Category Archives: Nyheder

Tag det alvorligt – tag dit skrald med hjem

Det er ikke normalt, at vi bruger løftede pegefingre, men ifølge daglig leder, Anders Schnack, er der brug for det i forhold til affald på banen lige nu.

Affaldsspandene er lukkede – og det er de naturligvis, fordi vi i denne corona-tid skal forhindre, at vi går og rører ved de samme ting. Derfor er boldvaskere pakket ind, så de ikke kan bruges, og derfor er der en lang række andre restriktioner, der skal gøre det mest muligt ikke at blive smittet af at spille golf.

Det gælder så også affald, men desværre er der en hel del, der så har reageret ved at smide affaldet ude på banen, i askekummerne ved klubhuset eller sågar brudt tapen på skraldespandene op.

“Det er ikke i orden. Vi har alle et ansvar for at leve op til de fælles regler, der er sat, for at det trods corona kan lade sig gøre at komme til at spille golf. Derfor har bestyrelsen besluttet at slå hårdt ned på spillere, der smider affald på banen eller andre steder, “fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Bestyrelsen mener det så alvorligt, at det er besluttet, at det er bortvisningsgrund at smide affald.

Så har du taget dåser, madpapir eller andet med på golfbanen, så tag det med dig, når du kører hjem igen.

Der er kun én skraldespand på golfklubbens område, der er åben, og det er skraldespanden til venstre for indgangen i baghallen (se billedet i toppen). Den bliver tømt en gang om dagen.

Billedet nedenfor er taget af et medlem, der har fundet to øl-dåser krøllet sammen ved en bænk.

 

Proshoppen er åben – drivingrange kun til træning

Emil og Lasse i Proshoppen er nu klar til at tage imod medlemmer, der har brug for udstyr eller som gerne vil træne. Læs mere om træning længere nede. Drivingrange må lige kun bruges af trænerne til undervisning.

I resten af april er der 20 procent rabat på alle grips.

Det traditionelle modeshow i starten af april måtte jo desværre aflyses på grund af corona. Men shoppen kører så ekstraordinært med 20% rabat på tøj i resten af april – gælder ikke sko og handsker
Vi tilbyder en kop kaffe til alle i vores åbningstid her i starten – vi har plads til fire kunder i butikken ad gangen, men forhåbentlig bliver ventetiden ikke for lang.

Shoppen følger også anbefalingerne fra Dansk Golf Union om afstand, og det gælder både i shoppen og i forbindelse med træning.

Der er mulighed for at booke træning fra lørdag den 18. april.

Drivingrange er lukket for alle andre end dem, der går til træning. Logistikken i forbindelse med håndtering af bolde, kurve, opsamling og lignende er for vanskelig, når det skal sikres, at vi ikke rører de samme ting. Desuden er antallet af træningsbolde meget få. Der er bestilt nye, men de kommer fra Kina og det er endnu uvist, hvornår de dukker op.

Proshoppen har følgende åbningstider:

  • Mandag-torsdag kl. 10-18
  • Fredag-søndag kl. 10-16

“Vi tager alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger med ekstra rengøring, afspritning, maks. fire kunder i shoppen ad gangen, afstand på to meter og ingen adgang til klubhuset via Proshoppen,” fortæller protræner Lasse Frølich Kristensen.

Sådan er betingelserne ved træning:

  • Hvis du har en tid til undervisning, kan du varme op 20 min. før din tid
  • Hent bolde til drivingrange i forbindelse med undervisning i shoppen
  • Efter endt lektion kan du nedvarme i 10 minutter, før du skal forlade drivingrange

“Vi kommer til at lægge vægt på videoundervisning. og vi opretholder afstanden på de to meter som anbefalet. Vi afspritter og desinficerer efter hver lektion. Vi anbefaler desuden 40 minutters lektioner, så der er god tid,” fortæller Lasse.

Her finder du siden med link til booking. Du skal huske, at der skal være penge på kontoen, før du kan booke din lektion. Alternativt ring til shoppen på 46326100, så hjælper vi dig.

Alle holdtræninger er på nuværende tidspunkt sat i bero.

Vi har stadig samme undervisningspakker, og vi underviser i alle spillets facetter:

  • 1 lektion = 200 kr.
  • 5 lektioner = 900 kr.
  • 10 lektioner = 1600 kr.
  • Golf360 5 lektioner af 20 min. plus 9 huller banelektioner = 1500 kr.

Af andre aktiviteter er der udstyrsdage, hvor du kan komme og få fittet dit helt eget udstyr:

  • Titleist 17/4
  • Mizuno 28/4
  • Wilson 5/5
  • Mizuno 21/5

Hvis du er interesseret i disse skal du booke tid på forhånd via shoppen.

På billedet er det Emil ved indgangen til Proshoppen, hvor han har sat et skilt op med at holde afstand.

Her finder du scorekort til at printe

Så længe klubhuset er lukket, er det ikke muligt at få udskrevet sit scorekort – og heller ikke at bekræfte sin spilletid.

Imidlertid kan du forberede dig hjemmefra ved at udskrive scorekortet. Og i GolfBox kan du også selv se, hvor mange ekstra slag, du via dit spillehandicap har fået tildelt og på hvilke huller.

Hvis du gerne vil se dine tildelte slag, så log in i GolfBox – klik på menupunktet “Scores” i venstre side og derefter på menupunktet “Indberet score”. Så kan du scrolle ned i bunden og se præcist hvor mange slag, du har på alle huller. Evt. kan du tage et print af dette skærmbillede og så bruge det som scorekort, når du spiller.

Det er også muligt at føre dit scorekort via golf-app’en GLFR, som Roskilde Golf Klub har et samarbejde med. Her finder du instruktion i, hvordan du gør.

Par 3 banens scorekort er lavet til, at man kan spille banen to gange. Derfor står der også hul 10-18. Det er dog de samme huller som 1-9.

Sådan booker medlemmer uden DGU-nummer tid på par 3 banen

Det er lykkedes at finde en måde, så par 3 medlemmerne også kan booke tid på forhånd. Derfor er den normale “boldrende” suspenderet. Du kan kun spille på par 3 bane, hvis du har booket tid i forvejen. Det skal naturligvis forhindre, at vi samles i større grupper for at komme ud at spille. Det gælder om at holde afstand.

Det er muligt at booke tider med op til fire på samme tid. Det er dog ikke tilladt at booke sig på en tid, som andre har booket – med mindre, man har en aftale om det.

Par 3 medlemmer kan på samme måde som flex- og fuldtidsmedlemmer nu logge på GolfBox, vælge 9-hullers banen og så booke en tid.

De fleste par 3 medlemmer er ikke vant til at bruge GolfBox, og mange kender måske ikke deres password.

Sådan gør du:

  1. Oppe i toppen på forsiden af hjemmesiden er der en login-boks til GolfBox
  2. Her skriver du dit klub- og dit medlemsnummer. Det er 38 med en bindestreg og efterfulgt af dit medlemsnummer, fx 38-4545
  3. Derefter udfylder du dit password. Det er som udgangspunkt de fire eller seks første cifre i dit personnummer, altså din fødselsdato evt. efterfulgt at de sidste to cifre i dit fødselsår, altså fx 1409 eller 140961, hvis du er født 14. september 1961
  4. Så kommer du ind på en side, hvor du kan trykke tidsbestilling – vælge 9-hullers banen og så finde en tid
  5. Tryk på tiden, find evt. din medspiller på navn eller medlemsnummer og tryk så godkend
  6. Så er din tid booket og du kan tage ud og spille

Kan du ikke logge på, så tryk på “Glemt password”, så får du tilsendt en mail med vejledning til et nyt password.

Der er udslag hvert 10. minut – og mulighed for at booke fra kl. 8 og resten af dagen både hverdage og weekend.

Betingelserne for at spille på par 3 banen er i øvrigt de samme som spillet på 18-hullers banen.

 

 

Tilbud til nye i 2020: Prøv golf i otte uger for 995 kr.

I Roskilde Golf Klub har vi et rigtig godt tilbud til jer, som ønsker at få en introduktion til golfspillet.

Det er et prøvemedlemskab, som varer 8 uger. Vi har afprøvet dette tilbud i 5-6 år, og har modtaget stor anerkendelse for det program, som du skal igennem som prøvemedlem.

Golf er en sport for livet. Golf kan spilles fra 4-5 års alderen til langt op i firserne. Via vores prøvemedlemskab får du mulighed for at finde ud af, om golf er noget for dig.

2016-09-rgk-par-3-match-40Prøvemedlemskabet koster 995 kr. For de penge får du bl.a. undervisning, både på hold og individuelt, du kan frit træne på vores træningsområder samt spille på vores par 3 bane. Ydermere kan du gratis låne golfudstyr til de forskellige aktiviteter, og du får mulighed for mentorvejledning.

Vi starter hold 18. maj 2020 samt umiddelbart efter sommerferien. Som noget nyt har vi oprettet hold torsdag formiddag kl. 11-12.

Du kan altså melde dig til allerede nu. Desværre har vi – på grund af covid-19 ikke mulighed for at holde en informationsaften. Til gengæld vil vores mentorer gøre ekstra meget ud af introduktionen.

Hvis du vil tilmelde dig allerede nu, så kan du gøre det på siden med tilmelding, mere information og vores velkomstfolder.

Venlig hilsen
Udvalg for prøvemedlemmer i Roskilde Golf Klub

Par 3 banen åbner Langfredag – med tidsbestilling

Langfredag åbner 9-hullers banen, så par 3 medlemmer – på lige fod med klubbens øvrige – medlemmer også kan komme ud for at spille golf i denne tid med Coronasmittefare.

Det er dog med nøjagtig samme restriktioner som alle andre – altså kun to-bolde med en spillemakker fra samme husstand eller ens faste spillemakker, og der skal holdes afstand.

Bestyrelsen har taget denne beslutning, fordi det er lykkedes at finde en måde, så par 3 medlemmerne kan booke deres tid på forhånd og vi derfor ikke risikerer, at mange kommer ud på banen samtidig. Vi skal stadig undgå at samles i grupper – både på banen, ved klubhuset og på parkeringspladsen.

Løsningen er lidt teknisk, men slutresultatet er ganske enkelt. Par 3 medlemmer kan på samme måde som flex- og fuldtidsmedlemmer nu logge på GolfBox, vælge 9-hullers banen og så booke en tid.

De fleste par 3 medlemmer er ikke vant til at bruge GolfBox, og mange kender måske ikke deres password.

Sådan gør du:

  1. Oppe i toppen på forsiden af hjemmesiden er der en login-boks til GolfBox
  2. Her skriver du dit klub- og dit medlemsnummer. Det er 38 med en bindestreg og efterfulgt af dit medlemsnummer, fx 38-4545
  3. Derefter udfylder du dit password. Det er som udgangspunkt de fire eller seks første cifre i dit personnummer, altså din fødselsdato evt. efterfulgt at de sidste to cifre i dit fødselsår, altså fx 1409 eller 140961, hvis du er født 14. september 1961
  4. Så kommer du ind på en side, hvor du kan trykke tidsbestilling – vælge 9-hullers banen og så finde en tid
  5. Tryk på tiden, find evt. din medspiller på navn eller medlemsnummer og tryk så godkend
  6. Så er din tid booket og du kan tage ud og spille

Kan du ikke logge på, så tryk på “Glemt password”,  så får du tilsendt en mail med vejledning til et nyt password.

Der er udslag hvert 10. minut – og mulighed for at booke fra kl. 9 og resten af dagen både hverdage og weekend.

Betingelsen for at komme ud og spille er altså, at der bliver booket tid i GolfBox.

Bemærk, at der er lavet en løsning, så bolden bare skal trille hen i nærheden af hullet. Ligesom på den store bane kan bolden ikke trille i hul – og du skal derfor heller ikke tage flaget op. Det er gjort for at minimere risikoen for, at vi rør ved de samme ting og dermed spreder smitte.

 

 

Modeshow aflyst – øvrige aktiviteter holder stadig pause

Damedagens og proshoppens modeshow tirsdag den 14. april er desværre aflyst. Det skyldes naturligvis risikoen for coronasmitte, der har stoppet alle klubaktiviteter indtil videre.

Modeshowet er helt aflyst og bliver derfor ikke gennemført på en anden dato. Øvrige klubaktiviteter håber vi naturligvis kommer i gang igen, men vi venter alle på en udmelding fra regering og øvrige myndigheder.

I første omgang er det altså alene muligt at komme ud og spille to og to på 18 hullers banen.

Damedagen, Herredagen, Seniorgolf og øvrige klubber i klubben kommer ikke i gang som planlagt. Det samme risikerer at være tilfældet for kaninmatcherne, der skulle være startet 20. april, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu.

Hold øje her på hjemmesiden, hvor vi fortæller, straks når det er muligt at genoptage alle aktiviteter.

Dansk Golf Union har også valgt at udskyde Golfens Dag, der skulle have været afholdt den 26. april.

Træner Lasse Frølich fortæller, at proshoppen fortsat holder lukket – “til og med d. 13/4 eller til vi får noget andet at vide.”

“Hvis vores medlemmer skal bruge varer, kan de kontakte os på tlf. 28400305 eller via mail .  Alle arrangementer indtil d. 14/4, modeshowet inklusiv, er aflyst,” fortæller Lasse Frølich.

Proshoppens griptilbud kører stadig. Du kan få sat nyt grip på dine jern og køller – med rabat og med hent og bring. Her kan du læse om griptilbuddet. 

Rolig og tilfredsstillende corona-åbning af banen

Det er gået roligt og tilfredsstillende med åbning af Roskilde Golf Klubs 18 hullers bane fra fredag den 3. april. Rigtig mange medlemmer sad på spring, så i løbet af en halv time var der nærmest fuldt booket fredag og i weekenden. I skrivende stund – lørdag aften – er der før kl. 16 ikke en eneste tid hele ugen indtil Langfredag. Dog med undtagelse af enkelt meget tidlige morgentider. Det er åbent fra kl. 7 i weekenden og fra kl. 9 på hverdage.

Bestyrelsen har tilladt, at hver spiller kan have to bookinger, men der er jo kun plads til to spillere på hver tid med 10 minutters mellem og dermed 12 spillere i timen mod normalt op til 32.

Spil ikke med forskellige makkere

Der er sat tydelige skilte op omkring parkeringsplads, klubhus, 1. tee og ved bagladen. Alle steder lyder opfordringen at holde afstand + en opridsning af de regler, som DGU har udstukket, og som klubben følger. Blandt andet derfor er der lukket i klubhuset, bolden kan ikke trille i hul og vi må som nævnt kun spille to ad gangen. Her har vi så den i øjeblikket eneste konkrete udfordring i forhold til retningslinjerne. Man må nemlig spille med en anden fra din husstand eller en fast spillemakker. Men det ser desværre ud til, at mange spiller med forskellige makkere, og det er faktisk ikke i orden. Vi skal stadig respektere det med at holde os fra andre mennesker, end dem vi normalt omgås.

Vi skal booke tid på forhånd, komme præcist til vores tid og straks tage hjem, når runden er overstået. På den måde mindsker vi risikoen for at mødes i grupper.

En enkelt gruppe på fire havde helt misforstået konceptet og var ved at gå ud sammen, da de blev stoppet. De henholdt sig til skiltet, hvor der står, at bestyrelsen opfordrer spillerne til at slå sig sammen til fire-bolde. Anders fra sekretariatet sørgede så straks for at sætte et kryds over dette budskab, som gælder under normale forhold, men nu er sat ud af kraft. Vi må kun gå ud to og to.

Der har også været nogle reaktioner fra passive medlemmer, som ikke kan booke på den store bane. Par 3 banen er nemlig lukket, netop fordi man ikke kan booke og det dermed ikke kan sikres, at spillerne kommer forskudt og på mange forskellige tidspunkter.

Der har også været nogle henvendelser til sekretariatet fra spillere, som finder åbningen af banen uetisk.

Langt de fleste golfklubber har imidlertid fulgt DGU´s ok til åbning – med enkelte undtagelser, fx et par jyske klubber og så Holbæk Golfklub, hvor kommunen har udstedt et forbud mod åbning gældende alle idrætsforeninger.

 

Banen åben – men med mange restriktioner

Alle følger sikkert grundigt med i udmeldingerne fra regeringen omkring Corona – og det vigtige i, at Danmark nu holder fast i at holde afstand og følge de øvrige retningslinjer for at smitten ikke breder sig, så landet langsomt kan begynde at åbne sig igen efter påske.

Regeringens seneste udmelding er blevet tolket forskelligt af Danmarks Idrætsforbund og Dansk Golf Union. DIF har anbefalet fortsat at holde lukket for alle idrætsaktiviteter både udendørs og indendørs, men Dansk Golf Union har sendt besked ud til alle klubber om, at det vil være ok at holde åbent kun for medlemmer og kun via en række restriktioner.

Bestyrelsen har holdt møde via Skype og besluttet at følge DGU’s anbefalinger, ligesom klubben har fulgt de øvrige anbefalinger undervejs i Corona-krisen.

Åben for to-bolde fra kl. 9 på hverdage og fra kl. 7 i weekenden 

Det betyder, at 18-hullers banen er åben for spil fra fredag den 3. april 2020. Det er muligt at bestille tid i GolfBox – dog kun to-bolde og kun fra kl. 9 på hverdage og kl. 7 i weekenden. Banen er navngivet “Corona-banen”. Du kan gå med din partner eller med en anden fast spillemakker, men vi må ikke blande os på kryds og tværs. Vi skal holde afstand – som det også gælder alle andre steder.

Du kan kun bestille to tider ad gangen. Det er selvfølgelig for at flest mulige får mulighed for at komme ud og spille. Har du fri på hverdage, så spil her, så dem, der går på arbejde, har mulighed for at få tider i weekenden.

Par 3 banen er fortsat lukket. Vi har ikke tidsbestilling på denne bane og de passive medlemmer har heller ikke DGU-kort og nummer og vil derfor heller ikke kunne booke. Og vi vil ikke risikere, at mange bare kommer ud uden tidsbestilling.

Udfordringen er, at vi skal opføre os ansvarligt – og holde afstand. Så banen er kun åben under bestemte forudsætninger:

  1. Du skal bestille tid i GolfBox på forhånd – højst to pr. udslagstid
  2. Du må spille med en anden fra din husstand eller med en fast spillemakker
  3. Banen er åben på hverdage fra kl. 9, så greenkeeperne kan arbejde uhindret indtil da. I weekenden er der åbent fra kl. 7
  4. Kontakt ikke klubbens personale, hverken greenkeepere eller andre. Sekretariatet har lukket
  5. Udslagstiderne er med 10 minutters mellemrum
  6. Kom ud i klubben så tæt mod din spilletid som muligt – du må tidligst gå mod 1. tee 10 minutter før din starttid
  7. Vi må ikke samles i grupper, hverken på banen eller på parkeringspladsen
  8. Du kan ikke bekræfte din starttid i klubhuset
  9. Står der nogen på 1. tee, så vent til det bliver din tur henne ved bord og bænkesættet ved siden af puttinggreen
  10. Vi lukker ikke igennem – så tag det roligt og følg samme tempo hele vejen rundt. Sakker du bagud, så saml bolden op og gå fremad
  11. Hold minimum to meters afstand fra alle andre overalt
  12. Kør hjem umiddelbart efter runden

Klubhuset er fortsat lukket. Det samme gælder drivingerange, puttinggreen og de øvrige træningsfaciliteter. Toiletter og vaskefaciliteter på banen er heller ikke åbne. Der er ikke river i bunkers, boldvaskere og affaldsstativer, så tag dit eget affald med hjem.

Porten i bagladen er åben fra ca. 8.45 til ca. kl. 18 hver dag – har du mulighed for det, så tag dit udstyr med hjem. Hold under alle omstændigheder afstand i bagladen på samme måde som alle andre steder.

Og så lidt om golfspillet:

  • Der er ikke adgang til scorekort
  • Du kan ikke indberette scoren for dagens runde
  • Boldene kan ikke trille i hul på green, som den plejer – der er sat en pind i hullet, så boldene lægger sig på kanten af hullet. Hvis bolden ligger inden for en meter fra hullet, så er bolden “givet” – den betragtes som i hul på næste slag
  • Der er udslag fra vinterteesteder – måtter og midlertidige teesteder (markeret med vinterklodser)
  • Der skal lægges op på overalt – for at skåne græsset
  • Kørsel med golfbiler er ikke tilladt

I tilfælde af frost spiller vi til vintergreen – der vil sandsynligvis ikke være flag på, men der vil være klippet, så man kan se, at greenen er der.

Til sidst en lille formaning: Situationen med Corona er alvorlig, så banen forbliver kun åben, hvis sikkerhedsreglerne bliver overholdt. Spil for jer selv – hold afstand, lad være med at samles i grupper, hverken på banen eller på parkeringspladsen.

Og er du syg eller i risikogruppen, så bliv hjemme. Bestyrelsen tager naturligvis ansvaret for, at banen nu bliver åbnet, men vi skal hver især tage eget ansvar for at overholde retningslinjerne og for at sikre, at smitten ikke breder sig.

Vi glæder os til, vi kan vende tilbage til alt det sociale samvær, vi nyder og er kendt for. Indtil videre glæder vi os over, at vi kan komme ud og få noget frisk luft.

PS: Peter i Restaurant Birdie har jo lukket, men i påsken fra skærtorsdag til og med 2. påskedag laver han en særlig takeaway påskefrokost for minimum to kuverter til en pris på 189 kr. pr. kuvert. Du skal komme ud i klubben og banke på køkkenets bagindgang på det tidspunkt, du aftaler med restauranten.

Her kan du læse mere om menuen.

Uden trykt scorekort – brug app på mobilen

Mens der er Coronalukket i klubhuset er det ikke muligt at hente og printe scorekort. Da vi også spiller uden rigtige huller på green, så kan det måske være lige meget. Det vigtigste er jo at komme ud og få lidt frisk luft og få luftet køllerne.

Men vil du alligevel gerne notere din score, så kan du vælge at gøre det på en golf-app.

En af mulighederne er golf app’en, GLFR.

Du kan downloade app’en både til android og IOS telefoner.

Roskilde Golf Klub har et samarbejde med firmaet bag golf app’en. Det er dem, der hjælper med at tegne banen op, fx til brug for en baneguide. Og vi kan selv ændre på banekortet, hvis vi flytter bunkers eller på anden måde laver om på hullerne.

For dig som spiller betyder app’en, at baneguiden på telefonen – inklusiv afstande – altid er opdaterede. Ud fra gps’en i telefonen kan du altid se, hvor langt der er til greens og andre forhindringer. Du kan notere scores og efterfølgende se statistikker, ikke alene på dine scores, men også præcist hvor du har slået fra og til på alle slag på de enkelte huller. Altså der er meget for nørden, hvis du vil føre nøje statistik, men du kan også nøjes med at notere din score undervejs. Man skal være lidt på tæerne, hvis man på første runde skal lære at bruge alle funktioner, så tag dem lidt ad gangen. Hvis du efterfølgende vil se alle dine slag, så skal du på runden huske at klikke dit slag ind fra der, hvor bolden ligger, inden du går videre. Du skal altså klikke +1 allerede når du står på teestedet.

Opret med din profil, husk at indtaste dit handicap

Inden du bruger app’en første gang, skal du oprette en profil med navn, mail og kodeord (evt. kan du logge på med din Facebook-profil). Når profilen er oprettet, skal du indtaste dit handicap. Der er endnu ikke integration til GolfBox, så hvis dit handicap ændrer sig, så skal du også ændre i GLFR-app’en.

App’en er gratis for spillere.

Du finder link til download og meget mere information om app’en på http://www.glfr.com/.

Når du har spillet, kan du logge på https://my.glfr.com og så se statistikken for din runde.

Herunder kan du se nogle af skærmbillederne i app’en. Bemærk, når du søger efter app’en, at der både er en grøn og en sort GLFR-app. Den sorte er til administration, fx til greenkeepere, så det er den grønne, du skal downloade.