Sådan foregår juniorernes torsdags banetræninger

Hver torsdag eftermiddag mødes juniorerne på puttingbanen kl. 16.30. Dem, der har banekort og er øvede, har mulighed for at spille Store Skjold fra kl. 16.15. Og os andre spiller Skjoldungen fra kl. 17.

Vi begynder oftest med lidt opvarmning på puttinggreen i form af en dyst i ”Fuld svensker”, hvorefter vi spiller Skjoldungen.

Hver sidste torsdag i måneden laver vi en alternativ spilleform. Torsdag den 31. august spillede vi fx Texas Scramble, og efterfølgende var der fællesspisning med forældre/bedsteforældre og søskende i Restaurant Birdie samt præmieoverrækkelse til de dygtige juniorer og nogle af de store mikroer.

Det er en fornøjelse at se, hvor hurtigt de unge udvikler sig og får fat i golfspillet og forbedrer sig måned for måned.

Og forældrenes opbakning til deres børn og unge er vigtig. Derfor er det en glædeligt, at se så mange forældre/bedsteforældre, der kommer og ser dem spille og engagerer sig samt spiser med og hygger sig sammen. Ikke mindst er det en fremragende måde at komme til at sludre med de andre juniorforældre, så man kan koordinere kørsel til turneringer etc. Stor tak for jeres opbakning, kære forældre/bedsteforældre.

Det skal nævnes, at vi torsdag 24/8 ikke kunne spille Skjoldungen, da den var reserveret til Company Day. Det skulle ikke forhindre os i at træne. Vi spillede i stedet den lille par-3 bane bag bagrummet og lavede DGU’s otte shortgame øvelser på puttinggreen og indspilsområdet. Alberts morfar, Carsten, blev udfordret. Udfordringen var, at han skulle spille bedre end alle de fremmødte juniorer for at vinde. Det blev et tæt spil, som til Carstens store ærgrelse endte med, at de dygtige juniorer sejrede.

Sæsonen fortsætter til udgangen af september. Mikro- og juniorprotræning onsdag eftermiddage, banetræning om torsdagene og juniortræning på drivingrange etc. lørdage. Ikke så mærkeligt at de unge hurtigt bliver bedre end os seniorer.

Tag godt imod de unge når I ser dem. Hjælp gerne de mindre, hvis de ser ud til at have brug for hjælp. Al begyndelse er svær.

Mange ungdommelige hilsner på vegne af ungdomsudvalget

Søren Frøsig Rasmussen