Author Archives:

Ny natursæson: Fuglekasser, pileflet og vandmåling

I Natur- og miljøudvalgets fuglekassegruppe har vi afsluttet vinterens arbejde med at løse tre opgaver.

 

1) De sidste 10 reparerede kasser er opsat på deres pladser. Vi har for første gang i de sidste fire år ikke produceret nye kasser, men vedligeholdt og ordnet de kasser, der trængte. Vi har besluttet, at de 336 kasser, der nu hænger på og omkring banerne er tilstrækkeligt.

Da alle kasser har et unikt nummer, fx 15A7, hvilket betyder hul 15, type A (stær) og kasse nr. 7 på hullet og de alle er noteret i GoogleMap på deres faste plads, så skal de hænges op på denne. Pladsen er samtidig noteret med højde over jorden og i hvad retning hullet vender. Vi indrømmer det er lidt nørdet, men hvorfor? Det vil vi forklare en anden gang.

Alle kasserne blev tømt i efteråret og vi noterede, hvem der havde ynglet i kasserne. Beboelse har der været i 63% af kasserne og det har fordelt sig med 82 musvitter, 46 skovspurve, 35 stære, 23 blåmejser, 16 rødstjerte og fire mus! I år har vi ikke haft hverken tårnfalk, natugle eller mursejler i kasserne specielt fremstillet til dem.

 

2) Ved fugletårnet har vi sammen med greenkeeperne Martin og Morten fjernet lidt flere træer, så udsigten er forbedret. De fældede træer og grene er, som det fremgår af billederne, blevet brugt til at lave et pile-flethegn, så man ikke kan gå fra tårnet ind på teestedet på Store Skjolds hul 6. Vi forventer, at nogle af pilegrenene vil slå rødder og hegnet derfor bliver grønt. De resterende grene og stammer er brugt til at udbygge kvasdyngerne.

 

3) Endelig var et par mand ude og foretage målinger i bassinerne, så vi nu kender dybden på de enkelte bassiner og samtidig ved hvor tykt slamlaget i bunden er. Bassinerne er mellem 90 og 135 cm dybe og slamlagets tykkelse varierer fra 85 til 20 cm. Det tykkeste slamlag er i det lille bassin tættest på fairwayen på hul 11. På billederne er det Per Korsgaard, der er ude og sejle.

 

I løbet af maj 2024 vil alle de godt 200 stærekasser blive undersøgt med kamera for at finde ynglefuglene og derfor lette arbejdet, når ungerne omkring 20. maj skal ringmærkes.

Fra fugletårnet blev der i november observeret en sølvhejre ved bassinerne. Det er art nr. 141 i Roskilde Golf Klub.

På vegne af fuglekassegruppen

Jan Eriksen

Hole in one på det sværeste vinterbanehul

Det er langt fra altid, vi fortæller om hole-in-one på vinterbanen, men i dag gør vi en undtagelse. Det skyldes dels, at der denne vinter på grund af vejret ikke er spillet så meget på vinterbanen som normalt, men også at denne hole-in-one er lavet på det sværeste vinterbanehul…

Og hvad menes der så med det?

Jo, 26 ud af vinterbanernes 27 (Store Skjold og Skjoldungen lagt sammen) er med større huller end normalt. De ”greens”, som udgør huller, er bare fairway eller rough, der er klippet helt ned og med skiftevis frost og tø, kan det være sin sag at putte nogenlunde ordentligt. Derfor giver det mening med større huller.

Undtagen ét hul – det sidste hul på Store Skjold vinterbanen, der er lavet på indspilsområdet, hvor hullet på greenen er af normal sommerbanestørrelse. Når man har spillet 17 huller, kan hul 18 med det lille hul altså godt virke svært.

Ikke desto mindre var det dette hul, Lars Andersen mandag den 26. februar 2024 valgte at lave hole-in-one på.
”Jeg ved godt, at det er på vinterbanen, men det var nu alligevel meget sjovt,” fortæller Lars, der er 66 år, har et golfhandicap på ca. 30 og har været medlem i Roskilde Golf Klub siden 2012.

”Når man kommer til hul 18, er man jo lidt træt efter runden, så jeg valgte at slå med min fairway-kølle og bolden ramte så uden for green og hoppede videre. Vi kunne se den hele vejen, og en af mine medspillere råbte ”den er go’, den er go’, den er go’”, indtil vi kunne se, at den trillede ned i hullet. Det var rigtig godt, både fordi det var en hole-in-one, men også fordi jeg på det tidspunkt var bagud på point i forhold til mine medspillere og så fik jeg jo pludselig ekstra fem point,” griner Lars.

Hans medspillere Finn Bredager Jørgensen, Hans Hansen og Per Danner Nielsen – og de to første har tidligere prøvet at lave hole-in-one, begge mener Lars var med. Så det var kun på sin plads, at Lars også fik lov. Nu mangler bare Per…

Læs mere:

 

Seniorgolf klar til sommeren 2024

Seniorgolf spiller torsdage hele året fordelt med vintergolf i årets 1. og 4. kvartal og sommergolf i årets 2. og 3. kvartal. Der kan frit vælges, om man ønsker hele året eller enten sommer/vinter.

Sommergolfen 2024 starter torsdag 4. april med mødetid senest kl. 8, hvor der skal være afleveret aktuelt scorekort, hvorefter dagens matchledere foretager lodtrækning, så der spilles med forskellige ved hver match. Matcherne afvikles med gunstart.

De ugentlige matcher afsluttes med socialt samvær og samlet præmieoverrækkelse til 1. og 2. pladser damer og herrer.

Hvert kvartal afsluttes med at spille Mexican Scramble efterfulgt af fællesspisning med præmieoverrækkelse til dagens vindere og vinderne af kvartalets gennemgående turnering. PEDRO, seniorgolfs ”vandrepokal” videregives med indehaverens egen motivering.

Skulle du have interesse for Seniorgolf, så kan du se mere info på klubbens hjemmeside under Klubber-i-Klubben, Seniorgolf.

Yderligere information og eventuel tilmelding – kontakt formand Ejvind enten på mail eller på telefon 21764900.

Tilmeldingen til sommergolfen er fastsat til torsdag 7. marts 2024.

Nuværende 110 medlemmer har modtaget mail direkte.

Læs mere:

 

Seniorgolf, styregruppen

Jan Hoffmeyer, Ole Strangholt, Per Ougaard og Ejvind N. Jensen

Spil fast om onsdagen – vær med i Herredagen

Hver onsdag fra april til og med september er der rigtig mange herrespillere, der har en fast aftale med deres makkere enten i større eller mindre grupper. De har sat onsdagen af til golf. Nogle spiller morgen, andre formiddag og middag og atter andre grupperinger spiller om eftermiddagen. Fælles for dem alle er, at de efter spillet indberetter resultaterne og er med i Herredagens løbende turnering.

Nu er det igen tid til at tilmelde sig Herredagen for den kommende sæson. Konceptet er det samme som tidligere. Du tilmelder dig herredagen og kommer automatisk med i den af de fire rækker, der passer til dit handicap. På den måde konkurrerer du med spillere, der er nogenlunde på niveau med dig selv.

Der er præmier til dem, der scorer flest point på de enkelte spilledage, men der er også konkurrencer om at kommet tættest på flaget på par 3 hullerne og så er der en særlig løbende konkurrence (kaldet eclectic), som går ud på, at GolfBox via de ugentlige indberetninger holder øje med din bedste score på hvert eneste hul igennem sæsonen.
”På den måde har man hele tiden noget at spille for, også selv om man en dag er startet skidt og derfor ikke scorer mange point. På hvert hul får man noget ud af en god score. Den tæller med i årsresultatet,” fortæller Niels Træden fra Herredagsudvalget.

Sådan gør du

Inden sæsonstart:

  • Du skal tilmelde dig ”Herredagen 2024” i GolfBox (Se under ”Klubturneringer” – under januar ligger tilmeldingen) – det koster 200 kr. som du betaler samtidig med tilmelding
    Inden spilledagen:
  • Bestil en tid som normalt i GolfBox sammen med dem, du gerne vil spille med
  • Tilmeld dig dagens turnering – også i GolfBox (under ”Klubturneringer” – vælg datoen og den række, du spiller i, så er du tilmeldt denne onsdags match)

Du kan bestille tider fra 21 dage før og du kan tilmelde dig onsdagsturneringerne fra gang til gang eller hele foråret på én gang

Under spillet:

  • Udfyld scorekort som normalt
  • Hvis du er tæt på flaget i dit udslag på par 3 hullerne, skal du måle afstanden fra bold til hulkant og notere meter og centimeter ud for hullet på scorekortet. Hver onsdag er der præmier til dem, der er landet tættest på flaget på de fire par 3 huller

Efter spillet om onsdagen:

  • Udfyld scorekortet med alle oplysninger om resultat, turneringsform, række og selvfølgelig underskrift af både spiller og markør
  • Indberet også resultatet elektronisk – der kommer et link på sms aftenen før
  • Læg scorekortet i Herredagens postkasse samme dag
  • Hvis du har et par 3 hul, hvor du håber, din bold har været tættest på flaget, skal du sende en mail til med navn, hulnummer og afstand

Følg med i resultaterne:

  • På GolfBox kan du løbende følge med i resultaterne for de enkelte spilledage og på stillingen i den løbende eclecticturnering
  • Resultatet for ”tættest på hul” kan hver uge følges på Herredagens hjemmeside

Første Herredag er onsdag den 10. april 2024. Herfra kan du spille med alle de onsdage, du kan. To gange i løbet af sæsonen bliver der arrangeret særlige matcher, som samtidig fungerer som afslutning på henholdsvis forårs- og efterårssæsonen. Her er der også fællesspisning. I 2024 er de to dage 19. juni og 25. september.

Er du ny i Herredagen og mangler nogen at spille med, så tag kontakt til en fra Herredagsudvalget, der vil hjælpe dig i gang.

Læs mere:

Er det fødderne eller skoene, man skal tørre af?

Kommunikation kan misforstås – eller laves sjov med. Og sådan er det faktisk blevet med et skilt på dørene ind til klubhuset, hvor spillere og gæster bliver opfordret til at tørre fødderne af, inden de går indenfor.

Poul Sarfelt – flittig deltager i seniorgolf og altid god for en sjov historie – synes skiltet var lidt morsomt og valgte helt at holde sig til teksten. På billedet kan du derfor se Poul tage sko og strømper af uden for klubhuset. Det kan godt blive en kold fornøjelse, hvis vinteren varer ved, så sekretariatets kommunikationsansvarlige, webmaster Henrik, har lovet at lave skiltet om til næste vinter.

Indtil da er der valgfrihed om du vil tørre både sko og fødder af, inden du går indenfor….

Fiske- og skaldyrsaften 1. marts 2024

Restaurant Birdie er ved at gøre klar til sommersæsonen, men da restauranten har åbent hele året rundt, er der også et pænt aktivitetsniveau i vinterhalvåret.

Næste store arrangement er den populære fiske- og skaldyrsaften, der i oktober blev udsolgt. Den kommer nu tilbage fredag den 1. marts.

Derefter kommer der endnu et bankospil-aften torsdag den 14. marts og sidst men ikke mindst så vil der henover hele påsken den sidste uge i marts være påskebuffet både til at spise i restauranten og til take away. Det kommer der mere information om senere.

Her kommer der mere information om fiske- og skaldyrsarrangementet. Det indeholder:

  • Velkomst med bobler og snacks
  • To forretter, som anrettes og serveres ved jeres bord
  • Buffet med et lækkert udvalg af forskellige og spændende fiske- og skaldyrsretter, fx dampede muslinger, pil-selv rejer og Birdies egen varmrøgede laks lige fra røgeovnen. Hertil er der salater, dressinger, dips og brød.
  • Birdies oste- og dessertbord

Prisen er 499 kr. pr. kuvert eks

Læs mere:

Der er begrænset antal pladser, så der skal bookes og betales på forhånd.

Kontakt Restaurant Birdie enten personligt i restauranten eller:

Lær om golfreglerne – to datoer til at blive klogere

Vidste du, at golfreglerne ikke bare er til for at straffe dig, men at du også tit kan bruge reglerne til din egen fordel?

Kunne du tænke dig at blive lidt klogere på, hvordan du bruger reglerne?

Så skal du spidse ører, for her i marts/april 2024 kommer der to arrangementer, hvor det er muligt at lære mere om golfreglerne. Til begge arrangementer er det muligt at komme med ønsker/spørgsmål til præcis de emner, du gerne vil have mere information om.

Det er regel- og handicapudvalget, der står bag de to møder, der finder sted:

  • Tirsdag den 19. marts kl. 19 – hulspil
  • Torsdag den 11. april kl. 19 – generelt

Den første aften er som navnet siger målrettet dem, der spiller hulspil en gang imellem. Det kan være spillere på regionshold, divisionshold eller måske alle dem, der deltager i klubbens løbende hulspilsturnering.

Læs mere:

Den anden aften handler generelt om golfreglerne, så her er målgruppen alle lige fra nye til rutinerede, som gerne vil blive klogere på golfreglerne eller som måske har specifikke spørgsmål til bestemte situationer. Der må også gerne være spørgsmål, der relaterer sig til vores egne baner. Alle kan ved tilmelding skrive en kommentar eller et spørgsmål, så regel- og handicapudvalget på forhånd kan forberede sig.

På mødet bliver der lavet en tipskupon med nogle regelspørgsmål, som deltagerne kommer til at udfylde. På den måde bliver regellærdommen lidt sjovere.

Det er Lars Søndergaard fra udvalget, der er ansvarlig for de to regelmøder.

Læs mere:

Bemærk, at du ved tilmelding kan tilmelde dig til spisning i Restaurant Birdie en time inden mødet (kl. 18). Det koster 99 kr. eksklusive drikkevarer.

  • Menu til regelaften 19. marts: Langtidssimret kalvebryst med grov kartoffelmos, grøntsager og peberrodssauce
  • Menu til regelaften 11. april: Boeuf Bourguignon med mos af kartofler og rodgrøntsager

På billedet er det regel- og handicapudvalget fotograferet i forbindelse med et andet regelmøde. Det er Lars Søndergaard til venstre, Tage Jørgensen i midten og Jørgen Lindelius til højre.

Vil du spille med i Parmatch 2024?

Efter nogle år med nedgang fik Parmatch en opblomstring i 2023 og nu er Parmatch-udvalget klar til at tage imod tilmeldinger til 2024-sæsonen.

Igen i 2024 er der tre spilledage – med stor middag, hygge og præmieuddeling om aftenen efter den sidste match lørdag den 14. september.

I forhold til 2023 er der lavet lidt om på spilleformerne de enkelte dage. Det kan I læse om på Parmatch-siden.

For at deltage skal man være ægtepar, samboende eller kærestepar. Alle kan være med uanset handicap, men begge skal være fuldtidsmedlemmer i klubben.

Her er spilledatoerne for 2024:

  • 1. runde: Lørdag den 4. maj 2024, første start kl. 11.30
  • 2. runde: Lørdag den 8. juni 2024, første start kl. 11.30
  • 3. runde: Lørdag den 14. september 2024, første start kl. 9.30

Der kan arrangeres reservespil, hvis der er en af dagene, I ikke kan spille med.

Tilmelding er i gang – udfyld formularen på Parmatch-siden og overfør derefter 400 kr. til Parmatch-udvalget, enten på Mobile Pay eller til udvalgets bankkonto.

Læs mere:

På billedet er det de fire arrangører af Parmatch, Henrik og Neel Schucany, Charlotte og Henrik Vincents.

PS: Husk også, at der er mulighed for at tilmelde sig andre ”klub i klubben”-aktiviteter i 2024, fx:

Vinterbanerne åbner igen lørdag den 17. februar 2024

Det har været en vinter med rigtig meget banelukning – ikke bare i Roskilde, men på mange baner landet rundt.

Roskildes to vinterbaner åbner imidlertid igen lørdag den 17. februar 2024, da vejrudsigten for de kommende dage ser anstændig ud.

Det vil stadig være sådan, at der på enkelte huller er vådt, men bare det at komme ud og spille igen, vil være en gevinst for de rigtig mange, der plejer at spille vintergolf.

Det kan absolut anbefales at komme ud og få noget frisk luft samtidig med, at golfsvinget bliver holdt ved lige.

Husk, at du skal booke tid i GolfBox som normalt og også bekræfte din tid på skærmen i klubhuset eller på GolfBox app’en på spilledagen. Derimod kan du ikke skrive scorekort ud med antal tildelte slag, da man ikke kan handicapreguleres på vinterbanerne. På skranken i klubhuset ligger der nogle scorekort – og ved siden af hænger der en konverteringstabel, så man kan se, hvor mange tildelte slag, man har, ud fra ens golfhandicap.

Læs mere:

God velkomst til trænerpar – nyt om 2024-sæsonen

Mandag den 25. marts 2024 bliver der åbnings-”fest” i den nye proshop, som protræner Martin Hansen og hans kone, Ditte, er ved at stable på benene. Fest er måske så stort et ord, men i hvert fald håber det nye proshop-par hos ”Hansen golf” at se rigtig mange mennesker, når de efter en lang vinter åbner Roskilde Golf Klubs nye proshop. Der bliver serveret lidt øl og vand på selve åbningsdagen netop for at gøre en fest ud af det.

Det fortalte Martin og Ditte til medlemsmødet torsdag den 15. februar 2024, som Hansen-parret var specialinviteret til. Om det alene var deres skyld, at arrangementet var fuldt udsolgt, kan ikke siges med sikkerhed, men interessen for det nye trænerpar er i hvert fald stor.

Medlemsmødet var med tilmelding og to dage før blev der meldt udsolgt. I alt dukkede ca. 115 medlemmer op – heraf var ca. 40 med til fællesspisning inden mødet.

Længere nede i teksten og i andre nyheder kan du læse om de mange informationer, der blev givet på mødet. Her starter vi med nyhederne fra proshop-parret, der i øjeblikket er ved at modtage varer og er i gang med at indrette shoppen. Martin er også ved at få overblik over tidspunkterne for begynder-, ungdoms- og elitetræning, så han præcist ved, hvornår han har tider til individuel træning.

Nyt bookingsystem

”Jeg kan allerede nu se, at der bliver rigtig meget at se til, så vi drøfter i øjeblikket, om det er muligt at ansatte en ekstra træner enten på halv eller fuld tid, så vi er flere om opgaverne. Vi vil rigtig gerne kunne tilbyde træning til alle, der gerne vil have det. Inden længe åbner vi mulighed for online booking. Det kommer til at ske gennem systemet ”ProPlanner”, der er en del af GolfBox. Derfor kan man bestille tid både til individuelle lektioner og til holdtræning via menupunktet ”Lektioner” og ”Kurser” i GolfBox. Systemet er ikke sat op endnu, men det er tæt på,” fortalte Martin Hansen.

I proshoppen bliver der et udvalg af både tøj, sko, bolde og udstyr.

”Vi har i første omgang valgt nogle få, men gode tøj- og skomærker, som fx Daily, Footjoy og New Balance og da vi ikke har prøvet at have en shop før, så vil vi undervejs i sæsonen evaluere på, om vi har det rigtige udvalg i forhold til efterspørgslen,” fortalte Ditte Hansen, der kommer til at være den primære kontaktperson i shoppen, mens Martin først og fremmest skal tage sig af træning.

Ditte fortalte dog også, at hun er i gang med at tage en ungdomstræner-uddannelse som golftræner, så hun kan hjælpe til med børne- og begyndertræning. Hun er i øvrigt ikke helt ueffen med golfudstyr i hånden, da hun har spillet siden hun var ca. 7 år og aktuelt ligger i handicap 7. Martin har været træner i mange år – han er faktisk udlært på samme hold som klubbens afgående træner, Lasse Frølich, der i øvrigt har skiftet Roskilde ud med Hedeland Golfklub og starter der 1. marts.

Ditte fik lidt ufrivilligt – men ganske morsomt – et latterbrøl, da hun fortalte, at hun har arbejdet i hjemmeplejen i Næstved og derfor er vant til ældre mennesker. Ja, grin I bare, men sygesikringskortet blandt de fremmødte til infomødet lyver ikke – især ikke i sammenligning med en kvinde i starten af 30’erne…

 

Trackman til træning

Martin Hansen fortalte i øvrigt, at der senest i april bliver installeret en trackman, som han kan bruge i forbindelse med undervisning. Målet på længere sigt er, at Martin får et aflukket rum på drivingrange, så der kan trænes hele året rundt.

På infomødet blev der spurgt til, om der er udsigt til flere overdækkede trackman-udslagssteder på drivingrange.

”Det ville være fantastisk, men desværre har vi udfordringer både i forhold til lokalplanen og til økonomien i det. Det er dyrt, og vi har en række andre projekter, vi også gerne vil have penge til,” lød svaret fra daglig leder, Jesper Wedersøe.

Det svar kom efter at formand Flemming B. Nielsen netop havde indledt mødet med at fortælle, at bortset fra anskaffelse af maskiner til greenkeeperne, så vil 2024 ligesom 2023 blive et år, hvor der ikke vil blive sat andre store projekter i søen.

”Vi vil meget gerne have lavet et nyt indspilsområde, men det er også rigtig vigtigt for os, at vi har en sund økonomi, så derfor bliver det projekt med stor sandsynlighed ikke sat i gang i 2024. I stedet vil vi arbejde på at lave alle forberedelserne til projektet,” sagde Flemming, som startede mødet med en gentagelse af nogle af de budskaber, der også blev givet på infomøderne i efteråret, nemlig at bestyrelsen stadig kører efter den samme strategi, som har været gældende i en del år.

”Der er flere af punkterne, som vi opfylder ganske godt, fx klubhuset, de frivillige og økonomien. Men vi har nogle fokuspunkter, hvor vi kan være bedre, fx forbedring af træningsfaciliteter og indsatsen i forhold til børn, unge og eliten. De to sidste områder skal vores nye trænerpar bl.a. være med til at gøre bedre,” sagde Flemming Nielsen.

 

Nye matchformer – også om aftenen

På informationsmødet blev der også fortalt om nye tiltag i 2024-sæsonen. Det gælder fx to nye matcher, Skjoldmatch 14. juli og Natgolf 4. oktober, som er to helt nye koncepter i Roskilde Golf Klub.

”Skjoldematchen bliver en match, vi afvikler på begge baner over 27 huller fordelt på tre sløjfer, hvor man kommer til at spille tre spilformer, de fleste normalt ikke prøver, nemlig greensome, foursome og best ball. Det bliver en lang spilledag på i alt ca. otte timer, men det bliver også en sjov dag, hvor man får mulighed for at spille med tre forskellige hold makkere og forhåbentlig lærer en masse at kende.”

”Vi prøver også med natgolf, hvor vi spiller i mørke med lysbold og lyssværd. Disse to – plus alle de øvrige aktiviteter – laver vi ekstra reklame for i år ikke mindst via plakater med hele sæsonens matcher, som vi hænger op i klubhuset i håb om at folk vil skrive datoerne ind i kalenderen,” sagde Jesper Wedersøe, som også fortalte om en plakat med eliteholdenes hjemmekampe.

”Den skal bruges som en opfordring til medlemmerne om at prøve at komme ud og kigge med, når divisionsholdene spiller. Man behøver ikke at være der fra kl. 8 til sent på eftermiddagen. Men kom fx ud ved middagstid, når flest kampe er i gang, så kan man komme til at se rigtig god golf.”

 

Sammenlægning og beholder fordeling af fortrinsretter

Jesper Wedersøe fortalte også om, at der fra 1. maj bliver genindført sammenlægning af bolde i weekenden mellem kl. 8 og 12 for at sikre, at flest mulige kan komme ud og spille på dette attraktive tidspunkt.

”Ofte ser man, at folk trækker sig, hvis andre booker sig ind på en tid, hvor man havde håbet at gå to alene, men jeg vil meget gerne opfordre til ikke at reagere sådan. Både fordi vi på den måde kan få flere ud og spille golf men også fordi, det kan være ganske hyggeligt at gå en runde med andre klubmedlemmer eller måske nogle greenfeegæster.”

Et medlem (Connie) opfordrede til en indsats for at spillere overholder deres udslagstid og ikke slår ud før tid. Det skaber stress hos den forangående bold og er også med til at forringe flowet.

Jesper Wedersøe nikkede og sagde, at det af hensyn til flowet også er en overvejelse værd at gå over til 10 minutter mellem boldene på Store Skjold i stedet for 7/8 minutter som i dag – det er dog indtil videre kun en overvejelse, ikke en beslutning.

Jesper fortalte også, at bestyrelsen har evalueret på fordelingen af fortrinsretter og flytning af spil fra Store Skjold til Skjoldungen.

”Vi holder fast i, at dem, der spiller ni huller på fortrinsretter, de skal spille på Skjoldungen, så derfor kommer der ikke til at ske markante ændringer i forhold til sidste år. En ændring kommer der dog. Det handler om kaninmatcherne, som fortsat bliver afviklet på Skjoldungen om mandagen, men som en gang pr. måned bliver afviklet på Store Skjold – alle gange som gunstart over ni huller.”

”Udover de fokuspunkter, som formand Flemming Nielsen fortalte om, så har vi også fokus på integration i klubben – og derfor vil der i år komme en sammenlægning af udvalg for kaninmatcher, prøvemedlemmer og let øvede (løverne). Ved en sammenlægning håber vi at kunne skabe et bedre fællesskab primært mellem alle de medlemmer, der har et golfhandicap på mellem 36 og 54,” sagde Jesper Wedersøe.

Informationsmødet blev afsluttet ca. kl. 21 efter halvanden times information og spørgsmål og en halv times kaffe- og kagepause. Det er bestyrelsens plan at holde flere af den slags informationsmøder i løbet af sæsonen.

Læs mere:

Herunder kan du se fotos fra infomødet – på det første og øverste er det formand Flemming B. Nielsen, Ditte Hansen fra proshoppen, protræner Martin Hansen og bagest daglig leder, Jesper Wedersøe og chefgreenkeeper Nick Bosholdt omgivet af alle deltagerne ved informationsmødet: