ved tegn på sygdom, så smitten ikke spredes yderligere.

I Roskilde Golf Klub er der nu igen sat plakater op – og disse skal minde os om, at det stadig er meget vigtigt, at alle retter sig efter retningslinjerne – ikke mindst holder afstand og sørger for god hygiejne. Og bliv hjemme, hvis du føler dig sløj.

Her kan du læse nyheden på Roskilde Kommunes hjemmeside.

PS: Vi brugte i første omgang et foto med corona-restriktioner fra foråret 2020 som illustration, men her stod der, at man skal tage direkte hjem efter runden. Der er endnu ikke lavet nye restriktioner, der matcher dem fra i foråret. Det er derfor fortsat tilladt at opholde sig ved klubhuset og i restauranten, men hold afstand.

Mødetid til kaninmatch senest 16.15

For at få at blive færdig inden mørkets frembrud er starten på de sidste kaninmatcher her i september rykket frem, så der nu er start kl. 16.30 i stedet for kl. 17. Det betyder, at du allersenest skal være klar ved klubhuset kl. 16.15. Spillerne bliver jo fordelt over hele banen, og da der er lidt transporttid ud til de fjerneste huller, så når matchen ikke i gang til tiden, hvis du kommer senere end 16.15.

Kaninmatcherne fortsætter til og med mandag den 21. september 2020.

Sponsorer nåede også at spille i 2020

Sponsorernes Match i 2020 blev afholdt fredag den 4. september, og som sædvanlig stillede de mange sponsorhold med højt humør og fin form til dagens match.

Matchen skulle oprindeligt være afholdt tidligere på året, men blev flyttet på grund af corona – og her i september lykkedes det så heldigvis. Det var en holdturnering, hvor der var 14 hold til start.

Se billeder fra dagen længere nede.

Vinderholdet blev F.J. Poulsen, som fik trofæet med hjem (Randi Poulsen, Martin Zehngraf Poulsen, Michael Sheridan og Lasse Vad). De scorede 115 points.

Nummer 2 – også med 115 points – blev et kombineret hold: Roskilde VVS og Thormann. (Lars Christiansen, Rene Jozwiak, Kristian Mandrup-Poulsen og Morten Sørensen).

Nummer 3 med 108 point blev sidste års vinder, Danbolig (Nicolai Karhof, Tommy Sørensen, Henrik Højer og Per Møller).

Længste drive på hul 12 var Kirsten Kaldal hos damerne og Kristian Mandrup-Poulsen hos herrerne.

Tættest på pinden på hul 17 blev Torben Svendsen med 2,45 meter.

Endelig var der den individuelle sejr efter stableford, den tog Benjamin Mortensen fra Gagatek med 41 point. Nr. 2 blev Morten Poulsen fra FJ Poulsen med 38 point.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var stor tilfredshed med arrangementet.

Le-laug rydder op efter marguerit-blomster

Så har “Lelauet” igen svunget leen. I sidste uge blev blomstermarkerne lagt ned i højt solskinsvejr. Det blev ikke helt det fantastiske syn med alle regnbuens farver, som udspandt sig sidste år.

I år havde marguerit-blomsten fuldstændig taget over og mod forventning udkonkurreret de andre planter. Vi ved, at de mange forskellige blomsterfrø fra sidste år latent ligger i jorden og venter på de rette betingelser for spiring skal indfinde sig, så derfor er der endnu håb for mere variation i farvepaletten til den kommende sæson.

Henning Nordstrøm Pedersen

Formand for natur- og miljøudvalget

PS: Torsdag den 24. september holder natur- og miljøudvalget møde for alle, der er interesserede i at hjælpe med natur- og miljøarbejdet i klubben. Det foregår kl. 16. Her kan du læse mere om mødet.

Natur-praktikant studerer biodiversitet i vandhuller

I et samarbejde mellem Dansk Golf Union og Roskilde Golf Klub gæster Marie Bøge klubben i et afsluttende praktikforløb omkring biodiversitet.

Marie er ved at færdiggøre sig som bæredygtig design ingeniør på Aalborg Universitet i København, og er henholdsvis to dage om ugen i Dansk Golf Union og i Roskilde frem til december. Opholdet skal udmunde i en større rapport med forslag til, hvordan man kan øge biodiversiteten generelt i danske golfklubber.

Marie har primært valgt at tage udgangspunkt i Roskilde Golf Klubs vandhuller, netop fordi vi i klubbens overordnede vision/fokus inddrager to af FN’s verdensmål, “Livet på land” og “Livet i vand”. Vi kan møde Marie, når hun udfører feltarbejde, men ellers har hun fået tildelt plads bagerst i sekretariatet.

Henning Nordstrøm Pedersen

Formand for natur- og miljøudvalget

På det øverste foto står Marie sammen med Henning + Torben Kastrup fra Dansk Golf Union.

Se, hvad greenkeeperne har gang i på banen

Både regnvejr og tørvejr giver vores greenkeepere mulighed for at ordne forskellige ting på banen. I den seneste tid har vi haft perioder med begge dele – så greenkeeperne tager hele tiden bestik af vejret, når de skal tilrettelægge dagens og ugens opgaver.

Her kan du læse lidt om, hvad de har haft gang i den seneste tid samt ikke mindst, hvad der kommer til at ske på banen i den kommende tid.

Der kommer også lidt gentagelses-information om en vigtig ting, hvor vi spillere selv kan være med til at bidrage til en velplejet bane.

 

Hård start til ny hjælper

Først og fremmest gav det voldsomme regnvejr i august flere skader på banen, som skulle rettes op. Det gjaldt bunkers og stierne, hvor sand og grus simpelthen skyllede væk. Det blev samtidig ilddåben til en ny hjælper, som greenkeeperne har fået her i efteråret. 38-årige Martin Jægerskou er ekstra hjælp i et par måneder, og han startede med et kæmpe arbejde med skovlen for at flytte sand tilbage i bunkers og tilføje en masse nyt sand. Ikke underligt, at han var øm i kroppen i den første uge.

Martin har i øvrigt en fortid her i klubben som junior – han spillede her fra 1997 til 2006 og har været nede i handicap 9,7. Ham kommer I til at møde på banen sammen med de øvrige greenkeepere.

 

Retter teesteder for damer og herrer på hul 15 + bunkers på hul 17

Regnvejret gav dog den positive effekt, at græsset kom godt igen efter en tørkeperiode og det betyder, at banen lige nu står rigtig flot. Netop mens det regnede allermest, så greenkeeperne deres snit til at gøde på fairways, og derfor står de ekstra godt nu. Det samme gælder teestederne. Og apropos teested, så er det et af projekterne her til efteråret. På hul 15 bliver der nemlig et større opretningsarbejde, der betyder, at vi i en længere periode skal slå fra midlertidige teesteder på dette hul.

Både 58 og 50 teestederne er nemlig meget skæve. De hælder til den ene side og det kan være din undskyldning, hvis du har en tendens til at slå for meget til venstre på dette hul. Det bliver der rettet op på nu. På billedet i toppen kan du se chefgreenkeeper Nick Bosholdt vise ca. hvor meget teestedet hælder. Det er værst på 50’er teestedet, men begge trænger til et opretning, og det arbejde går i gang i løbet af den næste måned.

Også på hul 17 kommer der til at ske noget større. Her gælder det opretning af de to bunkers til højre for green. Specielt den første bliver rettet lidt, så den bliver knap så dyb.

 

Beskæring af popler

Derudover er der gang i forskellige vedligeholdelsesarbejder. Senest er poplerne ved hul 18 blevet beskåret nederst, så vi fra klubhuset igen har lidt udsigt til spillerne på vej mod green – og så ridestien på den anden side af poplerne igen er blevet farbar uden at rytterne hele tiden skal have grene i hovedet.

På billedet er det Niklas Krog Fischer, der står for beskæringen, men flere af de øvrige greenkeepere har også været i gang.

Der er også kommet en ny bro over åen ved hul 9. Den gamle var helt slidt ned.

 

Her kan vi spillere gøre en forskel

Og så over til der, hvor vi som spillere kan hjælpe til. Der er to punkter.

Det ene er nedslagsmærker – en tilbagevendende ting, som vi bliver nødt til at have fokus på. Det giver simpelthen skader på greens, hvis nedslagsmærker ikke bliver rettet op igen forholdsvis hurtigt. Ikke genoprettede nedslagsmærker giver lyse pletter, og nogle gange kan det være svært at skele mellem skader fra et ikke oprettet nedslagsmærke og sygdom i græsset.

I Facebookgruppen “Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem” har et medlem lagt en video op med optagelser fra en green med rigtig mange ikke-oprettede nedslagsmærker. Det var efter klubmesterskabs-weekenden, men også på andre tidspunkter er den gal. Husk at have en pitchfork med i lommen og ret gerne et par ekstra nedslagsmærker op, når du går på greens. Så kommer vi hurtigere i bund.

Se i videoen, hvordan du gør.

Endelig lidt nyt om en svampesygdom, som desværre er i fremmarch i danske klubber, og som nu er ved at vende tilbage til Roskilde efter et 2019, hvor vi næsten slap fri. Det gælder sygdommen “dollarspot”. Den angriber specielt forgreens, så her skal vi som spillere undgå at gå hen over de områder, hvor man kan se, at der er pletter. For hvis vi gør, risikerer vi at være med til at sprede sygdommen. Dansk Golf Union er ved at teste forskellige sprøjtemidler til bekæmpelse, for det er som nævnt et stigende problem. Lige nu har ca. halvdelen af de danske golfklubber “dollarspot” på deres bane.

“Men hvis der bliver fundet et godt sprøjtemiddel, så betyder det ikke, at vi bare kan sprøjte løs. Bruger vi mere af et sprøjtemiddel, så må vi bruge mindre at noget andet, for generelt går man jo efter, at vi skal bruge mindre og mindre af den slags, så allerhelst vil vi undgå, at “dollarspot” breder sig, så vi kan bruge vores tilladte liter sprøjtemiddel andre og lige så vigtige steder,” fortæller Nick Bosholdt.

Nye forbedringer – vær opmærksom på affaldssortering

Roskilde Golf Klub udvikler sig – der sker nye ting hele tiden. I de kommende år kan vi se frem til flere meget store projekter med udvidelse af ni-hullers banen og ombygning af klubhuset. Allerede her til vinter starter ombygningen af køkkenet.

Men også på andre områder sker der løbende forbedringer. I bagladen har gruppen af “handymen” i ad hoc udvalget sørget for at fjerne væggen midt i rummet, så der nu er plads til placering af 60 nye skabe. De kommer sandsynligvis i næste uge. Som tidligere skrevet, så giver ekstra skabene mulighed for nogle omrokeringer, så alle får de skabe, de har brug for.

Der er specielt rift om underskabene, da mange ældre har svært ved at løfte deres bags op i højden, så har du et underskab, men godt kan bruge et overskab, så tag endelig kontakt til sekretariatet. Der er mange på venteliste til et underskab.

Her kan du se, hvem der er med i ad hoc udvalget – der er også et malerhold.

I baghallen er der også lavet brandsikring på installationerne, så vi ikke risikerer en brand som fx i Køge for et par år siden.

Ved bagladen er der også kommet nye cykelstativer.

Udendørs er der kommet ekstra affaldssortering ved hul 1 og hul 12. Vores vicevært, Ulrik Wesselhoff, har lavet nogle ekstra affaldsstativer til sortering af plastik. Det betyder, at der nu er sortering af plastik samt flasker/dåser hver for sig + den sædvanlige beholder til “rest-affald”.

Denne sortering finder dog kun sted ved hul 1 og hul 12, så har du plastik og/eller drikke-emballage, så vent med at smide det ud, til du kommer forbi de to sorteringsstationer. Ude på banen er der fortsat almindelige beholdere til restaffald.

Det er natur- og miljøudvalget, der har taget initiativ til denne affaldssortering.

Der er også kommet nye borde/bænkesæt – to ved drivingrange, et ved hul 1 på par 3 banen og et ved puttinggreen, som man kan sidde ved, når man skal tjekke scorekort efter hul 18.

Endelig har klubben fået en ny servicebil. Den er først og fremmest beregnet til køkkenet og vores vicevært, da der er et lad bag på til fx varer. Bilen er sort – samme farve som baneservicebilen. De to sorte biler er derfor servicebiler, mens de almindelige boogies til spil er grønne.

Læs mere: