Banen åben – men med mange restriktioner

Alle følger sikkert grundigt med i udmeldingerne fra regeringen omkring Corona – og det vigtige i, at Danmark nu holder fast i at holde afstand og følge de øvrige retningslinjer for at smitten ikke breder sig, så landet langsomt kan begynde at åbne sig igen efter påske.

Regeringens seneste udmelding er blevet tolket forskelligt af Danmarks Idrætsforbund og Dansk Golf Union. DIF har anbefalet fortsat at holde lukket for alle idrætsaktiviteter både udendørs og indendørs, men Dansk Golf Union har sendt besked ud til alle klubber om, at det vil være ok at holde åbent kun for medlemmer og kun via en række restriktioner.

Bestyrelsen har holdt møde via Skype og besluttet at følge DGU’s anbefalinger, ligesom klubben har fulgt de øvrige anbefalinger undervejs i Corona-krisen.

Åben for to-bolde fra kl. 9 på hverdage og fra kl. 7 i weekenden 

Det betyder, at 18-hullers banen er åben for spil fra fredag den 3. april 2020. Det er muligt at bestille tid i GolfBox – dog kun to-bolde og kun fra kl. 9 på hverdage og kl. 7 i weekenden. Banen er navngivet “Corona-banen”. Du kan gå med din partner eller med en anden fast spillemakker, men vi må ikke blande os på kryds og tværs. Vi skal holde afstand – som det også gælder alle andre steder.

Du kan kun bestille to tider ad gangen. Det er selvfølgelig for at flest mulige får mulighed for at komme ud og spille. Har du fri på hverdage, så spil her, så dem, der går på arbejde, har mulighed for at få tider i weekenden.

Par 3 banen er fortsat lukket. Vi har ikke tidsbestilling på denne bane og de passive medlemmer har heller ikke DGU-kort og nummer og vil derfor heller ikke kunne booke. Og vi vil ikke risikere, at mange bare kommer ud uden tidsbestilling.

Udfordringen er, at vi skal opføre os ansvarligt – og holde afstand. Så banen er kun åben under bestemte forudsætninger:

  1. Du skal bestille tid i GolfBox på forhånd – højst to pr. udslagstid
  2. Du må spille med en anden fra din husstand eller med en fast spillemakker
  3. Banen er åben på hverdage fra kl. 9, så greenkeeperne kan arbejde uhindret indtil da. I weekenden er der åbent fra kl. 7
  4. Kontakt ikke klubbens personale, hverken greenkeepere eller andre. Sekretariatet har lukket
  5. Udslagstiderne er med 10 minutters mellemrum
  6. Kom ud i klubben så tæt mod din spilletid som muligt – du må tidligst gå mod 1. tee 10 minutter før din starttid
  7. Vi må ikke samles i grupper, hverken på banen eller på parkeringspladsen
  8. Du kan ikke bekræfte din starttid i klubhuset
  9. Står der nogen på 1. tee, så vent til det bliver din tur henne ved bord og bænkesættet ved siden af puttinggreen
  10. Vi lukker ikke igennem – så tag det roligt og følg samme tempo hele vejen rundt. Sakker du bagud, så saml bolden op og gå fremad
  11. Hold minimum to meters afstand fra alle andre overalt
  12. Kør hjem umiddelbart efter runden

Klubhuset er fortsat lukket. Det samme gælder drivingerange, puttinggreen og de øvrige træningsfaciliteter. Toiletter og vaskefaciliteter på banen er heller ikke åbne. Der er ikke river i bunkers, boldvaskere og affaldsstativer, så tag dit eget affald med hjem.

Porten i bagladen er åben fra ca. 8.45 til ca. kl. 18 hver dag – har du mulighed for det, så tag dit udstyr med hjem. Hold under alle omstændigheder afstand i bagladen på samme måde som alle andre steder.

Og så lidt om golfspillet:

  • Der er ikke adgang til scorekort
  • Du kan ikke indberette scoren for dagens runde
  • Boldene kan ikke trille i hul på green, som den plejer – der er sat en pind i hullet, så boldene lægger sig på kanten af hullet. Hvis bolden ligger inden for en meter fra hullet, så er bolden “givet” – den betragtes som i hul på næste slag
  • Der er udslag fra vinterteesteder – måtter og midlertidige teesteder (markeret med vinterklodser)
  • Der skal lægges op på overalt – for at skåne græsset
  • Kørsel med golfbiler er ikke tilladt

I tilfælde af frost spiller vi til vintergreen – der vil sandsynligvis ikke være flag på, men der vil være klippet, så man kan se, at greenen er der.

Til sidst en lille formaning: Situationen med Corona er alvorlig, så banen forbliver kun åben, hvis sikkerhedsreglerne bliver overholdt. Spil for jer selv – hold afstand, lad være med at samles i grupper, hverken på banen eller på parkeringspladsen.

Og er du syg eller i risikogruppen, så bliv hjemme. Bestyrelsen tager naturligvis ansvaret for, at banen nu bliver åbnet, men vi skal hver især tage eget ansvar for at overholde retningslinjerne og for at sikre, at smitten ikke breder sig.

Vi glæder os til, vi kan vende tilbage til alt det sociale samvær, vi nyder og er kendt for. Indtil videre glæder vi os over, at vi kan komme ud og få noget frisk luft.

PS: Peter i Restaurant Birdie har jo lukket, men i påsken fra skærtorsdag til og med 2. påskedag laver han en særlig takeaway påskefrokost for minimum to kuverter til en pris på 189 kr. pr. kuvert. Du skal komme ud i klubben og banke på køkkenets bagindgang på det tidspunkt, du aftaler med restauranten.

Her kan du læse mere om menuen.