Se hvad der skal ske i 2023 med pleje og vedligehold på banerne

Efter et par år med flere store projekter for greenkeeperne, ikke mindst etablering af Skjoldungen, er det i 2023 tid til at holde fuld fokus på at holde både Store Skjold og Skjoldungen så flotte som muligt

Her kan du læse om, hvad planerne for vedligehold og forbedring af de to baner er i 2023.

”Som altid har vi lidt i baghånden, hvis der viser sig at være tid og overskud, og det kan også være, at vi må prioritere om, hvis der kommer uforudsete opgaver, men grundlæggende har vi i resten af 2023 fokus på daglig drift af golfbanerne, og jeg håber, at medlemmerne kommer til at opdage, at vi i år har lidt ekstra ressourcer at kaste ind på opgaver, som vi de seneste år har været nødt til at skubbe lidt,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt undervejs på turen rundt på banerne, hvor han fortæller om årets opgaver.

Grundlæggende er han tilfreds med banerne tilstand – dog med den tilføjelse, at der lige nu mangler vand og at der derfor er risiko for, at græsset mange steder bliver gult og ikke vokser ordentligt. Det har ikke mindst virkning i forhold til de bare områder på forskellige fairways, der på grund af vinterbane-slitage hen over vinteren og på grund af ivrigt hakkende fugle ikke er blevet lukket med nyt græs.

”Vi har eftersået mange gange men uden vand går det ikke, så derfor er fairways stadig ikke i den stand, vi gerne vil have, og derfor spiller vi stadig med mulighed for oplæg på fairways og forgreens,” siger Nick, der oplever, at regnen i og omkring Roskilde falder meget lokalt. Fx kom der ikke ret meget regn på banen, selv om Roskilde by fik en hel del mandag eftermiddag og aften.

”Vi er gået fra drivvådt i det tidlige forår til knastørt lige nu. Med klimaforandringerne er det efterhånden sjældent, vi har den perfekte kombination af passende varme og vand, som giver den ideelle vækst, og det er desværre, hvad vi er nødt til at indrette os efter.”

Aktuelt har tørken betydet, at en planlagt topdressing af fairways er blevet udskudt, men Nick håber meget, at den kan gennemføres senere på året, da kontinuerlig topdressing hvert år er med til at sikre os gode fairways.
Tørken har også betydet, at der overalt er mere ukrudt, fx de hvide bellisblomster, der gør det svært at finde bolde, end normalt. Disse planter har nemmere ved at gro i tørre perioder og desuden er der kraftige begrænsninger på, hvor meget klubben må bruge ukrudtsmidler til bekæmpelsen.

Der er dog et stort lyspunkt omkring fairways, og det er, at fairways på Skjoldungen er løftet gevaldigt i forhold til standarden i åbningsåret 2022. Skjoldungen ser i det hele taget rigtig godt ud – og selv om Nick grundlæggende er tilfreds med både greens og teesteder på Store Skjold, så er de endnu bedre på Skjoldungen.

På rundturen med Nick møder vi flere spillere på Skjoldungen, der bekræfter, at banen er blevet rigtig god oven på begynder-udfordringerne fx med skæve opspring på fairways i åbningssæsonen i 2022.

Her er en oversigt over greenkeeper-opgaverne i 2023:

  • Håndlugning af greens for ukrudt
  • Lægge kanter ned på de bunkers, der har de kraftigste kanter – som udgangspunkt skal kanterne være fladest på fairwaybunkers
  • Topdressing af fairways og prikling af greens
  • Erstatning af broen over åen på hul 8 på Skjoldungen (broen er i dårlig stand og jorden omkring den er begyndt at skride)
  • Udvidelse af søen på hul 2 på Skjoldungen inklusive hævning af fairway i lavningen til venstre for søen og etablering af dræn – alt sammen for at gøre dette område mindre vådt
  • Udlægning af flis i de store, nybeplantede – og indhegnede – område til højre for hul 3 og 4 på Skjoldungen
  • Genetablering af græs bag greenen på hul 15 på Store Skjold. Her er der placeret dynd fra udgravning af søen på hul 14 og lige nu er der en dropzone til højre for greenen. Området bag greenen skal have tilført noget muldjord og derefter sås til med græs (på billedet øverst står Nick i området)
  • På hul 14 på Store Skjold er der et område bag højre greenbunker, der er meget hullet og hvor der derfor er blå pæle og mulighed for at droppe ud. Her har der været mange dyr på gåtur efter etableringen sidste år, så her mangler der først og fremmest vand, så området kan gro til og blive plant igen
  • På hul 4 på Store Skjold er søen før green igen næsten tørlagt. Ofte fylder greenkeeperne vand i søen flere gange om året i det tørre perioder, men det kommer ikke til at ske i 2023, dels fordi vandet gør mere gavn andre steder på banen, dels fordi der er dialog med kommunen om evt. at få lov til at nedlægge søen. Det er dog ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden

Desuden kan der komme en tillægsopgave med etablering af en ny sø med tilhørende bænk og bord til venstre for teested 3 på Skjoldungen. Det er et projekt, som natur- og miljøudvalget har på tegnebrættet og som kommunen også er inde over. Det har sådan set ikke noget med selve golfspillet at gøre, men har mere til formål at give en ekstra naturoplevelse og et godt sted at sidde for alle dem, der bruger stien, der går fra Svogerslev, mellem hul 2/3 og hul 7/8 på Skjoldungen og hen forbi greenkeepergården. Inden det kan blive til noget, skal der bores i jorden for at finde ud af, om undergrunden giver basis for en lille sø netop der.

Læs mere:

Vil du rulle greens eller være en del af et vandingshold?

På Skjoldunge-banen er der i løbet af vinteren sat nye træer, der både skal være med til at give banen mere karakter og som også bruges til at vise spilleretning på flere af hullerne.

Disse træer skal imidlertid passes godt for at vokse op og blive sunde og raske – og chefgreenkeeper Nick Bosholdt efterlyser derfor medlemmer, der har lyst til at indgå i et trævandingshold, der på skift kører ud på banen med en vandingsvogn og sørger for, at de nyplantede træer får noget at leve af.

”Vi ved, at specielt år 2 efter plantning er det vigtigt at vande grundigt, så derfor vil vi meget gerne have oprettet et vandingsteam, der to gange om ugen sørger for at vande træerne. Jo flere, der melder sig, jo færre vagter, men det ideelle antal er nok ca. seks personer, så man skal afsted en gang hver anden eller hver tredje uge. Vi er fleksible omkring tidspunkt, så det behøver ikke at være om morgenen, men det må gerne være inden for greenkeepernes arbejdstid, så vi kan være til rådighed med hjælp,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Han vil også meget gerne høre, om der er medlemmer, der vil hjælpe med at rulle greens. Det sker normalt tre gange om ugen og lige nu er det tjanserne onsdag og fredag morgen, der mangler at blive besat.

”Man skal kunne li’ at køre på vores rullemaskine og vi vil selvfølgelig stå for en god oplæring. Vi har haft tradition for, at frivillige medlemmer hjælper os med denne opgave og det vil vi meget gerne fortsætte med, så har du selv lyst eller kender du nogen, så tag endelig fat i mig,” siger Nick.

Har du lyst til at rulle eller vande, så henvend dig til Nick på mailadressen .

På billedet er det 1. assistent, Morten Andersen, der er i gang med vanding af et af træerne på Skjoldungen.

Læs mere:

Brud på vandledning gav møguretfærdige puts

Flere brud på den ledning, der under jorden leder vand frem til Store Skjold banens greens og teesteder har her tidligere i maj medvirket til, at greens har været ”møguretfærdige” at spille på.

Det fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt om situationen, der nu er rettet op på.

”På begge baner har vi jo vanding af både greens og teesteder. For et par uger siden havde vi et brud på hovedledningen, som vi skulle grave ned og reparere (ved hul 17) og det betød, at vi i nogle dage ikke kunne vande på Store Skjold. Det var i samme periode, hvor der om natten var temmelig koldt og begge dele påvirkede derfor væksten af græsset. Det var også derfor, at medlemmer og gæster i en uges tid kunne opleve voldsomt hurtige greens på Store Skjold,” fortæller Nick og supplerer:

”Man måler hurtigheden på greens i fod pr. meter og her var vi oppe på 11, hvor vi normalt skal ligge på 9-9½. Det duer ikke, når de er så hurtige, for så er der flere greens, der er tæt på umulige at putte på. Det har ikke noget med golf at gøre, når bolden ruller tilbage igen, hvis man putter op ad bakke og det kunne man risikere på nogle af de mest skrå greens, fx hul 3, 11 og 14. Nu har vi styr på vandingen igen og samtidig har vi fået mere varme. Begge dele hjælper på situationen,” siger han og tilføjer:

”Vi arbejder med, at greens både på Store Skjold og Skjoldungen har samme hastighed. Tidligere havde par 3 banen væsentlige langsommere greens, men med de nye greens kan vi pleje begge baner ens. Det er også en fordel for medlemmerne, for så kan de skifte mellem banerne uden at opleve forskel på puttehastigheden,” siger Nick og opfordrer til, at også fuldtidsmedlemmer bruger Skjoldungen.

”Vi kan se, at der specielt morgen/formiddag er rigtig god plads på Skjoldungen – og med den gode kvalitet og mulighed for at øve det lidt kortere spil, så er det jo argumenter for, at endnu flere benytter muligheden for at spille banen.”

Billedet er fra en tidligere lejlighed – klubmesterskabet i slagspil i 2021.

Læs mere:

Nattergaletur 2023 – kom og vær med 23. maj kl. 19

Der sidder mindst fire nattergalehanner omkring golfbanen. De prøver at kalde hunner til sig og gøre de øvrige hanner opmærksom på, at dette territorium er optaget.

Vil du med ud og høre dem sammen med Henning og Jan fra natur- og miljøudvalget og en masse andre?

Undervejs vil de også berette om det arbejde, som foregår i klubbens natur- og miljøudvalg.

Så kom glad tirsdag den 23. maj kl. 19 ved klubhuset. Vi går et par timer og slutter aftenen af med kaffe og kage i Restaurant Birdie og taler lidt om turens fuglearter.

På gensyn

Natur- og miljøudvalget

Henning Nordstrøm Pedersen og Jan Eriksen

Læs mere:

Herunder kan du se en række fotos fra natur- og miljøudvalgets arbejde – herunder fra flere af undergrupperne:

Skjoldungen er klar på Garmin golf-ure – husk opdatering

Efter næsten et års ventetid er Roskilde Golf Klubs 9-huls bane, Skjoldungen, der blev indviet i 2022, indlæst som bane på firmaet Garmins golfure.

Det betyder, at hvis du har et Garmin-ur, så kan du ved start af en runde både på Store Skjold og Skjoldungen, vælge banen på Garmin-uret og så efterfølgende hele tiden følge den præcise længde til greens og bunkers på alle huller.

For at få banen ind på Garmin-uret, skal uret opdateres via programmet Garmin Express. Det foregår på computeren via adressen https://www.garmin.com/da-DK/software/express. Når programmet er installeret, sætter du så uret til computeren via det kabel, du også bruger til at oplade uret med og herfra er det så bare at vælge opdateringer, så går opdateringen helt af sig selv.

Efter opdatering er det så muligt at søge baner på normal via på uret og er du i nærheden af Roskilde, så skulle både Store Skjold og Skjoldungen meget gerne komme frem.

På Garmin-uret er det også muligt at indtaste scores løbende, herunder evt. at markere om drives er gået lige ud, til venstre og til højre, antal puts, antal strafslag og lignende. Det er til dem, der bagefter vil hygge sig med at analysere deres runde.

På vegne af sekretariatet

Henrik Overgaard Pedersen

Åbent hus for mikroer og juniorer på søndag kl. 14-16

Kender du et barn eller barnebarn der vil prøve golf, så har I muligheden nu på søndag. Her holder ungdomsafdelingen åbent hus kl. 14-16.

I møder blot op ved indspilsområdet, hvor I vil blive vist rundt og får mulighed for at spille, så I kan mærke om golf er noget.

Man kan begynde at spille allerede fra 3-års alderen – og til træning bliver børnene bliver inddelt efter alder og spillererfaring. Roskilde Golf Klub tilbyder spil, træning, fællesskab, udeliv, sammenhold, og natur.

Vil du vide mere om mikro/junior golf i Roskilde Golf Klub, så ring og tal med en af vores trænere i proshoppen på tlf. 46 32 61 00.

Vi glæder os til at se dig.

Ungdomsudvalget

Roskilde Golf Klub

Spil med i stor golfmatch 2. pinsedag – plads til 108 deltagere

Landskabsentreprenørfirmaet F. J. Poulsen er den store sponsor, når klubbens næste store match i 2023 afvikles. Det sker mandag den 29. maj – 2. pinsedag med gunstart kl. 9 om morgenen.

Alle fuldtidsmedlemmer med handicap op til 48 er velkomne til at deltage. Man melder sig enkeltvis og bliver så placeret i 4-bolde med andre glade deltagere. Der er plads til i alt 108 deltagere – og spillerne bliver delt op i tre handicapgrupper. Der er præmier til vinderne og til længste drive og nærmest hullet.

Prisen for at deltage er 100 kr.

Efter spillet byder sponsor F. J. Poulsen på mad og drikke i Restaurant Birdie.

Der er sidste tilmelding tirsdag den 23. maj kl. 23.59 – og startlisten offentliggøres dagen efter.

Tilmelding foregår via GolfBox. Log in og klik derefter på “Klubturneringer” og finde F. J. Poulsen matchen under 29. maj.

Forblæste morgenherrer på fælles tur til Jylland

Årets sommertur for morgenherrerne gik til Hammel og Søhøjlandet Golfklub i Gjern lidt nord for Silkeborg. Det blev en tur i tre solskinsdage, men også med kraftig blæst, som specielt kunne mærkes på den højtliggende bane ved Gjern. Her oplevede vi en meget kuperet bane, som virkelig var tilpasset den pragtfulde natur, med dybe kløfter og højtliggende plateauer, hvor man kunne se vidt omkring.

Indkvarteringen skete i nogle store feriehuse, hvor der var separate værelser med toilet og bad til de to personer, som delte et hus. I nogle huse var der også jacuzzi og sauna.

Alle tre dage blev der spillet både holdspil og individuelt. Den ene dag prøvede vi Irish Rhumble, som Arne Beyer et par uger forinden havde introduceret i Seniorklubben. Resultaterne afsløres først, når morgenherrerne holder 27-års fødselsdagsfest onsdag den 5. juli.

Henning Jensen

Læs mere:

Bestyrelsen har fordelt 2023-rollerne – se ansvarsområder

Med Flemming B. Nielsen i spidsen som ny formand og to ny bestyrelsesmedlemmer var det nødvendigt at kigge ansvarsområderne igennem, da bestyrelsen mødtes for første gang siden generalforsamlingen.

Det er der nu kommet et nyt organisationsdiagram ud af – og det indeholder de områder, som hvert bestyrelsesmedlem er ansvarlig for og/eller er kontaktperson til.

Mange af ansvarsområderne er stadig fordelt på de samme ”gamle” bestyrelsesmedlemmer, men der er også nogle ændringer.

Her er ansvarsområderne fra en ende af:

  • Flemming B. Nielsen, formand: Sponsorudvalg, Herredag, Damedag og Seniorgolf
  • Jens Krøis, økonomi- og sportsansvarlig: Proshop og trænere, eliteudvalg, regionsgolf, rehabgolf og aktivitetsudvalg
  • Mette Jessen, baneansvarlig: Greenkeeperstab, baneudvalg og natur- og miljøudvalg
  • Kim Møller Behrend: Restaurant, byggeudvalg, amatør- og ordensudvalg + bane- og starterservice
  • Jan B. Kristiansen: Regel- og handicapudvalg, Klubhusets venner og klubber i klubben (bortset fra de tre store, Herredag, Damedag og Seniorgolf, som ligger under formanden)
  • Bente Buhl Rasmussen, turnering og ungdom: Matchudvalg, ungdomsudvalg og informationsudvalg
  • Niels Træden, intro og medlemmer: Udvalg for prøvemedlemmer, kaninudvalg, udvalg for let øvede og et nyt Skjoldunge aktivitetsudvalg

De største ændringer er derfor, at Bente og Niels har overtaget de fleste af de områder, som de afgående, Claus Hede Barrett og Annette Carlsson havde. Desuden har Kim fået et nyt område, nemlig bane- og starterservice, som samlet bliver kanaliseret ind under et nyt område, der bliver kaldt ”Flow”.

Læs mere:

 

 

 

 

 

 

Sidste chance: Bestil lækker jubilæumstrøje med logo

I forbindelse med Roskilde Golf Klubs store 50-års jubilæumsreception blev der fremstillet nogle lækre trøjer med jubilæumslogo, som vores nuværende og tidligere formænd havde på som værter for dagen.

Disse trøjer har det været muligt at bestille – og nu er det ved at være sidste chance, hvis du gerne vil have sådan en trøje.

Fristen for bestilling udløber nemlig mandag den 15. maj kl. 12, hvorefter bestillingerne bliver sat i ordre.

I sekretariatet ligger et par eksemplarer i medium og large, så man både kan få en fornemmelse af størrelse og kvalitet af trøjen – og det er som nævnt med klubbens jubilæumslogo påtrykt forsiden. Trøjen er mørkeblå.

Prisen er 450 kr. og bestilling foregår via GolfBox. Her er link til bestilling.