Se fotos og resultater fra seniorgolf klubtur til Værebro

Mandag 4. september 2023 var 41 spillere fra seniorklubben samlet til match i Værebro Golfklub.

Matchleder Arne Beyer havde arrangeret en individuel stableford match og samtidig en holdmatch, hvor der blev spillet to og to.

Værebro GK havde banen i fineste stand, restauranten serverede det lækreste smørrebrød og vejret var perfekt golfvejr.

Resultaterne og stemningen var helt i top ved afslutningen med spisning og præmieoverrækkelse. Se stemningsbillede fra spisningen i klubbens telt nederst – her er der også fotos af matchleder Arne Beyer + præmievinderne.

Vinder af damerækken: Alice Tarnø

Vinder af herrerækken: Hans Kristian Olesen

Holdkonkurrencen:

  1. Alice Tarnø og Hans Kristian Olesen
  2. Grethe Risegaard og Bjarne Dalgaard
  3. Merete Rasmussen og Per Krogh Rants

Stor TAK til dagens arrangører, Arne Beyer og Grethe Risegaard.

Arrangementsudvalget mailer snarest en opfordring til seniorklubbens medlemmer om at byde ind med forslag til arrangementer i andre klubber i 2024.

Tak for en dejlig dag.

På Styregruppens vegne

Ejvind N. Jensen

Her kan du læse mere om seniorgolf, som spiller både sommer og vinter.

Herunder kan du se fotos fra arrangementet i Værebro:

Nyt udvalg skal tage sig af udfordringer med vand

Nogle gange har vi for meget vand – andre gange for lidt. Begge situationer påvirker golfbanen kraftigt og som alle andre steder på jorden er der en tendens til, at udsvingene til både den ene og anden side bliver større.

Det er en af hovedårsagerne til, at Roskilde Golf Klub nu danner et vandudvalg, der skal kigge på udfordringerne med for lidt og for meget vand på banen. Udvalget er i første omgang nedsat af bestyrelsen som et underudvalg under natur- og miljøudvalget i foreløbig to år.

Mette Jessen fra bestyrelsen, der i forvejen har bane og natur/miljø som sit ansvarsområde, bliver formand for udvalget, der også består af Jan Eriksen og Lars Carlsen fra natur- og miljøudvalget, chefgreenkeeper Nick Bosholdt, daglig leder, Jesper Wedersøe, og så Steen Øgaard Dahl, der er golfspiller og RGK-medlem, men i hele sit arbejdsliv netop har beskæftiget sig med miljøvurderinger af vandressourcer.

”Allerede i dag har vi udfordringer med perioder med for lidt vand på banen om sommeren og for meget vand på banen om vinteren. Derudover er der kommet mange nye og komplekse påvirkninger fra området uden om golfbanen og det vil helt sikkert fortsætte de kommende år. Dels på grund af generelle klimaforandringer, men også fordi der er nogle markante ændringer af vores naboområder på vej. Derfor har vi brug for et udvalg, der alene tager sig af udfordringen med vand,” fortæller Mette Jessen.

”I bestyrelsen håber vi, at et ad hoc vandudvalg kan koncentrere sig om denne udfordring og ”nørde i dybden” ved at finde relevant viden om reelle og tænkte udfordringer og finde forslag til løsninger og muligheder for den gode vandbalance på banen. Opgaven er for stor til at putte oven i baneudvalgets eller natur- og miljøudvalgets øvrige opgaver.”

Forandringerne uden for banen handler primært om et projekt for Langvad Å, der er i fuld gang bl.a. med gravearbejde tæt på hul 5 på Store Skjold, som startede op i august. Her bliver åen udvidet kraftigt og hvordan det vil påvirke tilførslen af vand, dræning og lignende på banen er uafklaret.

”Derfor er vi nødt til at have nogen til at sætte sig mere ind i tingene og følge udviklingen, så vi forhåbentlig kan komme problemer i forkøbet og samtidig sørge for løsninger, der kan give os mere vand, når vi har brug for det og mindre vand, når det er til gene for os,” siger Mette Jessen, der tilføjer, at projektet også bliver afgørende for et af klubbens kommende store anlægsprojekter.

”Vi vil meget gerne gøre vores indspilsområde bedre, men inden vi går i gang med at anlægge nye store træningsgreens og lignende, så er vi nødt til at have styr på, hvordan vi kan komme til at vande dette nye område. Ellers skyder vi os selv i foden og bruger en masse ressourcer på at bygge noget op, som vi efterfølgende ikke kan vande.”

”Vandudvalget skal derfor også være med til at klæde bestyrelsen på til at træffe gode beslutninger om, hvad vi i fremtiden kan med vores anlæg,” fortæller Mette om det nydannede udvalg, der netop er blevet godkendt af bestyrelsen.

Billederne viser forskellige situationer både med tørke og nærmest oversvømmelse af banen.

Dobbelt gevinst for Roskilde ved paragolf turnering i Odense

To spillere fra Roskilde Golf Klubs rehab-golf deltog i DGU’s paragolf turnering i Odense den 3. september 2023.

Begge var placeret i C-Gruppen. Torben Amsinck blev nr. to og Hans Møllegaard vandt pga. lavest handicap. Begge scorede 37 pt. og havde en herlig dag på Odense GK’s særdeles velplejede parkbane. Begge spillede rundt uden at skulle spilde tid på at lede efter bolde, og de kom begge i mål med den bold, de startede med.

På billedet er det rækkevinderne fotograferet i Odense. Længst til højre er det Hans Møllegaard.

Medlemsundersøgelse sendt ud – frist er 12/9 2023

Årets medlemsundersøgelse – Golfspilleren i centrum – er sendt ud til alle medlemmer og som sædvanlig håber bestyrelsen på, at rigtig mange medlemmer klikker ind og besvarer spørgsmålene. Der er spørgsmål, hvor man skal give karakterer og der er også mulighed for at komme med personlige kommentarer.

Ved en fejl er årets medlemsundersøgelse sendt ud som en gentagelse af 2022-undersøgelsen. Det betyder, at der er enkelte spørgsmål, der ikke er tilpasset 2023 og selve indholdet i den mail, der blev sendt ud, er også teksten fra 2022.

”Vi har haft fat i Dansk Golf Union, og det viser sig, at vi ikke kan tilbagekalde undersøgelsen, når den først er sendt ud. Vi kunne godt gå ind og rette i de enkelte spørgsmål, men så ville det betyde, at nogle har svaret på de gamle spørgsmål, mens andre har svaret på de nye. For at sikre bedst mulige data har vi derfor valgt at beholde spørgeskemaundersøgelsen, som den er – selv om vi godt ved, at nogle af spørgsmålene var tilrettet 2022. Langt de fleste spørgsmål giver fortsat mening – og vi vil stadig kunne følge tilfredsheds-udviklingen på en lang række områder,” fortæller daglig leder, Jesper Wedersøe, der tilføjer:

”De spørgsmål, vi evt. ville have tilføjet undersøgelsen i år, vil i stedet blive berørt på de kommende medlemsmøder.”

Bestyrelsen bruger medlemsundersøgelsen meget aktivt i forhold til, om der er områder, der skal gøres noget ved i det kommende år, så derfor er det vigtigt, at en stor andel af medlemmer i alle alders- og medlemsgrupper udfylder spørgeskemaet. Det gælder både dem, der spiller meget, dem der spiller mindre, dem der er med i klubber-i-klubben og dem, der ikke er.

Fristen for at udfylde spørgeskemaet er den 12. september 2023.

Sådan foregår juniorernes torsdags banetræninger

Hver torsdag eftermiddag mødes juniorerne på puttingbanen kl. 16.30. Dem, der har banekort og er øvede, har mulighed for at spille Store Skjold fra kl. 16.15. Og os andre spiller Skjoldungen fra kl. 17.

Vi begynder oftest med lidt opvarmning på puttinggreen i form af en dyst i ”Fuld svensker”, hvorefter vi spiller Skjoldungen.

Hver sidste torsdag i måneden laver vi en alternativ spilleform. Torsdag den 31. august spillede vi fx Texas Scramble, og efterfølgende var der fællesspisning med forældre/bedsteforældre og søskende i Restaurant Birdie samt præmieoverrækkelse til de dygtige juniorer og nogle af de store mikroer.

Det er en fornøjelse at se, hvor hurtigt de unge udvikler sig og får fat i golfspillet og forbedrer sig måned for måned.

Og forældrenes opbakning til deres børn og unge er vigtig. Derfor er det en glædeligt, at se så mange forældre/bedsteforældre, der kommer og ser dem spille og engagerer sig samt spiser med og hygger sig sammen. Ikke mindst er det en fremragende måde at komme til at sludre med de andre juniorforældre, så man kan koordinere kørsel til turneringer etc. Stor tak for jeres opbakning, kære forældre/bedsteforældre.

Det skal nævnes, at vi torsdag 24/8 ikke kunne spille Skjoldungen, da den var reserveret til Company Day. Det skulle ikke forhindre os i at træne. Vi spillede i stedet den lille par-3 bane bag bagrummet og lavede DGU’s otte shortgame øvelser på puttinggreen og indspilsområdet. Alberts morfar, Carsten, blev udfordret. Udfordringen var, at han skulle spille bedre end alle de fremmødte juniorer for at vinde. Det blev et tæt spil, som til Carstens store ærgrelse endte med, at de dygtige juniorer sejrede.

Sæsonen fortsætter til udgangen af september. Mikro- og juniorprotræning onsdag eftermiddage, banetræning om torsdagene og juniortræning på drivingrange etc. lørdage. Ikke så mærkeligt at de unge hurtigt bliver bedre end os seniorer.

Tag godt imod de unge når I ser dem. Hjælp gerne de mindre, hvis de ser ud til at have brug for hjælp. Al begyndelse er svær.

Mange ungdommelige hilsner på vegne af ungdomsudvalget

Søren Frøsig Rasmussen

Optimistisk match men færre deltagere i 2023-sæsonen

Mandag den 28. august 2023 spillede Optimisterne match.

Der blev spillet stableford med længste drive på hul 1 og nærmest hullet på hul 5.

Efter matchen spiste vi frokost i Restaurant Birdie. Der blev drøftet mangt og meget, blandt andet, hvordan golfsæsonen er forløbet i år.

Desværre har en del optimister måtte melde fra, da de har andre gøremål om mandagen. Det har selvfølgelig præget sæsonen.

Birthe Christiansen vandt og Jette Nørlund lavede længste drive.

Lisbeth Lyder Jacobsen

Læs mere:

Damedagen i sød-eksotisk nydelses foredrag

Tirsdag d. 29. august 2023 afholdt Damedagen efter fællesspisningen et lille arrangement, hvor ejeren af Kjærstrup Chokolade, Peter, kom fra Bornholm og holdt et foredrag om chokolade. Han fortalte om, hvordan kakaobønnerne, som de bruger, er dyrket bæredygtigt, og alt kakaofrugten udnyttes optimalt. Indtil nu har man brugt 30% af kakaofrugten, men Kjærstrups mål er, at man udnytter hele frugten i 2025.

Under foredraget blev der delt mange smagsprøver ud. Det var ikke kun chokolade, men også vingummi og tre forskellige drikkelse, som kom fra kakaofrugten.

Kjærstrup har otte butikker fordelt på fire i Jylland og fire på Sjælland, hvoraf den ene ligger i Algade i Roskilde. Desuden er der fire butikker på Bornholm.

Det var en hyggelig aften med god stemning – vi gik hjem med meget mætte maver.

På vegne af Damedagen

Dorthe Larsen

Præmier til alle deltagere i 2023 cykelkampagnen

I år blev der tilbagelagt 2183 km af deltagerne i ”Vi cykler til golf”`.

Det blev årets resultat og levede ikke helt op til vores forventninger og var lidt færre km end sidste år. Måske var det for varmt i maj/juni?

Flest cyklede kilometer stod Frederik Hammerich for med 198 km, tillykke med førstepladsen, som udløser førstepræmien, et dejligt regnsæt fra FRI CYKLER i Allehelgensgade.

Leif Petersen cyklede hele 27 gange, altså halvanden scorekort, som udløser en præmie fra F. J. Poulsen.

Yderligere to golfspillere havde fuldt udfyldt ”scorekort”, hvilket vil sige 18 cyklede ture til og fra klubben, tak for indsatsen til Solvej Kaas og Svend Aage Helbæk, som belønnes med to præmier fra proshoppen.

I alt 11 spillere/cyklister kunne ”hæve” et glas vin eller en fadøl i Birdie (tak) for ni cyklede ture. Vin og øl er modregnet i vores CO2-regnskab.

Blandt de 15 øvrige deltagere er der trukket lod om præmier fra vores søde og altid opbakkende sponsorer: bolde fra greenkeeperne og forskellige gaver fra F. J. Poulsen og proshoppen.

Alle gaver kan afhentes i sekretariatet.

Tak til de fire beredvillige sponsorer, der gør det muligt at uddele præmier til alle.

De 2183 km svarer til en besparelse på 411kg CO2 eller 180 liter benzin. Det er som tidligere nævnt noget mindre end i 2022, så i natur- og miljøudvalget har vi drøftet, om det kan gøres bedre, anderledes, kortere og om vi til næste år skal arrangere en “Vi cykler til golf”-turnering på Skjoldungen som afslutning på indsatsen??

Skulle du have forslag til forbedring af kampagnen – modtages de med glæde.

Vores fornemmelse er, at der rent faktisk er mange flere, der cykler og det er jo godt, for der er behov for en indsats overfor et klima, der aldrig har været varmere og vådere og en golfbane der har været ualmindelig tør og våd denne sommer.

Det med klimaet kan synes ganske uoverskueligt for den enkelte, men i natur-og miljøudvalget anvender vi ofte et citat fra Dalai Lama:

“Hvis du tror du er for lille til at gøre en forskel – så prøv at sove med en myg!”

På billedet er det sponsoren Kim Andersen fra Fri Cykler i Allehelgensgade.

Festaften, da kaniner spillede holdspil og hyggede

Med en flot “afslutning”, 73 glade deltagere, hyggeligt holdspil og spisning og præmier bagefter i godt vejr blev årets kanin-“afslutning” en stor succes.

“Afslutning” står i “gåseøjne”, da det godt nok var en markering af årets sæson, men kaninmatcherne fortsætter nu september ud, så det var bare sidste gang, det var muligt inden for mørkets frembrud at gennemføre arrangementet inklusive hygge og spisning efterfølgende.

Kanin-“afslutningen” blev holdt på Store Skjold med 73 deltagere – og de spillede holdspillet Mexican Scramble.

Restaurant Birdie havde sørget for grillmad bagefter, så alle spiste sammen. Der blev uddelt i alt 18 klappepræmier bl.a. sponseret af BC Catering, klubben og Restaurant Birdie.

Årets kanin blev Brian Brinkmann, der er i år er gået fra 54 til 39 i handicap. Det er Anders Teilgaard fra kaninudvalget, der overrækker ham vin, bolde og ….. gulerødder.

Kaninmatcherne fortsætter altså i september som normalt med to starter kl. 15 og 17.30 på Skjoldungen.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra kanin-“afslutningen”:

Oskar Emil klubmester med fire slags margen til nr. 2

Årets slagspilsmesterskaber blev afholdt i weekenden den 26-27 august 2023 – i strålende vejr trods en meget dyster vejrudsigt. Heldigvis passerede næsten al regnen forbi uden at forstyrre spillet – og der var både solskin og og højt humør, da klubmesterskaberne blev afholdt.

Der var deltagere i følgende kategorier:

  • Herrer
  • Herre senior (50-59)
  • Herre veteran (60-69)
  • Damer senior
  • Dame veteran

Der var desuden tilmeldinger i rækkerne junior, dame og herre midage (30-49), men på grund af udfordringer med matchproportionerne blev disse enten ikke spillet eller slået sammen med de andre rækker. Dette affødte naturligvis en diskussion – og vil blive lavet om til næste år, så alle der gerne vil spille, kommer til at spille. Vi kommer helt sikkert også til at sørge for, at der kommer morgenkaffe til næste år.

Som sagt var vejret rigtig godt – og det blev spillet også. Der blev spillet 2 x 18 huller om lørdagen i herrerækken, og 1 x 18 huller i de andre rækker. Søndag blev der spillet 18 huller for alle.

Formatet i klubmesterskaberne er som altid slagspil/scratch. Det vil sige, at man ikke spiller med handicap, det er simpelthen den der slår færrest slag, der vinder.

Der er naturligvis nogen, der slår en del slag flere end andre – men alle deltagere tog det med et stort smil og vi kunne alle hylde en fortjent herre klubmester:

  1. Oskar Emil Harald Nielsen i scoren -6 (210 slag) for tre runders golf
  2. Mads Viemose Larsen i -2 (214 slag)
  3. William Bredtved Hansen i par (216 slag)

Oskar sluttede i 3. runde af med fire birdies på hul 15, 16, 17 og 18 – og derfor endte han at vinde med fire – efter fra runder i 70, 71 og 69. Mads havde 73, 72 og 69, mens William havde 73, 71 og 72.

I de andre rækker var spillet lidt mindre prangende – men resultatet fortjener et absolut ligeså stort tillykke.

Herre senior:

  1. Anders Djurhuus
  2. Johnny Engelbrecht
  3. Kim Lyseen

Dame senior:

  1. Trine Jensen
  2. Dorte Pyll Truesen
  3. Tutter Blume

Herre veteran:

  1. Jan Birger Nielsen
  2. Ole Haslund
  3. Frank Tarp Hansen

Junior:

  1. Noah Westh Buske (I +12 efter tre runder. Fantastisk flot resultat, så hold øje med Noah – han er på vej til at blive endog rigtig dygtig!)

Kæmpe stort tillykke til alle de nyslåede klubmestre.

Husk at der er klubmesterskaber i hulspil den 9/10 september, hvor de 16 bedst placerede fra denne weekend dyster mod hinanden i hulspil. I må alle meget gerne komme forbi og kigge med.

Anders Djurhuus

Her kan du kigge nærmere på spillernes resultater i de enkelte runder.

Herunder kan du se fotos fra præmieoverrækkelsen – det er Anders Djurhuus, der som formand for eliteudvalget overrækker præmierne – han vandt selv seniorrækken, derfor har han også selv medalje om halsen: