Category Archives: Nyheder

Tag cyklen og vind præmier for klimaets skyld

Natur- og miljøudvalget afvikler igen her i 2024 en ”Vi cykler til golf”-kampagne.

Det går i sagens natur ud på at få endnu flere til at tage cyklen til golfklubben i stedet for at køre i bil – og på den måde styrke klimaet. Transport til og fra golfklubben er en af de største miljøbelastninger, som golfspillere bidrager negativt med til klubbens CO2-regnskab, så cykling og samkørsel gør en stor forskel.

Der er både nye og kendte ting i ”Vi cykler til golf” i 2024.

Det nye er:

  • Alle deltagere i kampagnen inviteres med til en ”Vi cykler til golf”-match på Skjoldungen fredag den 17. juni kl. 16.30-19. Udover spil med andre cyklende golfspillere, så bliver der mulighed for at øge antallet af kilometer – og dermed vinderchancerne. Dagens stablefordresultat bliver nemlig ganget med antal kilometer. Så kom og vær med til en sjov og hyggelig match.
  • Der er tilmelding til “Vi cykler til golf”-matchen i GolfBox – og der er plads til 40 deltagere. Det koster 50 kr. at være med. Pengene går til lidt let at spise – drikkevarer er for egen regning
  • Her er link til tilmelding til matchen den 21. juni – du skal logge dig ind med dit medlemsnummer og kode for at tilmelde dig og betale

De kendte ting:

  • Tag et scorekort oven på skabet ved opslagstavlen ved siden af indgangen til sekretariatet
  • Skriv på scorekortet, hver gang du cykler (dato og km). Antallet af kilometer er det samlede (frem og tilbage)
  • Aflevér det fyldte scorekort inden 16. juni i sekretariatet
  • Når du har cyklet ni gange, svarende til en for-ni på kortet, kan du få en lille fadøl eller et glas vin eller en vand i Restaurant Birdie mod fremvisning af det udfyldte kort.
  • Skulle du cykle mere end de 18 ture, der er plads til på kortet, tager du bare et nyt kort og fortsætter med at trampe i pedalerne

”I år er der præmie til den der cykler flest gange, men der er også en række af andre præmier. Hovedpræmien er fra Fri Cykler i Allehelgensgade og derudover er der lodtrækningspræmier fra Proshoppen, F. J. Poulsen, sekretariatet og fra greenkeeperne,” lyder det på vegne af natur- og miljøudvalget fra Jan Eriksen, der på forhånd takker for opbakningen.

Kampagnen kører fra 1. maj til 15. juni 2024. Du kan være med, uanset om du kører en eller 20 gange i perioden.

På billedet er det Lars Carlsen, Jan Eriksen og Henning Nordstrøm fra natur- og miljøudvalget, der arrangerer “Vi cykler til golf”-kampagnen.

16. maj: Oplev naturen på banen med kyndig vejledning

Årets nattergaletur bliver i 2024 afviklet torsdag den 16. maj kl. 19.

Alle er velkomne – uden tilmelding på forhånd.

Som sædvanlig er det Henning Nordstrøm og Jan Eriksen fra natur- og miljøudvalget, der er de to kyndige vejledere på turen, der starter og slutter ved klubhuset. Turen kommer både til at foregå på Skjoldungen og på Store Skjold – og også lidt uden for banen, så den nye å og det nye fugletårn fx bliver vist frem.

”Ud over at lytte til fuglene vil vi fortælle om arbejdet for naturen og miljøet på golfbanen. Det vil bl.a. omhandle vores arbejde for at øge biodiversiteten gennem opsætning af billeboer, forbedring af vandmiljøet og senest udplantning af hundredvis af træer og buske på Skjoldungen,” fortæller Henning og Jan, der samtidig stiller det retoriske spørgsmål:

”Lykkes det os i år at høre den lille løvfrø, som er indvandret på banen og vil vi ved det nye å-løb og de omkringliggende enge igen se viben i akrobatiske flyvning?”

Det finder man ud af på nattergaleturen.

Mødested er på terrassen ved klubhuset kl. 19 torsdag den 16. maj. Herefter er der et par timers gåtur og naturfortælling, hvorefter alle slutter i klubhuset til kaffe/the og kage.

Efterlyser fire, der vil hjælpe med at rive bunkers

Græsset vokser og greenkeeperne klipper og klipper, så banerne hele tiden står skarpt og lækre til vores golfspil. Der er meget at se til, og derfor efterlyser chefgreenkeeper Nick Bosholdt nu fire frivillige, der på skift vil hjælpe med at rive sandet i klubbens ca. 70 bunkers.

Det er et arbejde, der både foregår med maskine og med håndkraft. Der skal naturligvis noget snilde til at betjene maskinen, ligesom der er noget teknik i, hvordan maskinen skal køre rundt i bunkers for at få dem revet flottest og mest ensartet.

”Vi håber at kunne finde en lille gruppe af frivillige, der vil hjælpe os med bunkeropgaven både på Store Skjold og på Skjoldungen. Det er en opgave, der skal løses midt i ugen, fx onsdag/torsdag. Starttidspunktet er frivilligt, men jo tidligere, jo hurtigere kommer det til at foregå, så jeg foreslår omkring kl. 8. Hele opgaven tager ca. 4-5 timer pr. gang, hvis man er to om at køre sammen. Vi har i forvejen også frivillige til at hjælpe med rulning af greens, ligesom vi greenkeepere og natur- og miljøudvalgets frivillige også har et godt samarbejde. Vi håber derfor at kunne finde nogen, der også vil hjælpe med denne opgave,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

Hvis der er fire frivillige, så vil det typisk betyde 1-2 vagter pr. måned. Og Nick er med på, hvis opgaven skal opdeles i flere hold, hvis antallet af timer pr. gang er for højt.

Er du interesseret, så tag fat i sekretariatet, der så sender oplysninger på ”ansøgere” videre til Nick. Skriv til .

Store Skjold åbner for alle huller torsdag 25/4

Så er der gode nyheder om banerne – men også en besked om fortsat at gå forsigtigt på de fugtige områder.

De gode nyheder:

  • Hul 8, 10, 11 og 15 bliver fuldt åbnet fra torsdag den 25. april
  • Alle de teesteder, der indtil nu har været med måtte, åbner som almindelige teesteder fredag den 26. april
  • Det bliver muligt at køre med buggy på Skjoldungen fra fredag

Her er der fortsat udfordringer:

  • Der vil flere steder være afspærringer på grund af meget våde områder
  • Der er også områder uden afspærring, der er fugtige, så gå forsigtigt og hold trolleys væk fra disse steder
  • Det er for vådt flere steder på Store Skjold til at køre med buggy

”Buggier på Store Skjold vil kunne lave skader på græsset de våde steder, så derfor er vi nødt til fortsat at sige nej til golfbiler indtil videre. Hvis det fortsætter med tørvejr, så er der håb for, at vi kan åbne op i næste uge. Vi holder både øje med vejrudsigten og hvordan jorden har det. Generelt har det hjulpet meget i forhold til, hvordan det så ud for et par uger siden, men det er fortsat fugtigt specielt på hul 8 omkring teestederne og den første del af fairway og ved hul 15 op mod greenen og i venstre side af fairway før svinget,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

 

Specielt omkring buggier og Golfbilens Venner

Som nævnt bliver der åbnet for kørsel med buggier på Skjoldungen fra fredag den 26. april – men altså KUN på Skjoldungen. Der kan bestilles buggy i GolfBox. Det koster 125 kr. for en runde på Skjoldungen. Prisen er 250 kr. for en runde på Store Skjold, når det bliver muligt.

Roskilde Golf Klub har imidlertid også en ordning, der hedder ”Golfbilens venner”. Alle, der er med her, betaler 2100 kr. for en sæson og kan hente en buggy, når de skal ud at spille, men uden mulighed for at bestille den i GolfBox på forhånd. Betingelsen for at være med er, at fuldt betalende har førsteret og at Golfbilens venner kommer til i den rækkefølge, de skal spille. Normalt er der biler nok, men man kan altså komme ud for, at alle biler er ude at køre.

Alle medlemmer af Golfbilens venner skal have et nyt kort til indtjekningsautomaten i klubhuset. Det kort vil være klar fra fredag den 26. april og kan blive udleveret i proshoppens åbningstid.

Men igen: Kørsel med buggy er fortsat ikke tilladt på Store Skjold – kørsel på Skjoldungen er tilladt fra fredag den 26. april.

Billedet er taget ved hul 15, hvor der indtil torsdag er en midlertidig green på fairway lige efter åen.

Første runde i seniorgolf – første hole-in-one

Torsdag 18. april 2024 havde Ove Jensen sin debut i Seniorgolf, og hvilken debut.

På hul 7 på Store Skjold slog Ove en god bold over bunker. Ove og markør Ole Strangholt søgte bolden bag green og i bækken, men nej ingen bold.

Endelig et kig i koppen – og der lå bolden til overraskelse og glæde.

Ved præmieoverrækkelsen i Restaurant Birdie havde matchleder og markør Ole Strangholt fornøjelsen at overrække præmien skænket af Suenson Vine, en dejlig flaske cognac til stort applaus fra de mange seniorgolfere.

Det var Oves start i Seniorgolf, hvor der fra april er kommet 17 nye deltagere, og nu 113 aktive.

På vegne af Seniorgolf

Ejvind N. Jensen

Læs mere:

Hul 14 og forkortet hul 15 på Store Skjold åbner torsdag 18/4

Efter en åbningsperiode med kun 14 huller åbne på 18-hullers banen Store Skjold er det nu tid til lidt flere huller.

Det er hul 14, der bliver åbnet fuldt ud, og så hul 15, der bliver åbnet delvist. Det sker fra torsdag den 18. april 2024. Delvist betyder, at hul 15 får en midlertidig green på den anden side af åen lige inden fairway drejer til venstre op mod den normale green. Hullet kan ikke åbnes fuldt ud, fordi der stadig er meget vådt på området hen mod greenen.

“Det har været meget vådt og vi er fortsat sårbare, hvis der kommer mere regn. Vi tager en ny vurdering i forhold til evt. åbning af hul 10 og 11 i løbet af næste uge og det er målet, at hele banen kan være klar til den store Jyske Bank Åbningsmatch søndag den 28. april, men det er desværre ikke med garanti,” fortæller chefgreenkeeper Nick Bosholdt.

 

Mulighed for frostlukning fredag-søndag morgen

Med udsigt til frost i den kommende weekend har greenkeeperne lavet et beredskab, der kan gøre det nødvendigt at lukke banerne om morgenen med kort varsel. Det betyder, at hvis du kommer ud til en bestilt tid fredag, lørdag eller søndag og bliver mødt med et skilt på 1. tee, at banen er lukket, så er det forbudt at spille.

“Det er ofte sådan, at hvis vejrudsigten siger op til to graders varme, så ligger golfbanen på en sådan måde, at der ofte er frost hos os. Og hvis man spiller på greens med frost, så bliver græsset meget hurtigt beskadiget. Derfor lukker vi banen om morgenen frem til kl. 10 hvis der er tegn på frost fra om natten,” siger Nick.

Uden frost er Skjoldungen (9-huls banen) fuldt åben – dog skal der slås fra måtte på tee 1.

Store Skjold er lidt mere udfordret. Dels er der udslag fra måtte flere steder, dels er hul 10 og 11 lukkede (og indtil torsdag også hul 14 og 15). Hul 8 er desuden forkortet – måtteteestedet er lige på den anden side af stien efter greenen på hul 7.

Desuden er der flere bunkers, der stadig mangler sand på grund af leveringsudfordringer fra entreprenøren.

Buggier er fortsat ikke tilladt – med undtagelse af rehab-golfspillere, som har dispensation til at køre på Skjoldungen.

Læs mere:

Vær med til stor åbningsmatch søndag 28/4 på begge baner

Jyske Bank er igen i år vært for klubbens store åbningsmatch, hvor alle huller på begge baner forhåbentlig er klar og som derfor er den officielle start på sommersæsonen. Det sker søndag den 28. april 2024.

Matchen plejer at være et tilløbsstykke og med afvikling også på Skjoldungen er der mulighed for, at ekstra mange kan være med. På Store Skjold skal man være fuldtidsmedlem (senior- eller ungseniormedlem) for at spille med, mens både fuldtidsmedlemmer og flexmedlemmer kan spille med i Skjoldungematchen.

Kort fortalt går det ud på, at man melder sig enkeltvis og bliver placeret tilfældigt i 4-bolde, og på dagen spiller man så 18 huller og tæller hvor mange points, man har samlet sammen. Det er en fælles start (gunstart). Det betyder, at alle bliver spredt ud over hele banen på starttidspunktet og så spiller 18 huller derfra.

På Skjoldungen spiller man også 18 huller – altså to runder.

Der er to rækker (opdelt efter handicap) på Store Skjold og én række på Skjoldungen.

Starttidspunkt er kl. 9 for Store Skjold og kl. 10 for Skjoldungen – vær der en halv time før, så du både kan modtage scorekort og nå at gå ud til det hul, du skal starte på. Bemærk, at starttiderne er rykket i forhold til de tider, der først stod i GolfBox.

Det koster 125 kr. at være med – og udover præmier sponserer Jyske Bank også noget mad og drikke i klubhuset efter matcherne.

 

Ekstra konkurrencer

Udover vinderpræmier i de tre rækker er der også nogle ekstragevinster at spille om:

  • For A+B-rækken på Store Skjold er der præmie for længste drive på hul 18 (på fairway) og nærmest flaget på hul 5
  • For C-rækken på Skjoldungen er der præmie for længste drive på hul 5 (spillet i første runde og bolden skal ligge på fairway) samt tættest på hullet på hul 10 (hul 1 i 2. runde)

Der er samlet præmieoverrækkelse i klubhuset, når alle tre rækker er færdigspillet.
Der er senest tilmelding onsdagen før kl. 12.

Tilmelding:

38 på besøg til Golfens Dag – stadig pladser på forårshold

Roskilde Golf Klub havde søndag den 14. april igen åbent hus i anledning af Golfens Dag 2024 og havde i tidsrummet kl. 10-14 besøg af 38 interesserede besøgende trods kulde og blæst.

De besøgende blev udstyret med en golfbag med diverse udstyr og blev vist rundt af begynderudvalget og andre frivillige fra klubben. De kom forbi drivingrange, hvor Victor og Martin gav en kort instruktion i grib og slagteknik. Derefter fik de mulighed for at deltage i en konkurrence (tættest på flaget) om et gratis prøvemedlemskab. Vinderen blev Tina Baunsgaard.

De fik desuden mulighed for at prøve indspilsbanen, puttinggreen samt at spille hul 1 på Skjoldungen.

Sidst men ikke mindst blev besøget afsluttet i Restaurant Birdie med en forfriskning og en snak om klubbens sociale liv, prøvemedlemskab mm.

Det nye begynderudvalg (Merete Koefoed, Lise Aaberg, Else Juul, Henning Doktor og Anders Teilgaard) har i samarbejde med Roskilde Golf Klub stået for arrangementet.

Begynderudvalget

Læs mere:

  • Se siden med tilbuddet om at blive prøvemedlem i foråret 2024

Herunder kan du se en række fotos fra Golfens Dag 14. april 2024:

To ekstra konkurrencer på Herredagen 2024

Med en helt ny hole-in-one konkurrence og en særlig onsdags-vinderpræmie sætter Herredagen i denne sæson nogle nye initiativer i søen.

 

Hole-in-one konkurrence

Den første konkurrence handler om, at alle herredagsmedlemmer kan betale 50 kr. og på den måde sætte penge ind på en konto, der er reserveret til den spiller, der laver hole-in-one.

Konkurrencen løber på alle onsdags-herredage samt de onsdage, hvor der er forårs- og sæsonafslutningsmatcher.

Hvis man vil deltage i præmieræset om en hole-in-one gevinst, indsætter man 50 kr. på herredagens klubbens Mobile Pay hole-in-one konto nr. 375017, husk medlemsnummer og navn.

”Første hole-in-one vil udløse den indbetalte sum på kontoen, dog reserveres der en beskeden sum, så der også er en rimelig sum penge, hvis der er to hole-in-ones kort tid efter. Efter en hole-in-one kan der indsættes en ny betaling, så man fortsat deltager i konkurrencen. Er der ved sæsonafslutningen penge på kontoen, overføres beløbet til næste sæson,” lyder det fra herredagsudvalget, der består af Bjørn Pedersen, Ulf Carlsen, Finn C. Nielsen og Niels Træden.

På billedet er det Anders Teilgaard i forbindelse med en hole-in-one, han var heldig/dygtig at lave.

 

Ekstra sponsorpræmie – fra Sparekassen Kronjylland

Den anden konkurrence handler om mulighed for at vinde særlige VIP-billetter til Danish Golf Championship på Lübker Golf Resort til den afsluttende runde søndag den 25. august 2024. Det er den tidligere ”Made in Denmark”, der nu har fået navneforandring.

Præmien er sponseret af Sparekassen Kronjylland og det er direktør Johnny Kristiansen, der onsdag den 19. juni 2024 ved Herredagens forårsafslutning trækker vinderen blandt de 40 ”dagens vindere”, der har været gennem forårsturnering, og som er til stede ved afslutningen.

Læs mere

3. plads til Mads Larsen på Lübker Golf Resort

Der var et stærkt felt, der stillede op i årets første ranglisteturnering på den kommende DP World Tour bane i Nimtofte. Forud for turneringen havde det danske landshold samlet drenge-, og herretrupperne til den årlige ”Pre-Season Camp” fra den 3. april til den 5. april. Turneringen blev afviklet på ”Sand/Sky-sløjferne fra sort tee. Banen havde en course-rating på hele 74,8 slag.

Mads startede på ”Sky” og kom rigtigt godt fra start, med birdies på hul 1, 4 og 9. På det lange hul 13 havde han ”short-sided” sig selv lige til højre for green. Med et svært indspil til en green, der lå højt og med bolden over fødderne, en pind der kun stod to meter inde, resulterede i, at chippet var otte meter langt af pinden, og et efterfølgende 3-put resulterede desværre i en dobbelt-bogey.

Putteren svigtede ham lidt på de resterende huller, så han ikke fik udnyttet de chancer, som han gav sig selv. Han sluttede første runde i 71 slag, 1 under par. Mads følte ikke selv, at han fik nok ud af runden.
Efter 45 minutters frokostpause startede han 2. runde. Denne gang startede han på ”Sand”, som han lige havde spillet. Så det, der tidligere var hul 10, var nu blevet til hul 1 osv.

Han slog sit drive midt i fairway på hul 1, hvilket gav mulighed for at gå efter green på par 5 hullet i to slag. Desværre tog andet slaget lige præcis toppen af de træer, der beskyttede højre side af green. Det svære ”lie” i skovbunden, med dybe bunkers foran en green, der lå tre meter oppe, resulterede i, at han kom på green i fire slag og 2-puttede for en bogey.

Et fint udslag på hul 2, men et 3-put og en bogey. Han missede green venstre på det lange hul 4, og slog indspillet kort, bogey her også. Han var nu 3 over efter fire huller, og resten af runden blev én lang kamp med en bundfrossen putter. En birdie på hul 10 gav lidt gejst, men det blev taget fra ham umiddelbart efter, med endnu et 3-put på hul 11. En birdie på hul 12 igen, men han følte sig på intet tidspunkt i kontrol. 3-puttede igen på hul 15 og sluttede runden i 75 slag, tre over par for dagen, og to over par samlet.

Delt 12. plads efter de to første runder og Mads var tydeligt skuffet, men heldigvis god til at gøre det, som han skulle; Han fik nedvarmet, kalibreret sit ”aim-point”, spist, snakket og hygget med andre spillere og sovet lidt på det hele.

Han skulle spille finalerunde kl. 9.40 søndag. Det regnede det meste af morgenen, men ligesom han ankom til teestedet, stoppede regnen. Til gengæld blæste det nu med vindstød op til kuling. Mads var mere frisk den dag og havde sat sig det mål at komme rundt under par samlet for turneringen.

Han kom godt i gang med en tap-in par på hul 1. Han slog den til fire meter på hul 2 og holede for birdie. Drivede green på hul 3 og lå lige i højre side, med et indspil ned ad bakke til en pind der stod i bagkant. Han slog den til 2 fod og holede for birdie. På hul 4, det lange par-3 hul, slog han den til seks meter og en sikker par. På hul 5 missede han green fra 100 meter og lå i dybt modgræs til en kort pind. Han kom ikke ind og i, og måtte inkassere en bogey på par-5 hullet. 6. hul bød på endnu en god birdiechance, men måtte nøjes med par. På det lange hul 7, i direkte modvind, havde han en bold i højre semi-rough. Han tog højde for en mulig ”flyer”, som ikke kom, og bolden landede 10 meter kort af green. Pinden stod helt ovre i venstre side, lige bag en bunker og mellem to pukler på green. Grundig forberedelse og et perfekt indspil, der landede to fod fra ved pinden og blev liggende, resulterede i en sikker par. Hul 8, par-5 dog-leg venstre, i stiv kuling. Han skar hjørnet med driveren og lå i venstre side af fairway. Herfra slog han et 3-jern lige over pinden og havde et meget hurtigt put, nedad bakke i medvind for eagle. Bolden sneg sig lige venstre om hullet, men han holede en 5 fods retur for birdie. På hul 9 missede han green 5 meter venstre og havde et relativt nemt indspil. Han slog den til 2 fod, havde svært ved at stå oprejst i vinden og missede desværre puttet. En ærgerlig bogey på hul 9 og derfor ”kun” ud i 1 under par.

Han slog en 3-kølle fra tee, i medvinden på hul 10, for at undgå at komme for langt frem og risikere at rulle i strafområdet med røde pæle og grøn top. Fra fairway til 30 meter kort højre. Indspillet kom op kort og han måtte nøjes med par.

Hul 11 bød på stiv modvind og et 3-jern fra tee. På trods af en one-handed finish, landede bolden midt i fairway. Herefter endnu et 3-jern fra fairway, ind til en to meter og endnu en birdie. Han virkede meget mere komfortabel med putteren. På hul 12 havde han et 9-jern ind fra 120 meter. Der kom et massivt vindstød og slaget blev 50 meter kort. Det landede i forkant af green og rullede af, ned mod søen. Han slog indspillet til 4 fod, holede for par.

På hul 13, et kort par 3 hul med en pind der stod 1 meter fra bagkanten med to meter at lande på til hver side, slog han bolden ind til tre meter kort højre og holede for endnu en birdie. Putteren var meget bedre kørende.

På hul 14 i medvind slog han driveren op i højre semi-rough. Pinden stod på det bagerste plateau, fem meter fra bagkanten. Han slog 2. slaget op på plateauet og havde et fire meter put nedadbakke. Han slog den næsten 6 fod langt, men holede returputtet for par.

På hul 15 slog han sit drive i højre semi-rough. 2. slaget slog han ind, 6 fod fra pinden og holede for birdie.

Hul 16 var et kort par-3 hul. Han slog bolden midt green med en hurtigt put nedad bakke som lige snittede hullet, men han måtte igen nøjes med par.

På hul 17 slog han sit drive midt i fairway. Det blæste rigtigt meget nu, men han formåede alligevel at slå den til 8 fod, og en sikker par.

På hul 18 var vinden lidt fra siden, men et drive i fairway gav mulighed for at komme godt frem i 2. slaget på det lange par-5 hul med dog-leg højre op mod klubhuset. Han slog en 3 kølle frem i fairway, men havde stadig relativt langt ind. Han stillede sig op til 3. slaget med 7-jern, men tøvede lidt og gik tilbage til sin bag for at skifte til et 6-jern. Han sigtede den midt green og vinden fra venstre skubbede bolden ind lige højre om pinden. Han holede en 3 meter for birdie på sidste og en meget imponerende 67’er med vejret i betragtning. Han sluttede 3 under samlet og avancerede ni pladser fra T12 til en 3. plads.

En solid start på sæsonen og endnu et bevis på, at grundighed og ”hold dig til planen” virker.

Henrik Larsen – far til Mads

Magnus Becker Frederiksen fra Københavns Golf Klub vandt turneringen med 210 slag på de tre runder, mens Malthe Rasmussen fra Næstved blev nr. 2 med 212 slag. Mads endte med 213 slag. Se hele stillingen nederst på siden.

Om 14 dage skal Mads Viemose Larsen som en af fore danske landsholdsspillere spille med i Nations Cup i Spanien.

Herunder kan du se en video med et rigtig godt Mads-put fra turneringen på Lübker, nemlig på det sidste hul 18, der gjorde, at han fik endnu en birdie og dermed en runde på 67.

 

Herunder kan du se slutstillingen ved Lübker Championship 2024 by Titleist. Klik på navnene for at se de enkelte spilleres resultater på alle huller for de tre runder.