Category Archives: Nyheder

Rekordmange til årets generationsmatch

Der var rekorddeltagelse med 52 tilmeldte spilere til Generationsmatch 2019. Man spillede i hold á to og to og spilformatet var greensome stableford. Der var gunstart og efterfølgende frokost med præmieoverrækkelse.
Vinderne med 43 point blev Mathias- og Naomi Harbinson-Hansen, nr. 2 blev Ryan- og Noah West-Buske og 3. pladsen gik til Jan og Mads Gerlach Skov.
Næstsidstepladsen fik en lektion hos trænerne og gik til Jørn Kristiansen og Tina Donstrup.
Peter Bornæs, ungdomsudvalget

Naturudvalg går videre med 12 af FN’s verdensmål

Natur- og miljøarbejdet i Roskilde Golf Klub er fortsat højt oppe i gear. To gange har klubben været nomineret til golfsportens natur- og miljøpris uden at vinde, og det kunne have fået andre til at blive skuffede og drosle ned på ambitionerne.

Men sådan er det ikke i Roskilde. Tværtimod.

Natur-og miljøudvalget har udarbejdet et dokument, der overordnet beskriver vision og mission for mål og tiltag med udgangspunkt i 12 ud af FN’s 17 verdensmål. Dette dokument vil så løbende blive opdateret – og der vil blive udarbejdet handlingsplaner for hver af de 12 områder.

”Vi håber, at både os i udvalget, men i særdeleshed klubben får rigtig meget ud af at arbejde med natur og miljø ud fra de 12 verdensmål, som vi har vurderet kan give mening i vores golfklub. Det samlede ”manifest” er beskrivelsen af vores overordnede mål, og inden for de 12 områder går vi så de enkelte mål igennem både på kort og lang sigt og udarbejder en plan for hver,” siger Lars Carlsen fra natur- og miljøudvalget. Det er Lars på billedet i færd med at nærstudere naturen på banen på en golfrunde.

Roskilde Golf Klub arbejder videre med følgende 12 verdensmål:

  1. Mål 3. Sundhed og trivsel
  2. Mål 4. Kvalitet i undervisning og formidling
  3. Mål 5. Ligestilling mellem kønnene
  4. Mål 6. Rent vand og sanitet
  5. Mål 7. Bæredygtig energi
  6. Mål 8. Anstændige jobs og økonomisk vækst
  7. Mål 11. Lokalsamfundet
  8. Mål 12. Ansvarligt forbrug og produktion
  9. Mål 13. Klimaindsats
  10. Mål 14. Livet under vand
  11. Mål 15. Livet på land
  12. Mål 17. Partnerskab for handling

De fem mål vi ikke finder relevante for klubben er mål 1: ”Afskaf fattigdom”, mål 2: ”Stop sult”, mål
9: ”Industri, innovation og infrastruktur”, mål 10: ”Mindre ulighed” og mål 16: ”Fred, retfærdighed
og stærke institutioner”.

Natur- og mijøudvalget har udarbejdet en vision med udgangspunkt i de 12 verdensmål. Navnene på disse indgår direkte i visionen og er sat ind med store bogstaver:

”Vores vision er at være en klub, hvor der er adgang til RENT VAND OG SANITET, hvilket er
med til at sikre SUNDHED OG TRIVSEL, hvor alle får en KVALITETSUDDANNELSE, hvor kvinder og
mænd udnytter deres fulde potentiale, fordi der er LIGESTILLING MELLEM KØNNENE. En klub
med fornuftige investeringer i BÆREDYGTIG ENERGI og som skaber ANSTÆNDIGE JOBS som en
aktiv del af et BÆREDYGTIGT LOKALSAMFUND, og takket være en målrettet KLIMAINDSATS,
bidrager til at begrænse den globale opvarmning. En klub hvor både VANDMILJØET og LIVET PÅ
LAND trives, fordi klubben har sikret ANSVARLIGT FORBRUG. Alt dette skal klubben opnå bl.a.
fordi den arbejder sammen gennem PARTNERSKABER FOR HANDLING.

Vores mission er at gøre verdensmål til hverdagsmål.”

Her kan du læse hele dokumentet med beskrivelse af Roskilde Golf Klubs planer inden for de 12 verdensmål.

Her kan du se, hvem der sidder i natur- og miljøudvalget.

Optimister med kun tre jern i bag’en

29 Optimister spillede stablefordmatch tirsdag den 27. august med efterfølgende frokost i Restaurant Birdie.

Der var 3 køller/jern i bag’en. Det var ikke helt let at vælge, og det afspejlede scoren da også.

Der blev præmie til Anette Lund-Cramer, Jette Nørlund og Kirsten Kaldal.

Holdmatch 1/10 til støtte for Mads Vibes golfkarriere

Kunne du have lyst til at støtte protræner Mads Vibe-Hastrup i hans bestræbelser på at vende tilbage til Europatouren – og vil du selv blive glad for en dag med masser af golf, foredrag, lækker mad, netværk – og måske en tur i en af de nye Volvo-modeller?

Så har du muligheden tirsdag den 1. oktober, hvor Mads Vibe-Hastrup inviterer til “Mads Vibe Invitational 2019”. Det er en tilbagevendende begivenhed, som denne gang foregår i Roskilde, hvor Mads i år er træner.

Det drejer sig om en holdmatch, så man skal melde sig fire ad gangen. Det koster 4.000 kr. eksklusiv moms at være med, og her er programmet for dagen:

  • Kl. 7.30: Morgenmad i Roskilde Golf Klub
  • Kl. 9: Gunstart i en fire-personers holdturnering med de tre bedst tællende scores stableford. Der er præmier til de bedste tre score individuelt og de tre bedre hold samt nærmest flaget og længste drive
  • Kl. 14-15.30: Netværk og tapasbuffet hos Volvo Nellemann på Betonvej 1 i Roskilde. Her fortæller Mads Vibe-Hastrup om sæsonen, hvilke udfordringer han står over for ved deltagelsen i European Tour School. Her er der også præmieoverrækkelse
  • Kl. 16: Tak for i dag

Under matchen får deltagerne mulighed for at spille et hul sammen med Mads samt bruge hans “gode” score ved holdturneringen.

Tilmelding foregår direkte til Mads på tlf. 53 71 62 66 eller på mail: .

Målet for i år har hele tiden været deltagelse i tourskolen.

“Jeg skal afsted fra den 9.-12. oktober – det bliver formentlig i Portugal, men det kan også være Frankrig. Her er vi 156 deltagere pr. bane på i alt seks baner, der kæmper om 20 pladser på hver af de seks baner, så det er lidt af et nåleøje at kvalificere sig til Europa-touren,” fortæller Mads, der har prøvet tourskolen 5-6 gange før og kvalificeret én gang. 2019 bliver forhåbentlig gang nr. 2.

Her kan du se invitationen til “Mads Vibe Invitational 2019” i Roskilde.

Har vi langsomme greens i øjeblikket?

Nogle medlemmer har bemærket, at greens er lidt langsommere, end de plejer at være – og nogle har også fået opsnuset, at den rullemaskine, som greenkeeperne bruger til at få ensartede greens, er gået i stykker.

Her kommer lidt fakta:

Rullemaskinen er ganske rigtigt gået i stykker. Til gengæld har klubben lånt en anden, som greenkeeperne kan bruge – dog ikke alle dage, da den også er udlånt andre steder. Greenkeeperne arbejder på at få den oprindelige maskine ordentligt repareret – den er nemlig kun et par år gammel.

Men når det er sagt, så er der faktisk en anden årsag til, at hastigheden på greens er lidt langsommere i øjeblikket. Det skyldes, at græsset får lov at gro en anelse mere i øjeblikket for at imødegå svampen Dollarspot, som greens tidligere har været angrebet med og som der desværre ser ud til at være tegn på igen. Af samme årsag er adgangen til forgreen flere steder spærret, så buggier og vogne ikke kommer derhen og vi golfspillere kommer til at gå mindre på disse områder.

På billedet er Bent Henning Hansen, der ved en tidligere lejlighed er ude at køre med rullemaskinen.

Nyt lys, nye bænke og nye måtter på driving range

Der er gang i flere forbedringer på og omkring banen i disse dage.

De nye bænke på banen er nu sat op – der er lagt fliser, så bænkene står solidt og det hele ser pænt ud. Enkelte steder må brugen af bænken lige vente til, at græsset omkring er groet rigtig op.

Næsten alle sponsortavler på bænkene er også solgt – tilbage er alene tre hele og to ”halve” bænke, så er du interesseret i at blive synlig på en bænk, så kontakt sekretariatet.

Forbedret lys på vej ved parkeringspladsen

På parkeringspladsen er der lige nu ved at blive gravet op. Hullerne skal bruges til at grave ordentligt isolerede kabler ned, så lyset på selve parkeringspladsen, på vejen langs drivingrange og på gå-arealerne op mod klubhuset bliver meget bedre.

Sidste år var der brud på flere kabler med dyre reparationer til følge, og nu er der igen konstateret tre nye brud med det resultat, at lyset ikke virker ordentligt. Kablerne har tidligere ikke været lagt professionelt nok – og der er standere, der er bøjede og med for dårligt lys, så man næsten ikke kan se noget.

Nu bliver der LED-lys, der er langt bedre og billigere – og som kan forbedre trygheden ved at færdes i området.

Nye måtter mellem udslagshusene

Endelig er der også nye måtter på vej til det åbne udslagsområde mellem skurene på drivingrange. Måtterne ligger allerede klar i store ruller, og firmaet bag dem skal nu komme og skære dem til, så de kan lægges ud. Det bliver måtter i hele længder med afskærmning mellem de enkelte udslagssteder.

Måtterne bliver lagt i starten af næste uge (uge 35 2019).

Der har også været arbejdet på at rette stenbelægningen op mellem de to udslagshuse – hele arbejdet har trukket lidt ud tidsmæssigt, så der har været udslag fra græsset foran udslagsstederne i nogle uger, men nu kan vi snart rykke tilbage – og får nogle gode måtter at slå ud fra.

 

Ny app med baneguide til Roskildes og alle DK’s baner

Mange app’s, gps’er og golfure kan guide dig rundt på en golfbane med afstande til greens, åer, søer og andre forhindringer.

Nu har Roskilde Golf Klub indledt et samarbejde med Ingenium Golf, et firma, der står bag golf app’en, GLFR.

Du kan downloade app’en både til android og IOS telefoner.

For klubbens vedkommende betyder samarbejdet, at Roskilde Golf Klub nu har fået hele banen tegnet ind og samtidig har fået et redskab til selv at kunne tilrette baneguiden fremover, både når/hvis der bliver flyttet rundt på fx bunkers og teesteder, men i særdeleshed, når den nye 9-hullers bane begynder at tage form.

For dig som spiller betyder app’en, at baneguiden på telefonen – inklusiv afstande – altid er opdaterede. Ud fra gps’en i telefonen kan du altid se, hvor langt der er til greens og andre forhindringer. Du kan notere scores og efterfølgende se statistikker, ikke alene på dine scores, men også præcist hvor du har slået fra og til på alle slag på de enkelte huller. Altså der er meget for nørden, hvis du vil føre nøje statistik, men du kan også nøjes med at notere din score undervejs. Man skal være lidt på tæerne, hvis man på første runde skal lære at bruge alle funktioner, så tag dem lidt ad gangen. Hvis du efterfølgende vil se alle dine slag, så skal du på runden huske at klikke dit slag ind fra der, hvor bolden ligger, inden du går videre. Du skal altså klikke +1 allerede når du står på teestedet.

Ny, trykt baneguide – med fejl i første oplag, derfor gratis lige nu

Samarbejdet har også givet klubben en mulighed for igen at få en trykt baneguide til salg primært til gæster. Indtil videre er der trykt et begrænset prøveoplag. Der mangler nogle detaljer i prøve-oplaget, fx afstande i meter.  Det vil komme i næste oplag. På grund af de manglende afstandsmarkeringer er første oplag gratis til udlevering via sekretariatet.

Alle Danmarks baner er med i app’en. Dem, der har samarbejde med firmaet bag, kan hurtigere opdatere deres bane med ændringer – alle øvrige må vente til Google maps kommer med opdaterede satellitbilleder.

Du kan også bruge app’en til på forhånd at lave en plan for, hvordan du vil spille din runde og så kan du med noter notere ned undervejs, hvordan det går og hvad du skal være opmærksom på næste gang.

Opret med din profil, husk at indtaste dit handicap

Inden du bruger app’en første gang, skal du oprette en profil med navn, mail og kodeord (evt. kan du logge på med din Facebook-profil). Når profilen er oprettet, skal du indtaste dit handicap. Der er endnu ikke integration til GolfBox, så hvis dit handicap ændrer sig, så skal du også ændre i GLFR-app’en.

App’en er gratis for spillere.

Du finder link til download og meget mere information om app’en på http://www.glfr.com/.

Når du har spillet, kan du logge på https://my.glfr.com og så se statistikken for din runde.

Herunder kan du se nogle af skærmbillederne i app’en. Bemærk, når du søger efter app’en, at der både er en grøn og en sort GLFR-app. Den sorte er til administration, fx til greenkeepere, så det er den grønne, du skal downloade.

 

Par 3 match lørdag den 7. september – frist 5/9

Lørdag den 7. september 2019 kl. 9.45 er der par 3 afslutningsmatch – med tilmelding inden den 5. september kl. 24.

Der er mødetid senest kl. 9.45, hvor der udleveres scorekort fra det lille mødelokale med dør ud til hul 1 på par 3 banen.

Herefter gives en kort information om matchen, og alle deltager går til de anviste huller, så vi er klar til start kl. 10.

Afslutningsmatchen afholdes efter samme regler som tirsdagsmatcherne.

Efter matchen er der præmieuddeling og spisning i klubhuset.

Matchfee er 100 kr. kontant eller mobilepay (40 34 71 97) og betales på dagen.

Beløbet anvendes til præmier samt 2 stk. smørebrød + kaffe og kage, drikkevarer for egen regning.

Tilmelding herunder og sidste frist for tilmelding er torsdag d. 5. september kl. 24.

Evt. afbud efter dette tidspunkt gives på e-mail til: eller sms til 40 34 71 97.

Max. 36 deltagere efter ”først til mølle” princippet.

Her finder du siden med information og tilmelding.

Par 3 bane aktivitetsudvalget 2019