Eliten pudser formen af på Schloss Lüdersburg

”Den kolde vinter og det våde forår har ikke været de optimale træningsforhold for alle og ikke mindst for vores elitespillere”, oplyser cheftræner, Lasse Frölich, som glæder sig til endelig at komme på ”græs” og få finpudset formen til den forstående sæson.

I den kommende weekend drager han sammen med sin nye ”pro-assistent” Lena Tatiana
Nielsen, og 23 af klubbens bedste spillere til Schloss Lüdersburg i Tyskland, der med sine to 18 hullers mesterskabs sløjfer skal danne base for dette års træningslejr.

”Lena er faldet rigtig godt til her i klubben og vil være en markant styrkelse af vores damehold”, fortsætter Lasse, som dog måtte sige farvel til Martin Hansen, som er blevet chef-pro i Næstved Golf Klub.

Klubben kan dog glæde sig over, at en af Danmarks største talenter, Andreas Sørensen, er vendt tilbage til sin barndomsklub, og er klar til at turne ud for klubben.

Andreas Sørensen blev dansk mester i 2014 og vandt en flot sølvmedalje i 2016.

Også i år vil flere af vores dygtige juniorer være at finde i truppen.

Danmarksturneringens 1. og 2. spillerunde er i weekenden den 5. og 6. maj.

Her er siden med eliteholdenes kampe og resultater – og foto af spillerne.

Hvornår kommer sommerbanen i gang?

Det er ikke svært at regne ud, at vejret har sat en stopper for en tidlig sæsonstart, men hvornår kommer vi så til at spille almindelig sommergolf?

Det spørgsmål er stadig for tidligt at svare på, lyder det fra chefgreenkeeper Nick Bosholdt, der fortæller, at det er en del år siden, at sæsonstarten har været så sen, som den bliver i år. For år tilbage var det dog ikke ualmindeligt, at vi først kom på rigtig græs midt i april, men det har vi været forskånet for i en række år i træk.

“Nu har meteorologerne imidlertid lovet, at det er slut med frost og at der i det hele taget kommer stabile temperaturer, så det er jo godt. Det betyder, at vi langsomt kan forberede banen, men vi lukker først op for sommerbanen, når foråret for alvor er kommet,” siger Nick.

Opbakning til påskebuffet i Restaurant Birdie

Den gode mad, tilberedt af gode lokale råvarer, er alfa og omega, og skal tilberedes fra bunden, oplyste en glad restauratør, Peter Lassen, i forbindelse med påsken buffet i Restaurant Birdie. Peter glædede sig over, at den skønne traditionelle påskebuffet, som han havde sat på menukortet alle fem påskedage, blev nydt af rigtig mange gæster og medlemmer.

På billedet ses Peter Lassen, der måtte melde udsolgt et par af påskedagene.

Torben Madsen

Golfens Dag for alle søndag den 22. april kl. 10-14

Vi holder åbent hus for alle potentielt nye medlemmer søndag den 22. april kl. 10-14.

Her kan du læse om dagen – herunder også om det prøvemedlemskab for 12 uger, vi tilbyder nye.

Lok meget gerne familie, venner, kolleger, naboer… til at komme ud i klubben.

Vi har også brug for hjælpere på dagen – her kan du læse mere.

Endelig er der også brug for medlemmer, som hver vil tage sig specielt af 2-3 nye i ca. tre måneder.

Vil du være mentor for nye? – alle aldre søges

Golfsæsonen står for døren, og vi vil forhåbentlig se en masse nye, glade prøvemedlemmer i vores klub.

Vil du have et frivillig-job med indhold, superrespons og til glæde for dig selv? Der er brug for et antal medlemmer som mentorer til at hjælpe de nye prøvemedlemmer i gang. Vi er glade for alle dem, vi har, men nogle falder jo fra og holder pause, så vi mangler igen, og det kunne være rigtig godt, hvis flere nye hjalp til med at tage imod nye. Det kunne fx være medlemmer, der selv er startet i klubben inden for de sidste 3-5 år, også gerne nogen i alderskategorien 20-50 år, så vi har mentorer i alle aldre. 50+ må dog rigtig gerne fortsat melde sig. Jer kan vi ikke undvære.

I håb om at hjælpe prøvemedlemmerne både golfmæssigt og socialt har vi i år tilføjet og ændret lidt i programmet. Der vil blive udendørs regelaftener, to tirsdagsmatcher med mentorer som holdkaptajner og ekstra gratis træning seks lørdage.

Hele det nye program kan ses og evt. printe det via dette link.

Perioden for prøvemedlemsskabet løber fra 30. april til 22. juli 2018.

I denne periode forventer vi, at de nye får en fornuftig hjælp til rundvisning på vort anlæg, informeres om praktiske ting, såsom træningsmuligheder, spil på 3 banen osv. Samt de mange andre ting, som er specielle i vores golf-hverdag. Hver mentor får ansvar for 2-3 prøvemedlemmer.

På mailadressen er Tina klar til at tage hånd om din henvendelse. Eller ring på 46 37 01 81.

Der holdes orienteringsmøde for mentorer tirsdag den 17. april kl. 19.

På gensyn

Udvalg for prøvemedlemmer

Infomøde for juniorer, mikro og forældre

Der er informationsmøde for klubbens juniorer/mikroer og deres forældre:

Torsdag 12. april 2018 kl. 19 i klubhuset

Der vil være mulighed for at møde klubbens træner, Lasse Frølich Kristensen, og repræsentanter fra ungdomsudvalget, som vil fortælle om planerne for juniorerne/mikroerne i den kommende sæson:

  • Træning for mikroerne
  • Træning for juniorer med og uden DGU kort.
  • Klubturneringer og torsdagsmatch
  • JDT
  • Kredsturnering
  • Holdturneringer
  • Sommer juniorcamp
  • Årets junior og meget andet

Husk også at holde jer orienteret om alle vore aktiviteter via mikro- og juniorkalenderen.

Vi glæder os til at se jer. Der bliver serveret en sodavand til juniorerne/mikroerne under mødet.

De der har lyst skal være velkomne til at ”tyvstarte” informationsmødet med en af vor nye restauratør Peter Lassens lækre retter i Restaurant Birdie. Det vil naturligvis være for egen afregning. Kan varmt anbefales.

Vi glæder os til at se jer.

Med venlig hilsen

På vegne af Ungdomsudvalget

Søren Frøsig Rasmusssen
Roskilde Golf Klub

Frost og væde lukker banen til mandag 26/3

Mange spiller også golf om vinteren – og har i år stor glæde at den særligt tilrettede vinterbane.

Men lige nu er der slet ingen golf. Chefgreenkeeper Nick Bosholdt har besluttet at lukke banen – sandynligvis til og med søndag den 24. marts. Tidlig mandag morgen skriver han her på forsiden af hjemmesiden under “Banen i denne uge”, om banen er åben eller ej.

“Vi har været nødt til at lukke, fordi det er kommet meget vand efterfulgt af frost. Det betyder, at de øverste ca. 10 centimeter af banen er frosset til, og vandet har dermed ingen steder at trænge hen,” fortæller Nick om begrundelsen for lukningen.

Kampvalg til bestyrelsen og ufrivillig fratræden

Mens generalforsamlingen 2017 både blev rolig og kort, så var der trods et godt golf-år flere overraskelser inklusiv nogle knubbede ord, da generalforsamlingen i Roskilde Golf Klub blev afviklet torsdag aften den 22. marts 2018.

Slutresultatet blev, at bestyrelsen blev udvidet med et enkelt medlem. Michael Donstrup stillede ikke op til genvalg, og Jan B. Kristiansen og Stig Nelkop blev nyvalgt. Derudover blev Brian Harder og Torben Madsen genvalgt. Bestyrelsen består derudover af Flemming Hvid, Jens Krøis og formand Kim Møller Behrend – de sidste var ikke på valg denne gang.

Bag valgene gemmer sig imidlertid både et kampvalg og et bestyrelsesmedlem, der egentlig gerne ville fortsætte, men som alligevel ikke gjorde det.

Kampvalget først.

Stig Nelkop og Tage Jørgensen var de forhåndsanmeldte kandidater, forespurgt af bestyrelsen, men på mødet stillede Jan B. Kristiansen også op, og på den efterfølgende afstemning blev stemmerne fordelt således:

  • Stig Nelkop = 90 stemmer
  • Jan B. Kristiansen = 67 stemmer
  • Tage Jørgensen = 39 stemmer

Dermed blev Stig valgt for to år og Jan for et år.

Inden afstemningen blev dirigent Niels Krüger udsat for kritik, fordi han først fik forsamlingen til at klappe af genvalget af de to siddende bestyrelsesmedlemmer, hvorefter han satte gang i valget af to pladser mere. Det fik Ole Møller til mikrofonen, da han mente, at alle fire pladser i bestyrelsen burde vælges blandt de fem kandidater og ikke bare de to ekstra pladser blandt tre kandidater – og det fik andre i salen på banen med knoppede ord:

”Du har taget r…. på os”, lød det blandet andet.

Niels Krüger var på den anden side meget fast i kødet: ”Valget af de to ER foretaget, det er min beslutning og mit ansvar og det kan ikke laves om,” sagde han.

Og dermed blev det.

Læs om de to nye bestyrelsesmedlemmer.

 

Kritik af kaptajnen

Der var også andre knoppede ord på generalforsamlingen. De kom fra afgående bestyrelsesmedlem Michael Donstrup, der under bestyrelsens beretning tog ordet og fortalte om otte måneders frustration, der nu medførte, at han ikke genopstillede.

”Det har været en hård periode, så det jeg siger nu, er skrevet halvt i vrede og halvt, mens jeg har været ked af det,” sagde Michael Donstrup og fortalte om en konflikt, der opstod på et bestyrelsesmøde ved et seminar i juni sidste år og som endte med, at Michael blev bedt om at træde ud af byggeudvalget.

”Jeg blev frataget alt det, jeg har siddet og rodet med, og derfor står jeg af i dag, selv om jeg gerne ville have fortsat”, lød det fra Michael, der takkede alle i bestyrelsen undtagen formanden.

”Jeg gør gerne igen en indsats for Roskilde Golf Klub, når der er en anden kaptajn ved roret,” lød det meget direkte fra Michael med henvisning til formanden.

Næstformand Torben Madsen tog imidlertid senere ordet og sagde, at den øvrige bestyrelse giver fuld opbakning til formand Kim Møller Behrend.

Selv om der blev spurgt fra salen, så fastholdt bestyrelsen, at de ikke ønskede at gå ind i en offentlig mudderkastning.

 

Tidlig sæsonplan og fem-årsplan for banen

De knoppede ord og kampvalget fik lidt ekstra fokus, men inden da var gået en generalforsamling med mange rosende ord til de mange aktiviteter, der er i Roskilde Golf Klub.

Der var blandt andet store roser til alle udvalg, klubber i klubben og sekretariatet for et stort arbejde med at planlægge sæsonen i god tid.

”Det er fantastisk, at vi nærmest i juleferien har et overblik over hele den kommende sæsons aktiviteter,” lød rosen fra bestyrelsesmedlem Jens Krøis, og formand Kim Møller Behrend supplerede med, at der samtidig er sket rigtig mange andre gode initiativer i løbet af året:

Der er kommet en ny banerating og nye handicapnøgler – og der er nye udslagshuse på vej på drivingrange, noget vi har arbejdet på i flere år. I bestyrelsen har vi i det forløbne år arbejdet med klubbens strategi og formål for at spore os ind på Roskilde Golf Klubs DNA som en social klub og med en god bane. Vi skal dog også være opmærksomme på, at ikke alle oplever det sociale på samme måde. Fx har et udmeldt medlem fortalt, at Roskilde Golf Klub på overfladen er en venlig men ikke særlig hjertelig. Det er noget, vi skal være meget opmærksom på at gøre bedre,” sagde Kim Møller Behrend.

Bestyrelsesmedlem Brian Harder var ikke til stede på generalforsamlingen, og i hans fravær fortalte et af de andre medlemmer i baneudvalget om, hvad der er på vej i forhold til banen.

Torben Svendsen sagde, at baneudvalget arbejder på en fem-års plan for banens udvikling, og der snart er ændringer på vej på hul 5 på den store bane, par 3 hullet med en sø, hvor afstivningen mod green snart ikke kan holde mere og hvor der er brug for en udvidelse af søen for at afvande de våde arealer i området. Torben Svendsen fortalte også om udfordringer med svampeangreb, som greenkeeperne arbejder meget med.

 

Nyt formål og næsten uændret kontingent

På den økonomiske side endte året med ca. 219.000 kroner i overskud. Det var lidt mindre end budgettet på 346.000 kr., blandt andet på grund af færre sponsorindtægter og mindre tilskud fra kommunen. Næste år bliver der budgetteret med 209.000 kr. i overskud – her er der planlagt flere store investeringer i fx nye maskiner til greenkeeperne, en ny pumpebrønd og så de nye udslagshuse på drivingrange.

Der blev også vedtaget en lille stigning i kontingenterne, en stigning der først får virkning fra 1. januar 2019. Fx stiger et seniorkontingent fra 7.000 kr. til 7070 kr., og tilsvarende stigninger på ca. en procent blev ligeledes vedtaget for øvrige medlemsgrupper.

Bestyrelsen fik også vedtaget en ny formålsparagraf for klubben.

Læs formandens skriftlige beretning – og se det vedtagne forslag om klubbens nye formålsparagraf.

 

Forslag om pensionistmedlemskab

Et forslag fra seks medlemmer om et særligt og billigere pensionistmedlemskab gik ikke igennem. Der skulle mindst 77 stemmer for vedtagelse, og 31 bakkede op, mens 11 markerede sig hverken for eller imod.

Forslaget gik ud på, at medlemmer over 75 år skulle kunne vælge et nyt pensionistmedlemskab til knap 4.000 kr. i stedet for fuldt medlemskab til 7.000 kr. Til gengæld måtte disse pensionistmedlemmer ikke spille i weekenden.

Bestyrelsen frarådede forslaget. Det var på forhånd beregnet, at der lige nu er 117 medlemmer i den alderskategori, et tal der næste år stiger til 146. Hvis alle skiftede til et nyt og billigere pensionistmedlemskab, ville det betyde et samlet indtægtstab på 300.000 kr. Det var nok ikke alle, der ville skifte, og på vegne af forslagsstillerne sagde Helmer Nielsen, at medlemskabet sikkert kunne få par 3 medlemmer og flexmedlemmer til at opgradere, og på den måde kunne ordningen måske blive udgiftsneutral. Forslaget blev fremsat med sammen med en bemærkning om, at det kunne prøves i en begrænset periode for at se, hvordan det blev modtaget. Men forslaget blev altså ikke vedtaget.

Som vanligt blev årets ildsjæl-pris også uddelt, og den gik i år til Freddy Brix for hans store arbejde med nye medlemmer.

Her kan du læse om prisen til Freddy Brix.

Til stede på generalforsamlingen var 105 – med fuldmagter var der i alt 116 stemmeberettigede.

Jan og Stig nye i bestyrelsen

På årets generalforsamling blev der valgt to nye til bestyrelsen. Det var dog kun den ene, der var opstillet på forhånd. På selve aftenen meldte Jan B. Kristiansen sig, og efter et kampvalg lykkedes det ham at blive valgt – sammen med Stig Nelkop.

Begge bor i Roskilde, og mens Stig som afdelingsdirektør i Jyske Bank og sponsor i klubben har været synlig – ikke mindst ved den årlige åbningsmatch – så er Jan et forholdsmæssigt nyt medlem i klubben. Han blev fuldtidsmedlem for halvandet år siden – efter en periode som flexmedlem både i Roskilde og i Skjoldenæsholm.

Han håber, at han med sin nye tilgang til klubben kan være med til at ændre nogle ting.

”Fx kan jeg se, at der godt kan gå lidt for meget ”klike” i den blandt de gamle medlemmer. Nogle tager sig nogle friheder, som de ikke burde. Selv om de har været her i mange år, har alle de samme rettigheder,” fortæller Jan, der blandt andet henviser til, at han flere gange har oplevet at andre tog de udslagstider, han havde booket.

Jan har boet i Roskilde hele sit liv – da han var barn var han fx på ørredfiskeri det det dampbrug, der dengang var ved søen ved hul 10-11.

Jan er lige gået på pension efter 45 år i brandvæsenet, senest som beredskabschef.

Stigs fortæller, at hans tilgang til bestyrelsesarbejdet blive at gøre nogle ting lidt anderledes.

”Jeg er kreativ og vil gerne prøve noget nyt, når der er brug for det,” siger Stig, der har sine forcer inden for økonomi, netværk og sponsorer.

Han stoppede i Jyske Bank for fire måneder siden – og han er på vej med en udmelding på, hvad han skal i fremtiden. Det kunne han dog ikke afsløre endnu.

Jan er som nævnt lige gået på pension, mens Stig er 46 år.

Den nye bestyrelse med i alt syv medlemmer har ikke konstitueret sig endnu, så det er endnu ikke afgjort, hvilke områder de to nye skal tage sig af.

Her kan du læse referatet af generalforsamlingen – blandt andet med kampvalget, hvor der var afstemning.