3. plads til Mads Larsen på Lübker Golf Resort

Der var et stærkt felt, der stillede op i årets første ranglisteturnering på den kommende DP World Tour bane i Nimtofte. Forud for turneringen havde det danske landshold samlet drenge-, og herretrupperne til den årlige ”Pre-Season Camp” fra den 3. april til den 5. april. Turneringen blev afviklet på ”Sand/Sky-sløjferne fra sort tee. Banen havde en course-rating på hele 74,8 slag.

Mads startede på ”Sky” og kom rigtigt godt fra start, med birdies på hul 1, 4 og 9. På det lange hul 13 havde han ”short-sided” sig selv lige til højre for green. Med et svært indspil til en green, der lå højt og med bolden over fødderne, en pind der kun stod to meter inde, resulterede i, at chippet var otte meter langt af pinden, og et efterfølgende 3-put resulterede desværre i en dobbelt-bogey.

Putteren svigtede ham lidt på de resterende huller, så han ikke fik udnyttet de chancer, som han gav sig selv. Han sluttede første runde i 71 slag, 1 under par. Mads følte ikke selv, at han fik nok ud af runden.
Efter 45 minutters frokostpause startede han 2. runde. Denne gang startede han på ”Sand”, som han lige havde spillet. Så det, der tidligere var hul 10, var nu blevet til hul 1 osv.

Han slog sit drive midt i fairway på hul 1, hvilket gav mulighed for at gå efter green på par 5 hullet i to slag. Desværre tog andet slaget lige præcis toppen af de træer, der beskyttede højre side af green. Det svære ”lie” i skovbunden, med dybe bunkers foran en green, der lå tre meter oppe, resulterede i, at han kom på green i fire slag og 2-puttede for en bogey.

Et fint udslag på hul 2, men et 3-put og en bogey. Han missede green venstre på det lange hul 4, og slog indspillet kort, bogey her også. Han var nu 3 over efter fire huller, og resten af runden blev én lang kamp med en bundfrossen putter. En birdie på hul 10 gav lidt gejst, men det blev taget fra ham umiddelbart efter, med endnu et 3-put på hul 11. En birdie på hul 12 igen, men han følte sig på intet tidspunkt i kontrol. 3-puttede igen på hul 15 og sluttede runden i 75 slag, tre over par for dagen, og to over par samlet.

Delt 12. plads efter de to første runder og Mads var tydeligt skuffet, men heldigvis god til at gøre det, som han skulle; Han fik nedvarmet, kalibreret sit ”aim-point”, spist, snakket og hygget med andre spillere og sovet lidt på det hele.

Han skulle spille finalerunde kl. 9.40 søndag. Det regnede det meste af morgenen, men ligesom han ankom til teestedet, stoppede regnen. Til gengæld blæste det nu med vindstød op til kuling. Mads var mere frisk den dag og havde sat sig det mål at komme rundt under par samlet for turneringen.

Han kom godt i gang med en tap-in par på hul 1. Han slog den til fire meter på hul 2 og holede for birdie. Drivede green på hul 3 og lå lige i højre side, med et indspil ned ad bakke til en pind der stod i bagkant. Han slog den til 2 fod og holede for birdie. På hul 4, det lange par-3 hul, slog han den til seks meter og en sikker par. På hul 5 missede han green fra 100 meter og lå i dybt modgræs til en kort pind. Han kom ikke ind og i, og måtte inkassere en bogey på par-5 hullet. 6. hul bød på endnu en god birdiechance, men måtte nøjes med par. På det lange hul 7, i direkte modvind, havde han en bold i højre semi-rough. Han tog højde for en mulig ”flyer”, som ikke kom, og bolden landede 10 meter kort af green. Pinden stod helt ovre i venstre side, lige bag en bunker og mellem to pukler på green. Grundig forberedelse og et perfekt indspil, der landede to fod fra ved pinden og blev liggende, resulterede i en sikker par. Hul 8, par-5 dog-leg venstre, i stiv kuling. Han skar hjørnet med driveren og lå i venstre side af fairway. Herfra slog han et 3-jern lige over pinden og havde et meget hurtigt put, nedad bakke i medvind for eagle. Bolden sneg sig lige venstre om hullet, men han holede en 5 fods retur for birdie. På hul 9 missede han green 5 meter venstre og havde et relativt nemt indspil. Han slog den til 2 fod, havde svært ved at stå oprejst i vinden og missede desværre puttet. En ærgerlig bogey på hul 9 og derfor ”kun” ud i 1 under par.

Han slog en 3-kølle fra tee, i medvinden på hul 10, for at undgå at komme for langt frem og risikere at rulle i strafområdet med røde pæle og grøn top. Fra fairway til 30 meter kort højre. Indspillet kom op kort og han måtte nøjes med par.

Hul 11 bød på stiv modvind og et 3-jern fra tee. På trods af en one-handed finish, landede bolden midt i fairway. Herefter endnu et 3-jern fra fairway, ind til en to meter og endnu en birdie. Han virkede meget mere komfortabel med putteren. På hul 12 havde han et 9-jern ind fra 120 meter. Der kom et massivt vindstød og slaget blev 50 meter kort. Det landede i forkant af green og rullede af, ned mod søen. Han slog indspillet til 4 fod, holede for par.

På hul 13, et kort par 3 hul med en pind der stod 1 meter fra bagkanten med to meter at lande på til hver side, slog han bolden ind til tre meter kort højre og holede for endnu en birdie. Putteren var meget bedre kørende.

På hul 14 i medvind slog han driveren op i højre semi-rough. Pinden stod på det bagerste plateau, fem meter fra bagkanten. Han slog 2. slaget op på plateauet og havde et fire meter put nedadbakke. Han slog den næsten 6 fod langt, men holede returputtet for par.

På hul 15 slog han sit drive i højre semi-rough. 2. slaget slog han ind, 6 fod fra pinden og holede for birdie.

Hul 16 var et kort par-3 hul. Han slog bolden midt green med en hurtigt put nedad bakke som lige snittede hullet, men han måtte igen nøjes med par.

På hul 17 slog han sit drive midt i fairway. Det blæste rigtigt meget nu, men han formåede alligevel at slå den til 8 fod, og en sikker par.

På hul 18 var vinden lidt fra siden, men et drive i fairway gav mulighed for at komme godt frem i 2. slaget på det lange par-5 hul med dog-leg højre op mod klubhuset. Han slog en 3 kølle frem i fairway, men havde stadig relativt langt ind. Han stillede sig op til 3. slaget med 7-jern, men tøvede lidt og gik tilbage til sin bag for at skifte til et 6-jern. Han sigtede den midt green og vinden fra venstre skubbede bolden ind lige højre om pinden. Han holede en 3 meter for birdie på sidste og en meget imponerende 67’er med vejret i betragtning. Han sluttede 3 under samlet og avancerede ni pladser fra T12 til en 3. plads.

En solid start på sæsonen og endnu et bevis på, at grundighed og ”hold dig til planen” virker.

Henrik Larsen – far til Mads

Magnus Becker Frederiksen fra Københavns Golf Klub vandt turneringen med 210 slag på de tre runder, mens Malthe Rasmussen fra Næstved blev nr. 2 med 212 slag. Mads endte med 213 slag. Se hele stillingen nederst på siden.

Om 14 dage skal Mads Viemose Larsen som en af fore danske landsholdsspillere spille med i Nations Cup i Spanien.

Herunder kan du se en video med et rigtig godt Mads-put fra turneringen på Lübker, nemlig på det sidste hul 18, der gjorde, at han fik endnu en birdie og dermed en runde på 67.

 

Herunder kan du se slutstillingen ved Lübker Championship 2024 by Titleist. Klik på navnene for at se de enkelte spilleres resultater på alle huller for de tre runder.